ALABAST

En stenart bestående af kalciumkarbonat, der blev brudt nær ved byen Alabastron i Ægypten. David samlede „alabaststen [hebr.: sjaʹjīsj] i mængde“ til bygningen af Jehovas tempel i Jerusalem. — 1Kr 29:2.

Denne gamle eller „orientalske“ alabast må ikke forveksles med nutidig alabast, som består af vandholdigt kalciumsulfat (gips), et blødere materiale der nemt får ridser. Den oprindelige alabast er sædvanligvis hvid, og da den er en stalagmitdannelse, har den undertiden striber af andre farver. Den har næsten samme hårdhed som marmor, men opnår ikke helt den samme glans. Et stykke alabast kunne bores så meget ud at det kunne rumme et romersk pund (330 g) væske. (Joh 12:3) En sådan beholder, en „alabastkrukke“ (gr.: alaʹbastron), var som regel vaseformet og havde en snæver hals der nemt kunne forsegles, så den kostbare duft ikke undslap.

Når beholdere af denne art blev fremstillet af billigere materialer, for eksempel gips, blev de alligevel kaldt alabastkrukker fordi de blev anvendt til samme formål. Krukker af ægte alabast blev imidlertid anvendt til de mere kostbare salver og parfumer, som for eksempel dem Jesus ved to lejligheder blev salvet med — én gang i en farisæers hus i Galilæa (Lu 7:37), og en anden gang i Simon den Spedalskes hus i Betania. — Mt 26:6, 7; Mr 14:3.