„[2] Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det. [3] Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. [4] Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“

Ifølge dette må vi for det første anerkende at vor Skaber, Jehova, har ret til at lære os „sine veje“, der, som Esajas senere skrev, er ’højere end vore veje’. (Esajas 55:9) Dette har mange mennesker, og især verdens hovmodige ledere, vanskeligt ved at erkende. De betragter kun deres egne veje som rette. Men den kendsgerning at deres veje ikke har ført til verdensfred og nedrustning er et klart vidnesbyrd om det tåbelige i at holde fast ved denne opfattelse.

Læg for det andet mærke til at enkeltpersoner må have et oprigtigt ønske om at rette sig efter Guds love: „Vi vil vandre på hans stier.“ Kun på denne måde vil det være muligt på verdensplan at smede sværd til plovjern og spyd til beskæreknive. Hvordan kan dette eftertragtede mål nogen sinde blive til virkelighed?

Guddommelig vejledning

Mange har en bibel, den bog der indeholder Jehova Guds vejledning, men det er ikke nok blot at eje en bibel. Esajas siger at Jehovas lov og ord udgår fra „Jerusalem“. Hvad betyder det? På Esajas’ tid var byen Jerusalem det sted hvor den kongelige myndighed befandt sig, et sted som alle trofaste israelitter så hen til. (Esajas 60:14) Senere, på den tid da Jesu Kristi apostle levede, var Jerusalem stadig det center hvorfra der udgik vejledning, eftersom den kristne menigheds styrende råd befandt sig her. — Apostelgerninger 15:2; 16:4.

Profeten siger at ’bjerget med Jehovas hus vil blive grundfæstet over bjergenes top, og at det skal hæves op over højene’. I fortiden blev visse bjerge og høje brugt til afgudsdyrkelse, og her lagde man helligdommene for de falske guder. Da kong David bragte pagtens ark til det telt han havde rejst på Zions bjerg (Jerusalem), omkring 760 meter over havets overflade, var det tydeligvis under Guds ledelse. Senere, da Jehovas store tempel var blevet bygget på Morija bjerg, kom udtrykket „Zion“ til at omfatte tempelpladsen, og templet kom til at ligge højere end visse omkringliggende hedenske lokaliteter. Jerusalem blev også omtalt som Jehovas „hellige bjerg“; på denne måde forblev tilbedelsen af Jehova på en ophøjet plads. — Esajas 8:18; 66:20.

I dag er tilbedelsen af Jehova Gud blevet så fremtrædende at man kan sige at den er ophøjet som et symbolsk bjerg. Den har formået at udrette noget som ingen anden religion har været i stand til, nemlig at forene alle tilbedere af Jehova som med glæde har smedet deres sværd til plovjern og ikke mere lærer at føre krig. De er ikke længere splittet af nationale og racemæssige skranker. De lever som et forenet folk, et brodersamfund, og det til trods for at de er spredt ud over hele jorden. — Salme 33:12.