Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w87 1/8 s. 15-20
  • Hvordan Kristus leder os i dag

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan Kristus leder os i dag
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Herren og hans træl
  • Tilsynsmænd i Kristi højre hånd
  • Den hellige ånd
  • Englene
  • Fuld tillid til Kristi ledelse
  • Kristus leder sin menighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2002
  • Vær loyal over for Kristus og hans trofaste og kloge træl!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
  • Tilsynsmænd i apokalyptiske tider
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
  • En hellig hemmelighed afsløres
    Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
w87 1/8 s. 15-20

Hvordan Kristus leder os i dag

„Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:20.

1. I hvilken forstand overgav Kristus sine besiddelser til sine disciple?

FØR Kristus forlod sine disciple og vendte tilbage til himmelen i år 33, ’overgav han dem hvad han ejede’. Dette indebar at de skulle være „ambassadører på Kristi vegne“ og udstrække det forkyndelsesarbejde han havde påbegyndt, „til jordens fjerneste egne“. Desuden befalede han dem at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. Har vi vidnesbyrd om at han viste interesse for hvordan de varetog denne opgave? Ja! — Mattæus 25:14; 2 Korinther 5:20; Apostelgerninger 1:8; Mattæus 28:19.

2. Hvad viser at Kristus nøje fulgte menighedernes aktivitet i det første århundrede?

2 Over 60 år efter at Kristus var steget op til himmelen viste han at han nøje havde fulgt de kristne menigheders virksomhed på jorden. I den åbenbaring der blev givet til apostelen Johannes, et medlem af det styrende råd i det første århundrede, sendte han budskaber til syv menigheder i Lilleasien. Til fem af dem sagde han: „Jeg kender dine gerninger.“ Han viste også at han var inde i hvad der foregik i de to andre menigheder, Smyrna og Pergamum. Han gav specifik opmuntring og vejledning til hver enkelt menighed. De kunne ikke på nogen måde være i tvivl om hvem der var deres aktive leder. — Åbenbaringen 1:11; 2:1 til 3:22.

3. Hvem var de syv budskaber i virkeligheden rettet til, og hvordan kan vi vide det?

3 Men disse budskaber var ikke kun rettet til de syv menigheder i Lilleasien. Den fremragende vejledning og de advarsler de indeholder har bud til alle menigheder, lige fra det første århundrede og frem til „Herrens dag“, som vi nu lever på.a Kristi øjne, der sammenlignes med „en ildflamme“, har uophørligt nøje iagttaget hvad der er foregået i „alle menighederne“. — Åbenbaringen 1:10; 2:18, 23.

Herren og hans træl

4. I hvilken forstand rejste Kristus „udenlands“ og kom tilbage „lang tid efter“?

4 Efter at have sammenlignet sig selv med „en mand som skulle til at rejse udenlands, [og som] kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede,“ sagde Kristus: „Lang tid efter kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.“ (Mattæus 25:14, 19) I år 33 ’tog Kristus bort til himmelen’, hvor han satte sig „ved Guds højre hånd“. (1 Peter 3:22) „Lang tid efter,“ nemlig efter at han var blevet indsat på tronen i 1914, begyndte Kristus at ’herske midt blandt sine fjender’ ved at kaste Satan og hans dæmoner ned til jorden. (Salme 110:1, 2; Åbenbaringen 12:7-9) Derefter vendte han sin opmærksomhed mod sine trælle. Tiden var kommet til at regnskabet skulle gøres op med dem. I højere grad end nogen sinde før viste han sig som deres aktive leder.

5. Hvornår kom regnskabets dag, og hvordan blev de trofaste belønnet?

5 Guds folks historie i nyere tid viser at denne regnskabets dag kom i 1918-19. Af billedtalen om talenterne fremgår det hvordan Herren ville gøre regnskabet op med resten af sine salvede trælle. De måtte hver især stå til regnskab for hvordan de havde udnyttet talenterne, „hver efter hans evne“ eller åndelige muligheder. De der havde været produktive gik ind til deres herres glæde, og han sagde til dem: ’I har været trofaste over lidt. Jeg vil sætte jer over meget.’ — Mattæus 25:15, 20-23.

6. Hvad udgjorde de trofaste salvede kristne, og hvad overgav deres herre i deres varetægt?

6 Kun de enkeltpersoner blandt de salvede kristne der var trofaste ambassadører for den herskende konge og var villige til at gøre disciple for deres herre, modtog denne belønning. Tilsammen udgjorde de den „træl“ om hvem deres herre havde sagt: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Mattæus 24:45-47.

7. (a) Hvordan har Kristus øget sine besiddelser siden 1914? (b) Hvad viser at Kristus også er leder for ’de andre får’?

7 Kristus har øget sine besiddelser siden 1914. Han har modtaget „kongemagt“, hvilket indbefatter øget myndighed og større ansvar. (Lukas 19:11, 12) Han indsamlede først resten af „rigets sønner“, de 144.000 salvede kristne som er blevet „købt fra jorden“ for at blive konger og præster sammen med ham i himmelen. (Mattæus 13:38; Åbenbaringen 14:1-4; 5:9, 10) Og som historien viser har han siden 1935 indsamlet „en stor skare“ af „andre får“ om hvem han har sagt: „Dem bør jeg også føre.“ (Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16) Ja, det er ham der ’fører’ disse „får“; han er deres aktive leder. Interessant nok betyder den græske tekst ordret: „Og dem er det nødvendigt [for] mig at lede.“ Hvordan leder han alle sine „får“ i dag?

Tilsynsmænd i Kristi højre hånd

8, 9. (a) Hvilket syn fik apostelen Johannes? (b) Hvad skildrede de syv lampestandere og de syv stjerner?

8 Apostelen Johannes, et medlem af den kristne menigheds styrende råd i det første århundrede, modtog et syn hvori han så „syv guldlampestandere, og midt iblandt lampestanderne én ligesom en menneskesøn. . . . Og han havde i sin højre hånd syv stjerner.“ Jesus Kristus forklarede Johannes: „Angående den hellige hemmelighed om de syv stjerner som du så på min højre hånd, og om de syv guldlampestandere: De syv stjerner betyder syv menigheders engle, og de syv lampestandere betyder syv menigheder.“ — Åbenbaringen 1:12-20.

9 Om denne passage siges der i bogen „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“: „Er disse ’engle’ usynlige? Nej. Apostelen Johannes modtog hele åbenbaringen fra Jesus Kristus gennem en himmelsk engel, og det ville være urimeligt om han nu skulle skrive den og sende den tilbage til himmelens engle i det usynlige. De havde ikke brug for de budskaber der blev skrevet til de syv menigheder i Lilleasien. Grundbetydningen af ordet ’engel’ er ’budbringer’. . . . At disse syv symbolske stjerner er i Jesu højre hånd, viser at de er i hans varetægt og under hans ledelse, idet hans magts ’højre hånd’ er i stand til at lede og beskytte dem. . . . På samme måde som ’de syv lysestager’ der i synet blev set på ’Herrens dag’, er et billede på alle sande kristne menigheder nu, på den virkelige ’Herrens dag’, siden 1914, således er ’de syv stjerner’ et symbol på alle åndsavlede, salvede, englelignende tilsynsmænd i disse menigheder af i dag.“b — Siderne 102-4.

10. Hvilke øgede besiddelser er blevet overdraget i trællens varetægt?

10 Disse salvede tilsynsmænd i Kristi højre hånd er alle en del af den kollektive „træl“ som Han har sat over „alt hvad han ejer“. Eftersom Herren selv har fået et større ansvar i 1914, må det trællen har fået overdraget, nemlig „alt hvad han ejer“, også omfatte langt mere end førhen. Som „ambassadører på Kristi vegne“ er resten nu ambassadører for en regerende konge over et eksisterende rige. (2 Korinther 5:20) De har fået overdraget ansvaret for alle Herrens åndelige besiddelser på jorden. De skal ved deres tjeneste bidrage til opfyldelsen af de profetier der vedrører perioden fra Rigets oprettelse og fremefter. Dette omfatter forkyndelse af „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd“. (Mattæus 24:14) Det er nu vigtigere end nogen sinde før at de „gør disciple af folk af alle nationerne“ og derved indsamler de talløse medlemmer af ’den store skare’. (Mattæus 28:19, 20; Åbenbaringen 7:9) Ja, disse „kostbare skatte“ fra „alle nationerne“ er en del af Kristi øgede besiddelser på jorden. — Haggaj 2:7.

11. (a) Hvad skaber disse øgede besiddelser behov for? (b) Hvem leder arbejdet, og hvordan?

11 Alt dette betyder mere arbejde for den kollektive „træl“, en større arbejdsmark der i bogstaveligste forstand omfatter „hele den beboede jord“. Det kræver også større faciliteter at føre tilsyn med dette arbejde og at trykke og distribuere bøger og blade til forkyndelse og personligt studium. Ligesom i det første århundrede udføres dette arbejde under ledelse af Jesus Kristus, der i billedlig forstand befinder sig „midt iblandt lampestanderne“, menighederne. Han leder dem ved hjælp af salvede tilsynsmænd som han i overført betydning har „i sin højre hånd“. (Åbenbaringen 1:13, 16) Ligesom i den første kristne tid udgør en gruppe af disse salvede tilsynsmænd et synligt Styrende Råd for Kristi menighed på jorden. Hans magts „højre hånd“ leder disse trofaste mænd når de fører tilsyn med Rigets arbejde.

Den hellige ånd

12, 13. (a) Hvilket spørgsmål opstår på grund af den store vækst? (b) Hvordan gør Kristus brug af den hellige ånd for at opfylde behovet for tilsynsmænd blandt sine disciple på jorden?

12 Da ’de andre får’ nu tæller mere end tre millioner og er organiseret i omkring 52.000 menigheder, er det indlysende at den salvede rest har brug for hjælp til at tage vare på Herrens besiddelser på jorden. Færre end 9000 nyder symbolerne ved mindehøjtiden, og deraf er mange søstre, så der er ikke engang én salvet tilsynsmand i hver menighed. Leder Jesus Kristus også de menigheder hvor der ikke er en åndsavlet „engel“ eller ’stjerne’?

13 Ja. Som det fremgik af den foregående artikel ledede Kristus sin menighed i det første århundrede ved hjælp af den hellige ånd. I vor tid udnævner han tilsynsmænd blandt ’de andre får’ gennem de åndsavlede medlemmer af Det Styrende Råd. Disse må opfylde samme krav som de salvede ældste, for eksempel dem der omtales i Første Timoteusbrev 3:1-7 og Titus 1:5-9. Disse bibelske kvalifikationer blev nedskrevet under den hellige ånds ledelse. Anbefaling og udnævnelse af nye ældste sker ligeledes under bøn og den hellige ånds ledelse. Paulus’ vejledning i Apostelgerninger 20:28 gælder i lige så høj grad ældste der ikke er salvede: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd.“

14. (a) Hvordan opfyldes profetien i Esajas 32:1, 2 allerede nu? (b) Hvordan må alle ældste underordne sig Kristi „højre hånd“?

14 I titusinder af menigheder benytter den retfærdige, regerende konge Jesus Kristus „andre får“ som „fyrster“ der beskytter hans „får“ mod åndelig vind, uvejrsregn og tørke. (Esajas 32:1, 2) Hvad enten de ældste i menighederne tilhører den salvede skare eller ’de andre får’, beder de ligesom David til Jehova: „Din ånd er god; måtte den føre mig i retskaffenhedens land.“ (Salme 143:10) Og Jehova hører deres bøn. Gennem sin søn skænker han dem sin ånd, og ved hjælp af denne ånd leder Jesus sine disciple på jorden. Alle ældste må naturligvis underordne sig Kristi „højre hånd“, hans magt, myndighed og ledelse som han udøver gennem den hellige ånd og de åndsavlede medlemmer af Det Styrende Råd.

Englene

15. Hvilket andet redskab kan Kristus benytte når han leder sine disciple på jorden?

15 I den foregående artikel blev det nævnt at englene var blandt de redskaber hvormed Kristus i det første århundrede ledede og udfriede de første kristne og hjalp dem i deres forkyndelse. Vil det være logisk at mene at vor regerende konge, Jesus Kristus, ikke gør brug af engle når han leder sine disciple i dag? Nej. Det vil både være ulogisk og ubibelsk.

16, 17. Hvilket bevis har vi på at Kristus gør brug af engle i forbindelse med indhøstningen af „rigets sønner“ og indsamlingen af ’de andre får’?

16 Ifølge Jesu billedtale om hveden og ukrudtet skulle høsttiden komme „ved afslutningen på tingenes ordning“, der begyndte i 1914. Ved høsten skulle „rigets sønner“ adskilles fra „den ondes sønner“. Hvem ville Herren lade udføre høstarbejdet? „Høstfolkene er engle,“ sagde Kristus, og tilføjede: „Menneskesønnen vil udsende sine engle, og de vil fra hans rige samle alt det der er årsag til snublen og fald og alle dem der øver lovløshed.“ (Mattæus 13:37-41) Ja, det er ved hjælp af englene at Kristus beskytter sine brødre på jorden.

17 Gør Kristus også brug af engle i forbindelse med indsamlingen af ’de andre får’? Ja. I billedtalen om fårene og gederne sagde han: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ (Mattæus 25:31, 32) Kristus gør altså brug af englene i forbindelse med dette adskillelsesarbejde. Det var for eksempel en engel der ledte Filip hen til den ætiopiske eunuk, og der er en overflod af vidnesbyrd om at Kristus også i dag lader sine engle lede forkynderne hen til de symbolske får. Mange mennesker har fortalt at et Jehovas vidne har banket på deres dør umiddelbart efter at de havde bedt Gud om hjælp. — Apostelgerninger 8:26, 27.

Fuld tillid til Kristi ledelse

18, 19. Hvad har vi tillid til på grund af de begivenheder der indtraf i det første århundrede?

18 I det første århundrede tillod omstændighederne ikke altid at Kristus benyttede det styrende råd i Jerusalem til at løse et specifikt problem. Da Paulus for eksempel var isoleret oppe i den nordlige del af Lilleasien og havde brug for at vide hvilket distrikt han nu skulle begynde at forkynde i, vejledte Kristus ham gennem den hellige ånd. (Apostelgerninger 16:6-10) Jehovas vidner har tillid til at hvis nogle af deres brødre i dag midlertidigt skulle blive isoleret fra Det Styrende Råd på grund af forfølgelse, vil Kristus stadig lede dem ved hjælp af den hellige ånd og englene.

19 I det første århundrede har nogle af de afgørelser det styrende råd traf måske umiddelbart virket uforståelige. Det var uden tvivl tilfældet da Paulus blev sendt tilbage til Tarsus eller da han blev bedt om at gå hen til templet efter at have fuldført sin tredje missionsrejse. (Apostelgerninger 9:30; 21:23-25) Men det var Kristus der stod bag disse afgørelser. (Apostelgerninger 22:17-21; 23:11) I dag kan vi have tillid til at uanset hvad Kristus lader ske blandt sine disciple på jorden, er der en højere hensigt med det, ligesom der var i det første århundrede.

20. Hvad er vi overbevist om, og hvad er vor faste beslutning?

20 Når vi læser i Bibelen at Kristus er „hovedet for legemet, menigheden“, er vi derfor overbevist om at han ikke kun er det af navn, men også af gavn. (Kolossenserne 1:18) Vi ved af erfaring at han er menighedens aktive leder. Når vi i Apostelgerninger læser hvordan Kristus ledede de første kristnes arbejde, kan vi se at han benytter de samme metoder i dag. Vi kan iagttage vidnesbyrdene om at Kristus gør brug af den hellige ånd, englene og „den trofaste og kloge træl“ og dens Styrende Råd, hvorigennem han udnævner åndeligt kvalificerede ældste. I tillid til Kristi ledelse er vi besluttede på fortsat at ’tale sandheden’ og „i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus“. — Efeserne 4:15.

[Fodnoter]

a En redegørelse for disse syv budskaber og deres betydning findes i kapitlerne 7 til 14 i bogen „Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet“, der er udgivet af Vagttårnets selskab.

b Vagttårnet for 15. februar 1972 forklarede dette nærmere med ordene: „Det var sikkert ikke en enkelt ældste, presbyter, tilsynsmand eller hyrde, men uden tvivl hele ’ældsterådet’ den herliggjorte Herre, Jesus Kristus, havde i tanke da han talte om en ’engel’ der blev symboliseret ved en stjerne. . . . De der udgjorde ældsterådet (eller presbyteriet) dér i Efesus, skulle som en stjerne kaste himmelsk, åndeligt lys på den menighed som den hellige ånd havde gjort dem til hyrder for.“

Nogle hovedpunkter

■ Hvad viser at Kristus nøje fulgte menighedernes aktivitet i det første århundrede?

■ I hvis varetægt overgav Kristus alle sine besiddelser, og hvad omfatter de?

■ Hvem er de syv stjerner i Kristi højre hånd et symbol på?

■ Hvordan benytter Kristus den hellige ånd, englene og det salvede Styrende Råd til at lede sin menighed i dag?

■ Hvorfor kan vi have fuld tillid til Kristi måde at lede vort arbejde på i dag?

[Ramme på side 20]

Prøver kan komme på grund af krige, revolutioner eller direkte forfølgelse og regeringsforbud, og disse ting kan gøre det umuligt for dig at fortsætte din kristne tilbedelse på en fuldt organiseret måde. Det kan blive umuligt at holde menighedsmøder med mange deltagere. Kontakten med afdelingskontoret kan blive midlertidigt afbrudt. Kredstilsynsmandens besøg kan blive indstillet for en tid. Der kommer måske ingen nye publikationer. Hvad skal du gøre hvis du bliver udsat for noget sådant?

Svaret er: Gør hvad du kan, og så meget du kan, for den rene tilbedelse under de forhåndenværende omstændigheder. Det skulle være muligt at studere personligt. Som regel kan små grupper af brødre komme sammen til studium i hjemmene. Stof til møderne kan hentes i Bibelen og i publikationer der tidligere er blevet studeret. Bevar fatningen og bliv ikke bekymret. Almindeligvis vil der i løbet af kort tid blive etableret en eller anden form for kommunikation med ansvarlige brødre. Det Styrende Råd søger altid en udvej for at komme i forbindelse med brødrene.

Men selv om du skulle blive afskåret fra alle dine kristne brødre, så husk at du ikke er afskåret fra Jehova og hans søn, Jesus Kristus. — Organiseret til at fuldføre vor tjeneste, side 162, 163.

[Illustration på side 17]

I overført betydning står Kristus midt iblandt menighederne og har tilsynsmændene i sin højre hånd

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del