Ordet ’samaritanere’ forekommer første gang i Bibelen efter den assyriske erobring af tistammeriget Israel i 740 f.v.t. Det bruges her om dem der boede i landet før erobringen, til forskel fra de fremmede der senere blev ført dertil fra andre egne af Assyrerriget. (2Kg 17:29) Det ser ud til at assyrerne ikke førte alle de israelitiske indbyggere bort, for beretningen i 2 Krønikebog 34:6-9 (jf. 2Kg 23:19, 20) antyder at der stadig fandtes israelitter i landet under kong Josias’ regering. Med tiden kom begrebet ’samaritanere’ til at betegne efterkommerne af de oprindelige indbyggere som blev ladt tilbage i Samaria, og dem der blev flyttet dertil af assyrerne. Nogle af dem var derfor uden tvivl af blandet herkomst. Senere blev navnet mere brugt i religiøs end i etnisk eller politisk betydning. En „samaritaner“ var da et medlem af den religiøse sekt der var udbredt omkring Sikem og Samaria, og som førte en lære der på nogle punkter afveg stærkt fra jødedommen. — Joh 4:9.

Opførelsen af det samaritanske tempel på Garizims Bjerg (der måske fandt sted i det 4. årh. f.v.t.) som konkurrent til templet i Jerusalem anses af nogle for at markere den endegyldige adskillelse mellem jøderne og samaritanerne, om end nogle mener at forbindelsen mellem de to folk først blev afbrudt godt hundrede år senere. Da Jesus begyndte sin tjeneste, var bruddet mellem dem ikke blevet helet selv om templet på Garizims Bjerg var blevet ødelagt omkring 150 år forinden. (Joh 4:9) Samaritanerne tilbad stadig på Garizims Bjerg (Joh 4:20-23), og jøderne havde ikke stor respekt for dem. (Joh 8:48) I billedtalen om den barmhjertige samaritaner brugte Jesus dette forhold til at lære jøderne en værdifuld lektie. — Lu 10:29-37.