Scener fra det forjættede land

Garizim — ’På dette bjerg tilbad vi’

DEN samaritanske kvinde ved brønden. Får denne sætning dig ikke til at tænke på den fængslende beretning om Jesus der forkyndte for en kvinde ved „Jakobs kilde“ i Sykar, en by i Samaria? Kunne du tænke dig at få føjet nogle detaljer til denne betydningsfulde beretning? — Johannes 4:5-14.

Betragt engang de to bjerge ovenfor. De ligger cirka 50 kilometer nord for Jerusalem.a Til venstre (mod syd) ligger det træklædte Garizims Bjerg hvis talrige kilder bidrager til dets frugtbarhed og skønhed. Til højre (mod nord) har vi Ebals Bjerg, som rager lidt højere op men er goldt og klippefyldt.

Det pas der adskiller dem er den frugtbare Sikemdal. Da Guds ven Abram (senere kaldt Abraham) rejste igennem det forjættede land, gjorde han holdt i Sikem. Her byggede han et alter for Jehova, der lige havde vist sig for ham og lovet at hans afkom skulle få dette land i eje. (1 Mosebog 12:5-7) Det var derfor et passende sted at give et sådant løfte, her midt i det forjættede land! Fra toppen af både Garizims Bjerg og Ebals Bjerg havde patriarken udsigt over store dele af det forjættede land. Byen Sikem (det nuværende Nablus) var et betydningsfuldt knudepunkt, da den lå ved den nord-sydgående bjergvej tæt ved en øst-vestlig vej mellem kysten og Jordandalen.

Abraham byggede et alter, men det var blot én af de vigtige religiøse begivenheder der fandt sted her. Senere købte Jakob jord i dette område og videreførte den sande tilbedelse. Han gravede også den dybe brønd, eller lod den grave, nær ved foden af Garizims Bjerg. Århundreder senere sagde den samaritanske kvinde til Jesus: „Vor forfader Jakob, som gav os brønden . . . drak af den.“ Dens vand kom sikkert fra en kilde, hvilket forklarer hvorfor apostelen Johannes kalder den „Jakobs kilde“.

I forbindelse med den sande tilbedelse på bjergene Garizim og Ebal kommer man også til at tænke på at Josua samlede Israel ved disse bjerge, som Moses havde påbudt. Josua byggede et alter på Ebals Bjerg. Forestil dig halvdelen af folket stå foran Garizims Bjerg og halvdelen foran Ebals Bjerg, mens Josua oplæste ’loven, velsignelsen og forbandelsen’. (Josua 8:30-35; 5 Mosebog 11:29) Nogle år senere vendte Josua tilbage og sagde i sine sidste formaninger: „Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ Og folket sluttede en pagt om at gøre det samme. (Josua 24:1, 15-18, 25) Men holdt de virkelig denne pagt?

Svaret kan måske hjælpe os til at forstå Jesu samtale med den samaritanske kvinde. Den sande tilbedelse som var blevet videreført af Abraham, Jakob og Josua blev nemlig ikke praktiseret her i Samaria.

Efter at de ti nordlige stammer havde løsrevet sig, vendte de sig til kalvedyrkelse. Jehova tillod derfor assyrerne at erobre området i 740 f.v.t. En stor del af befolkningen blev drevet i landflygtighed, og man lod folk fra andre egne af det assyriske rige, der tilbad fremmede guder, bosætte sig i dens sted. Nogle af disse hedninger giftede sig med israelitterne og fulgte i visse henseender deres lære. Blandt andet praktiserede de omskærelse. Men samaritanernes tilbedelsesform behagede bestemt ikke Gud. — 2 Kongebog 17:7-33.

I deres blandingsreligion anerkendte de kun de fem Mosebøger, kaldet Den Samaritanske Pentateuk. Omkring det 4. århundrede f.v.t. opførte man et tempel på Garizims Bjerg som en modvægt mod Guds tempel i Jerusalem. Senere blev templet på Garizims Bjerg viet til Zeus (eller Jupiter) og blev til sidst ødelagt. Samaritanerne fortsatte dog stadig med at benytte Garizim som tilbedelsescenter.

Den dag i dag fejrer samaritanerne påsken på Garizims Bjerg. Adskillige lam bliver slagtet. Deres kroppe dyppes i tønder med kogende vand så ulden kan plukkes af. Derefter steges kødet i flere timer i fordybninger i jorden. Ved midnatstid indtager i hundredvis af samaritanere, hvoraf mange kommer fra Jerusalem, deres påskemåltid. På billedet til venstre kan man se en samaritansk ypperstepræst med tildækket hoved forrette påskeofringen på Garizims Bjerg.

Husk hvad den samaritanske kvinde sagde til Jesus: „Vore forfædre tilbad på dette bjerg.“ Jesus satte tingene på plads for hende — og også for os — ved at sige: „Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen. . . . Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:20-24.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 24]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Kildeangivelse på side 25]

Garo Nalbandian

Garo Nalbandian