„Hver kasse var til et særskilt formål, angivet med en inskription på hebraisk. På den første var der indgraveret: Nye sekler, det vil sige sekler der var forbeholdt udgifterne i det indeværende år. På den anden stod der: Gamle sekler, det vil sige sekler der var reserveret udgifterne i det foregående år. På den tredje stod der: Turtelduer og dueunger; de penge der blev lagt i denne kasse var den pris man måtte betale hvis man skulle ofre to turtelduer eller to dueunger, den ene som brændoffer, den anden som syndoffer. Over den fjerde kasse stod skrevet: Brændofre; disse penge dækkede udgiften til de øvrige brændofre. Den femte bar indskriften Træ og indeholdt de troendes bidrag til indkøb af brænde til alteret. På den sjette stod der: Røgelse (penge til røgelsesindkøb). På den syvende stod der: Til helligdommen (penge til nådestolen). De seks resterende kasser bar inskriptionen: Frivillige bidrag.“

Loven pålagde også folk at bringe forskellige ofre på deres egne vegne. Nogle af disse ofre skulle sone deres synder, andre var ceremonielt bestemte, og atter andre blev ydet af hengivenhed og taknemmelighed. Bidragskasserne der var mærket „Turtelduer og dueunger“ og „Brændofre“ var beregnet til bidrag i forbindelse med ofre. Bogen The Temple, Its Ministry and Services siger: „I Trompet III lagde de kvinder der skulle bringe turtelduer som brændofre og syndofre den tilsvarende værdi i penge; pengene blev hver dag hentet, hvorpå der blev ofret et antal turtelduer der modsvarede pengenes værdi.“ Det har sandsynligvis været sådan forældrene til den spæde Jesus gjorde. — Se Lukas 2:22-24; 3 Mosebog 12:6-8.