Hvad siger Bibelen?

Kan kristne være enige og dog forskellige?

DET er meget vigtigt at der råder enhed i den kristne menighed. Uenighed hvad angår lærespørgsmål, kan give anledning til heftig strid og hede diskussioner, og det kan endda føre til at man bliver uvenner. (Apostelgerninger 23:6-10) Bibelen siger at „Gud [ikke] er uordenens men fredens Gud“. (1 Korinther 14:33) Kristne tilskyndes derfor til at føre enig tale og være helt forenede i samme sind og i samme tankegang. — 1 Korinther 1:10.

Er disse og lignende ord en opfordring til at kristne skal være fuldstændig enige i enhver henseende? (Johannes 17:20-23; Galaterne 3:28) Søger Bibelens sande kristendom at modvirke forskelle i personligheder? Forventes det at alle kristne skal passe ind i en bestemt form?

Gud appellerer til os som enkeltpersoner

Nogle er fuldstændig overbeviste om at Bibelen blot er et redskab blandt mange til at udøve egenmægtig kontrol over masserne. Nogle sekter har ganske vist ofte misbrugt Guds ord på denne måde, men Jesus tegner et helt andet billede af Bibelen og dens guddommelige Forfatter. Han beskriver Gud som en der er meget interesseret i hver enkelt af sine skabninger.

I Johannes 6:44 forklarer Jesus: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ Det udsagnsord der her bruges, indeholder ikke tanken om at Gud drager nogen mod deres vilje. Nej, Gud drager enkeltpersoner til sig på en blid og venlig måde, idet han appellerer til deres hjerter. Som en bibelforsker siger, ’øver Gud en indflydelse for at få sindet til at tro’. I Skaberens øjne er den menneskelige familie ikke bare en stor anonym masse. Han bedømmer hver enkelt og drager blidt dem til sig hvis hjerte er ret indstillet. — Salme 11:5; Ordsprogene 21:2; Apostelgerninger 13:48.

Det er værd at bemærke hvor god apostelen Paulus var til at tilpasse sig, og hvor opmærksom han var på den enkeltes særlige behov. Han forstod at ens nationalitet eller baggrund almindeligvis var bestemmende for visse synspunkter og holdninger. Han tilpassede sig sådanne forhold, som det fremgår af hans brev til korintherne. „For jøderne [er jeg] blevet som en jøde for at kunne vinde jøder . . . For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle.“ — 1 Korinther 9:20-22.

Paulus skar ikke alle over én kam, men behandlede folk individuelt. Han gav denne tilskyndelse: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:6) Ja, Paulus og andre kristne måtte anerkende og respektere det enkelte individ for at kunne hjælpe ham eller hende.

Guds oprindelige hensigt

Denne respekt for den enkelte fortsætter efter at man er blevet en del af den kristne menighed. Blandt Guds folk drukner man ikke i fuldstændig ensartethed og konformitet for at behage dem der sidder inde med myndighed. Nej, man nyder den store variation af personligheder der hver især har deres talenter, vaner og meninger. Den enkeltes personlighed er ikke til besvær eller en plage i menigheden, men hører med i Guds oprindelige hensigt.

I den nye verden som Bibelen lover de retfærdige, vil fuldkommenhed blandt menneskene derfor give rum for stor variation. (2 Peter 3:13) Bibelopslagsværket Insight on the Scripturesa kommer under emnet „Fuldkommenhed“ med denne meget rammende kommentar: „Fuldkommenhed vil ikke sige at alle forskelle er udlignet. I dyreverdenen, der er Jehovas ’fuldkomne værk’ (1Mo[sebog] 1:20-24; 5Mo[sebog] 32:4), er der en enestående variation.“

Opslagsværket fortsætter: „Planeten Jordens fuldkommenhed er heller ikke uforenelig med variation, forandringer eller kontraster; der gives rum for det simple og det komplicerede, det almindelige og det fantasifulde, det sure og det søde, det ujævne og det jævne, markerne og skovene, bjergene og dalene. Der vil være det tidlige forårs oplivende friskhed, sommerens varme med dens dybblå himmel, efteråret med dets skønne farver og vinteren med den nyfaldne snes rene skønhed. (1Mo[sebog] 8:22) Fuldkomne mennesker vil heller ikke stereotypt ligne hinanden og have nøjagtig den samme personlighed, de samme evner og talenter.“

Omsorg for andre

Sand kristendom modvirker at man i selvoptagethed lader hånt om andre. Apostelen Paulus var meget opmærksom på alt hvad han foretog sig, for ikke at blive en anstødssten for andre. I sit brev til menigheden i Korinth siger han: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet.“ (2 Korinther 6:3) Nogle gange må vi lægge bånd på vore personlige ønsker og sætte andres behov før vore egne. Paulus skriver for eksempel til de kristne i Rom: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Romerne 14:21.

I dag vil nogle måske på lignende måde afholde sig fra at nyde alkohol når de er sammen med venner der har problemer i den retning. (1 Korinther 10:23, 24) Det gør man, ikke fordi man føler sig tvunget til at indordne sig under andre, men af kærlighed. „Heller ikke Messias var sig selv til behag.“ Jesus var et selvstændigt individ, men han hævdede ikke sine personlige ønsker på bekostning af andres følelser. — Romerne 15:3.

En af de skønneste sider ved sand kristendom er at man respekterer den enkeltes frihed og ønsker inden for de grænser Bibelens retningslinjer sætter. Kristendommen lærer os at Gud har skabt hver enkelt af os som særskilte individer. I Første Korintherbrev 2:11 læser vi: „Hvem blandt mennesker ved hvad der er i et menneske, undtagen menneskets ånd som er i det?“ Vi prøver så vidt muligt at forstå andre mennesker, men kun vi selv og Skaberen kan ifølge dette vers forstå vores særlige personlighed. Vi vælger selv hvor meget vi vil løfte sløret for vort ’hjertes skjulte menneske’. — 1 Peter 3:4.

Enhed og forskellighed — en hårfin balance

Apostelen Paulus satte et godt eksempel med hensyn til at bevare den kristne ligevægt. Han havde myndighed som en Kristi apostel, men passede på ikke at pådutte andre sin mening.

Paulus var for eksempel meget afgjort i sin holdning til fordelene ved den ugifte stand i denne ufuldkomne verden. Han var selv ugift da han skrev: „De der [gifter sig], vil få trængsel i kødet,“ og „[en enke] er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er, efter min mening.“ Det at hans ord er blevet indlemmet i Guds inspirerede ord, viser at der ikke var noget forkert ved hans mening. Paulus sagde dog også: „Selv om du . . . giftede dig, begik du ikke nogen synd.“ — 1 Korinther 7:28, 40.

De fleste af apostlene var tydeligvis gifte mænd, som Paulus vedgår med ordene: „Har vi ikke ret til at have en søster med omkring som hustru, ligesom de øvrige apostle og Herrens brødre og Kefas?“ (1 Korinther 9:5) De kristne vidste at de i dette spørgsmål kunne vælge anderledes end Paulus, og at han stadig ville respektere dem.

Tilbedere af Gud har altid kunnet udtrykke deres tro i overensstemmelse med deres særlige personlighed. Ja Gud tillod endda at bibelskribenterne benyttede deres individuelle skrivestil. Nehemias skrev for eksempel, i al ydmyghed, sin beretning i første person. (Nehemias 5:6, 19) Hvorimod apostelen Johannes af beskedenhed ikke en eneste gang brugte sit eget navn i sin evangelieberetning og kun sjældent henviste til sig selv. Gud godkendte begge stilarter og bevarede dem i Bibelen.

Overalt i Bibelen kan man finde lignende eksempler på en sådan afbalanceret og rimelig holdning. Kristen enhed giver altså tydeligvis rum for variation. Forskellig baggrund og divergerende meninger kan naturligt nok føre til splittelser når åndelige egenskaber mangler. (Romerne 16:17, 18) Men når vi ’ifører os kærligheden, der er enhedens fuldkomne bånd,’ lærer vi at acceptere og glæde os over andres særpræg. — Kolossenserne 3:14.

„I skal derfor acceptere hinanden,“ siger Bibelen, „ligesom Messias også har accepteret os, til ære for Gud.“ (Romerne 15:7) Med Guds ånds hjælp kan kristne opnå den hårfine balance det er at bevare enheden samtidig med at man glæder sig over den store variation af personligheder i menigheden.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 14]

Skaberen betragter ikke den menneskelige familie som en stor anonym masse

[Tekstcitat på side 15]

Kun vi selv og Skaberen forstår vores særlige personlighed