GIFTSLANGE, GIFTSNOG

[hebr.: ’æf‛æhʹ; tsif‛ōnīʹ; gr.: eʹchidna].

Disse slanger er udrustede med særligt indrettede gifttænder der sidder i overkæben. Når de ikke bruges, er de bøjet tilbage mod ganen. Den gift der udskilles, varierer fra art til art. I Palæstina findes flere forskellige slags giftslanger og giftsnoge. En af de farligste er sandhugormen (Vipera ammodytes), der findes i Jordandalen. En anden art er den palæstinensiske sandhugorm (Vipera palaestina). Det hebraiske ’æf‛æhʹ sættes i almindelighed i forbindelse med det arabiske ’af‛an, efan, en tæppeslange (Echis carinatus) der blandt andet lever på Jerikos sandede sletter.

I Job 20:16 hentydes der til giftslangens stærke og farlige gift idet Zofar nævner at „giftslangens tunge“ kan dræbe. Da apostelen Paulus var strandet på øen Malta og samlede grene til et bål, bed en giftslange sig fast i hans hånd. „Han rystede imidlertid det giftige dyr af i ilden og led ingen skade.“ Men de omkringstående ventede at Paulus ville svulme op af betændelse eller falde død om. — Apg 28:3-6.

Brugt billedligt. Slangens farlige bid bruges billedligt i Ordsprogene 23:32, hvor vismanden beskriver virkningerne af overdreven nydelse af vin idet han siger: „Til sidst bider den som en slange, og den udskiller gift som en giftsnog [hebr.: ukhetsif‛ōnīʹ].“ I sin beskrivelse af de onde gerninger som Israels folk havde hengivet sig til, siger profeten Esajas: „En giftsnogs æg har de udruget . . . Den der spiser af deres æg vil dø, og af det æg der knækkes, bryder en giftslange ud.“ (Es 59:5) De fleste slanger lægger æg, og nogle hugorme gør det også, men det almindelige er at hugormene føder unger.

Johannes Døber kaldte farisæerne og saddukæerne for „giftslangeyngel“ (Mt 3:7; Lu 3:7), og Jesus Kristus brugte samme betegnelse om de skriftlærde og farisæerne på grund af deres ondskab og den dødbringende åndelige skade de kunne volde intetanende mennesker. — Mt 12:34; 23:33.