Hvor nøjagtig er Bibelens geografi?

SOLEN er lige gået ned i Palæstina. Året er 1799. Efter at have marcheret hele dagen i den brændende hede har den franske hær slået lejr, og Napoleon, den øverstbefalende, hviler sig i sit telt. Ved det blafrende stearinlys læser en af hans tjenere højt fra en fransk bibel.

Dette skete åbenbart tit under Napoleons militære operationer i Palæstina. „Når vi slog lejr på ruinerne af disse oldtidsbyer,“ skrev han i sine erindringer, „læste de hver aften højt fra Skrifterne . . . Analogien og de korrekte beskrivelser var slående: Efter så mange århundreder og forandringer passer de stadig perfekt på dette land.“

Rejsende der i dag besøger Mellemøsten vil også finde det nemt at se Bibelens begivenheder for sig i de nuværende omgivelser. Før den franske hær indtog Ægypten, kendte fremmede ikke meget til dette gamle land. Forskere og lærde som Napoleon havde hentet til Ægypten, begyndte at give omverdenen indblik i detaljer om Ægyptens tidligere pragt. Det har gjort det nemmere at danne sig et billede af det ’hårde trællearbejde’ som israelitterne engang var underlagt. — 2 Mosebog 1:13, 14.

Israelitterne samledes ved Rameses den nat de blev udfriet fra Ægypten, og derpå drog de til „randen af ørkenen“. (2 Mosebog 12:37; 13:20) På det tidspunkt bad Gud dem om at „vende om“ og „slå lejr ved havet“. Denne underlige manøvre fik Ægyptens konge til at tro at de ’flakkede forvirrede om’, og han sendte straks sin hær og 600 stridsvogne efter dem for at generobre sine tidligere slaver. — 2 Mosebog 14:1-9.

Udgangen

Ifølge Josefus, en historiker i det første århundrede e.v.t., havde den ægyptiske hær tvunget israelitterne „ind på et smalt sted“ og spærret dem inde „mellem stejle skrænter og havet“. Man kan ikke i dag præcist fastslå hvor israelitterne gik over Det Røde Hav. Men det er nemt at forestille sig begivenheden når man står på toppen af bjergkæden hvor der er udsyn over den nordlige del af Det Røde Hav. Det er interessant at bjerget kaldes Djebel ‛Ataqah, der betyder „Udfrielsens Bjerg“. Mellem denne bjergkæde og Det Røde Hav er der en lille slette der indsnævres indtil bjergets udløbere når næsten ned til havet. På den modsatte side af Det Røde Hav er der en oase med mange kilder. Oasen kaldes ‛Ajun Musa’, der betyder „Moses’ Kilder“. Havbunden mellem disse to punkter skråner jævnt nedad, hvor den andre steder ellers pludselig falder til en dybde af mellem 9 og 18 meter.

Nogle teologer inden for kristenheden har forsøgt at bortforklare det mirakel Gud udførte da han delte Det Røde Havs vande og lod israelitterne gå over på tør bund. De flytter begivenheden til et lavvandet sumpområde nord for Det Røde Hav. Men det stemmer ikke med Bibelen, der gentagne gange nævner at overgangen fandt sted i Det Røde Hav, på et sted hvor der var rigeligt med vand, så meget at Farao og hele hans hær kunne drukne i det, ja nok til at opsluge dem. — 2 Mosebog 14:26-31; Salme 136:13-15; Hebræerne 11:29.

Sinaj Ørken

De barske forhold på Sinajhalvøen er levende beskrevet i Bibelens beretning om Israels ørkenvandring. (5 Mosebog 8:15) Men kunne en hel nation samles ved foden af Sinaj Bjerg for at modtage Guds lov og senere trække sig tilbage og stå „et stykke derfra“? (2 Mosebog 19:1, 2; 20:18) Er der plads nok til at en folkemængde der skønnedes at tælle tre millioner, kunne foretage en sådan bevægelse?

Arthur P. Stanley, en af det 19. århundredes rejsende og bibelkyndige, besøgte området ved Sinaj Bjerg, og han har beskrevet det syn der mødte ham og hans ledsagere da de besteg Ras Safsafa: „Virkningen på os, såvel som på enhver der har set og beskrevet det, var øjeblikkelig. . . . Her var den vidtstrakte gule slette der bredte sig helt til foden af klipperne . . . I betragtning af den næsten totale mangel på en sådan kombination af slette og bjerg i dette område, er det afgjort et vigtigt vidnesbyrd om beretningens pålidelighed at der findes en sådan kombination og dét inden for det område hvor Sinaj ifølge traditionen skulle ligge.“

Det forjættede land

I det 40. år af Israels ørkenvandring gav Moses denne beskrivelse af det land de skulle drage ind i: „Jehova din Gud fører dig ind i et godt land, et land med regnflodsdale med vand, med kilder og vand dybt nede, som vælder frem på slette og bjerg.“ — 5 Mosebog 8:7.

At dette løfte var sandt, erfarede hele nationen — mænd, kvinder, småbørn og fastboende udlændinge — da den var samlet i den vandrige Sikemdal mellem Ebals Bjerg og Garizims Bjerg. Ved foden af Garizims Bjerg stod seks stammer. De andre seks stammer var samlet på den anden side af dalen foran Ebals Bjerg. Alle kom de for at høre hvilke velsignelser nationen ville få fra Gud hvis de adlød Jehovas lov, og hvilke forbandelser det ville medføre hvis de ikke gjorde det. (Josua 8:33-35) Men var der plads nok til at hele folket kunne være i denne smalle dal? Og hvordan kunne alle høre uden et moderne forstærkeranlæg?

Jehova Gud kunne mirakuløst have forstærket levitternes stemmer. Men det ser ikke ud til at et sådant mirakel var nødvendigt. Akustikken i dalen er glimrende. „Alle rejsende,“ skrev den bibelkyndige Alfred Edersheim i det 19. århundrede, „er enige om to ting: 1. At man tydeligt kan høre det der bliver sagt i dalen, både fra Ebal og Garizim. 2. At der har været tilstrækkelig plads ved disse to bjerge til hele Israel.“

William M. Thomson, en anden af det 19. århundredes bibelkyndige, beskriver sine oplevelser fra denne dal i sin bog The Land and the Book: „Jeg har råbt for at høre ekkoet, og har derefter forestillet mig hvordan det må have lydt da levitterne højt proklamerede . . . ’Forbandet er den mand som laver et udskåret billede, en vederstyggelighed for Jehova.’ Og så det rungende AMEN! der bliver ti gange højere fra den store menighed der rejser sig op og hæver stemmen, og ekkoet der løber fra Ebal til Garizim og tilbage.“ — Jævnfør Femte Mosebog 27:11-15.

Jizre’elsletten

Nord for Sikem ligger der en anden frugtbar dal, en dal der stiger op over havets overflade og åbner sig i en øde slette. Hele dette område kaldes Jizre’elsletten, opkaldt efter byen Jizre’el. Nord for dalen findes Galilæas bjerge, hvor Jesu hjemby, Nazaret, lå. George A. Smith forklarer i sin bog The Historical Geography of the Holy Land: „Nazaret ligger i et bækken omkranset af højdedrag; men det øjeblik man klatrer op til randen af dette bækken, . . . hvilken udsigt! [Jizre’eldalen] ligger udbredt for ens øjne, med sine . . . slagmarker . . . Det er et kort over Det Gamle Testamentes historie.“

I denne dal eller slette har arkæologer udgravet ruinerne af bystater som Israel erobrede på Josuas tid. Det drejer sig om byer som Ta’anak, Megiddo, Jokneam og muligvis Kedesj. (Josua 12:7, 21, 22) I det samme område, på dommer Baraks og dommer Gideons tid, udfriede Jehova mirakuløst sit folk fra magtfulde fjendtlige nationer der var Israel langt overlegne. — Dommerne 5:1, 19-21; 6:33; 7:22.

Århundreder senere red kong Jehu igennem dalen til byen Jizre’el for at fuldbyrde Jehovas dom over Jesabel og Akabs frafaldne hus. Fra vagttårnet i Jizre’el kunne man mod øst, i en afstand af 19 kilometer, se at Jehus hær nærmede sig. Der var derfor rigelig tid til at kong Joram først sendte ét og dernæst et andet sendebud af sted, og endelig til at kong Joram af Israel og kong Ahazja af Juda kunne spænde deres stridsvogne for og møde Jehu inden han nåede byen Jizre’el. Jehu dræbte omgående Joram. Ahazja flygtede men blev senere såret og døde i Megiddo. (2 Kongebog 9:16-27) I forbindelse med sådanne kampområder skriver George A. Smith: „Det er slående at der i ingen af beretningerne . . . er nogen geografiske umuligheder.“

Der er ingen tvivl om at Jesus ofte har skuet ud over Jizre’elsletten og grundet over de enestående sejre der var blevet vundet dér, vel vidende at han, den lovede Messias, var bestemt til at opfylde rollen som den større Josua, den større Barak, den større Gideon og den større Jehu i hævdelsen af Jehovas suverænitet. Bibelen bruger Megiddo, den strategisk bedst beliggende by i denne dal, som et symbol på det ’sted’ hvor Guds krig, Harmagedon („Megiddos Bjerg“), vil udspille sig. Det vil blive et verdensomspændende slag hvori Jesus Kristus, som kongernes Konge, vil fjerne alle der er fjender af Gud og af den kristne menighed, Guds sande folk. — Åbenbaringen 16:16; 17:14.

Bibelen fortæller at vrede jøder i Nazaret engang forsøgte at styrte Jesus i døden fra „randen af det bjerg som deres by var bygget på“. (Lukas 4:29) Det er interessant at der sydvest for denne moderne by, Nazaret, er et 12 meter højt klippefremspring hvor hændelsen kan have fundet sted. Jesus flygtede fra sine fjender, og Bibelen tilføjer at han „kom ned til Kapernaum“. (Lukas 4:30, 31) Kapernaum, ved Galilæas Sø, ligger faktisk i et meget lavere niveau.

Disse og mange andre detaljer ligger til grund for at andre ud over Napoleon har været forbløffede over Bibelens nøjagtige geografi. „[Bibelens] topografiske henvisninger er talrige og fuldt ud tilfredsstillende,“ skriver William M. Thomson i The Land and the Book. Og i bogen Sinai and Palestine skriver Arthur P. Stanley: „Det er umuligt ikke at blive imponeret over den harmoni der er mellem den nedskrevne historie og geografien i Det Gamle og Det Nye Testamente.“

Bibelens utrolige nøjagtighed med hensyn til geografiske forhold er blot ét bevis på at den ikke bare er en bog der stammer fra mennesker. I de foregående tre numre af Vagttårnet har der været lignende artikler angående Bibelens pålidelighed. Vi vil opfordre dig til at modtage og læse de tre andre afsnit af denne serie.

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JIZRE’ELSLETTEN

Jizre’el

Nazaret

Ta’anak

Megiddo

Jokneam

Kedesj

GALILÆAS SØ

DET STORE HAV

kilometer

N

10

20

[Kildeangivelse]

Baseret på copyright kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel.

[Illustration på side 5]

Israel modtog Loven på Sinaj Bjerg

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.