Lærte urkirken at Gud er en treenighed?

1. del — Forkyndte Jesus og hans disciple treenighedslæren?

Forkyndte Jesus og hans disciple treenighedslæren? Fremholdt kirkefædrene i de efterfølgende århundreder den? Hvordan blev den til? Og hvorfor er det vigtigt at kende sandheden om denne lære? Disse spørgsmål vil blive behandlet i en artikelserie i Vagttårnet hvoraf første del bringes i dette nummer. Kommende numre vil indeholde yderligere artikler i serien.

DE DER anerkender Bibelen som Guds ord, indser at de har pligt til at fortælle andre om Skaberen. De erkender også at det de lærer andre om Gud bør være sandt.

Gud irettesatte Jobs såkaldte trøstere for at føre falsk lære. „Jehova [sagde] til temanitten Elifaz: ’Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, for I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.’“ — Job 42:7.

I en redegørelse for opstandelseshåbet sagde apostelen Paulus at vi ville blive „fundet som falske vidner om Gud“ hvis vi lærte andre noget om Guds handlinger der ikke var sandt. (1 Korinther 15:15) Hvis dette gælder om opstandelsen, hvor meget mere gælder det da ikke når det drejer sig om at undervise andre i hvem den almægtige Gud er!

Treenighedslæren

Næsten alle kristenhedens kirker lærer at Gud er en treenighed. Martin Luther skrev at der er „én Gud og én tro, men tre personer“¹. Og i Den Augsburgske Bekendelse, som Den Danske Folkekirke tilslutter sig, hedder det:

„Der er ét guddommeligt væsen. . . . Og dog er der tre personer, af samme væsen og magt og lige evige: Fader, Søn og Helligånd.“²

Katolsk mini leksikon definerer treenigheden som:

„Den kristne betegnelse for én Gud i tre Personer, af samme værd og værdighed, forskellige og dog forenet i det ene og samme guddomsvæsen.“³

Bandlysning af modstanderne

I år 325 formulerede et koncil af biskopper i Nikæa i Lilleasien en trosbekendelse som erklærede at Guds søn var „sand Gud“ lige så vel som Faderen var „sand Gud“:

„Men dem, der siger: ’Der var en Tid, da han ikke var til’ og ’Før han blev født, var han ikke til’ og ’Han er blevet til af intet’ eller siger, at han er af en anden Hypostase eller Væsen, eller at Guds Søn er skabt eller foranderlig eller underkastet Ændringer, dem fordømmer den almindelige Kirke.“⁴

Enhver der troede at Guds Søn ikke var lige så evig som Faderen eller at Sønnen var skabt, var hjemfalden til evig fortabelse. Det er ikke svært at forestille sig hvilket pres de troende har været udsat for.

I år 381 mødtes et andet koncil i Konstantinopel og erklærede at den hellige ånd skulle prises og tilbedes ligesom Faderen og Sønnen. Et år senere, i 382, samledes endnu en synode i Konstantinopel og bekræftede helligåndens fulde guddommelighed.⁵ Samme år offentliggjorde pave Damasus ved koncilet i Rom en samling fordømmelser af „kætterier“. I dokumentet, kendt som pave Damasus I’s tome, stod der:

„Hvis nogen benægter at Faderen er evig, at Sønnen er evig og at Helligånden er evig, er han kætter.

Hvis nogen benægter at Gud Søn er sand Gud, ligesom Faderen er sand Gud, er almægtig, alvidende og ligestillet med Faderen, er han kætter.

Hvis nogen benægter at Helligånden . . . er sand Gud . . . er almægtig og alvidende, . . . er han kætter.

Hvis nogen benægter at de tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, er sande personer, ligestillede, evige, at de rummer alt synligt og usynligt og er almægtige, . . . er han kætter.

Hvis nogen siger at [Sønnen som blev] kød ikke var hos Faderen i himmelen mens han var på jorden, er han kætter.

Hvis nogen som siger at Faderen er Gud og Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, . . . ikke siger at de er én Gud, . . . er han kætter.“⁶

Jesuitiske lærde som oversatte ovenstående fra latin, føjede følgende kommentar til: „Pave Skt. Cølestin I (422-32) betragtede tilsyneladende disse kanoner som love; de kan betragtes som definitioner af troen.“⁷ Og teologen Edmund J. Fortman hævder at pave Damasus’ tome repræsenterer „en sund og solid trinitarisk doktrin“.⁸

Hvis du er medlem af en kirke som accepterer treenighedslæren, stemmer din tro da med disse definitioner? Og er du klar over at ifølge kirkernes treenighedslære var Jesus i himmelen samtidig med at han opholdt sig på jorden? Denne lære ligner den kirkefaderen Athanasius i det fjerde århundrede fremholdt i sin bog Om Ordets Inkarnation:

„Vel var han [Jesus] i Legemet, men uden deraf at være indskrænket, eller andensteds savnes, — satte Legemet i Bevægelse, uden at dog Verden i det Hele manglede hans virksomme Nærværelse og Forsyn. Saaledes ogsaa under Nærværelsen i det menneskelige Legeme, som han levendegjorde samme Tid han oplivede Alt, allevegne var tilstede og ligefuldt stod udenfor det Hele.“⁹

Hvad treenighedslæren går ud på

Nogle mener at troen på treenighedslæren ganske enkelt går ud på at Jesus er guddommelig. For andre er treenighedslæren blot en tro på Faderen, Sønnen og den hellige ånd.

Men en nøje granskning af kristenhedens trosbekendelser viser at disse opfattelser ikke stemmer med de officielle trosbekendelser, hvori det gøres klart at treenighedsdogmet bestemt ikke er enkelt. Tværtimod er det en kompliceret samling af ideer som er blevet føjet til og knyttet sammen over en lang tidsperiode.

Ud fra den treenighedslære der blev formuleret ved koncilet i Konstantinopel i 381, pave Damasus’ tome, Den Athanasianske Trosbekendelse, som kom til nogen tid senere, og andre skrifter, kan vi danne os et klart billede af hvordan kristenheden opfatter treenigheden. Læren indeholder følgende hovedbestanddele:

1. Guddommen siges at bestå af tre guddommelige personer — Faderen, Sønnen og Helligånden.

2. Hver af disse adskilte personer siges at være evig, idet ingen af dem kommer før eller efter de andre i tid.

3. Hver af dem siges at være almægtig, idet ingen er større eller mindre end de andre.

4. Hver siges at være alvidende.

5. Hver siges at være sand Gud.

6. Dog siges der ikke at være tre Guder, men én Gud.

Treenighedslæren er en kompliceret samling ideer, som består af ovenstående elementer, om ikke flere. Dette fremgår når man undersøger detaljerne. Hvis en af bestanddelene fjernes er der ikke længere tale om kristenhedens treenighed. Alle bestanddele må være med for at man kan få det fulde billede.

Med denne klarere forståelse af begrebet „treenighed“ kan vi nu spørge: Forkyndte Jesus og hans disciple denne lære? I bekræftende fald må den være blevet endeligt formuleret i det første århundrede. Og eftersom Bibelen beskriver Jesu og disciplenes lære, er det muligt at afgøre om treenighedslæren er bibelsk eller ej. Hvis den er det, må den være tydeligt fremholdt i Bibelen.

Det er ikke rimeligt at tro at Jesus og hans disciple ville lære folk om Gud men ikke fortælle dem hvem Gud er, især fordi nogle troende ville blive nødt til at ofre livet for Gud. Jesus og hans disciple burde i givet fald have lagt størst vægt på at fremholde denne vigtige lære.

Undersøg Skrifterne

I Apostelgerninger, kapitel 17, vers 11, kaldes nogle mennesker „ædeltsindede“ fordi de „undersøgte . . . Skrifterne om disse ting [det Paulus havde fortalt] forholdt sig således.“ De blev tilskyndet til at søge bekræftelse i Skrifterne på selv det en apostel lærte. Vi bør gøre det samme.

Husk at Skriften er „inspireret af Gud“ og kan bruges til „undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Timoteus 3:16, 17) Bibelen indeholder altså en fuldt tilstrækkelig behandling af de forskellige lærepunkter. Hvis treenighedslæren er sand, må den findes i Bibelen.

Vi indbyder dig til at undersøge Bibelen, især de 27 bøger i De Kristne Græske Skrifter, for ved selvsyn at finde ud af om Jesus og hans disciple fremholdt en treenighedslære. Spørg undervejs dig selv:

1. Kan jeg finde noget skriftsted hvor „treenigheden“ omtales?

2. Kan jeg finde noget skriftsted som siger at Gud består af tre adskilte personer, Faderen, Sønnen og den hellige ånd, men at disse tre kun udgør én Gud?

3. Kan jeg finde noget skriftsted der siger at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er lige i alle henseender, både i evighed, magt, stilling og visdom?

Selv hvis du går grundigt til værks vil du ikke finde et eneste skriftsted hvor ordet treenighed forekommer, og heller ikke ét hvor der siges at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er lige i alle henseender, for eksempel i evighed, magt, stilling og visdom. Man kan ikke engang finde et skriftsted hvor der siges at Sønnen og Faderen er lige — og hvis der fandtes et sådant skriftsted ville det højst bevise at Gud var en „toenighed“. Intetsteds i Bibelen ligestilles den hellige ånd med Faderen.

Mange lærdes holdning

Mange lærde, herunder tilhængere af treenighedslæren, indrømmer at Bibelen ikke indeholder en egentlig treenighedslære. I The Encyclopedia of Religion siges der for eksempel:

„Eksegeter og teologer er i dag enige om at den hebraiske bibel ikke indeholder en treenighedslære . . . Skønt den hebraiske bibel skildrer Gud som Israels Fader og personificerer Gud som Ordet (davar), Ånden (ruah), Visdommen (hokhmah) og Nærværelsen (shekhinah), ville det være at gå ud over Det Gamle Testamentes hensigt og ånd at sætte disse betegnelser i forbindelse med en senere trinitarisk lære.

Eksegeter og teologer er også enige om at Det Nye Testamente ikke indeholder en eksplicit treenighedslære. Gud Fader er altings ophav (pantokrator) og desuden fader til Jesus Kristus; ’Fader’ er ikke en titel på en person i treenigheden men et synonym for Gud. . . .

I Det Nye Testamente findes der ingen spekulativ bevidsthed om Guds metafysiske natur (’immanent treenighed’), ej heller indeholder Det Nye Testamente det senere dogmes tekniske sprog (hypostasis, ousia, substantia, subsistentia, prosōpon, persona). . . . Det er ubestrideligt at dogmet ikke kan baseres alene på Skriftens vidnesbyrd.“¹⁰

Om de historiske kendsgerninger i denne forbindelse siger The New Encyclopædia Britannica:

„Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente . . .

Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . .

Det var først i det 4. århundrede at adskillelsen mellem de tre og deres enhed blev kædet sammen i et ortodokst dogme om tre personer i ét væsen.“¹¹

New Catholic Encyclopedia indeholder en lignende forklaring på treenighedslærens oprindelse:

„Eksegeter og bibelteologer, deriblandt et stadig voksende antal katolikker, erkender at man ikke bør tale om treenighedslære i Det Nye Testamente uden at tage alvorlige forbehold. Parallelt hermed anerkender de der studerer dogmehistorie og systematisk teologi at når man taler om en uforbeholden treenighedslære, må man gå fra kristendommens rødder helt frem til sidste fjerdedel af det fjerde århundrede. Det er først på det tidspunkt at det der kunne kaldes et definitivt treenighedsdogme, ’én Gud i tre personer’, blev en fast bestanddel af den kristnes liv og tankegang. . . .

Selve formlen afspejler ikke den umiddelbare bevidsthed i oprindelsesperioden; den var et produkt af tre århundreders læremæssig udvikling.“¹²

Er den „underforstået“?

Treenighedslærens fortalere hævder måske at treenighedslæren er „underforstået“ i Bibelen. Men denne idé er først dukket op lang tid efter Bibelens affattelse. Den er et forsøg på at læse noget ind i Bibelen som en senere tids gejstlighed egenrådigt bestemte var sandt.

Spørg engang dig selv: Hvorfor skulle Bibelen kun „underforstået“ indeholde den vigtigste lære — læren om hvem Gud er? Bibelen er klar og tydelig med hensyn til andre grundlæggende lærepunkter; hvorfor er den det så ikke i dette yderst vigtige spørgsmål? Ville universets Skaber ikke lade forfatte en bog som gjorde klart at han var en treenighed, hvis dette var tilfældet?

Årsagen til at Bibelen ikke tydeligt indeholder treenighedslæren er ganske enkelt at læren ikke er bibelsk. Havde Gud været en treenighed, havde han bestemt gjort tydeligt opmærksom på det så Jesus og hans disciple kunne forkynde det for andre. Og disse vigtige oplysninger ville være blevet nedfældet i Guds inspirerede ord. Han ville ikke have overladt det til ufuldkomne mennesker at finde ud af det århundreder senere.

Når vi undersøger de bibelske skriftsteder treenighedstilhængerne påstår „underforstået“ indeholder treenighedslæren, hvad opdager vi så? En ærlig vurdering afslører at Bibelen ikke taler om kristenhedens treenighed, men at teologerne forsøger at tvinge deres forudfattede meninger om en treenighed ind i Skriften. Sådanne tanker findes ikke i bibelteksten. Nej, faktisk er de trinitariske tanker i strid med Bibelens øvrige lære.

Et skriftsted man har brugt som bevissted for treenighedslæren er Mattæus 28:19, 20. Her nævnes Faderen, Sønnen og den hellige ånd sammen. Nogle hævder at dette antyder en treenighed. Men læs selv versene. Siges der i disse vers at Gud består af tre personer som er lige i evighed, magt, stilling og visdom? Nej. Det siges der heller ikke i andre skriftsteder hvor de tre nævnes sammen.

Nogle hævder at det er en trinitarisk antydning når der i Mattæus 28:19, 20 bruges ordet „navn“ i ental om Faderen, Sønnen og Helligånden. Men ordet „navn“ bruges også i ental om Abraham og Isak i Første Mosebog 48:16. — Da. aut.; Ny Verden-oversættelsen.

Nogle treenighedstilhængere peger også på Johannes 1:1, hvor der i nogle oversættelser siges at „Ordet“ var „hos Gud“ og „var Gud“. Men andre bibeloversættelser siger at Ordet var „en gud“ eller var „guddommeligt“, hvilket ikke nødvendigvis betyder at han var Gud, men blot at han var magtfuld. Desuden siges der i verset at „Ordet“ var „hos“ Gud. Det må logisk set udelukke ham fra at være identisk med Gud. Og uanset hvad der konkluderes om „Ordet“, er det en kendsgerning at der i Johannes 1:1 kun nævnes to personer, ikke tre. Igen og igen viser det sig at ingen af de skriftsteder der bliver anført til støtte for treenighedslæren kan bruges ved en ærlig undersøgelse.a

En anden faktor som man bør tage i betragtning: Hvis treenighedslæren blev forkyndt af Jesus og hans disciple, ville førende kirkefolk i tiden umiddelbart efter dem, også have lært den. Men fremholdt disse mænd, som i dag kaldes de apostolske fædre, treenighedslæren? Dette spørgsmål vil blive behandlet i anden del af denne serie. Artiklen kommer i et fremtidigt nummer af Vagttårnet.

Henvisninger

1. Martin Luther: Den store Katekismus ved Leif Grane, 1976, side 110.

2. Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Leif Grane, 1976, side 46.

3. Katolsk mini leksikon af Helge Clausen, 1988, side 225.

4. Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Alfred Th. Jørgensen, 1918, side 7.

5. Epochen der Dogmengeschichte af Bernhard Lohse, 1963, side 71.

6. The Church Teaches, oversat og redigeret af John F. Clarkson, S.J., John H. Edwards, S.J., William J. Kelly, S.J., og John J. Welch, S.J., 1955, side 125-7.

7. Ibid., side 125.

8. The Triune God af Edmund J. Fortman, 1982-udgave, side 126.

9. Athanasios: Ungdomsskrifter, oversat af C. A. H. Muus, 1877, side 82-3.

10. The Encyclopedia of Religion, Mircea Eliade, hovedredaktør, 1987, bind 15, side 54.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Kirken i Tagnon, Frankrig