Mit livslange håb — aldrig at skulle dø
FORTALT AF HECTOR R. PRIEST
„Den kræfttype De har er uhelbredelig,“ sagde lægen. „Vi kan ikke gøre mere for Dem.“ Denne diagnose blev stillet for over ti år siden. Men jeg nærer stadig det bibelske håb om at komme til at leve evigt uden nogen sinde at skulle dø. — Johannes 11:26.
MINE forældre var oprigtige metodister som regelmæssigt kom i kirken i en lille by nær ved familiens gård. Jeg er født i den smukke og frodige dal Wairarapa, som ligger omkring 130 kilometer nordøst for Wellington i New Zealand. Herfra kunne vi nyde udsigten til sneklædte bjerge, krystalklare bjergfloder, bølgende bakker og blomstrende sletter.
I metodistkirken lærte vi at alle gode mennesker kommer i himmelen og at de onde kommer i helvede, et sted med brændende pine. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Gud så ikke bare havde skabt mennesker i himmelen fra begyndelsen, hvis det alligevel var dér han ønskede at de skulle leve. Jeg havde altid frygtet døden og ofte spekuleret på hvorfor vi dør. I 1927, da jeg var 16 år, kom vores familie ud for en tragedie der fik mig til at søge efter svar på mine spørgsmål.
Hvorfor skulle Reg dø?
Da min bror Reg var 11 år blev han alvorligt syg. Lægen kunne ikke finde ud af hvad han fejlede, og var derfor ikke i stand til at hjælpe ham. Mor tilkaldte metodistpræsten. Han bad over Reg, men det kunne ikke trøste mor. Hun sagde rent ud til præsten at hans bønner var til ingen nytte.
Da Reg døde begyndte mor at tale med alle og enhver i håb om at finde en sandfærdig forklaring på hvorfor hendes dreng måtte dø. Under en samtale med en af byens forretningsmænd spurgte hun om han kendte noget til hvilken tilstand de døde befandt sig i. Det havde han ingen anelse om, men han sagde: „En eller anden har givet mig denne bog, den må du godt få.“
Mor tog bogen med hjem og begyndte at læse den. Hun kunne ikke lægge den fra sig. Gradvis ændredes hele hendes syn på tilværelsen. Hun sagde til familien: „Jeg har fundet den; jeg har fundet sandheden!“ Den bog hun læste var Guds Verdensplan, det første bind af Studier i Skriften. I begyndelsen var jeg skeptisk og prøvede at argumentere mod bogens fremstilling af Skaberens hensigt. Men til sidst løb jeg tør for argumenter.
Jeg gør sandheden til min egen
Jeg tænkte: ’Evigt liv, uden at skulle dø!’ Det var et sådant håb man kunne forvente at en kærlig Gud ville stille i udsigt. En paradisisk jord! Ja, det var lige hvad jeg havde ønsket mig.
Efter at have lært disse sandheder at kende var mor og tre kristne søstre fra Wellington — søstrene Thompson, Barton og Jones — væk i flere dage i træk for at forkynde Riget vidt og bredt i landdistrikterne. Selv om far ikke havde mors missionærånd, støttede han fuldt ud hendes aktiviteter.
Jeg var sikker på at det var sandheden, men i en periode sørgede jeg ikke for at pleje min tro. I 1935 giftede jeg mig med Rowena Corlett, og med tiden fik vi en datter, Enid, og en søn, Barry. Jeg arbejdede som kreaturhandler og opkøbte i tusindvis af stykker kvæg fra nærliggende gårde. Når landmændene ville diskutere politik, var jeg glad for at kunne sige: „Menneskers bestræbelser vil ikke lykkes. Guds rige er den eneste brugbare regeringsform.“
Desværre blev jeg afhængig af tobak; jeg havde hele tiden en cigar i munden. Det gik ud over mit helbred, og på et tidspunkt blev jeg indlagt med stærke mavesmerter. Jeg fik at vide at jeg på grund af rygning havde fået akut mave-tarmkatar. Tobakken blev lagt på hylden, men jeg drømte tit om at jeg røg en cigar eller en cigaret der aldrig gik ud. Hvor kan man dog blive afhængig af tobak.
Efter at jeg var holdt op med at ryge, tog jeg endnu en vigtig beslutning i mit liv. I 1939, da jeg var 28, blev jeg døbt i Mangatai-floden i nærheden af vort hjem ude på landet. Robert Lazenby, som senere fik tilsyn med forkyndelsesarbejdet i New Zealand, rejste hele vejen fra Wellington for at holde et foredrag og døbe mig. Fra da af blev jeg et frimodigt vidne for Jehova.
Forkyndelsen organiseres
Efter min dåb blev jeg udnævnt som tilsynsmand i menigheden i Eketahuna. Min kone, Rowena, havde endnu ikke taget imod sandheden. Jeg fortalte hende imidlertid at jeg ville bede Alf Bryant fra Pahiatua om at komme og besøge mig, så han kunne vise mig hvordan forkyndelsen fra hus til hus skulle foregå. Jeg ønskede at organisere forkyndelsesarbejdet og systematisk gennemgå vort distrikt.
Hertil sagde Rowena: „Hector, hvis du går ud og forkynder fra hus til hus, vil jeg ikke være her når du kommer tilbage. Jeg forlader dig. Dit ansvar er her — hos din familie.“
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Tøvende klædte jeg mig på. ’Jeg er nødt til at gøre det,’ blev jeg ved med at sige til mig selv. ’Både min egen og min families fremtid afhænger af det.’ Jeg forsikrede derfor Rowena om at jeg ikke på nogen måde ønskede at såre hende. Jeg fortalte hende at jeg elskede hende højt, men eftersom Jehovas navn og suverænitet, såvel som vor egen fremtid, var involveret, var jeg nødt til at tage denne forkyndermetode op.
Alf og jeg kom til den første dør, og han førte ordet. Men inden længe brød jeg ind og fortalte den besøgte at det der skete på Noas tid er en parallel til det vi ser i vor tid, og at den enkelte må gøre noget aktivt for at sikre sin frelse. (Mattæus 24:37-39) Jeg efterlod nogle brochurer.
Da vi gik derfra sagde Alf: „Du har jo stor kundskab! Du har ikke brug for mig. Du kan sagtens gå alene, og så vil vi kunne gennemgå dobbelt så meget af distriktet.“ Og sådan blev det.
På vejen hjem spekulerede jeg på hvad der mon ventede os når vi kom hjem. Til min overraskelse og glæde havde Rowena lavet te til os. Fjorten dage senere deltog min kone i den offentlige forkyndelse, og hun blev et efterlignelsesværdigt eksempel i kristen nidkærhed.
Maud Manser, hendes søn William og datteren Ruby var nogle af de første i dalen som blev Jehovas vidner. Mauds mand havde skarpe meninger og et bistert udseende. En dag tog Rowena og jeg ud til deres gård for at tage Maud med ud i forkyndelsen. William havde sørget for at vi kunne køre i hans bil, men hans far havde andre planer.
Situationen var spændt. Jeg bad Rowena om at holde vores lille datter, Enid. Så satte jeg mig ind i Williams bil og begyndte hurtigt at køre ud af garagen. Men hr. Manser sprang til for at lukke garagedøren for næsen af os. Det lykkedes ham dog ikke. Da vi var kommet et stykke hen ad opkørselen standsede vi, og jeg steg ud af bilen for at møde en rasende hr. Manser. Jeg sagde: „Vi har tænkt os at tage ud at forkynde, og fru Manser tager med os.“ Jeg appellerede til ham, og det fik ham kølet lidt ned. Når jeg ser tilbage skulle jeg nok have grebet situationen lidt anderledes an. Han blev senere venligere stemt over for forkynderne, men blev aldrig selv et af Jehovas vidner.
Dengang var der kun ganske få Jehovas vidner. Vi nød det derfor meget når vi fik besøg af heltidsforkyndere der overnattede hos os på gården. Adrian Thompson og hans søster Molly var nogle af dem der besøgte os. De havde overværet en af de første klasser på Vagttårnets Bibelskole Gilead for missionærer, og tjent i fremmede distrikter i Japan og Pakistan.
Under krigen
I september 1939 udbrød den anden verdenskrig, og i oktober 1940 forbød regeringen i New Zealand Jehovas Vidners arbejde. Mange af vore kristne brødre blev slæbt for retten. Nogle blev sendt i arbejdslejre og var afskåret fra at se deres kone og børn. Mens krigen rasede, spekulerede jeg på om jeg ville blive indkaldt til militærtjeneste selv om vi havde et landbrug (landmænd blev som regel fritaget for militærtjeneste). Det blev imidlertid meddelt at ingen landmænd ville blive nødt til at forlade deres gårde til fordel for militærtjeneste.
Rowena og jeg fortsatte i vores kristne tjeneste, og vi brugte hver over 60 timer om måneden på at forkynde. I denne periode fik jeg den forret at hjælpe unge Jehovas vidner som ønskede at bevare deres kristne neutralitet. På deres vegne mødte jeg op i retten i Wellington, Palmerston North, Pahiatua og Masterton. Der var som regel en præst med i udskrivningskommissionen, og det var mig en sand fornøjelse at afsløre hvor ukristent det var at de støttede krigsbestræbelserne. — 1 Johannes 3:10-12.
En aften mens Rowena og jeg studerede Vagttårnet, kom politiet for at gennemsøge vort hjem. Under denne husundersøgelse fandt de nogle bibelske publikationer. „I kan komme i fængsel for dette,“ blev vi advaret. Da betjentene satte sig ind i bilen for at køre, blokerede bremserne, og bilen ville ikke flytte sig. William Manser reparerede bilen, og vi hørte aldrig mere fra dem.
Under forbudet skjulte vi de bibelske publikationer i en bygning et afsidesliggende sted på vores gård. Midt om natten kørte jeg til New Zealands afdelingskontor og læssede min bil med publikationer. Derefter kørte jeg hjem og opmagasinerede dem på vort skjulested. En nat da jeg kom til afdelingskontoret for at hente en hemmelig sending, blev hele stedet pludselig oplyst. Politiet råbte: „Du er grebet på fersk gerning!“ Men til min store overraskelse lod de mig gå uden alt for meget vrøvl.
I 1949 solgte Rowena og jeg gården og besluttede at være pionerer indtil pengene slap op. Vi flyttede ind i et hus i Masterton, hvor vi arbejdede sammen med menigheden som pionerer. I løbet af to år blev der oprettet en menighed i Featherston med 24 aktive forkyndere, og dér tjente jeg som præsiderende tilsynsmand (eller menighedstjener som det hed dengang). I 1953 rejste jeg til De Forenede Stater, hvor jeg havde den forret at overvære Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Stævnet varede i otte dage. Rowena kunne ikke tage med fordi hun skulle passe vores datter, Enid, som led af spastisk lammelse.
Da jeg kom hjem fra stævnet var jeg nødt til at finde et verdsligt arbejde. Vi flyttede tilbage til Masterton-menigheden, hvor jeg blev udnævnt som præsiderende tilsynsmand. Omkring dette tidspunkt købte William Manser en teaterbygning i Masterton, og den blev Wairarapas første rigssal. I 1950’erne oplevede vores menighed en god åndelig og talmæssig vækst. Når vi fik besøg af kredstilsynsmanden opfordrede han derfor modne medlemmer af menigheden til at flytte til andre dele af landet for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet dér, og flere fulgte opfordringen.
Vores familie blev i Masterton. I løbet af de næste årtier havde jeg ikke blot mange privilegier i menigheden, men blev også tildelt foredrag ved både landsstævner og internationale stævner. Rowena deltog nidkært i forkyndelsen samtidig med at hun hjalp andre til at gøre det samme.
Trosprøver
Som jeg nævnte i indledningen fik jeg i 1985 at vide at jeg led af en uhelbredelig form for kræft. Men hvor ville min trofaste kone, Rowena, vore børn og jeg gerne være blandt de millioner af nulevende mennesker som aldrig behøver at dø. Lægerne sendte mig imidlertid hjem for at dø. Inden da spurgte de mig hvilken indvirkning diagnosen ville få på mit liv.
„Jeg har tænkt mig at bevare et roligt hjerte og være optimistisk,“ svarede jeg. Det bibelske ordsprog blev min redningsplanke: „Et roligt hjerte er liv for legemet.“ — Ordsprogene 14:30.
Kræftspecialisterne roste dette bibelske råd. „Et positivt livssyn udgør 90 procent af en vellykket kræftbehandling,“ sagde de. De foreslog også at jeg fik strålebehandling i syv uger. Lykkeligvis vandt jeg til sidst kampen over kræften.
I denne meget svære tid kom jeg ud for et hårdt slag. Min dejlige og loyale kone fik en hjerneblødning og døde. Jeg fandt trøst i trofaste bibelske eksempler og i hvordan Jehova løste deres problemer så de kunne bevare deres uangribelighed. Mit håb om en ny verden forblev derfor levende. — Romerne 15:4.
Ikke desto mindre blev jeg deprimeret og ønskede at holde op som ældste. De lokale brødre opmuntrede mig indtil jeg igen havde overskud til at varetage de opgaver der følger med hvervet som ældste. Det har betydet at jeg uden ophør har tjent som ældste gennem 57 år.
Går tillidsfuldt fremtiden i møde
Det har været en umådelig stor forret at tjene Jehova alle disse år. Hvor har jeg dog oplevet mange velsignelser! Jeg kan stadig levende genkalde mig da jeg som 16-årig hørte min mor sige: „Jeg har fundet den; jeg har fundet sandheden!“ Min mor var en trofast og nidkær forkynder lige til sin død i 1979, hvor hun var over 100 år gammel. Hendes datter og seks sønner blev også loyale forkyndere.
Mit brændende ønske er at komme til at opleve når Jehovas navn bliver renset for forsmædelse. Vil mit livslange håb om aldrig at skulle dø, blive til virkelighed? Det vil fremtiden vise. Jeg er imidlertid overbevist om at mange, ja, millioner, vil komme til at opleve det privilegium. Men så længe jeg lever vil jeg glæde mig over udsigten til at blive regnet blandt dem der aldrig skal dø. — Johannes 11:26.
[Illustrationer på side 28]
Min mor
Sammen med min kone og mine børn