Husherren, eller vingårdens ejer, er Jehova Gud, og vingården er Israels nation. Arbejderne i vingården er nogle der befinder sig under Lovpagten — nærmere betegnet de jøder der lever på apostlenes tid. Det er kun med dem der går ind på at arbejde hele dagen at husherren indgår en lønaftale. Lønnen er en denar for en dags arbejde. Eftersom „den tredje time“ er klokken 9 om morgenen, kommer de der er blevet antaget fra den tredje, sjette, niende og ellevte time, kun til at arbejde henholdsvis ni, seks og tre timer, og de sidste én time.

De der arbejder tolv timer, altså hele dagen, er et billede på de jødiske ledere som hele tiden har været beskæftiget i den religiøse tjeneste. Til forskel fra disse har Jesu disciple størstedelen af deres liv været beskæftiget med fiskeri eller andre verdslige erhverv. Først i efteråret år 29 indsamlede Jesus Kristus på ’husherrens’ foranledning folk til at være hans disciple. Derved blev disse „de sidste“, vingårdsarbejderne fra den ellevte time.

Denne lønudbetaling fandt ikke sted ved Jesu død, men på pinsedagen år 33 da Kristus, den „betroede mand“, udøste helligånden over sine disciple. Disse Jesu disciple var som „de sidste“, eller arbejderne fra den ellevte time.

Skulle Jesu billedtale kun skildre noget der fandt sted i det første århundrede? Nej! Her i det 20. århundrede var kristenhedens præsteskab, på grund af deres stilling og ansvar, „de første“ der blev antaget til arbejdet i Guds symbolske vingård. De betragtede de indviede forkyndere der var tilsluttet Watch Tower Bible and Tract Society som „de sidste“ der ville blive godkendt til at tjene Gud. Men i virkeligheden er det netop dem som præsteskabet har foragtet der har modtaget denaren — æren at tjene som salvede ambassadører for Guds himmelske rige. Mattæus 19:30–20:1-16.