Jehova har taget sig af mig

JEG begyndte at tjene Jehova på en mildest talt usædvanlig måde. Jeg er vokset op på New Zealand, i en smuk landegn i det nordligste af landet. I dette område bor der hovedsagelig maorier ligesom mig. En dag mens jeg var af sted på hesteryg standsede min fætter Ben mig på vejen. Det var om efteråret i 1942 (hvilket svarer til om foråret på den nordlige halvkugle). Jeg var 27 og et aktivt medlem af den anglikanske kirke.

I mange år havde Ben læst forskellige bøger af dommer Rutherford, der var den daværende præsident for Vagttårnsselskabet. Og nu stod han dér og viftede med et brev fra Vagttårnets afdelingskontor på New Zealand hvori han var blevet bedt om at invitere lokalbefolkningen til at fejre Herrens aftensmåltid. Ben skulle desuden finde en der kunne lede mødet. Idet han så op på mig, sagde han: „Jeg har tænkt på dig.“ Jeg plejede at gå til alters i kirken og var derfor stolt over at blive anset for værdig til denne opgave.

Aftenen oprandt og cirka 40 mødte op i Bens hjem for at mindes Herrens død. Ikke én af de tilstedeværende var et Jehovas vidne. Da jeg kom gav min fætter mig en disposition til foredraget. Jeg sprang den foreslåede sang over og bad Bens svoger om at indlede mødet med bøn. Derefter gik jeg over til at fremholde tankerne i dispositionen. Der var blandt andet stillet en række spørgsmål som blev efterfulgt af svar ud fra Bibelen. En stedlig præst blandt tilhørerne kom med indvendinger, men disse blev imødegået ved at jeg læste de skriftsteder der var henvist til i dispositionen.

Jeg husker at et af spørgsmålene i foredraget drejede sig om det tidspunkt på året hvor begivenheden skulle fejres. Alle de tilstedeværende kiggede ud ad vinduet og kunne ved selvsyn konstatere at det var fuldmåne. Jo, det var tydeligvis den 14. nisan.

Sikken en aften! Mødet varede fire timer! Der blev stillet mange spørgsmål, som blev besvaret ud fra de skriftsteder der var henvist til i Selskabets disposition. Når jeg nu ser tilbage er jeg ikke i tvivl om at jeg umuligt havde kunnet klare denne aften uden Jehovas kærlige hjælp og omsorg. Ja, Jehova kom mig til hjælp selv om jeg endnu ikke var et indviet og døbt vidne. Den mindehøjtidsaften i 1942 fandt jeg en mening med mit liv.

Som ung

Jeg er født i 1914. Min far døde cirka fire måneder før jeg blev født. Som ung husker jeg at jeg var misundelig på andre børn fordi de havde en far som holdt af dem. Det var et stort savn for mig ikke at have en far. For min mor var det en svær kamp at leve uden en mand, en kamp som blot blev forværret af de omfattende virkninger af den første verdenskrig.

Jeg giftede mig med en ung pige ved navn Agnes Cope, og hun har været min livsledsager i over 58 år. I begyndelsen kæmpede vi sammen for at opnå succes i livet. På grund af streng tørke kunne jeg imidlertid ikke få det til at løbe rundt som landmand. Jeg fandt en vis glæde ved at dyrke sport, men indtil mindehøjtidsaftenen i 1942 havde jeg ikke haft nogen virkelig mening med livet.

Forkynder for familien

Efter den mindehøjtid studerede jeg flittigt i Bibelen og drøftede indholdet af Vagttårnsselskabets publikationer med nogle af mine fætre og kusiner. I september 1943 kom der nogle vidner for Jehova fra et andet område og besøgte vores isolerede samfund. Vi havde en indgående drøftelse på fire timer. Da jeg hørte at de skulle rejse videre den følgende morgen, spurgte jeg: „Hvad hindrer mig i at blive døbt nu?“ Klokken halv to om natten lod en fætter, en kusine og jeg os nedsænke i vand.

Derefter indledte jeg en omfattende rejseaktivitet for at forkynde for hele min familie. Hvis de var lydhøre tog jeg udgangspunkt i Mattæus, kapitel 24. Hvis de var afvisende brugte jeg Jesu ord til farisæerne i Mattæus, kapitel 23. Men med tiden lærte jeg at være mere taktfuld, idet jeg prøvede at efterligne vor venlige og kærlige himmelske Fader. — Mattæus 5:43-45.

I begyndelsen var min hustru imod at jeg tjente Jehova. Men inden længe sluttede hun sig til mig, og i december 1943 blev hun døbt. Foruden min hustru blev fem andre fra vores landsby, Waima, døbt på denne mindeværdige dag. Hermed kom vi op på ni forkyndere af Riget i dette område.

Velsignelser trods modstand

I 1944 fik vi igen besøg af brødre udefra, og denne gang gav de os tiltrængt undervisning i den direkte forkyndelse fra hus til hus. I takt med at vi blev mere og mere synlige i samfundet, voksede modstanden fra kristenhedens repræsentanter. (Johannes 15:20) Igen og igen havde vi sammenstød med de stedlige præster som ofte førte til lange diskussioner om lærespørgsmål. Men Jehova skænkede os sejren, og andre i lokalsamfundet, deriblandt min søster, kom under Jehovas kærlige omsorg.

I juni 1944 blev der oprettet en menighed i Waima. Religiøs forfølgelse og had tog imidlertid til. Jehovas vidner kunne ikke længere blive begravet på den lokale kirkegård. Til tider havde forfølgelsen karakter af vold. Der var direkte konfrontationer. Min bil og garage blev brændt ned til grunden. Men takket være Jehovas velsignelse kunne vi mindre end tre måneder senere købe en lastbil. Og jeg benyttede en hestetrukken vogn til at køre min voksende familie til møderne.

Interessen var så stor at vi havde et akut behov for et større mødelokale. Vi besluttede derfor at bygge en rigssal i Waima. Det var den første rigssal på New Zealand. Den 1. december 1949 fældede vi de første træer på grunden, og fire måneder senere holdt vi et kombineret indvielses- og stævneprogram i den nye sal med plads til 260 tilhørere. Et byggeri af den størrelse var dengang lidt af en bedrift, noget som kun kunne lade sig gøre med Jehovas hjælp.

Flere vidnesbyrd om Jehovas omsorg

Eftersom antallet af forkyndere af Riget blev ved med at vokse i det nordligste af New Zealand, opmuntrede rejsende tilsynsmænd til at man overvejede at flytte hen hvor behovet var større. I 1956 besluttede vores familie derfor at flytte til Pukekohe, lige syd for Auckland. Dér tjente vi i 13 år. — Jævnfør Apostelgerninger 16:9.

Fra den tid er der især to vidnesbyrd om Jehovas omsorg som står lyslevende i min hukommelse. Mens jeg var ansat i amtskommunen som lastbilchauffør og maskinpasser blev jeg af Selskabets afdelingskontor i Auckland indbudt til Rigets Tjenesteskole, et kursus som dengang strakte sig over fire uger. Jeg bad derfor om fri i fire uger, hvortil chefingeniøren sagde: „Ja, selvfølgelig. Jeg ønsker at flere var som du. Når du kommer tilbage må du kigge ind til mig på kontoret.“ Da jeg senere henvendte mig på hans kontor fik jeg betaling for de fire uger jeg havde været borte. Jeg kunne således dække min families materielle behov. — Mattæus 6:33.

Det andet tilfælde jeg gerne vil nævne fandt sted efter at min hustru og jeg havde taget pionertjenesten op i 1968. Igen satte vi vor lid til at Jehova nok skulle hjælpe os, hvilket han også gjorde. En morgen, efter at vi havde spist morgenmad, åbnede min hustru køleskabsdøren for blot at konstatere at der ikke var andet i køleskabet end et halvt pund smør. „Sarn,“ sagde hun, „vi har ikke mere at spise. Synes du stadig at vi skal gå ud i tjenesten i dag?“ „Ja!“ svarede jeg.

Ved det første besøg tog husmoderen imod de publikationer vi tilbød og forærede os i stedet en snes æg. Den næste vi besøgte gav os grøntsager — kumaras (søde kartofler), blomkål og gulerødder. Af andre fødevarer vi kom hjem med den dag kan jeg nævne kød og smør. Ja, hvor har Jesu ord vist sig at være sande: „Se nøje på himmelens fugle, for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke mere værd end de?“ — Mattæus 6:26.

Vi får distrikt i udlandet

Vort nye distrikt var Rarotonga på Cookøerne. Fra 1970 og fire år frem tjente vi som specialpionerer her. Vores første udfordring var at lære et nyt sprog. Men på grund af ligheder mellem det maori man talte på New Zealand og det på Cookøerne kunne jeg holde mit første offentlige foredrag blot fem uger efter ankomsten.

På Cookøerne var der få forkyndere af Riget, og vi havde ikke noget sted at holde møder. Som svar på vore bønner sørgede Jehova igen for det vi havde brug for. En tilfældig samtale med en forretningsindehaver resulterede i at vi kunne leje en passende grund, og inden der var gået et år havde vi en lille lejlighed og en rigssal med 140 siddepladser. Til Jehovas ære og pris fik vi fra da af den ene velsignelse efter den anden.

Vi satte især stor pris på den venlighed som øboerne viste os. Det var ikke ualmindeligt at vi fik tilbudt noget koldt at drikke når vi var i tjenesten. Eftersom klimaet er varmt og fugtigt nød vi disse forfriskninger. Når vi kom hjem var der ofte nogle der anonymt havde lagt bananer, meloner, mangofrugter og appelsiner på vores dørtrin.

I 1971 rejste min hustru og jeg, foruden tre andre forkyndere, fra Rarotonga til øen Aitutaki, der er kendt for sin smukke lagune. Blandt de gæstfri øboere fandt vi nogle som holdt af Guds ord, og vi påbegyndte fire hjemmebibelstudier. Efter at vi var vendt tilbage til Rarotonga fortsatte vi disse bibelstudier via brevskrivning. Med tiden blev dem vi studerede med på Aitutaki døbt, og der blev oprettet en menighed. I 1978 opførte man dér den anden rigssal på Cookøerne. Eftersom vi plantede og vandede, blev Jehova ved med at give væksten. — 1 Korinther 3:6, 7.

På Cookøerne fik jeg den forret at besøge ti øer. Disse besøg var dog ofte forbundet med store vanskeligheder. En skibsrejse til Atiu, 180 kilometer væk, kunne tage over seks dage på grund af stiv kuling og høj sø. (Jævnfør Andet Korintherbrev 11:26.) Der var knapt med fødevarer og mange blev søsyge, men takket være Jehovas omsorg kom jeg sikkert frem til mit bestemmelsessted.

I 1974 blev vi nægtet fortsat opholdstilladelse på Cookøerne og måtte derfor rejse tilbage til New Zealand. På det tidspunkt var der tre menigheder på øerne.

Yderligere tjenesteforrettigheder — og en prøve

På New Zealand åbnede der sig nye døre ind til øget aktivitet. (1 Korinther 16:9) Selskabet havde brug for en der kunne oversætte Vagttårnet og andre bibelske publikationer til det maori der tales på Cookøerne. Jeg fik oversættelsesopgaven overdraget og har stadig denne forret. Jeg fik også det privilegium at besøge brødrene på Cookøerne med jævne mellemrum, først som kredstilsynsmand og senere som afløser for områdetilsynsmanden.

Ved et af disse besøg rejste jeg sammen med broder Alex Napa, en specialpioner fra Rarotonga, på en 23-dages sørejse til Manahiki, Rakahanga og Penrhyn — nogle af de nordligste Cookøer. På hver ø bevægede Jehova nogle af de gæstfri øboere til at tilbyde os logi og tage imod mange bibelske publikationer. (Jævnfør Apostelgerninger 16:15.) Der er rigeligt med perlemuslinger på disse øer, og det hænder ret ofte at folk tilbyder perler som bidrag til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Vi gav folk åndelige perler og modtog bogstavelige perler. — Jævnfør Mattæus 13:45, 46.

En ufattelig skønhed præger disse afsidesliggende øer. Forestil dig store hajer svømme side om side med børn i en lagune! Og nattehimmelen er et syn helt for sig! Ja, hvor er det sandt som salmisten siger: „Dagene lader tale vælde frem, og nætterne fremfører kundskab.“ — Salme 19:2.

For ni år siden måtte min loyalitet imidlertid stå sin prøve. Min hustru blev indlagt på hospitalet med en hjerneblødning. Det var nødvendigt med en operation, men lægen ville ikke operere uden blod. Af samvittighedsgrunde ville min hustru og jeg ikke tillade en behandling der indebar en overtrædelse af Guds bud. Men kirurgens samvittighed sagde ham at ethvert middel skulle tages i brug for at redde liv, deriblandt blod.

Min hustru fik det dårligere og dårligere og kom til sidst på intensivafdelingen, hvor hun kun måtte få nogle få besøg. Hendes hørelse svækkedes på grund af pres på trommehinden. Hendes tilstand blev kritisk. Efter et besøg fulgte lægen mig ud til bilen og fortalte mig at min hustrus tilstand kun ville bedre sig hvis hun blev opereret og fik blod. Lægen bad mig indtrængende om at give dem grønt lys. Men min hustru og jeg stolede på Jehova — også selv om det at adlyde hans lov ville betyde at vi mistede nogle få år i denne nuværende ordning.

Pludselig skete der en markant bedring med min hustru. En dag da jeg kom på besøg sad hun op i sengen og læste. De følgende dage begyndte hun at forkynde for andre patienter og hospitalspersonalet. På et tidspunkt blev jeg kaldt ind på kirurgens kontor. „Hr. Wharerau,“ sagde han, „De er en meget heldig mand! Vi tror at Deres hustru er kommet sig over sin sygdom.“ Helt uventet havde hendes blodtryk stabiliseret sig. Sammen takkede min hustru og jeg Jehova og fornyede vor beslutning om at gøre vores yderste i hans gerning.

Nu tjener vi igen på Cookøerne og endnu en gang i Rarotonga. Vi betragter det som en forret og en velsignelse! Når min hustru og jeg ser tilbage er vi yderst taknemmelige for Jehovas omsorg gennem næsten fem årtier i hans tjeneste. Materielt set har vi altid haft det nødvendige til dagen og vejen. Åndeligt set har vi erfaret så mange velsignelser at de ikke lader sig tælle. En af disse er særlig bemærkelsesværdig: over 200 i min familie har taget imod sandheden og er døbte vidner for Jehova, deriblandt 65 i lige linje fra mig. Et barnebarn tjener på Betel i New Zealand, og en datter arbejder sammen med sin mand og deres to børn på byggerier af afdelingskontorer. — 3 Johannes 4.

Jeg glæder mig over udsigten til at leve evigt i et verdensomspændende paradis hvor hele jorden vil være præget af en skønhed der endog vil overgå den skønhed der findes i den smukke grønne dal hvor jeg er født. Jeg ser også frem til i opstandelsen at byde min mor og far velkommen tilbage til livet og at fortælle dem om Jehovas store omsorg, deriblandt om genløsningen og om Riget.

Min beslutning om at tjene Jehova er blevet yderligere forstærket af at jeg personligt har erfaret hvordan han altid har taget sig af mig. Jeg har derfor gjort salmistens ord i Salme 104:33 til mine egne: „Jeg vil synge for Jehova i hele mit liv; jeg vil synge og spille for min Gud så længe jeg er til.“ — Fortalt af Sarn Wharerau.

[Illustration på side 28]

Den første rigssal på New Zealand blev bygget i 1950