Millioner som nu er døde vil få livet igen

MILLIONER som nu er døde vil få livet igen — et betagende håb! Men er det realistisk? Hvad skal der til for at du føler dig overbevist? For at tro på et løfte må man være sikker på at den der giver det, har viljen og magten til at opfylde det. Hvem er det der lover at millioner som nu er døde vil få livet igen?

I foråret år 31 gav Jesus Kristus tydeligt udtryk for at Jehova Gud havde givet ham magt til at oprejse de døde. Jesus lovede: „Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:21, 28, 29) Ja, Jesus Kristus lovede at millioner som nu er døde vil få livet igen på denne jord med udsigt til at leve evigt. (Johannes 3:16; 17:3; jævnfør Salme 37:29 og Mattæus 5:5.)a Eftersom Jesus gav dette løfte kan vi også have tillid til at han er villig til at opfylde det. Men er han i stand til det?

Ifølge den bibelske beretning havde Jesus endnu ikke oprejst nogen da han fremsatte dette løfte. Men mindre end to år senere beviste han på en magtfuld måde at han har både viljen og magten til at oprejse mennesker fra de døde.

„Lazarus, kom ud!“

Lazarus var alvorligt syg. Hans to søstre, Maria og Marta, sendte derfor bud til Jesus, der befandt sig på den anden side af Jordanfloden, og sagde: „Herre, se, den du holder af er syg.“ (Johannes 11:3) Ja, Jesus holdt meget af denne familie. Han havde, måske ofte, besøgt dem i deres hjem i Betania. (Lukas 10:38-42; jævnfør Lukas 9:58.) Men nu var Jesu gode ven meget syg.

Hvad forventede Maria og Marta mon at Jesus ville gøre? De bad ham ikke om at komme til Betania. Men de vidste at Jesus holdt af Lazarus, så mon ikke han selv ville ønske at besøge sin syge ven? De håbede sikkert at Jesus ville helbrede ham ved hjælp af et mirakel. Jesus havde på dette tidspunkt af sin tjeneste allerede udført mange mirakuløse helbredelser, endog uden selv at være til stede. (Jævnfør Mattæus 8:5-13.) Ville han mon ikke gøre det samme for sin kære ven? Men mærkeligt nok blev Jesus i to dage hvor han var, i stedet for at tage til Betania. — Johannes 11:5, 6.

Nogen tid efter at budskabet om sygdommen var sendt af sted, døde Lazarus, måske omkring det tidspunkt da Jesus modtog meddelelsen. (Jævnfør Johannes 11:3, 6, 17.) Det var imidlertid ikke nødvendigt at give Jesus besked herom, for da Lazarus døde vidste han det allerede — og han ønskede at gribe ind. Med henvisning til Lazarus’ død sagde han til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Jesus havde tidligere oprejst to mennesker fra de døde, i begge tilfælde kort tid efter at døden var indtrådt.b Denne gang var det imidlertid anderledes. Da Jesus omsider ankom til Betania havde hans kære ven været død i fire dage. (Johannes 11:17, 39) Kunne Jesus bringe nogen til live der havde været død så længe, én hvis legeme allerede var begyndt at gå i forrådnelse?

Da Marta, der var en handlekraftig kvinde, hørte at Jesus kom, gik hun ud for at møde ham. (Jævnfør Lukas 10:38-42.) Så snart hun mødte Jesus udbrød hun: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.“ Hun gav udtryk for sin tro med ordene: „Og dog ved jeg nu at alt hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.“ Hendes sorg greb Jesus om hjertet, og han forsikrede hende: „Din broder skal opstå.“ Da hun derefter erklærede sin tro på en fremtidig opstandelse, sagde Jesus rent ud til hende: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:20-25.

Da Jesus kom ud til den lukkede grav befalede han at stenen skulle fjernes. Men Marta indvendte: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.“ Men Jesus forsikrede hende med ordene: „Fortalte jeg dig ikke at hvis du troede, skulle du se Guds herlighed?“ Efter at have bedt højt bød han: „Lazarus, kom ud!“ Og Lazarus kom ud, skønt han havde været død i fire dage! — Johannes 11:38-44.

Har det virkelig fundet sted?

Beretningen om Lazarus’ opstandelse fremstilles i Johannesevangeliet som en historisk kendsgerning. Detaljerne er for livagtige til at der kan være tale om en allegori. At betvivle dens historiske nøjagtighed vil være det samme som at betvivle alle Bibelens øvrige mirakler, deriblandt Jesu Kristi egen opstandelse.c Og hvis man benægter at Jesus er blevet oprejst fra de døde, benægter man hele den kristne tro. — 1 Korinther 15:13-15.

Hvis man tror på Gud bør det egentlig ikke være svært også at tro på opstandelsen. Det kan illustreres med et eksempel: En person kan lade sin sidste vilje og sit testamente optage på video, og efter hans død kan familie og venner se og høre ham fortælle hvad der skal ske med hans bo. For hundrede år siden var noget sådant utænkeligt. Og for mennesker der lever i fjerne egne af jorden, er videooptagelsens „mirakel“ stadig ufatteligt. Hvis de naturlove som Skaberen har fastlagt kan anvendes af mennesker til at frembringe noget så livagtigt, vil Skaberen så ikke kunne gøre langt mere? Jo. Er det da ikke fornuftigt at mene at den der har skabt livet, også vil være i stand til at genskabe vedkommendes personlighed i et nydannet legeme?

Lazarus’ mirakuløse opstandelse skulle øge folks tro på Jesus og på opstandelseshåbet. (Johannes 11:41, 42; 12:9-11, 17-19) Den er også et gribende bevis på at Jehova og hans søn har viljen til og ønsket om at oprejse mennesker.

’Guds længsel efter sine hænders værk’

Jesu sorg over Lazarus’ død viser at han er meget medfølende. Hans dybe følelser ved denne lejlighed viser klart at han nærer et inderligt ønske om at oprejse de døde. Vi læser: „Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb. Så sagde jøderne: ’Se, hvor han holdt af ham!’“ — Johannes 11:32-36.

Jesu inderlige medfølelse bliver her beskrevet på tre måder. Der siges at han ’stønnede i ånden’, „oprørtes“, og „gav tårerne frit løb“. De ord apostelen Johannes brugte på originalsproget for at beskrive denne bevægende scene, viser i hvor høj grad Jesus følte sig berørt af situationen.

Det græske ord der gengives med „stønnede“ er et udsagnsord (embrimaʹomai) der betyder ’at være dybt eller smerteligt berørt’. Bibelkommentatoren William Barclay siger: „På almindeligt klassisk græsk bruger man sædvanligvis [embrimaʹomai] om en hests prusten. I dette tilfælde kan det kun betyde at Jesus blev så dybt bevæget at han ikke kunne lade være med at stønne.“

Udtrykket der oversættes med „oprørtes“ kommer af et græsk ord (tarasʹsō) der har med sindsbevægelse at gøre. Ifølge The New Thayer’s Greek-English Lexicon of the New Testament betyder det „at bringe i affekt, . . . at forvolde stor smerte eller sorg“. Udtrykket „gav tårerne frit løb“ er oversat fra et græsk udsagnsord (dakryʹō) der betyder „at fælde tårer, græde stille“. Dette sættes i kontrast til at Maria og de jøder der fulgte hende, „græd“, som der siges i Johannes 11:33. Det græske ord der bruges her (fra klaiʹō), betyder at græde højt, det vil sige så man kan høre det.d

Jesus blev altså dybt bevæget over at hans ven Lazarus var død og ved at se Lazarus’ søster græde. Det rørte Jesus i den grad at tårerne løb. Det der er bemærkelsesværdigt er at Jesus to gange før havde givet nogle livet tilbage, og han havde også i sinde at gøre det i Lazarus’ tilfælde. (Johannes 11:11, 23, 25) Men alligevel „gav [han] tårerne frit løb“. Det viser at når Jesus giver mennesker livet igen, er der ikke tale om noget han gør automatisk. De stærke og dybe følelser han nærer, og som kom til udtryk ved denne lejlighed, er et tydeligt udtryk for hans inderlige ønske om at rette op på de skader som døden har forvoldt.

Da Jesus er ’det nøjagtige udtryk for selve Jehova Guds væsen’, kan vi være forvissede om at vor himmelske Fader har det på samme måde. (Hebræerne 1:3) Om Jehovas egen villighed til at oprejse de døde sagde den trofaste mand Job: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Det hebraiske ord der her gengives med „længes efter“, betegner et inderligt ønske og en stærk længsel. (1 Mosebog 31:30; Salme 84:2) Jehova ser altså med stor forventning frem til opstandelsen.

Kan vi have tillid til at løftet om opstandelsen vil gå i opfyldelse? Ja, for der er ingen tvivl om at Jehova og hans søn har både viljen og magten til at oprejse de døde. Hvad betyder det for dig? At du under fredfyldte forhold her på jorden har udsigt til at blive forenet med dine kære der er døde!

Dette håb nærer Roberta, der blev omtalt i den foregående artikel. Flere år efter at hendes moder døde, hjalp Jehovas vidner hende til at foretage et omhyggeligt studium af Bibelen. Hun fortæller: „Da jeg lærte om opstandelseshåbet kunne jeg ikke lade være med at græde. Det er en vidunderlig tanke at jeg skal se min mor igen.“ Hvis også du længes efter at gense dine kære, vil du sikkert gerne vide mere om disse storslåede fremtidsudsigter. På side 18-28 i dette blad findes en detaljeret behandling af hvorfor man kan have tillid til dette løfte.

[Fodnoter]

[Illustration på side 5]

Jesus oprejste Jairus’ datter — en af grundene til at vi kan tro på en fremtidig opstandelse af de døde

[Illustration på side 6]

Jesus blev dybt bedrøvet over Lazarus’ død

[Illustration på side 7]

De der bliver vidne til opstandelsen vil opleve den samme glæde som enken i Nain oplevede da Jesus oprejste hendes søn