’Vi ved at de skal opstå i opstandelsen’

DET var den almægtige Gud der gav mennesket liv. Han kan derfor også give dem der dør, livet tilbage. I De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter, der tilsammen udgør Bibelen, har Gud nedfældet sandheden om livet og døden. Det er i denne bog vi finder det pålidelige budskab om at de døde kan og vil få en opstandelse. — Johannes 5:28, 29.

Lad os belyse det ved hjælp af den historiske beretning om Lazarus fra Betania, en ven af Jesus Kristus. Lazarus havde været syg og var nu død, hvilket fik Jesus til at sige til Lazarus’ søster Martha: „Din [døde] broder skal opstå.“ Hertil svarede hun: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:23, 24) Martha var ikke i tvivl. Hun var overbevist om at hendes elskede broder Lazarus ville få en opstandelse „på den yderste dag“.

Når man læser hele den historiske beretning i Johannesevangeliet, kapitel 11, får man at vide hvad der derefter skete. Skønt Lazarus havde været død i fire dage, vakte Jesus ham til live igen. Denne opstandelse er et bevis på at Gud kan opfylde sit løfte om at give de døde livet igen „på den yderste dag“. Men hvor forventede Martha at møde Lazarus igen? Hvor forestillede andre troende jøder sig at den kommende opstandelse skulle finde sted?

’Landet hvorfra ingen vender tilbage’?

Gud valgte jorden til at være menneskets naturlige bosted. Salmisten udtrykker det på denne måde: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ (Salme 115:16) Vi læser intet i Bibelen om at Adam og Eva ville have fået evigt liv et andet sted end på jorden hvis de var forblevet trofaste over for Gud. Stod „livets træ“ ikke her på jorden i det paradis hvor det første menneskepar blev sat før de valgte at være ulydige mod Gud? (1 Mosebog 2:9; 3:22) Da Gud ikke havde oplyst andet, måtte hans trofaste tjenere uden for Edens have (fra Adams gudfrygtige søn Abel og fremefter) nødvendigvis have troet at opstandelsen skulle foregå på det sted de forbandt med menneskets hjem, nemlig jorden.

Men her vil nogle der er godt inde i Bibelen måske indvende at der i Job 16:22 siges om Job at han skal ’gå bort ad en sti som han ikke vil vende tilbage ad’. Og i Job 7:9 siges der at ’den som stiger ned til Sheol [graven] vil ikke komme op igen’. Vers 10 tilføjer: „Han kommer ikke mere tilbage til sit hus; hans sted kendes ikke mere ved ham.“

Viser disse og lignende udtalelser ikke, sådan som nogle teologer hævder, at Job betragtede døden som ’et land hvorfra ingen vender tilbage’? Viser disse udtalelser at Job ikke troede på en opstandelse? For at finde svaret må vi se på den sammenhæng versene forekommer i, og sammenligne dem med det Job sagde om emnet andre steder.

Job kendte ikke årsagen til at han måtte lide. En overgang mente han fejlagtigt at det var Gud der var skyld i hans lidelser. (Job 6:4; 7:17-20; 16:11-13) Nedslået som han var, følte han at det eneste sted han kunne finde lindring, var i graven. (Job 7:21; 17:1; jævnfør 3:11-13.) Her ville han, ud fra sine samtidiges synspunkt, ikke længere kunne ses, ikke mere komme tilbage til sit hus, ikke længere være accepteret og ikke have udsigt til at komme frem igen før Guds tid var inde. Overladt til sig selv uden at Gud greb ind var hverken Job eller nogen anden af Adams efterkommere i stand til at stå op fra de døde.a — Job 7:9, 10; 10:21; 14:12.

Troen på opstandelsen

Vi skal dog ikke tage Jobs usikkerhed i forbindelse med det han kom ud for, eller hans dystre udtalelser om sin umiddelbare fremtid, som et udtryk for at han ikke troede på en opstandelse. At han troede på opstandelsen fremgår klart af Job 14:13-15. Her taler Job om at han gerne vil ’gemmes i Sheol’ for senere at blive husket af Gud. I Job 19:25-27 taler denne uangribelige troshelt desuden om sin „genløser“ og om at han senere skal „skue Gud“. Ja, Job troede på en opstandelse. Han troede at Gud både kunne og ville give ham livet igen, lige så vel som Abraham var overbevist om Guds evne til at ’oprejse de døde’. — Hebræerne 11:10, 16, 19, 35.

Selv den dag i dag tror jøderne på en opstandelse til liv på jorden. I Encyclopædia Judaica (1971) hedder det: „Troen på at de døde i sidste instans skal genopstå i kødet og atter leve på jorden“ er en af jødedommens „vigtigste læresætninger“. Opslagsværket fortsætter: „Denne lære er blevet taget så alvorligt og så bogstaveligt at fromme jøder ofte har bestemt hvilke klæder de vil begraves i, at der ikke må fjernes nogen organer fra deres legeme, og at begravelsen skal foregå i Israel.“

Men interessant nok siger Bibelen ikke noget om at opstandelsen skal foregå ved at Gud atter samler de dødes opløste legemer. Atomerne i dem der for længst er døde er blevet spredt over hele jorden, og ofte er de indgået i plante- og dyrelivet — ja, selv i andre mennesker som måske senere er døde. Det er indlysende at de samme atomer ikke kan anvendes til mere end ét menneskelegeme i opstandelsen. Gud kan derimod til enhver tid vække mennesker til live igen, og give dem et legeme uden de handicap og sygdomme de måtte have haft før de døde. — Jævnfør Første Korintherbrev 15:35-38.

Vil de opstandne kunne genkendes af deres slægtninge og venner som også bliver oprejst? Ja, det vil være logisk, for hvis man ikke kan genkende dem der oprejses, hvordan kan man da vide at de har fået en opstandelse? Skønt Lazarus’ legeme var begyndt at gå i forrådnelse, havde hans slægtninge og venner ingen problemer med at genkende ham efter at Jesus havde oprejst ham. Vi kan derfor have tillid til at Jehova Gud i sin kærlighed vil sørge for at vi kan kende hinanden i opstandelsen til liv på jorden.

Et himmelsk håb for de få

Som vi har set er jorden menneskehedens gudgivne hjem. Jesus Kristus lod imidlertid forstå at nogle udvalgte blandt menneskene skulle oprejses til uforgængeligt, evigt liv som åndeskabninger i himmelen sammen med ham. (2 Timoteus 1:10) I en tidsperiode efter at Jesus havde indviet ’den nye og levende vej’ til himmelsk liv, blev alle kristne indbudt til at få del i dette håb. (Hebræerne 9:24; 10:19, 20) Hvor mange ville modtage denne belønning? I den inspirerede ’åbenbaring som Gud gav Jesus for at vise sine trælle det der snart skal ske’ fastsættes antallet til 144.000 „som er blevet købt fra jorden“. — Åbenbaringen 1:1; 7:4-8; 14:1, 3.

Hvorfor er dette relativt lille antal mennesker „købt fra jorden“ til liv i himmelen? Åbenbaringens bog giver os svaret. I kapitel 20, vers 5 og 6, læser vi: „Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Se også Åbenbaringen 5:9, 10.

Kongens jordiske undersåtter

Det står derfor klart at ikke alle mennesker skal herske som konger og præster, for hvem skulle de herske over hvis alle var konger? Denne særligt udvalgte gruppe, med Jesu trofaste apostle som de første, skal herske over jorden, hvis beboere blandt andet vil omfatte ’den store skare’ som er omtalt i Åbenbaringen, kapitel 7, vers 9 til 17. Millioner ser i dag frem til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der hastigt nærmer sig, den krig der vil rense jorden for al uretfærdighed. På grund af Guds ufortjente godhed vil de troende overleve den store trængsel og behøver ikke at dø. — Åbenbaringen 16:14; 21:14; Ordsprogene 2:21, 22.

Måske spekulerer du nu på hvad der mon vil ske med dem af vore kære som er døde. Jesus fortalte Martha at nogle ’ville komme til live selv om de døde’. (Johannes 11:25) Der er her tale om en jordisk opstandelse. Under Kristi styre, hvor de 144.000 skal være Jesu medkonger og medpræster i himlene, vil mange millioner af dem der er døde og som er i Guds erindring, blive oprejst og få lejlighed til at lære sandheden om Jehova at kende. Hvis de forbliver trofaste vil de blive belønnet med evigt liv i et jordomspændende paradis. Dette vil finde sted på „den yderste dag“ som Martha talte om da hun tilsluttede sig Jesu ord om at hendes broder Lazarus ville få livet igen. — Johannes 5:28, 29; 11:24; Lukas 23:43.

Et håb der bygger på garantier

De opstandelsesmirakler Bibelen omtaler tjener som et forbillede og er en garanti for at opstandelseshåbet er pålideligt. Der berettes om hvordan Elias og Elisa oprejste døde i den førkristne tidsalder, om de opstandelser Guds søn udvirkede (deriblandt Lazarus’ opstandelse), og om hvordan Peter og Paulus oprejste mennesker fra de døde. Vi læser også at Jehova Gud oprejste sin søn. Disse beretninger findes i Første Kongebog 17:17-24; Anden Kongebog 4:32-37; Mattæus 28:1-10; Lukas 7:11-17; 8:40-56; Johannes 11:38-44; Apostelgerninger 9:36-42; 10:38-42; 20:7-12.b

På baggrund af dette magtfulde bevismateriale for opstandelseshåbet kunne Paulus forsikre athenerne om følgende: „Gud . . . har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:30, 31.

Ja, Jesu opstandelse er den vigtigste garanti for opstandelseshåbets pålidelighed. Vi har altså gode grunde til at stole helt og fuldt på Jehova Guds kærlighed og magt. Vi kan lige så tillidsfuldt som Martha sige: ’Vi ved at de døde vil opstå i opstandelsen på den yderste dag!’

Efter at Paulus’ tilhørere på Marshøjen havde hørt hans vidnesbyrd om „en opstandelse fra de døde“, deltes de i tre lejre: „Nogle [begyndte] at gøre nar, mens andre sagde: ’Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.’ . . . Men nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro.“ — Apostelgerninger 17:32-34.

Hvordan reagerer du på budskabet om en opstandelse? Jehova vil holde sit løfte og oprejse millioner, ja milliarder, fra de døde. Om du vil være der og opleve dette afhænger i vid udstrækning af dig selv. Er du villig til at undersøge hvilke krav Gud stiller til dem der vil opnå evigt liv, og til at leve i harmoni med dem? Jehovas Vidner vil med glæde give dig flere oplysninger om håbet for de døde, og om muligheden for at overleve afslutningen på denne tingenes ordning. — Johannes 17:3.

[Fodnoter]