LATIN

Et sprog som tilhører den indoeuropæiske sprogstamme, og det sprog hvorfra de romanske sprog (italiensk, spansk, fransk, portugisisk, rumænsk m.fl.) har udviklet sig. I sidste halvdel af det 2. århundrede e.v.t. søgte religiøse kræfter i Rom at indføre latin til afløsning af græsk som det officielle sprog i det romerske bispedømme. Et resultat heraf var blandt andet den oversættelse af Bibelen til latin som blev foretaget af Hieronymus i det 4. århundrede, og som blev kaldt Vulgata. Den var, næst efter den græske Septuaginta-oversættelse, den betydeligste bibeloversættelse i oldtiden.

Latin var det sprog der blev talt i det romerske kejserrige, og derfor det officielle sprog i Palæstina på Jesu tid selv om det ikke blev talt af folk i almindelighed. Det er derfor ikke overraskende at man finder nogle latinismer i De Kristne Græske Skrifter. Selve ordet „latin“ forekommer kun én gang i Bibelen, i Johannes 19:20, hvor det fortælles at indskriften over Jesu hoved på marterpælen var affattet på hebraisk, græsk og latin.

Der findes latin i forskellige former i De Kristne Græske Skrifter. Der findes over 40 latinske navne på personer og steder, som for eksempel Akvila, Lukas, Markus, Paulus, Cæsarea og Tiberias. Desuden findes der i denne del af Bibelen omkring 30 latinske låneord. Det er ord med tilknytning til romersk militær- og retsvæsen og betegnelser for mønter og for forskellige brugsgenstande i hjemmet. Af sådanne latinske ord der er indlånt i græsk, kan nævnes centurio (Mr 15:39, centurion, en romersk befalingsmand), denarius (Mt 20:2) og speculator (Mr 6:27, livvagt). Der forekommer også latinske vendinger og udtryk, som for eksempel ’at ønske at stille folkemængden tilfreds’ (Mr 15:15) og ’at stille tilstrækkelig kaution’. (Apg 17:9) Undertiden tyder sætningsbygningen på indflydelse fra latin, men der er ikke enighed blandt forskerne om i hvor høj grad dette er tilfældet.

Man finder de fleste latinismer hos Mattæus og Markus, hyppigst hos sidstnævnte. Dette støtter den opfattelse at han skrev sit evangelium i Rom og især for ikkejøder, navnlig romere. Paulus bruger kun få latinismer; der forekommer ingen i Septuaginta.

Forekomsten af latinismer i Bibelen er af mere end blot akademisk interesse for bibelelskere. Det stemmer med Bibelens omtale og beskrivelse af Palæstina som et område der var besat af romerne da Jesus Kristus levede på jorden. Brugen af de samme latinismer hos græske forfattere fra samme periode taler endvidere for at De Kristne Græske Skrifter blev forfattet i den tidsperiode de beretter om. Dette er derfor et yderligere vidnesbyrd om De Kristne Græske Skrifters pålidelighed.