Hvad siger Bibelen?

Hvad ligger der i udtrykket ’ikke en del af verden’?

I DET fjerde århundrede efter vor tidsregning forlod tusinder der bekendte sig til kristendommen, deres ejendele, deres slægtninge og deres tidligere livsform for at leve isoleret i Ægyptens ørkener. De blev kaldt eremitter eller anakoreter, hvilket kommer af det græske ord anachōreʹō, der betyder „jeg trækker mig tilbage“. En historiker beskriver dem som nogle der holdt sig på afstand af deres samtidige. Anakoreterne mente at de ved at trække sig tilbage fra samfundet efterkom kravet til kristne om ikke at være „en del af verden“. — Johannes 15:19.

Bibelen formaner de kristne til at ’holde sig uplettede af verden’. (Jakob 1:27) Den siger advarende: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Men betyder dette at kristne skal føre en eremittilværelse og rent bogstaveligt trække sig tilbage fra andre? Bør de undgå al kontakt med dem der har en anden tro?

Kristne er ikke menneskefjendske

Adskillige passager i Bibelen behandler spørgsmålet om ikke at være en del af verden og forklarer hvorfor det er nødvendigt for kristne at holde sig adskilt fra den gudfremmede verden. (Jævnfør Andet Korintherbrev 6:14-17; Efeserbrevet 4:18; Andet Petersbrev 2:20.) Sande kristne undgår derfor klogeligt holdninger, tale og adfærd som strider mod Jehovas retfærdige veje — eksempelvis denne verdens ivrige stræben efter rigdom og anseelse samt dens overdrevne hang til fornøjelser. (1 Johannes 2:15-17) De holder sig også adskilt fra verden ved at forblive neutrale i krig og politik.

Jesus Kristus sagde at hans disciple ikke ville være „en del af verden“. Men han bad også: „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde.“ (Johannes 17:14-16) Jesus ønskede tydeligvis ikke at hans disciple skulle være menneskefjendske og undgå enhver kontakt med ikkekristne. Hvis kristne isolerede sig fra verden, ville det faktisk hindre dem i at udføre det hverv de har fået, nemlig at forkynde og undervise „offentligt og fra hus til hus“. — Apostelgerninger 20:20; Mattæus 5:16; 1 Korinther 5:9, 10.

Selv om kristne følger vejledningen om at holde sig uplettet af verden, berettiger det dem ikke til at føle sig hævet over andre. De der frygter Jehova, hader hovmod. (Ordsprogene 8:13) I Galaterbrevet 6:3 står der at „hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind“. De der føler sig mere værd end andre, bedrager sig selv, for „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. — Romerne 3:23.

„Ikke at spotte nogen“

På Jesu tid var der nogle der foragtede enhver som ikke tilhørte deres religiøse gruppe. Det gjaldt for eksempel farisæerne. De var velbevandrede i Moseloven og de petitesseagtige jødiske overleveringer. (Mattæus 15:1, 2; 23:2) De satte en ære i omhyggeligt at overholde utallige religiøse ritualer. Farisæerne opførte sig som om de var hævet over andre ene og alene på grund af deres intellektuelle formåen og religiøse status. De udtrykte for eksempel deres foragt ved at sige: „Denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ — Johannes 7:49.

Farisæerne havde endda en nedsættende betegnelse for ikkefarisæere. Det hebraiske udtryk ‛am ha’aʹræts blev oprindelig brugt i positiv betydning om folk i almindelighed. Med tiden ændrede Judas arrogante religiøse ledere imidlertid betydningen af ‛am ha’aʹræts så udtrykket fik en nedsættende klang. Andre grupper, deriblandt navnkristne, har brugt udtryk som for eksempel „hedning“ på en nedsættende måde om folk med en anden tro.

Men hvordan betragtede de kristne i det første århundrede dem der ikke antog kristendommen? Jesu disciple blev formanet til at behandle ikketroende „med mildhed“ og „dyb respekt“. (2 Timoteus 2:25; 1 Peter 3:15) Apostelen Paulus satte et godt eksempel i den henseende. Han var tilnærmelig, ikke arrogant. I stedet for at ophøje sig selv over andre var han ydmyg og opbyggende. (1 Korinther 9:22, 23) I sit inspirerede brev til Titus formaner Paulus os til „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:2.

Udtrykket „ikketroende“ bruges undertiden i Bibelen for at betegne ikkekristne. Der er imidlertid intet der tyder på at ordet „ikketroende“ anvendtes som et officielt udtryk eller i nedsættende betydning. Det blev afgjort ikke brugt for at forklejne eller rakke ned på ikkekristne, da det ville være i modstrid med Bibelens principper. (Ordsprogene 24:9) Jehovas vidner i dag undgår at optræde uvenligt eller arrogant over for ikketroende. De finder det meget uhøfligt at omtale slægtninge eller naboer som ikke er Jehovas vidner, på en nedsættende måde. De følger den bibelske vejledning der siger: „En Herrens træl . . . bør være mild imod alle.“ — 2 Timoteus 2:24.

’Gør det der er godt mod alle’

Det er vigtigt at vi er på vagt over for de farer der er forbundet med at pleje venskab med verden, især med nogle der viser grov mangel på respekt for Guds normer. (Jævnfør Første Korintherbrev 15:33.) Men når Bibelen råder os til at „gøre det der er godt mod alle“, omfatter ordet „alle“ også dem der ikke har samme tro som os. (Galaterne 6:10) Nogle af de kristne i det første århundrede spiste øjensynlig sammen med ikketroende ved visse lejligheder. (1 Korinther 10:27) Nutidens kristne har også et ligevægtigt syn på ikketroende og betragter dem som deres næste. — Mattæus 22:39.

Det vil være forkert at mistænke nogen for at være uanstændige eller umoralske blot fordi de ikke kender sandheden ud fra Bibelen. Omstændighederne og folk er forskellige. Det er op til hver enkelt kristen at afgøre hvor meget kontakt det er tilrådeligt at have med ikketroende. Det er altså både unødvendigt og ubibelsk af kristne at trække sig tilbage fra verden ligesom fortidens anakoreter eller at føle sig hævet over andre, som det var tilfældet med farisæerne.