Hvad siger Bibelen?

Skal man holde et løfte?

ET ELLERS lykkeligt ægtepar befinder sig i en meget vanskelig situation. Da de for mange år siden var i store vanskeligheder, aflagde de et højtideligt løfte om at de ville give en tiendedel af deres indkomst til Gud hvis han ville hjælpe dem ud af deres problemer. Nu hvor de er oppe i årene og har fået uventede økonomiske problemer, spekulerer de på om de stadig er forpligtede til at holde dette løfte.

Dette dilemma understreger meget godt hvad en vís mand har sagt om det at tale forhastet: „Det er bedre at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Tillad ikke din mund at få dit kød til at synde, og sig ikke foran engelen at det var en fejltagelse.“ — Prædikeren 5:5, 6.

Dårlige undskyldninger gælder ikke

Selv om det i vore dages tolerante samfund er helt almindeligt at tage let på edsaflæggelser og løfter, kan man ikke regne med at Gud vil tage dårlige undskyldninger for gode varer; selv ikke forretningsfolk lader sig nøje med ’søforklaringer’. I erhvervsbladet Industry Week kunne man læse følgende beklagelse i artiklen „Business Integrity: An Oxymoron?“ (Ærlighed og forretning: Modstridende begreber?): „Vi har ikke længere tillid til at folk fortæller sandheden, til at de gør det der er rigtigt uden at prøve at finde smutveje eller at de lever op til deres forpligtelser.“ Ved hjælp af bekvemme løgne som: „Jeg har sendt en check med posten,“ kan man måske købe tid hos jordiske kreditorer, men englene kan man aldrig bedrage.

Hermed være ikke sagt at Gud bruger engle til at sørge for at løfter overholdes på samme måde som en skruppelløs lånehaj måske bruger gangstere til at aftvinge ulykkelige ofre ågerbetaling. Nej, i sin kærlighed bruger Gud sine engle som „ånder i [opbyggende] offentlig tjeneste, udsendt for at tjene dem som skal arve frelse“. (Hebræerne 1:14) Som sådanne spiller engle en rolle i besvarelsen af vore oprigtige bønner.

Men hvis vi hele tiden kommer med tomme løfter i vore bønner, kan vi da med rette forvente at Gud vil velsigne os? Vismanden siger: „Hvorfor skulle den sande Gud harmes over din røst og [i det mindste til en vis grad] ødelægge dine hænders værk?“ — Prædikeren 5:6b.

Motivet til at vi holder vore løfter og ikke kommer med undskyldninger bør altså ikke være frygt for en hævnende engel. Nej, vi bør i stedet sætte pris på at have et godt forhold til Gud og oprigtigt ønske at nyde hans gunst. Som det førnævnte ægtepar meget godt har sagt: „Vi ønsker at have en ren samvittighed over for Gud og at handle i overensstemmelse med hans vilje.“

Bevar en god samvittighed

Hvis vi skal bevare en god samvittighed i forbindelse med et afgivet løfte, må vi være ærlige over for os selv. Forestil dig for eksempel at én skyldte dig et større beløb som han ikke kunne tilbagebetale på grund af visse uheldige omstændigheder. Hvad ville du synes bedst om: at han blot sagde at han umuligt kunne betale sin gæld, eller at han i det mindste indgik en aftale om at tilbagebetale et lille månedligt beløb som han kunne klare?

Hvad nu hvis man overilet har lovet at bruge al sin tid eller andre af sine ressourcer i den kristne tjeneste, men ganske enkelt ikke ser sig i stand til at holde dette løfte? Burde man da ikke føle sig moralsk forpligtet til at opfylde så stor en del af løftet som muligt? „Når villigheden foreligger,“ skrev Paulus, „er den nemlig velbehagelig“, og det uanset om vi kan yde meget eller lidt. (2 Korinther 8:12) Men hvordan forholder det sig med de løfter man har aflagt før man fik nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen?

Forkerte eller ubibelske løfter

Hvis vi finder ud af at vi har aflagt et urent eller umoralsk løfte, bør vi omgående bryde det. (2 Korinther 6:16-18) Urene løfter kunne for eksempel være:

◻ Løfter der er aflagt til falske guder og gudinder, som det skete i forbindelse med den babyloniske gudinde „himmelens dronning“. — Jeremias 44:23, 25.

◻ Lovstridige løfter, som den ed 40 mænd aflagde på ikke at spise noget før de havde dræbt apostelen Paulus. — Apostelgerninger 23:13, 14.

◻ Løfter forbundet med frafalden lære, som følge af „dæmoners lærdomme, . . . hos mennesker som taler løgn, . . . idet de forbyder at man gifter sig, og befaler at man afholder sig fra fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse af dem der har tro og nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 4:1-3.

Vi kan altså blive nødt til at ophæve nogle løfter vi engang har aflagt, men er der nogen grund til at begynde at lede efter smuthuller når det drejer sig om løfter der ikke er bibelsk forkerte? Skulle den nøjagtige kundskab vi har opnået ikke få os til at være endnu mere omhyggelige med at holde hvad vi tidligere har lovet?

Tænk over dine tidligere og fremtidige løfter

Det vil være rigtigt at man alvorligt overvejer sagen inden man aflægger nye løfter i tilbedelsen. Man bør ikke aflægge løfter blot for at motivere sig selv til at gøre noget bestemt, som for eksempel at øge den tid man vil bruge i den kristne tjeneste eller at afholde sig fra at spise for meget. Jesus gjorde ikke indsigelse imod enhver form for edsaflæggelse, som for eksempel når dette kræves i en retssal. Men han satte grænser for at man aflagde eder i flæng, for han sagde advarende: „Der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed uden at holde den, men du skal indfri dine løfter til Jehova.’ Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder.“ (Mattæus 5:33, 34) Hvorfor indtog han denne holdning? Var det nu blevet mindre passende at aflægge løfter end før?

De eder som trofaste tjenere før i tiden aflagde, var ofte betingede. Under bøn lovede de højtideligt Jehova: ’Hvis du vil hjælpe mig ud af denne krise, vil jeg gøre dette eller hint.’ Men Jesus sagde: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn.“ Jesus rådede ikke datidens troende til at aflægge betingede løfter, men gav dem i stedet denne forsikring: „Indtil nu har I slet ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I vil få.“ — Johannes 16:23, 24.

Denne tillid til Jesu navn eller stilling burde også trøste den der — trods ihærdige bestræbelser — stadig har skyldfølelse over at han ikke kan holde hvad han „med sine læber tankeløst“ har lovet Gud. (3 Mosebog 5:4-6) Ved ikke at tage let på vore tidligere løfter kan vi altså nu ikke blot bede i Jesu navn, men også anmode Gud om at anvende Jesu genløsningsoffer i forbindelse med vore synder, og vi kan bede om tilgivelse i Jesu navn. På denne måde kan vi få „troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter . . . renset for en ond samvittighed“. — Hebræerne 10:21, 22.

[Kildeangivelse på side 24]

Præster aflægger løfter i Montmartre