Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w89 1/5 s. 18-22
  • Tilbed Skaberen, ikke skabningen

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Tilbed Skaberen, ikke skabningen
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En domsperiode
  • Undgå at tilbede skabningen
  • Modergudindens kult
  • Upassende tilbedelse
  • Er Maria Guds mor?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Maria (Jesu moder)
    Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne
  • Er Maria „Guds Moder“?
    Vågn op! – 1996
  • 5. myte: Maria er Guds moder
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2009
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
w89 1/5 s. 18-22

Tilbed Skaberen, ikke skabningen

„Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — LUKAS 4:8.

1. Hvordan bliver ordet „tilbede“ defineret, og hvordan bør den sande tilbedelse udøves?

NÅR man slår op i Ordbog over det Danske Sprog under ordet „tilbede“ finder man blandt andet følgende definition: „Dyrke som en guddom; bekende sig som dyrker af; yde hyldest som en guddom; højagte; beundre stærkt; forgude.“ Hvem tilkommer en sådan tilbedelse? Jesus Kristus sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mattæus 22:37) Da Jesus fik tilbudt alle verdens riger hvis han ville udføre én eneste „tilbedelseshandling“ over for Satan, afviste han fristeren med ordene: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Lukas 4:7, 8) Jesu egne ord og handlinger viser tydeligt at det kun er Jehova Gud der skal tilbedes. Denne tilbedelse omfatter „hellig tjeneste“, for „troen [er] død uden gerninger“. — Jakob 2:26.

2. Hvorfor er det upassende at tilbede andre end Skaberen?

2 Det er på sin plads at tilbede Jehova, for han er universets øverste Suveræn, Skaberen af de ærefrygtindgydende himle og af jorden med alle dens livsformer. Som sådan er han alene værdig til at blive ’hyldet som en guddom, højagtet og stærkt beundret’ af mennesker. Bibelen siger: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ (Åbenbaringen 4:11) Intet menneske og ingen død eller levende genstand kan gøre sig værdig til en sådan ’hyldest, højagtelse, beundring eller forgudelse’. Kun Jehova fortjener „udelt hengivenhed“. — 2 Mosebog 20:3-6.

En domsperiode

3. Hvorfor er det bydende nødvendigt at vi der lever i dag tilbeder Gud?

3 Da vi lever i en domsperiode er det bydende nødvendigt at tilbede Gud på den måde han godkender. Det vil være afgørende for vort evige liv. Guds profetiske ord lader forstå at Jesus her i „de sidste dage“ for den nuværende tingenes ordning er ’kommet’ i himmelsk herlighed, „og alle englene med ham“. I hvilken hensigt? Jesus forudsagde det selv med ordene: „Alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ Fårene skal gå bort til „evigt liv“, mens gederne skal gå bort til „evig afskærelse“. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 25:31, 32, 46.

4. (a) Hvordan omtaler Paulus dem der vil blive udslettet for evigt ved denne verdens afslutning? (b) Hvilken indstilling må de der vil opnå evigt liv lægge for dagen?

4 Apostelen Paulus skrev om „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. Han fortsatte: „Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang.“ (2 Thessaloniker 1:7-9) De symbolske geder, eller egenrådige mennesker der ikke ønsker at lære om Guds hensigter eller som nægter at handle når de får muligheden for det, vil altså blive dømt til evig undergang. De symbolske får er derimod et billede på ydmyge mennesker der opnår „evigt liv“ fordi de gerne vil lære Jehova at kende, lytter til hans vejledning og derefter underkaster sig hans vilje. Bibelen siger: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17; se også Andet Petersbrev 2:12.

5, 6. (a) Hvad må man gøre for at finde sandheden om Jehova og hans hensigter? (b) Hvorfor kan vi være forvissede om at de der søger efter sandheden vil finde den, uanset hvilken situation de befinder sig i?

5 „Fårene“ er villige til at ofre tid, kræfter og materielle midler i deres søgen efter sandheden. De handler efter det der siges i Ordsprogene 2:1-5: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“

6 Det der adskiller „fårene“ fra „gederne“ er at „fårene“ er villige til at søge efter Jehova. „Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig; men hvis du forlader ham, vil han forstøde dig for evigt.“ (1 Krønikebog 28:9) Så uanset hvilken uddannelse man har, uanset hvilken race eller nationalitet man tilhører, hvad enten man er rig eller fattig, vil man finde sandheden om Gud hvis man søger efter den. Fra det sted i himmelen hvor Kristus og englene befinder sig, vil de lede ethvert menneske der søger efter sandheden på sporet af den, uanset hvor vedkommende bor. Hvilken belønning vil en sådan søgen medføre? Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3; se også Ezekiel 9:4.

Undgå at tilbede skabningen

7, 8. (a) Hvilken fare ligger der i at tilbede mennesker? (b) Beskriv hvordan Maria er blevet ’hyldet, højagtet, forgudet eller stærkt beundret’.

7 Mange steder på jorden bliver mennesker, mens de lever eller når de er døde, ’hyldet, højagtet, forgudet eller stærkt beundret’. Folk mener måske at det egentlig er Gud de tilbeder, men i virkeligheden bliver deres opmærksomhed bortledt fra den sande tilbedelse, og de kan komme til at tro på læresætninger eller deltage i handlinger der er i modstrid med Guds vilje. Et fremtrædende eksempel på dette er den måde hvorpå millioner af mennesker i både romersk-katolske og græsk-ortodokse lande betragter Maria, Jesu moder.

8 Disse troende bøjer sig tilbedende for billeder og ikoner af Maria, og i de officielle kirkedogmer kaldes hun „Jomfru Maria, Guds moder“. Udtrykket „Guds moder“ er oversat fra det græske ord theotoʹkos, der også kan betyde „Gud-føderske“. I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Maria er Guds moder. . . . Hvis Maria ikke er Guds virkelige moder, da er Kristus ikke sand Gud eller sandt menneske.“ Som en del af treenighedslæren lærer disse trossamfund at Jesus var Gud den Almægtige i menneskeskikkelse, hvilket gør Maria til „Guds moder“. Det samme leksikon tilføjer at hengivenheden for Maria vises ved: „(1) ærefrygt eller ærbødig agtelse for Den Hellige Jomfrus, Guds Moders, ophøjede stilling; (2) anråbelse eller påkaldelse af Vor Frue om at hun i egenskab af dronning vil gå i forbøn; . . . samt personlige bønner [til Maria].“

9. Lærer Bibelen at Maria var „Guds moder“?

9 Men ordet theotoʹkos forekommer ikke i de inspirerede skrifter, og der siges intetsteds at Maria var „Guds moder“. Det var heller ikke en lære Jesus eller de kristne i det første århundrede fremholdt. Desuden viser Bibelen tydeligt at Jesus ikke var Gud den Almægtige i menneskeskikkelse, men var Guds søn.a Da en engel underrettede Maria om at hun skulle føde en søn, sagde den: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Lukas 1:35) Jesus var altså Guds søn, ikke Gud selv iklædt menneskeskikkelse. Maria var således moder til Guds søn, Jesus, ikke moder til Gud i menneskeskikkelse. Det er grunden til at hverken Jesus eller hans disciple nogen sinde omtalte Maria som „Guds moder“.

10, 11. (a) Hvad viser hvordan Jesus betragtede sin moder? (b) Hvordan betragtede Jesu apostle og disciple Maria?

10 Den måde hvorpå Jesus betragtede sin moder er også med til at vise hendes stilling i forhold til ham. Ved en bryllupsfest i Kana skete der ifølge den bibelske beretning følgende: „Da vinen slap op sagde Jesu moder til ham: ’De har ingen vin.’ Men Jesus sagde til hende: ’Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde?’“ (Johannes 2:3, 4) Ved en anden lejlighed var der en der sagde til ham: „Lykkeligt er det moderliv som bar dig, og det bryst som du diede!“ Her ville Jesus have en udmærket lejlighed til at vise sin moder særlig ære og vise andre at de skulle gøre det samme. Men i stedet sagde Jesus: „Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ — Lukas 11:27, 28.

11 Disse skriftsteder viser at Jesus omhyggeligt undlod at vise Maria upassende ære eller at tiltale hende med en særlig titel. Han lod sig ikke påvirke af deres slægtskabsforhold. Apostlene og disciplene fulgte hans eksempel, for intetsteds i de inspirerede skrifter vises Maria upassende ære eller tildeles en særlig myndighed eller titel. De respekterede hende som Jesu moder, men heller ikke mere. De omtalte hende på intet tidspunkt som „Guds moder“. De vidste at Jesus ikke var den almægtige Gud i menneskeskikkelse og at Maria derfor umuligt kunne være Guds moder, en stilling der langt overstiger den plads Guds ord tilskriver Maria.

Modergudindens kult

12. Hvor og hvornår opstod læren om at Maria var „Guds moder“?

12 Hvorfra stammer da ideen om at vise Maria særlig ære? Den sneg sig gradvis ind i den frafaldne kristenhed i det tredje og fjerde århundrede. Dette gjorde sig især gældende efter år 325, hvor man på kirkemødet i Nikæa antog den ubibelske lære om at Kristus var Gud. Da først denne forkerte idé var antaget, blev det lettere at docere læren om at Maria var „Guds moder“. Herom siger The New Encyclopædia Britannica: „Titlen [’Guds moder’] lader til at være taget i brug i gudsdyrkelsen på et eller andet tidspunkt i det 3. eller 4. århundrede, sandsynligvis i Alexandria . . . Ved slutningen af det 4. århundrede var Theotokos blevet almindeligt anerkendt i forskellige grupper i kirken.“ New Catholic Encyclopedia bemærker at læren blev officielt anerkendt „efter kirkemødet i Efesus i 431“.

13. Hvad har sandsynligvis bevirket at man på kirkemødet i Efesus i år 431 officielt udråbte Maria til „Guds moder“?

13 Det er interessant at bemærke hvor og hvorfor dette kirkemøde blev afholdt. Bogen The Cult of the Mother-Goddess af E. O. James siger: „Kirkemødet i Efesus blev afholdt i Theotokos-basilikaen i 431. Dér, af alle steder, i den by der var berygtet for sin dyrkelse af Artemis, eller Diana, som romerne kaldte hende, hvor det hed sig at hendes billede var faldet ned fra himmelen, i skyggen af det store tempel der blev viet Magna Mater [den store moder] i 330 f.v.t. og hvori Maria ifølge traditionen havde opholdt sig midlertidigt, kunne man næppe andet end fastholde titlen ’Gud-føderske’.“

14. Hvordan bekræfter historien at denne lære er af hedensk oprindelse?

14 Ligesom det er tilfældet med treenighedslæren, er læren om „Guds moder“ af hedensk oprindelse og forklædt som en kristen lære. Mange hundrede år før Kristus var det en fremtrædende lære i hedenske religioner. Under ordet „modergudinde“ i The New Encyclopædia Britannica findes definitionen: „En hvilken som helst af de mange forskellige kvindeguder og modersymboler på skaberkraft, fødsel, frugtbarhed, kønslig forening, opfostring og vækstcyklus. Ordet er også blevet anvendt om så forskellige skikkelser som venusfigurer fra stenalderen og Jomfru Maria. . . . Der findes ingen kulturer som ikke har benyttet en eller anden form for modersymboler i afbildningen af deres guder. . . . Hun er den der beskytter og nærer et gudebarn, eller, i udvidet forstand, hele menneskeheden.“ Den katolske præst Andrew Greeley siger således i sin bog The Making of the Popes 1978: „Mariasymbolet kæder kristendommen direkte sammen med de gamle religioner med deres modergudinder.“

Upassende tilbedelse

15. (a) Hvordan kom man til at betragte Maria i kristenheden? (b) Hvem er ifølge Bibelen den eneste der kan gå i forbøn for os hos Gud?

15 Ved at hævde at Maria er „Guds moder“ ophøjer man hende til en stilling hvor mennesker vil være tilbøjelige til at tilbede hende, og det er netop hvad man har gjort i århundreder. I mange lande har flere hundrede millioner mennesker bedt til eller gennem Maria eller vist tilbedende ærefrygt for billeder eller ikoner der forestiller hende. Teologer vil måske søge at undskylde dette ved at sige at når Maria på denne måde vises ære, er det i virkeligheden Gud der tilbedes, skønt indirekte. Men det er ikke sådan Gud ser på det. „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ (1 Timoteus 2:5; 1 Johannes 2:1, 2) Selv sagde Jesus: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:6.

16. Hvordan gjorde Peter og Johannes det klart at det kun er Jehova der må tilbedes?

16 Ved at ære Maria direkte eller indirekte, ved at bede til hende eller bøje sig for billeder eller ikoner af hende, tilbeder man skabningen frem for Skaberen. Det er afguderisk, og kristne får påbud om at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’. (1 Korinther 10:14) Læg mærke til hvad der skete da ikkejøden Kornelius ærbødigt bøjede sig for apostelen Peter: „Idet Peter trådte ind, kom Kornelius ham i møde, kastede sig ned for hans fødder og bøjede sig ærbødigt for ham. Men Peter rejste ham op idet han sagde: ’Rejs dig; jeg er også selv et menneske.’“ (Apostelgerninger 10:25, 26) At bøje sig tilbedende for et menneske var upassende; det ville Peter ikke tillade. Og efter at en engel havde overbragt apostelen Johannes et syn, skrev han: „Jeg [faldt] ned for at tilbede for fødderne af den engel som havde vist mig disse ting. Men han siger til mig: ’Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres, profeternes, og deres som overholder denne skriftrulles ord. Tilbed Gud.’“ (Åbenbaringen 22:8, 9) Hvis man ikke engang kan tilbede en af Guds engle, hvor meget mindre da et menneske eller et billede af et menneske.

17. Hvad kan ifølge et katolsk leksikon blive følgen af at ære Maria?

17 At det kan føre til en upassende tilbedelse at vise Maria en sådan ære, erkendes i The Catholic Encyclopedia. I en af de første udgaver af dette værk hed det: „Det kan ikke benægtes at den ære man viste Den Hellige Jomfru, ofte blev overdrevet og misbrugt.“

18. Hvem er ophav til denne ubibelske lære?

18 Hvorfra stammer en sådan ubibelsk lære? Det egentlige ophav må nødvendigvis være Guds modstander, Satan Djævelen. (Johannes 8:44) Hvorfor skulle han fremme en sådan lære? I et forsøg på at nedværdige og forklejne den suveræne Herre Jehova, ophøje mennesker og skabe forvirring. Det afleder folks opmærksomhed fra den sande tilbedelse og får dem i stedet til at se hen til skabninger efter frelse. I århundreder har det givet gejstligheden større magt over lægfolket som fik pålæg om helt og holdent at underkaste sig deres religiøse ledere, da det udelukkende var præsteskabet der forstod denne komplicerede teologi.

19, 20. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at de symbolske får vil finde sandheden inden Guds domme eksekveres? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?

19 Men Jesus forudsagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Jehova lover at han gennem denne forkyndelse om Riget vil indsamle alle de symbolske får og ’lære dem sine veje så de kan vandre på hans stier’. (Esajas 2:2-4) Fordi de samles om den sande tilbedelse af Jehova, siger Jesus om dem: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) De der søger efter sandheden vil finde den og blive frigjort fra falske religiøse læresætninger der hindrer mennesker i at gøre Skaberens vilje.

20 Der findes imidlertid også andre almindeligt anerkendte dogmer og skikke som har bortledt menneskers opmærksomhed fra den sande tilbedelse af Skaberen så de i stedet har æret skabningen. Hvilke læresætninger drejer det sig om, og hvad har de ført til? Hvad omfatter sand tilbedelse? Det vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnote]

a Se Vagttårnet for 1. juni 1988, side 10-20.

Hvad vil du svare?

◻ Hvordan viste Jesus klart at det kun er Jehova der må tilbedes?

◻ Hvorfor er det bydende nødvendigt i dag at tilbede Gud på rette måde?

◻ Hvorfor bør man ikke vise Maria upassende ære?

◻ Hvorfra stammer læren om at Maria er „Guds moder“?

◻ Hvordan understregede apostlene Peter og Johannes at det kun er Jehova der må tilbedes?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del