Tilbedelsen af Jehova — Dens rette plads i vor tilværelse
„Dagen lang vil jeg velsigne dig, og jeg vil lovsynge dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — SALME 145:2.
1. Hvad kræver Jehova af dem der tilbeder ham?
„JEG, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (2 Mosebog 20:5) Moses hørte Jehova udtale disse ord, og han gentog dem senere over for Israels folk. (5 Mosebog 5:9) Moses var ikke i tvivl om at Jehova Gud forventede at hans tjenere tilbad ham med udelt hengivenhed.
2, 3. (a) Hvorfor var det tydeligt for israelitterne at det der skete ved Sinaj Bjerg var noget ekstraordinært? (b) Hvilke spørgsmål vil vi undersøge vedrørende israelitternes gudsdyrkelse og den måde Guds tjenere i dag tilbeder ham på?
2 Da israelitterne og „en talrig blandet flok“ der havde forladt Ægypten sammen med dem, lå lejret i nærheden af Sinaj Bjerg, blev de vidne til noget usædvanligt. (2 Mosebog 12:38) Det havde ingen lighed med tilbedelsen af Ægyptens guder, der nu efter de ti plager var blevet ydmyget. Idet Jehova manifesterede sin nærværelse for Moses, indtraf der frygtindgydende fænomener — torden, lyn og en øredøvende lyd af et horn — der fik hele lejren til at skælve. Dernæst viste der sig ild og røg, „og hele bjerget skælvede meget“. (2 Mosebog 19:16-20; Hebræerne 12:18-21) Hvis nogen blandt israelitterne behøvede yderligere beviser for at det der hændte var noget ekstraordinært, kom de ikke til at vente længe. Kort efter steg Moses ned fra bjerget efter at have modtaget en kopi af Guds love. Bibelen siger at „[Moses’] ansigtshud strålede, og [folket] var bange for at gå hen til ham“. Der var virkelig tale om en uforglemmelig, overnaturlig begivenhed. — 2 Mosebog 34:30.
3 For Guds folk i fortiden var der ingen tvivl om hvilken plads tilbedelsen af Jehova skulle indtage i deres liv. Han var den der havde frelst dem. De skyldte ham livet. Han var også deres Lovgiver. Men lod de tilbedelsen af Jehova komme først i deres liv? Og hvordan forholder det sig med Guds tjenere i vor tid? Hvilken plads indtager tilbedelsen af Jehova i deres tilværelse? — Romerne 15:4.
Israels tilbedelse af Jehova
4. Hvordan var Israels lejr organiseret under ørkenvandringen, og hvad lå midt i lejren?
4 Hvis man havde kunnet se Israels lejr i fugleperspektiv dengang israelitterne opholdt sig i ørkenen, hvad ville man så have set? En umådelig stor men ordnet samling telte hvor der muligvis boede tre millioner eller mere, grupperet med tre stammer mod henholdsvis nord, syd, øst og vest. Ved nærmere øjesyn ville man også have bemærket fire mindre grupper telte nærmere midten af lejren. Disse telte var beboet af familierne i Levis stamme. Midt i lejren, i et område afgrænset med et hegn af klæde, fandtes en usædvanlig bygning. Det var „mødeteltet“, eller tabernaklet, som israelitter med „et víst hjerte“ havde bygget efter Jehovas anvisninger. — 4 Mosebog 1:52, 53; 2:3, 10, 17, 18, 25; 2 Mosebog 35:10.
5. Hvilken hensigt tjente tabernaklet i Israel?
5 På hvert af de omkring 40 steder hvor israelitterne slog lejr under deres ørkenvandring, blev teltboligen opstillet som lejrens midtpunkt. (4 Mosebog, kapitel 33) Bibelen omtaler meget passende Jehova som den der bor blandt sit folk, midt i lejren, for hans herlighed fyldte tabernaklet. (2 Mosebog 29:43-46; 40:34; 4 Mosebog 5:3; 11:20; 16:3) Bogen Our Living Bible siger: „Denne transportable helligdom havde særdeles stor betydning, eftersom den udgjorde et religiøst samlingspunkt for stammerne. Den forenede dem under de mange års vandring i ørkenen og muliggjorde en samlet indsats.“ Tabernaklet tjente desuden som en konstant påmindelse til israelitterne om at tilbedelsen af Skaberen var det centrale i deres tilværelse.
6, 7. Hvilket tilbedelsessted erstattede tabernaklet, og hvilken betydning havde det for nationen Israel?
6 Også efter at israelitterne var kommet ind i det forjættede land, var tabernaklet midtpunktet i deres gudsdyrkelse. (Josua 18:1; 1 Samuel 1:3) Senere foreslog kong David at man skulle bygge en permanent bygning, et tempel, der siden blev opført af hans søn Salomon. (2 Samuel 7:1-10) Ved indvielsen blev templet fyldt af en sky der viste at Jehova godkendte bygningen. Salomon sagde i en bøn: „Jeg har virkelig bygget dig et hus, en ophøjet bolig, et fast sted hvor du kan bo til fjerne tider.“ (1 Kongebog 8:12, 13; 2 Krønikebog 6:2) Nu var det nyopførte tempel midtpunkt for nationens gudsdyrkelse.
7 Tre gange om året tog alle mandlige israelitter op til Jerusalem for at overvære højtiderne ved templet og på denne måde vise deres påskønnelse af det Gud havde gjort for dem. Disse stævner blev meget passende kaldt „Jehovas festtider“, eftersom opmærksomheden var samlet om tilbedelsen af Gud. (3 Mosebog 23:2, 4) Nidkære kvinder og andre i familien overværede også højtiderne. — 1 Samuel 1:3-7; Lukas 2:41-44.
8. Hvordan er Salme 84:1-12 med til at understrege hvor vigtig tilbedelsen af Jehova er?
8 De inspirerede salmister gav med velvalgte ord udtryk for hvilken fremtrædende plads tilbedelsen af Jehova havde i deres tilværelse. „Hvor er din prægtige bolig mig kær, Hærstyrkers Jehova!“ sang Koras sønner. De lovpriste ikke blot et bygningsværk. Nej, de opløftede deres stemmer i pris til Jehova Gud og erklærede: „Mit hjerte og mit kød råber af glæde til den levende Gud.“ Levitternes tjeneste var forbundet med stor glæde. „Lykkelige er de der bor i dit hus!“ udbrød de. „Stadig lovsynger de dig.“ Hele Israels folk kunne synge: „Lykkelige er de mennesker der har deres styrke i dig, har valfartsvejene i deres hjerte. . . . De vandrer fra kraft til kraft; enhver viser sig for Gud på Zion.“ Selv om en israelits rejse til Jerusalem måske havde været lang og trættende, fik han ny styrke når han nåede hovedstaden. Hans hjerte blev fyldt med glæde når han brød ud i pris over den forret det var at tilbede Jehova: „For én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre. Jeg har valgt at være ved tærskelen til min Guds hus frem for at færdes i ugudeligheds telte. . . . Hærstyrkers Jehova, lykkeligt er det menneske der stoler på dig.“ Sådanne udtalelser siger noget om hvilken plads tilbedelsen af Jehova indtog i disse israelitters tilværelse. — Salme 84:1-12.
9. Hvad skete der med nationen Israel da indbyggerne undlod at lade tilbedelsen af Jehova indtage førstepladsen i deres liv?
9 Sørgeligt nok vedblev israelitterne ikke med at lade den sande tilbedelse indtage førstepladsen i deres liv, men lod afgudsdyrkelse kølne deres nidkærhed for Jehova. Jehova gav dem derfor i deres fjenders hånd og tillod at de blev ført i landflygtighed i Babylon. Da de efter 70 år kom tilbage til deres land, sørgede Jehova for at de trofaste profeter Haggaj, Zakarias og Malakias overbragte dem nogle opflammende budskaber. Præsten Ezra og landshøvdingen Nehemias opildnede Guds folk til at genopbygge templet og genindføre den sande tilbedelse. Men som århundrederne gik, blev den sande tilbedelse igen nedprioriteret af folket.
Nidkærhed for den sande tilbedelse i det første århundrede
10, 11. Hvilken plads indtog tilbedelsen af Jehova i tilværelsen hos de troende på Jesu tid?
10 Til Jehovas fastsatte tid fremstod Messias, og trofaste enkeltpersoner så hen til Jehova efter frelse. (Lukas 2:25; 3:15) I Lukas’ evangelieberetning siges der at den 84-årige enke Anna „aldrig var borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste med fasteperioder og bønner“. — Lukas 2:37.
11 „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning,“ sagde Jesus. (Johannes 4:34) Det er værd at huske hvordan Jesus reagerede over for pengevekslerne i templet. Han væltede deres borde og duesælgernes bænke. Markus beretter: „[Jesus] tillod ikke nogen at bære noget redskab gennem templet, men han fortsatte med at undervise og sagde: ’Står der ikke skrevet: „Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationerne“? Men I har gjort det til en røverhule.’“ (Markus 11:15-17) Jesus tillod ikke engang dem der skulle bære ting og varer fra én bydel til en anden, at skyde genvej gennem tempelforgården. Hans handlemåde understregede vigtigheden af den vejledning han havde givet ved en tidligere lejlighed: „Bliv da ved med først at søge riget og [Guds] retfærdighed.“ (Mattæus 6:33) Jesus satte et godt eksempel i forbindelse med at yde Jehova udelt hengivenhed. Han praktiserede virkelig det han forkyndte. — 1 Peter 2:21.
12. Hvordan prioriterede Jesu disciple tilbedelsen af Jehova, og hvordan kom det til udtryk?
12 Jesus satte også et efterlignelsesværdigt eksempel ved at befri de undertrykte men trofaste jøder for de byrder der var forbundet med falske religiøse skikke. (Lukas 4:18) I lydighed mod Jesu befaling om at gøre disciple og døbe dem, forkyndte de første kristne frimodigt Jehovas vilje i forbindelse med deres opstandne Herre. Det behagede Jehova at de gav tilbedelsen af ham den rette plads i deres liv. Guds engel sørgede således for at apostlene Peter og Johannes mirakuløst blev løsladt, og befalede dem: „Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at tale til folket, fremhold alle udtalelserne om dette liv.“ Med fornyet kraft adlød de. Hver dag „fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. — Apostelgerninger 1:8; 4:29, 30; 5:20, 42; Mattæus 28:19, 20.
13, 14. (a) Hvad har Satan forsøgt at gøre mod Guds tjenere lige siden de første kristnes tid? (b) Hvad har Guds trofaste tjenere hele tiden gjort?
13 Efterhånden som modstanden mod forkyndelsen tog til, sørgede Gud for at trofaste tjenere nedskrev betimelig vejledning. ’Kast al jeres bekymring på Gud, for han tager sig af jer,’ skrev Peter kort efter år 60. „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge. Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ De første kristne fandt uden tvivl trøst i disse ord. De vidste at efter at de havde lidt en kort tid ville Gud fuldende deres oplæring. (1 Peter 5:7-10) På den tid, i de sidste dage for den jødiske tingenes ordning, sørgede de sande kristne for at tilbedelsen af Jehova blev hævet til nye højder. — Kolossenserne 1:23.
14 Som apostelen Paulus havde forudsagt indtraf der et frafald idet nogle vendte sig bort fra den sande tilbedelse. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:3) Der var mange vidnesbyrd herom allerede i de sidste årtier af det første århundrede. (1 Johannes 2:18, 19) Det lykkedes Satan at så falske kristne iblandt de ægte, hvilket gjorde det vanskeligt at skelne dette „ukrudt“ fra de kristne der symbolsk blev betegnet som hvede. I århundredernes løb har enkeltpersoner sat tilbedelsen af Gud først i deres liv, selv når det kunne koste dem livet. Men det var først da „nationernes fastsatte tider“ var ved at udløbe at Gud atter indsamlede sine tjenere for at ophøje den sande tilbedelse. — Mattæus 13:24-30, 36-43; Lukas 21:24.
Jehovas tilbedelse ophøjes i dag
15. Hvordan er profetierne i Esajas 2:2-4 og Mika 4:1-4 gået i opfyldelse siden 1919?
15 I 1919 bemyndigede Jehova den salvede rest til frimodigt at påbegynde et verdensomspændende forkyndelsesarbejde, der har ophøjet tilbedelsen af den sande Gud. De har fra 1935 og fremefter fået hjælp af de symbolske „andre får“, og siden har stadig flere i åndelig forstand besteget „bjerget med Jehovas hus“. I løbet af tjenesteåret 1993 lovpriste 4.709.889 forkyndere Jehova Gud ved at indbyde andre til at slutte sig til den ophøjede tilbedelse af ham. Hvilken kontrast til den åndeligt fornedrede tilstand der hersker på den falske religions verdensimperiums sekteriske ’høje’, især inden for kristenheden. — Johannes 10:16; Esajas 2:2-4; Mika 4:1-4.
16. Hvad må alle Guds tjenere gøre i betragtning af det der er forudsagt i Esajas 2:10-22?
16 De der støtter falsk religion betragter deres kirker og katedraler med stolthed og tildeler deres præsteskab storladne titler og æresbevisninger. Men hør hvad Esajas profeterede: „Menneskets hovmodige øjne skal sænkes, og mændenes stolthed skal bøjes; og Jehova alene skal sættes højt på den dag.“ Hvornår vil det ske? I den store trængsel, der hastigt nærmer sig, hvor „afguderne skal forsvinde fuldstændigt“. I betragtning af hvor nært forestående denne frygtindgydende dag er, må alle Guds tjenere alvorligt overveje hvilken plads i deres tilværelse de giver tilbedelsen af Jehova. — Esajas 2:10-22.
17. Hvordan viser Jehovas tjenere i dag hvilken prioritet de giver tilbedelsen af Jehova?
17 Som et internationalt brodersamfund er Jehovas vidner kendt for nidkært at forkynde om Riget. Deres gudsdyrkelse er ikke blot noget der foregår mekanisk en times tid hver uge. Nej, den er deres livsform. (Salme 145:2) Sidste år tilrettelagde over 620.000 forkyndere deres forhold sådan at de kunne deltage i den kristne heltidstjeneste. Og de øvrige forkyndere tilsidesætter afgjort ikke tilbedelsen af Jehova. Selv hvis deres familieforpligtelser kræver at de ofrer mange kræfter på et verdsligt arbejde, har den en fremtrædende plads både i deres daglige samtaler med andre og i deres offentlige forkyndelse.
18, 19. Hvordan er du blevet opmuntret ved at læse brødres og søstres livsberetninger?
18 De livsberetninger om Jehovas vidner der er blevet bragt i Vagttårnet, giver os indblik i de mange forskellige måder hvorpå brødre og søstre har ladet tilbedelsen af Jehova indtage førstepladsen i deres liv. En ung søster der indviede sig til Jehova som seksårig, satte sig som mål at blive missionær. Hvilket mål kan I unge brødre og søstre sætte jer som vil hjælpe jer til at lade tilbedelsen af Jehova indtage førstepladsen i jeres tilværelse? — Se artiklen „Jeg har forfulgt mit livsmål fra seksårsalderen“, i Vagttårnet for 1. marts 1992, side 26-30.
19 En ældre søster der er enke, har også vist et godt eksempel med hensyn til at sætte tilbedelsen af Jehova på den rette plads. Hun hentede stor opmuntring hos dem hun havde undervist i sandheden, hvilket hjalp hende til at holde ud. De var hendes „familie“. (Markus 3:31-35) Hvis du befinder dig i en lignende situation, vil du da være villig til at hente støtte og hjælp hos de yngre i menigheden? (Se hvad søster Winifred Remmie har givet udtryk for i artiklen „Jeg gav agt i høsttiden“, i Vagttårnet for 1. juli 1992, side 21-23.) I der er i heltidstjenesten kan vise at I lader tilbedelsen af Jehova komme først i jeres tilværelse ved ydmygt at tjene i den opgave I har fået tildelt og villigt underlægge jer teokratisk ledelse. (Betragt broder Roy Ryans eksempel, som beskrevet i artiklen „Hold dig nær til Guds organisation“, i Vagttårnet for 1. december 1991, side 24-27.) Husk at når vi giver tilbedelsen af Jehova førsteprioritet, forsikres vi om at han vil sørge for os. Vi behøver ikke at være bekymrede for hvor livets fornødenheder skal komme fra. Det viser blandt andet de erfaringer søstrene Olive og Sonia Springate har gjort. — Se artiklen „Vi har søgt Riget først“, i Vagttårnet for 1. februar 1994, side 20-25.
20. Hvilke vigtige spørgsmål bør vi stille os selv?
20 Bør vi derfor ikke hver især stille os selv nogle ransagende spørgsmål? Hvilken plads har tilbedelsen af Jehova i mit liv? Lever jeg op til min indvielse ved at gøre Guds vilje så godt jeg formår? På hvilke områder kan jeg gøre fremskridt? Lad os under gennemgangen af den følgende artikel omhyggeligt overveje hvordan vi kan bruge vore ressourcer i overensstemmelse med det vi har valgt at sætte først i livet — tilbedelsen af vor kærlige Fader, den suveræne Herre Jehova. — Prædikeren 12:13; 2 Korinther 13:5.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad ser Jehova på i forbindelse med vor gudsdyrkelse?
◻ Hvad skulle teltboligen minde israelitterne om?
◻ Hvem i det første århundrede satte et godt eksempel med hensyn til at vise nidkærhed for den sande tilbedelse, og hvordan?
◻ Hvordan er tilbedelsen af Jehova siden 1919 blevet ophøjet?