Hvor langt rækker den kristnes ansvar for slægtninge?
„DEN afrikanske kultur byder mig at være min broders vogter,“ siger den nigerianske skribent S. A. Jegede. „Den afrikanske kultur kræver at man respekterer og sørger for sine forældre.“ Ja, i Afrika og andre dele af verden hører det med til livsformen at medlemmer af en familie hjælper hinanden.
Men nogle steder mener man at „familien“ omfatter ens tanter, onkler, kusiner, fætre, niecer og nevøer — ja selv folk der blot er fra samme landsby! Efterhånden som de afrikanske familier forlader landsbyerne for at søge arbejde i byerne, kan et så stort antal slægtninge i visse tilfælde volde store problemer. Familier der har bosat sig i byerne bliver ofte belejret af slægtninge og venner der beder om penge eller logi. Bylivets særlige fordringer gør det imidlertid ofte svært, næsten umuligt, at hjælpe fjerne slægtninge eller folk fra landsbyen.
Bibelen siger: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Men i hvilket omfang gælder princippet om at man skal vise omsorg for familiemedlemmer? Er den kristne under alle omstændigheder forpligtet til at sørge for fjerne slægtninge? Eller forholder det sig sådan som den ovennævnte nigerianske forfatter hævder: „Misbruget af storfamiliesystemet har ingen plads i den afrikanske kultur eller i Bibelen“?
Forældre og børn
’Storfamilien’ fandtes også på Bibelens tid. Men selv om Bibelen forpligter en kristen til at ’sørge for sine egne’, angiver den ingen steder at dette nødvendigvis omfatter alle de slægtninge og andre som en familie består af.
Bibelen lægger især vægt på forældres forpligtelser over for deres børn. I forbindelse med at en menighed ønskede at hjælpe Paulus økonomisk, skrev han: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Korinther 12:14) En kendt jurist ved navn H. B. Clark har sagt: „Der påhviler faderen en naturlig og moralsk forpligtelse til at sørge for sit barn.“ Som det guddommeligt udnævnte overhoved for familien har faderen hovedansvaret som forsørger. Hustruen hjælper ofte til ved på en dygtig måde at tage sig af hjemmet, ved at være økonomisk og måske endda ved at arbejde uden for hjemmet hvis omstændighederne kræver det. — Jævnfør Ordsprogene 31:10-31.
Men læg mærke til at forældrene tilskyndes til at gøre mere end blot at tjene penge. De opfordres også til at spare nogle af de indtjente penge sammen til deres børn. Forældre der efterkommer dette kloge råd er ofte i stand til at hjælpe deres børn, selv efter at de er blevet voksne og er flyttet hjemmefra. Dette er især passende hvis børnene stræber efter at være i den kristne heltidstjeneste, og måske af og til har brug for økonomisk støtte for at forblive i denne tjeneste. Men der siges intet om at forældre skal „spare sammen“ til utallige medlemmer af familien i ordets brede betydning.
„Passende vederlag“
En sådan kærlig omsorg fra forældrenes side bør påskønnes. Apostelen Paulus siger i Første Timoteusbrev 5:4: „Men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne.“ At støtte sine aldrende forældre eller bedsteforældre på en sådan måde vil harmonere nøje med Bibelens påbud om at man skal ære sine forældre. — Efeserne 6:2; 2 Mosebog 20:12.
Men læg igen mærke til at Paulus tydeligvis ikke pålægger fjerne slægtninge en forpligtelse til at sørge for sådanne enker. Hvis der ingen nære slægtninge fandtes til at sørge for en kristen enke der havde tjent trofast, måtte menigheden påtage sig at sørge for hende. — 1 Timoteus 5:3, 9, 10.
Den kristnes forpligtelse til at sørge „for sine egne“ omfatter således udtrykkeligt ens ægtefælle og børn samt forældre og bedsteforældre. Man er også underlagt denne forpligtelse selv om de familiemedlemmer der har brug for ens støtte er ikketroende eller fysisk handicappede, og forpligtelsen varer ved så længe de lever. Hvis man er gift må man måske desuden hjælpe sin ægtefælle til at vise hans eller hendes forældre ære. Der er af og til opstået alvorlige ægteskabelige problemer når dette princip er blevet overset eller ignoreret.
Hvordan og hvornår skal man sørge for familiemedlemmer?
Forældre bør naturligvis ikke deraf slutte at de kan ødsle deres midler bort i den tro at de til hver en tid kan forlange at deres børn støtter dem økonomisk. Det indebærer heller ikke at de på en urimelig måde kan lægge beslag på deres børn, der ofte har deres egen familie som de først og fremmest er forpligtede over for. Dette er i overensstemmelse med de førnævnte ord af Paulus: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ — 2 Korinther 12:14.
Under normale omstændigheder vil forældrene være i stand til at skaffe sig et hjem og private ejendele. Sædvanligvis har de også en indkomst (måske i form af en privat eller offentlig pension) der gør det muligt for dem at opretholde livet på deres gamle dage. „Penge er en beskyttelse,“ og ved omhyggeligt at spare sammen kan forældre ofte undgå at lægge store økonomiske eller følelsesmæssige byrder på deres børn senere hen i livet. — Prædikeren 7:12.
Salomons ord i Prædikeren 9:11 minder os imidlertid om at selv de bedste planer er underlagt „tiden og tilfældet“. Hvad da hvis et ægtepars økonomiske midler slipper op eller må suppleres til trods for omhyggelig planlægning? Deres gudfrygtige børn vil naturligvis føle sig tilskyndet til at hjælpe dem i rimelig udstrækning. Det kan blandt andet indebære økonomisk hjælp, at tilbyde at forældrene kan bo hos eller i nærheden af dem, eller, om nødvendigt, at sørge for at de kommer på et plejehjem. Forældre eller bedsteforældre der er kommet op i årene bør selvfølgelig være rimelige og ikke forvente at deres børn skal sørge for at de kan leve i luksus, for Bibelens råd lyder: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Timoteus 6:8.
I mange tilfælde vil landets sociale ordninger samt pensioner og opsparede midler kunne tilvejebringe et rimeligt, om end beskedent, økonomisk grundlag for aldrende forældre eller bedsteforældre. Det er fornuftigt at finde ud af hvilke ydelser man er berettiget til. — Romerne 13:6.
Undgå en farisæisk tankegang
Jesus revsede de skriftkloge og farisæerne fordi de sagde til deres forældre i nød: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud.“ (Mattæus 15:5) På Jesu tid kunne fromme jøder sætte penge eller ejendele til side som en eventuel gave til templet. Farisæerne fremmede den indstilling at havde man først besluttet at skænke disse materielle midler til templet kunne man under ingen omstændigheder anvende dem til noget andet formål — ikke engang som hjælp til sine aldrende forældre.
Kristus fordømte denne farisæiske tankegang og sagde at den ikke var i harmoni med ånden i Guds lov. At ære sine forældre var i Jesu øjne langt vigtigere end at overholde nogle menneskeskabte love. I dag findes der også nogle kristne der har viet deres liv til tjenesten, og de tjener måske som missionærer, pionerer eller rejsende tilsynsmænd. Når de erfarer at deres forældre har behov for hjælp, gennemtænker de grundigt hvordan de kan sørge for dem og stadig fortsætte i heltidstjenesten. Hvis de på ingen måde kan finde en ordning, tænker de ikke som så, at deres tjenesteprivilegier er vigtigere end at de ærer deres forældre. Sådanne forkyndere fortjener megen ros når de foretager de nødvendige forandringer i deres liv — ofte med store personlige ofre til følge — for at kunne opfylde deres familieforpligtelser.
Lad os gøre det der er godt mod alle
Selv om kristne ifølge Bibelen er forpligtede til at sørge for nødlidende medlemmer af deres nærmeste familie, udelukker det selvfølgelig ikke at man i rimelig udstrækning viser sin øvrige familie kærlighed. I nogle tilfælde er man lige så nært knyttet til visse tanter, kusiner, fætre eller nevøer som til den nærmeste familie! Bibelen opmuntrer os til at „gøre det der er godt mod alle“. (Galaterne 6:10) Hvis en kristen har midlerne til at hjælpe sådanne vil han naturligvis ikke ’lukke sin inderlige medfølelses dør’. Han vil måske endog føle sig moralsk forpligtet til at hjælpe. — 1 Johannes 3:17.
Ikke desto mindre er en kristen først og fremmest forpligtet over for sin nærmeste familie — sin ægtefælle, sine børn, sine forældre og sine bedsteforældre. Han vil derfor overveje forholdene nøje før han indvilliger i at påtage sig et ansvar der kunne skade dem økonomisk, følelsesmæssigt eller åndeligt.
Bibelens vejledning vedrørende omsorg for familiemedlemmer er således kærlig og rimelig. At rette sig efter den kan befri en kristen for mange unødvendige bekymringer, og den kan hjælpe en til at prioritere på rette måde. Alt dette vil være til pris for Jehova, „Faderen, hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. — Efeserne 3:14, 15.
[Illustration på side 25]
Kristne forældre er først og fremmest forpligtede over for deres egne børn
[Illustration på side 26]
Den kristnes ansvar kan omfatte at man, ud over at sørge for sine børn, også sørger for sine forældre