BYRDE

Hvad der bæres, en last, både bogstaveligt og billedligt. I Bibelen bruges forskellige hebraiske og græske ord til at betegne en „byrde“, både af materiel art og i overført betydning, som for eksempel et ansvar, en skyld eller et budskab fra Gud. Ved en byrde forstås sædvanligvis noget der er tungt at bære. Et af de hebraiske rodord (kavedhʹ) har grundbetydningen „at være tung“. (Dom 1:35; 1Sa 4:18; Job 6:3) Et andet, udsagnsordet nasa’ʹ, betyder „at løfte, bære“ (1Mo 45:19; 47:30) og ligger til grund for ordet massa’ʹ, der gengives med „byrde, noget der skal bæres“. (2Kr 35:3; 4Mo 4:15) Udsagnsordet savalʹ, der er oversat med „bære byrder“ i 1 Mosebog 49:15, er beslægtet med sabbalʹ („bærer“ [Ne 4:10]) og seʹvæl („byrde“ [Ne 4:17] og „pligtarbejde“ [1Kg 11:28]).

I Ægypten blev der sat opsynsmænd over israelitterne „for at undertrykke dem i det byrdefulde arbejde de måtte udføre“, og for at tvinge dem til at bære og arbejde med byggematerialer som lermørtel og teglsten. (2Mo 1:11-14; 2:11) Men Jehova førte dem ud fra ’de byrder ægypterne lagde på dem’. (2Mo 6:6; Sl 81:6) Når teltboligen og dens udstyr blev flyttet fra sted til sted, havde kehatitterne, gersjonitterne og meraritterne hver deres bestemte byrder at bære. (4Mo 4) Senere havde Salomon 70.000 bærere i sin enorme arbejdsstyrke. (1Kg 5:15; 2Kr 2:18) Der blev også brugt bærere da kong Josias reparerede templet (2Kr 34:12, 13), og da Nehemias mange år senere genopbyggede Jerusalems mur. — Ne 4:17; se PLIGTARBEJDE.

Dyr blev ofte brugt som lastdyr i bibelsk tid, og israelitterne fik at vide at hvis de så et æsel som tilhørte en der hadede dem, ligge udmattet under sin byrde, måtte de ikke lade det ligge, men skulle „straks gøre det fri“. (2Mo 23:5) I 2 Kongebog 5:17 nævnes „så meget jord som et par muldyr kan bære“, ordret: „et par muldyrs byrde [massa’ʹ].“

Brugt billedligt. Det hebraiske ord massa’ʹ, der ofte bruges til at betegne en bogstavelig byrde, kan også betyde ’en vægtig belæring’, som den Lemuels moder gav ham for at tugte ham. (Ord 31:1) Det kan også betegne et budskab. (Es 13:1; 14:28; Ez 12:10; Na 1:1) Som regel er det et budskab med en tungtvejende fordømmelse, som på den måde bliver en dom der er tung at bære.

Guds trofaste tjener kan kaste sin billedlige byrde, sine bekymringer og trængsler, på Jehova. David erklærede: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Sl 55:22; jf. 1Pe 5:6, 7.) David følte sig også tilskyndet til at udbryde: „Velsignet være Jehova, som dag efter dag bærer byrden for os, vor frelses sande Gud.“ — Sl 68:19.

En „byrde“ kan være en ansvarsbyrde der er pålagt én af Kristus. (Åb 2:24) Den hellige ånd og det kristne styrende råd ville ikke lægge nogen yderligere „byrde“ på de kristne ud over dette nødvendige: at de skulle ’afholde sig fra det der var ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt’. — Apg 15:28, 29.

I en anden betydning af ordet forsikrede Paulus korintherne om at han ikke ville ligge dem til byrde, og at han ikke søgte hvad de ejede, men at han ’med største glæde ville bruge af sine midler og lade sig selv helt opbruge for deres sjæle’. (2Kor 12:14-18) Som en Kristi apostel havde Paulus haft ret til at ligge de kristne i Thessalonika økonomisk til byrde under sit ophold i byen, men han spiste end ikke gratis hos nogen af dem, og han kunne minde dem om at han og hans medarbejdere ’ved slid og slæb nat og dag arbejdede for ikke at ligge nogen af dem til byrde’ — ikke fordi det ville have været forkert af dem, men fordi de på denne måde kunne sætte et eksempel til efterfølgelse. — 2Ts 3:7-10.

Jesus fordømte de skriftlærde og farisæerne for at de bandt tunge byrder sammen og lagde dem på folks skuldre, men ikke selv ville røre dem med en finger. (Mt 23:2, 4) Han talte åbenbart om regler for ubetydelige småting og byrdefulde traditioner som de pålagde det jævne folk uden at ville ændre selv den mindste tøddel for at gøre livet lettere for dem. — Mt 23:13, 23, 24.

Jesus, derimod, frigjorde folk åndeligt fra sådanne tyngende traditioner. (Joh 8:31, 32) Han opfordrede dem der sled og slæbte og var tyngede af byrder, til at komme til ham, tage hans åg på sig og blive hans disciple, for han havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet. Så ville de finde ny styrke for deres sjæle. Som han sagde: „Mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (Mt 11:28-30) Kristus var ikke hård eller undertrykkende, men venlig, og de der kom til ham, ville blive behandlet godt. Hans åg ville være forholdsvis let, sammenlignet med det åg de religiøse ledere og tilhængere af traditionerne pålagde folket. Jesus kan også have ment at de der var trætte af at bære syndens og vildfarelsernes byrde, skulle komme til ham og blive åndeligt styrket. At bære Jesu lette „byrde“ indebar øjensynlig at kende og opfylde Guds krav, noget som Jesus gjorde med glæde under sin jordiske tjeneste. (Joh 17:3; 4:34) Paulus sammenlignede senere det kristne liv med en løbebane og tilskyndede sine trosfæller til at frigøre sig, at „aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os“ og „med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus“. — He 12:1, 2.

Om at bære andres byrder. Paulus skrev til galaterne: „Bær til stadighed hinandens byrder [el.: „besværligheder“; ordr.: „tunge ting“], og opfyld således Messias’ lov.“ (Ga 6:2, fdn.) Her bruger apostelen ordet baʹrē for „byrder“ (i ental baʹros), et græsk ord der altid bruges til at betegne noget der er tungt. Den synd, og dermed den byrde, et menneske tynges af når det begår et „fejltrin“ (som anført i det foregående vers), er afgjort ikke let, men tung. I vers 5 siger apostelen imidlertid: „Enhver skal nemlig bære sin egen ansvarsbyrde.“ Her bruger Paulus det græske ord fortiʹon, der betyder noget som bæres, i neutral betydning, uden at der siges noget om at det er tungt. Han skelnede altså mellem en (tung) „byrde“ og en „ansvarsbyrde“ i disse vers. Han viste dermed at hvis en kristen fik åndelige problemer som var vanskelige for ham at bære, skulle hans trosfæller hjælpe ham og således være med til at bære hans byrde. På den måde kunne man vise kærlighed og opfylde Messias’ lov. (Joh 13:34, 35) Det stemmer med hvad Paulus lige har sagt i vers 1 om at prøve at hjælpe en sådan åndeligt på fode igen, hvilket måske kunne lade sig gøre ved kærlighed, venlighed og bøn. (Jf. Jak 5:13-16.) Men som apostelen derefter viser, er forpligtelsen til at bære hinandens byrder ikke ensbetydende med at man skal bære en andens åndelige ansvarsbyrde over for Gud. I samme passage gør Paulus opmærksom på at man bedrager sit eget sind hvis man mener at man er noget, skønt man intet er, og han opfordrer enhver kristen til at „prøve sin egen gerning“, så han kan „have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden“. (Ga 6:3, 4; jf. 2Kor 10:12.) Det var derefter han sagde at ’enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde’ over for den øverste Dommer, Jehova Gud.