Hjulpet af en anden discipel, som åbenbart fulgte efter eller ledsagede Peter til ypperstepræstens bolig, gik Peter direkte ind i gården. (Joh 18:15, 16) Han blev ikke stående stille og tilbageholdende i et mørkt hjørne, men gik frem og varmede sig ved ilden. På grund af ildskæret kunne andre genkende ham som en der havde været sammen med Jesus, og hans galilæiske dialekt øgede deres mistanke. Da man anklagede Peter, benægtede han tre gange endog at kende Jesus og gav sig til sidst til at bande og sværge på at han ikke kendte ham. Et sted i byen galede en hane for anden gang, og Jesus „vendte sig og så på Peter“, hvorefter Peter gik udenfor, brød sammen og græd bitterligt. (Mt 26:69-75; Mr 14:66-72; Lu 22:54-62; Joh 18:17, 18; se ED; HANEGAL.) Jesu tidligere bøn for Peter blev imidlertid hørt, og Peters tro svigtede ikke helt. — Lu 22:31, 32.

Senere tjeneste. Efter at Peter var „vendt om“ fra den frygtens snare som han var faldet i — hovedsagelig på grund af for stor selvtillid (jf. Ord 29:25) — skulle han nu efterkomme Jesu formaning om at ’styrke sine brødre’ (Lu 22:32) og være hyrde for hans får. (Joh 21:15-17) I overensstemmelse med dette ser vi Peter have en stor andel i disciplenes virksomhed efter Jesu himmelfart. Før pinsedagen i år 33 foreslog Peter at man skulle finde en erstatning for den utro Judas, og begrundede dette ud fra Skrifterne. Forsamlingen fulgte hans forslag. (Apg 1:15-26) På Pinsedagen var det også Peter der under den hellige ånds ledelse virkede som talsmand for apostlene og benyttede den første af de „nøgler“ som Jesus havde givet ham, hvorved han åbnede vejen for at jøder kunne blive medlemmer af Riget. — Apg 2:1-41; se NØGLE.