Spørgsmål fra læserne
◼ Er det kun de salvede kristne der omfattes af Jesu ord i Johannes 6:53: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer“?
I mange år har vi sagt at disse ord kun gjaldt de salvede kristne som vil blive taget til himmelen for at herske sammen med Jesus Kristus. En grundigere undersøgelse af dette spørgsmål viser imidlertid at vi må anvende Johannes 6:53 i en bredere betydning.
I årenes løb har vi betragtet dette skriftsted i lyset af andre vers hvori lignende udtryk benyttes. Udtrykket ’at have liv i sig’ svarer således på græsk til udtrykket „at have liv i sig selv“ i Johannes 5:26, som udelukkende anvendes om Jehova og Jesus. Som forklaret på siderne 11 og 12 i dette blad, fremgår det af sammenhængen hvordan udtrykket i Johannes 5:26 skal forstås. Ordene i Johannes 6:53 blev imidlertid udtalt et år senere og i en anden sammenhæng.
Noget andet der prægede vor tidligere forståelse af Johannes 6:53 var Jesu udtalelse om at ’spise hans kød og drikke hans blod’. Denne udtalelse har en vis lighed med det Kristus sagde da han indstiftede Herrens aftensmåltid. Ved den lejlighed talte han også om sit kød og blod, og han befalede at de af hans disciple som ville blive taget med ind i den nye pagt og i en pagt om et rige, skulle nyde symbolerne på hans kød og blod (det usyrede brød og vinen). (Lukas 22:14-22, 28-30) Men igen må man tænke på den sammenhæng hvori ordene i Johannes 6:53 forekommer.
Da Jesus udtalte ordene i Johannes 6:53 var der endnu et år til han indstiftede Herrens aftensmåltid. Ingen der hørte Jesu ord havde nogen forestilling om en årlig mindehøjtid med bogstavelige symboler på Kristi kød og blod. Det Jesus talte om i Johannes-evangeliets 6. kapitel, drejede sig derimod om at hans kød kunne sammenlignes med manna. Dog var der en forskel. Hans kød (og, tilføjede han, hans blod) havde større værdi end den bogstavelige manna, for hans kød blev givet til liv for verden, hvorved det blev muligt at opnå evigt liv. — Johannes 6:48-51.
En nærmere undersøgelse har altså klargjort at der efter Jesu ord i Johannes 5:26 gik et år før hans udtalelser i Johannes-evangeliets 6. kapitel, og derefter endnu et år før han indstiftede Herrens aftensmåltid. Desuden er vi kommet til det resultat at den umiddelbare sammenhæng hvori Johannes 6:53 forekommer, må tillægges større betydning. I artiklen på siderne 15-20 i dette blad anvender vi derfor Johannes 6:53 i en bredere betydning, idet verset møntes både på dem der tages med ind i den nye pagt og som får del i himmelsk liv og på dem der har udsigt til evigt liv på en paradisisk jord.
◼ Evangelieberetningerne og forskellige opslagsværker synes at være uenige om hvornår Jesus spiste i Simon den Spedalskes hus i Betania og blev salvet med vellugtende olie. Hvornår skete det?
Det ser ud til at disse begivenheder fandt sted den 9. nisan (ifølge den jødiske kalender) i år 33. Som det vil fremgå af nedenstående begrundelse for denne slutning, har vi her et eksempel på hvordan et fortsat studium af Guds ord kan føre til større kundskab og forståelse.
Enkelthederne i forbindelse med dette aftensmåltid i Simons hus er omtalt i tre af de fire evangelier. (Mattæus 26:6-13; Markus 14:3-9; Johannes 12:2-8) Mattæus og Markus omtaler denne begivenhed efter at have fortalt om Jesu indtog i Jerusalem, hans forbandelse af det ufrugtbare figentræ og hans svar på apostlenes spørgsmål om afslutningen på tingenes ordning. Efter at have omtalt måltidet beretter både Mattæus og Markus om hvordan Judas købslog med de jødiske ledere om at forråde Jesus. Rækkefølgen af begivenhederne i disse to beretninger kunne tyde på at måltidet fandt sted den 12. nisan, blot to dage før Jesus den 14. nisan blev forrådt og henrettet. I mange oversigter over begivenhederne i Jesu liv, deriblandt nogle i vore tidligere publikationer, er måltidet i Simon den Spedalskes hus derfor blevet fastsat til den 12. nisan.
I Johannes-evangeliets 12. kapitel placeres måltidet i Simons hus i en anden sammenhæng. I Johannes 12:1 hedder det at Jesus kom til Betania i nærheden af Jerusalem „seks dage før påske“, hvilket vil sige den 8. nisan. I versene 2-8 beskrives derefter et aftensmåltid i Betania, og i versene 9-11 berettes der om at jøder som havde hørt at Jesus var dér, kom for at se ham. I versene 12-15 siges der at Kristus „den næste dag“ drog ind i Jerusalem. (Jævnfør Apostelgerninger 20:7-11.) Beretningen i Johannes 12:1-15 tyder således på at måltidet i Simons hus fandt sted om aftenen efter den 8. nisan, hvilket ifølge den jødiske kalender vil sige begyndelsen til den nye dag, den 9. nisan, i hvis dagtimer Jesu indtog i Jerusalem fandt sted.
Af disse to muligheder synes den sidste at være den sandsynligste. Hvorfor? Lad os sammenligne beretningerne og se dem i deres sammenhæng. Hverken Mattæus eller Markus angiver nogen dato for aftensmåltidet i Simons hus. De beretter imidlertid at nogle harmedes over Marias anvendelse af den kostbare olie, en harme der, ifølge Johannes, først og fremmest blev givet udtryk for af den begærlige Judas. (Mattæus 26:8, 9; Markus 14:4, 5; Johannes 12:4-6) Som nævnt bliver denne episode både hos Mattæus og Markus efterfulgt af beretningen om hvordan Judas henvender sig til præsterne for at høre hvor meget de vil betale ham for at forråde Kristus. Det kan derfor udmærket tænkes at det er af tematiske grunde at Mattæus og Markus placerer beretningen om måltidet dér hvor de har den, nemlig for at knytte et vidnesbyrd om Judas’ begærlighed sammen med den måde hvorpå den til sidst kom til udtryk.
Johannes, derimod, angiver en bestemt dato for sammenkomsten, hvilket tyder på at han omtaler den hvor den kronologisk hører hjemme. Dette taler for at aftensmåltidet i Simons hjem fandt sted efter at Jesus var ankommet til Betania den 8. nisan år 33. Endvidere er der også Johannes’ oplysning om at de jøder som ’fik at vide at Jesus nu var i Betania’, kom fra Jerusalem for at se ham og Lazarus, der også boede i Betania og som var til stede ved måltidet sammen med sine søstre. Det er mest sandsynligt at de jøder som netop ’havde fået at vide’ at Jesus befandt sig i Betania, kom hertil før hans indtog i Jerusalem, og det bidrog muligvis til den begejstring hvormed han blev modtaget da han „den næste dag“, i dagtimerne den 9. nisan, red ind i byen.
Denne konklusion, som er resultatet af en grundigere undersøgelse af dette spørgsmål, fremgår af de nyeste optryk af oversigten over „Hovedbegivenhederne i Jesu jordiske tilværelse“, som for eksempel den der findes i 1985-udgaven af The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures. Dette er måske blot et lille teknisk punkt, men det er et eksempel på hvordan vi alle fortsat kan vokse i kundskab og forståelse af interessante detaljer i Guds ord.
◼ I Bibelen siges der at Samson sønderrev en løve „ligesom man sønderriver et kid“. Vil det sige at det dengang var normalt at man sønderrev gedekid?
Nej, disse ord er sandsynligvis blot et billedligt udtryk for at Samson med sine bare hænder besejrede løven lige så let som havde den været et forsvarsløst kid.
Mens Samson var dommer i Israel rejste han til Timna for at finde „en anledning til strid med filistrene“. På vejen mødte han en ung og stærk, brølende løve, som muligvis angreb ham. Den historiske beretning oplyser at Guds ånd virkede på Samson „så han sønderrev [løven] ligesom man sønderriver et kid, og der var slet intet våben i hans hånd“. — Dommerne 14:4-6.
Bibelen fortæller om to andre mænd der på egen hånd slog løver ihjel, men kun om Samson siges det at han gjorde det uden våben. (1 Samuel 17:36; 2 Samuel 23:20) Dertil kommer at han „sønderrev“ løven. Hvis vi skal forstå det sådan at han rev løvens kraftige kæber fra hinanden, er det muligt at nogle af israelitterne har haft kræfter til at gøre det samme ved et gedekid. Der er dog intet der tyder på at de faktisk har gjort noget sådant, eller nogen grund til at de skulle forsøge på det. Hvis Samson på den anden side sønderrev løven lem for lem, virker det endnu mere usandsynligt at tilføjelsen om kiddet er andet end et billede. Det vi skal lægge mærke til er at Guds ånd gav Samson en usædvanlig fysisk styrke. Med denne hjælp fra Jehova frygtede den ubevæbnede Samson lige så lidt en stærk og blodtørstig løve som enhver anden ville frygte et harmløst gedekid.
Løvens døde krop blev senere nævnt i en gåde som resulterede i en begivenhed hvor Jehova igen gav Samson kraft. Ved denne lejlighed dræbte han 30 af landets fjender. — Dommerne 14:8-19.