Den samme beskedne indstilling kommer også til udtryk i Apollos’ villighed til at tage et anbefalingsbrev med fra brødrene i Efesus til menigheden i Korinth. Beretningen fortsætter: „Da han endvidere ønskede at tage over til Achaia, skrev brødrene til disciplene og tilskyndede dem til at tage venligt imod ham.“ (Apostelgerninger 18:27; 19:1) Apollos mente ikke at han i kraft af sig selv var berettiget til anerkendelse, men fulgte beskedent den ordning man havde i den kristne menighed.

Lige fra begyndelsen fik Apollos meget gode resultater i tjenesten i Korinth. Bibelen beretter: „Da han kom dertil, var han en stor hjælp for dem der ved Guds ufortjente godhed havde fået tro, for grundigt og med styrke beviste han offentligt at jøderne havde uret, og påviste ud fra Skrifterne at Jesus var Messias.“ — Apostelgerninger 18:27, 28.

Apollos stod til tjeneste for menigheden og opmuntrede brødrene ved sin forberedelse og nidkærhed. Men hvorfor gik det ham egentlig så godt? Apollos havde medfødte evner og gik modigt ind i en offentlig debat med jøderne. Og hvad der var endnu vigtigere: Han ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne.