Misjna og Guds lov til Moses

„I BEGYNDELSEN føler man det som om man bryder ind i en samtale der har været i gang længe; en samtale om emner man aldrig vil kunne fatte . . . Det . . . er som at befinde sig i en transithal i en fjerntliggende lufthavn. Man forstår de ord folk bruger, men er alligevel i vildrede med hvad de mener, hvad de bekymrer sig om, og frem for alt hvorfor de udtrykker sig på så indtrængende en måde.“ Sådan beskriver den jødiske lærde Jacob Neusner de følelser nogle har, første gang de læser i Misjna. Neusner tilføjer: „Misjna har ingen logisk begyndelse, og den ender brat.“

I bogen A History of Judaism kalder Daniel Jeremy Silver Misjna for „den rabbinske jødedoms grundlæggende tekst“. Han siger endvidere: „Misjna erstattede Bibelen som det væsentligste grundlag for al [jødisk] undervisning.“ Hvordan kunne en bog med en så mærkværdig stil få så stor betydning?

Noget af forklaringen ligger i dette udsagn i Misjna: „Moses modtog Tora ved Sinaj og videregav den til Josua. Josua gav den til de ældste, som gav den videre til profeterne. Og profeterne videregav den til den store forsamlings mænd.“ (Avot 1:1) Misjna gør krav på at indeholde en mundtlig del af den lov Gud gennem Moses gav Israel ved Sinaj Bjerg. Mændene i den store forsamling (senere kaldet Sanhedrinet) blev betragtet som nogle der tilhørte en lang række af vise lærde, eller vismænd, som mundtligt overleverede læresætninger fra generation til generation, indtil disse til sidst blev nedfældet i Misjna. Men stemmer dette med kendsgerningerne? Hvem har forfattet Misjna, og hvorfor? Kan dens indhold føres tilbage til Moses ved Sinaj? Har den nogen betydning for os i dag?

Jødedom uden tempel

Læren om at Moses foruden den skriftlige lov modtog en guddommelig mundtlig lov, var ukendt da Bibelen blev nedskrevet under inspiration.a (2 Mosebog 34:27) Begrebet blev først fremholdt og videreudviklet mange hundrede år senere af en gruppe inden for jødedommen, nemlig farisæerne. I løbet af det første århundrede e.v.t. blev denne ikkebibelske lære afvist af saddukæerne og andre jøder. Så længe templet i Jerusalem var midtpunktet for den jødiske tilbedelse, var striden om en mundtlig lov imidlertid af sekundær betydning. Tilbedelsen ved templet skabte orden og et vist mål af stabilitet i den enkelte jødes tilværelse.

I år 70 stod den jødiske nation over for en religiøs krise af umådelige dimensioner. Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner, og over en million jøder blev dræbt. Templet, centeret for deres gudsdyrkelse, eksisterede ikke mere. Det var derfor ikke længere muligt at følge Moseloven som foreskrev ofre og præstetjeneste ved templet. Grundlaget for jødedommen var væk. Talmudisten Adin Steinsaltz siger: „Ødelæggelsen . . . i år 70 e.v.t. gjorde genopbyggelsen af hele det religiøse livs struktur til en absolut nødvendighed.“ Genopbygningen lod ikke vente på sig.

Før templet blev ødelagt, havde Johanan ben Zakkaj, en respekteret discipel af den farisæiske leder Hillel, fået tilladelse af Vespasian (som snart ville blive kejser) til at flytte Sanhedrinet og det åndelige center for jødedommen fra Jerusalem til Jabne. Steinsaltz siger at Johanan ben Zakkaj efter Jerusalems ødelæggelse „stod over for den store udfordring det var, at skulle oprette et nyt religiøst centrum for folket og hjælpe dem med at tilpasse sig de nye omstændigheder. Templet eksisterede ikke mere, og derfor måtte folks religiøse nidkærhed vendes mod et andet samlingspunkt.“ Dette nye samlingspunkt blev den mundtlige lov.

Templet lå i ruiner, og saddukæerne og andre jødiske sekter havde ikke noget overbevisende alternativ at tilbyde. Farisæerne kom til at udgøre den mest fremtrædende religiøse gruppe og opslugte efterhånden oppositionen. For at understrege enheden iblandt dem holdt de førende rabbinere op med at kalde sig selv farisæere, et udtryk fyldt med associationer til sekt- og partidannelse. Nu blev de blot kaldt rabbier, „Israels vismænd“. For at værne om deres fortolkning af den mundtlige lov opstillede disse vismænd et omfattende system af trossætninger. Dette åndelige bygningsværk ville være mindre sårbart over for angreb end templet havde været.

Den mundtlige lov befæstes

Skønt den rabbinske skole i Jabne (40 kilometer vest for Jerusalem) nu var hovedcenteret, begyndte andre skoler hvor man underviste i den mundtlige lov, at skyde op i hele Israel, og endda så langt borte som i det fjerntliggende Babylon og Rom. Men dette skabte et problem. Steinsaltz forklarer: „Så længe alle vismændene var samlet ét sted og størstedelen af deres studier blev foretaget af en enkelt gruppe mænd [i Jerusalem], blev overleveringernes ensartethed bevaret. Men efterhånden som lærerne blev spredt og der blev oprettet særskilte skoler, opstod der . . . utallige forskellige formuleringer og udtryksmåder.“

Lærere i den mundtlige lov kaldtes tannaitter, et udtryk der er afledt af et aramaisk rodord som betyder „at studere“, „at gentage“ eller „at undervise“. Udenadslære og intens repetition af den mundtlige lov var den studie- og undervisningsmetode de brugte. For at gøre det lettere at lære de mundtlige overleveringer udenad blev hver enkelt sammentrængt til en kort og koncis vending. Jo færre ord, jo bedre. Man tilstræbte en stiliseret, poetisk form, og vendingerne blev ofte messet eller sunget. De forskellige synspunkter og regler var imidlertid slet ikke samordnede, og de varierede stærkt fra lærer til lærer.

Den første rabbi der systematiserede de mange forskellige mundtlige overleveringer, var Akiba ben Joseph (cirka 50-135 e.v.t.). Om ham skriver Steinsaltz: „Hans samtidige sammenlignede ham med en arbejder som går ud på marken og fylder sin kurv med de afgrøder han tilfældigvis finder, og derefter tager hjem og sorterer dem i hver sin bunke. Akiba havde studeret utallige emner som hidtil havde været anbragt i tilfældig rækkefølge, og derefter inddelt dem i særskilte kategorier.“

I det andet århundrede e.v.t., mere end 60 år efter Jerusalems ødelæggelse, førte Bar-Kokba an i det andet store jødiske oprør mod Rom. Endnu en gang fik et oprør katastrofale følger for jøderne. Akiba og mange af hans disciple var blandt de næsten en million jøder der mistede livet. Ethvert håb om at få templet genopbygget bristede da den romerske kejser Hadrian forbød jøderne adgang til Jerusalem. Den eneste undtagelse gjaldt årsdagen for templets ødelæggelse.

De tannaitter der levede efter Akiba, havde aldrig set templet i Jerusalem. Den vedtagne måde hvorpå man undersøgte traditionerne i den mundtlige lov, blev deres „tempel“ eller tilbedelsescenter. Arbejdet med at fastlægge udformningen af den mundtlige lov som Akiba og hans disciple havde påbegyndt, blev overtaget af den sidste tannait, Jehuda Hannasi.

Nedskrivningen af Misjna

Jehuda Hannasi blev født i tiden omkring Bar-Kokbas opstand og var efterkommer af Hillel og Gamaliel.b I slutningen af det andet århundrede og i begyndelsen af det tredje blev han overhoved for det jødiske samfund i Israel. Titlen Hannasi betyder „fyrsten“ og betegner den anseelse han nød blandt folket. Han omtales ofte blot som rabbi. Jehuda Hannasi ledede både sin egen skole og Sanhedrinet, først i Bet Sjearim og senere i Sepforis i Galilæa.

I erkendelse af at fremtidige stridigheder med Rom kunne bringe overleveringen af den mundtlige lov i fare, besluttede Jehuda Hannasi at give den en udformning som ville sikre dens bevarelse. På sin skole samlede han datidens mest fremragende lærde. Hvert punkt og hver tradition i den mundtlige lov blev debatteret. Resultatet af disse drøftelser blev samlet i utroligt kortfattede formuleringer som nøje fulgte mønsteret for hebraisk prosa.

Denne sammenfatning blev inddelt i seks store ordener som var systematiseret efter hovedemner. Disse blev af Jehuda igen inddelt i 63 afsnit eller traktater. Det åndelige bygningsværk var nu fuldført. Indtil da var traditionerne altid blevet overleveret mundtligt. Men som en yderligere beskyttelse tog man det sidste revolutionerende skridt — at nedfælde det hele på skrift. Hele dette imponerende skriftlige sammendrag af den mundtlige lov blev kaldt Misjna. Ordet Misjna kommer af den hebraiske rod sjanahʹ, der betyder „at gentage“, „at studere“ eller „at undervise“. Det tilsvarende aramaiske udtryk er tena’ʹ som ordet tannaim er afledt af, og som blev brugt om dem der underviste i Misjna.

Formålet med Misjna var ikke at fastlægge en definitiv lovsamling. Den omhandlede snarere undtagelserne, idet det forudsattes at læseren kendte de grundlæggende principper. Faktisk opsummerede den det der var blevet drøftet og undervist i ved de rabbinske skoler på Jehuda Hannasis tid. Misjna skulle være en oversigt over den mundtlige lov, en disposition der kunne bruges som grundlag for yderligere debat, et skelet eller en grundstruktur som man kunne bygge videre på.

Misjna afslører ikke noget der blev givet til Moses ved Sinaj Bjerg, men giver indsigt i udviklingen af den mundtlige lov, et begreb der opstod blandt farisæerne. Den indeholder oplysninger som kaster en smule lys over beretninger i De Kristne Græske Skrifter og nogle af Jesu samtaler med farisæerne. Der er imidlertid grund til at være påpasselig, da Misjna indeholder idéer og forestillinger som afspejler jødisk tankegang i det andet århundrede. Misjna udgør forbindelsen mellem tiden for det andet tempel og Talmud.

[Fodnoter]

[Ramme på side 26]

Inddelingen af Misjna

Misjna er inddelt i seks ordener. De består af 63 mindre bøger, eller traktater, der igen er inddelt i kapitler og misjnajot, eller paragraffer (ikke vers).

1. Zeraim (Love om agerbrug)

Disse traktater omhandler bønner der fremsiges ved måltider og i forbindelse med agerbrug. De indeholder også regler angående tiendebetaling, præsternes andele, sankning og sabbatsår.

2. Moed (Helligdage, Festtider)

Traktaterne i denne orden gør rede for love vedrørende sabbatten, forsoningsdagen og andre festtider.

3. Nashim (Kvinder, Ægteskabslove)

Disse traktater omhandler ægteskab, skilsmisse, løfter, nasiræere og hvilke skridt der skal tages når nogen mistænkes for ægteskabsbrud.

4. Nezikin (Skader, Civilret)

Traktaterne i denne orden behandler emner som civil- og ejendomsret, retssager og strafudmåling, Sanhedrinets opgaver, afgudsdyrkelse, edsaflæggelser og fædrenes etik (Avot).

5. Kodashim (Ofre)

Disse traktater indeholder bestemmelser angående dyre- og kornofre samt templets dimensioner.

6.Toharot (Renselsesritualer)

Denne orden består af traktater der angiver regler for ceremoniel renhed, badning, håndvaskning, hudsygdomme og besmittelse af forskellige genstande.

[Ramme på side 28]

Misjna og De Kristne Græske Skrifter

Mattæus 12:1, 2: „På den tid gik Jesus en sabbat gennem kornmarkerne. Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og at spise. Da farisæerne så dette sagde de til ham: ’Se! Dine disciple gør noget som det ikke er tilladt at gøre på sabbatten.’“ De Hebraiske Skrifter forbød ikke det Jesu disciple gjorde. I Misjna finder vi derimod hele 39 handlinger som rabbinerne anså for at være forbudt arbejde på sabbatten. — Shabbat 7:2.

Mattæus 15:3: „Som svar sagde [Jesus] til dem: ’Og hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?’“ Misjna bekræfter denne indstilling. (Sanhedrin 11:3) Vi læser: „De skriftlærdes ord har større betydning end . . . ordene i den skrevne lov. Hvis en mand siger: ’Man er ikke forpligtet til at bære fylakterier’ og derved overtræder lovens ord, er han ikke strafskyldig; [men hvis han siger]: ’Fylakterier bør indeholde fem dele’, så han føjer noget til de skriftlærdes ord, er han strafskyldig.“ — The Mishnah, oversat til engelsk af Herbert Danby, side 400.

Efeserne 2:14: „Han [Jesus] er vor fred, han som gjorde de to parter til ét og nedbrød skillemuren mellem dem.“ Misjna siger: „På tempelområdet var der et gitter (Soreg) der var ti håndsbredder højt.“ (Middot 2:3) Det var forbudt hedninger at passere denne mur og at gå ind i de indre forgårde. Apostelen Paulus kan have benyttet denne mur der stadig eksisterede, som illustration da han skrev til efeserne i år 60 eller 61. Den symbolske mur var Lovpagten som længe havde adskilt jøder og hedninger. Denne mur blev imidlertid fjernet i år 33 på grundlag af Jesu død.