Mindehøjtiden (Herrens aftensmåltid)

Definition: Et ceremonielt måltid til minde om Jesu Kristi død, som har haft mere vidtrækkende konsekvenser end nogen anden persons død. Dette er den eneste begivenhed som Herren Jesus Kristus befalede sine disciple at mindes. Mindehøjtiden er også kendt som Herrens nadver eller Herrens aftensmåltid. — 1 Kor. 11:20.

Hvilken betydning har mindehøjtiden?

Til sine trofaste apostle sagde Jesus: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19) Idet apostelen Paulus skrev til medlemmer af den åndsavlede kristne menighed, tilføjede han: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:26) Mindehøjtiden henleder altså på en særlig måde opmærksomheden på betydningen af Jesu Kristi død i forbindelse med fuldbyrdelsen af Jehovas hensigt. Den fremhæver den særlige betydning Jesu offerdød har i forbindelse med „den nye pagt“ og hvordan hans død berører dem der bliver arvinger med ham til det himmelske rige. — Joh. 14:2, 3; Hebr. 9:15.

Mindehøjtiden holdes også til minde om at Jesu død og den måde den skete på, i overensstemmelse med Guds hensigt som den udtrykkes i Første Mosebog 3:15 og siden hen, tjente til at hævde Jehovas navn. Ved at bevare et ubrudt forhold til Jehova lige til sin død, beviste Jesus at Adams synd ikke skyldtes nogen brist som mennesket havde fra Skaberens hånd, men at det er muligt for et menneske at bevare en fuldkommen gudhengivenhed selv under hårdt pres, og på denne måde hævdede Jesus Jehova Guds stilling som Skaberen og universets suveræne hersker. Desuden havde Jehova til hensigt at Jesus ved sin død skulle bringe det fuldkomne offer der var nødvendigt for at genløse Adams afkom, så milliarder af mennesker der ville vise tro på dette, kunne få mulighed for at leve evigt på en paradisisk jord, som en opfyldelse af Jehovas oprindelige hensigt og som et udtryk for hans store kærlighed til menneskene. — Joh. 3:16; 1 Mos. 1:28.

Tænk på hvilken ansvarsbyrde der hvilede på Jesus den sidste nat han var her på jorden som menneske! Han vidste hvilken hensigt hans himmelske Fader havde med ham, men han vidste også at han måtte forblive trofast under prøve. Hvilken forsmædelse for hans Fader og hvilket tab for menneskeheden, hvis han havde svigtet! I betragtning af alt det som Jesu død skulle udvirke, var det i høj grad på sin plads at han gav anvisning på at højtideligholde mindet om den.

Hvad betyder brødet og vinen ved mindehøjtiden?

Om det usyrede brød som Jesus gav sine apostle da han indstiftede mindehøjtiden, sagde han: „Dette betyder mit legeme.“ (Mark. 14:22) Det brød symboliserede hans eget kød, hans syndfri legeme. Dette ville han overgive til døden for at give menneskeheden udsigt til evigt liv, og ved denne lejlighed henledes opmærksomheden især på den udsigt til liv som det åbner for dem der udvælges til at være sammen med Jesus i det himmelske rige.

Da han bød vinen rundt til sine trofaste apostle, sagde han: „Dette betyder mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes til gavn for mange.“ (Mark. 14:24) Den vin symboliserede hans eget livsblod. Ved at han udgød sit blod ville det blive muligt for dem der troede på det, at få tilgivet deres synder. Ved denne lejlighed fremhævede Jesus den renselse for synd som blodet ville give hans fremtidige medarvinger mulighed for. Hans ord viser også at den nye pagt mellem Jehova Gud og den åndssalvede kristne menighed ville blive sat i kraft ved hjælp af dette blod.

Se også siderne 246-248, under emnet „Messe“.

Hvem skal spise af brødet og drikke af vinen?

Hvem spiste og drak dengang Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid kort før han døde? Det gjorde elleve trofaste disciple til hvem Jesus sagde: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige“. (Luk. 22:29) De hørte alle til dem der indbydes til at være sammen med Kristus i hans himmelske rige. (Joh. 14:2, 3) Også i dag er det kun dem som Kristus tager med ind i denne ’pagt om et rige’ der bør spise af brødet og drikke af vinen.

Hvor mange drejer det sig om? Jesus sagde at kun en „lille hjord“ ville få det himmelske rige som deres belønning. (Luk. 12:32) Det fulde antal skulle være 144.000. (Åb. 14:1-3) Disse begyndte at blive udvalgt i år 33. Det vil derfor være rimeligt at forvente at der på nuværende tidspunkt kun er et lille antal som spiser af brødet og drikker af vinen.

Viser Johannes 6:53, 54 at kun de der spiser og drikker af mindemåltidet vil opnå evigt liv?

Joh. 6:53, 54: „Jesus sagde så til dem: ’Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.’“

Når der her tales om at spise kød og drikke blod, er det tydeligvis ment billedligt; ellers ville den der gjorde det overtræde Guds lov. (1 Mos. 9:4; Apg. 15:28, 29) Man bør imidlertid bemærke at Jesus ikke fremsatte udtalelsen i Johannes 6:53, 54 i forbindelse med indstiftelsen af Herrens aftensmåltid. Ingen der hørte Jesu ord havde nogen forestilling om en højtid med brød og vin som symboler på Kristi kød og blod. Denne højtid blev først indstiftet omkring et år senere, og apostelen Johannes’ beretning om Herrens aftensmåltid begynder først mere end syv kapitler længere fremme (kapitel 14) i det evangelium der bærer hans navn.

Hvordan kan man i billedlig forstand ’spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod’ på anden måde end ved at nyde brødet og vinen ved mindehøjtiden? Læg mærke til at Jesus sagde at de der spiste hans kød og drak hans blod ville have „evigt liv“. Tidligere, i vers 40, forklarede han hvad mennesker måtte gøre for at opnå evigt liv. Hvad sagde han at Faderens vilje var? At „enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv“. Man kan altså i billedlig forstand ’spise Jesu kød og drikke hans blod’ ved at tro på hans opofrede køds og blods kraft til at genløse. Denne tro er et krav til alle der ønsker at opnå livet i hele dets fylde, det være sig i himmelen sammen med Kristus eller i det jordiske paradis.

Hvor ofte skal mindehøjtiden holdes, og hvornår?

Jesus har ikke udtrykkeligt sagt hvor ofte det skal gøres. Han sagde blot: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19) Paulus sagde: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:26) „Så ofte som“ behøver ikke at betyde mange gange i løbet af et år; det kan betyde hvert år i en lang årrække. Når man ellers mindes en vigtig begivenhed, som for eksempel en bryllupsdag, eller hvis en nation mindes en vigtig begivenhed i sin historie, hvor ofte gør man det så? Én gang om året, på årsdagen. Dette ville også stemme med den omstændighed at Herrens aftensmåltid blev indstiftet på datoen for den jødiske påske, en årlig højtid der ikke længere skulle fejres af jøder som var blevet kristne.

Jehovas Vidner fejrer mindehøjtiden efter solnedgang den 14. nisan, ifølge den udregning af den jødiske kalender som var almindelig i det første århundrede. Det jødiske døgn begynder ved solnedgang og varer indtil næste solnedgang. Derfor døde Jesus inden for det samme jødiske døgn hvor han indstiftede mindehøjtiden. Nisan måned begyndte ved solnedgang efter det tidspunkt da den nymåne der ligger nærmest forårsjævndøgn blev synlig i Jerusalem. Mindehøjtiden falder 14 dage senere. (Det er grunden til at datoen for mindehøjtiden ikke nødvendigvis falder sammen med den jødiske påske i dag. De jødiske kalendermåneder følger nemlig tidspunktet for den astronomiske nymåne, ikke tidspunktet for at nymånen bliver synlig over Jerusalem, hvilket kan ligge mellem 18 og 30 timer senere. Endvidere holder de fleste jøder i dag påsken den 15. nisan, ikke den 14., sådan som Jesus gjorde i overensstemmelse med det der stod i Moseloven.)