2. En af de 12 apostle, „Judas, Jakobs søn“, også kaldet Taddæus. I apostellisterne i Mattæus 10:3 og Markus 3:18 nævnes Alfæus’ søn Jakob og Taddæus sammen. I listerne i Lukas 6:16 og Apostelgerninger 1:13 er Taddæus udeladt og i stedet nævnes „Judas, Jakobs søn“, hvoraf man slutter at Taddæus er et andet navn for apostelen Judas. Det er muligt at man undertiden anvendte navnet Taddæus for at undgå at forveksle de to apostle der hed Judas. I Lukas 6:16 og Apostelgerninger 1:13 siger nogle oversættelser „Judas, Jakobs broder“, eftersom den græske tekst ikke angiver det præcise familieforhold. Den syriske Pesjitta indsætter imidlertid ordet „søn“, og på det grundlag siger mange nyere oversættelser „Judas, Jakobs søn“. (DA92, Se, Sch, NV) Det eneste sted hvor Judas nævnes alene, er Johannes 14:22. For at undgå forveksling kaldes han dér „Judas, ikke Iskariot“.

Judas nævnes første gang i evangelierne i forbindelse med at Jesus udvalgte sine 12 apostle, hvilket skete nogen tid efter påsken i år 31, omkring halvandet år efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste. (Mr 3:19; Lu 6:16) Det er rimeligt at antage at Judas havde været discipel i nogen tid før Jesus gjorde ham til apostel. Mange skribenter tegner et helt igennem dystert billede af Judas, men dét at han blev udvalgt til apostel, viser at han øjensynlig i nogen tid havde været en discipel der havde Guds og Jesu Kristi godkendelse. Desuden fik han betroet forvaltningen af Jesu og apostlenes fælles midler. Det tyder på at han oprindelig var pålidelig og havde gode evner eller en god uddannelse, især i betragtning af at Mattæus, som havde erfaring med penge og tal, ikke fik denne opgave betroet. (Joh 12:6; Mt 10:3) Senere blev han imidlertid korrupt og fordærvet. Det er uden tvivl af den grund han nævnes sidst i apostellisterne og bliver beskrevet som den Judas „der blev forræder“ og „som senere forrådte ham“. — Lu 6:16; Mt 10:4.