Gud er ikke partisk

„Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — APOSTELGERNINGER 10:34, 35.

1. Hvilken betydningsfuld udtalelse angående menneskeracerne fremsatte Paulus i fortidens Athen?

„HAN er den Gud, der skabte jorden og alt, hvad der er på den. Det er ham, der er Herre både over Himmel og jord. Derfor bor han ikke i templer, lavet af mennesker. . . . Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkene ud over hele jorden.“ (Apostelgerninger 17:24-26, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Hvem udtalte disse ord? Det gjorde den kristne apostel Paulus under sin berømte tale på Marshøjen, der også kaldes Areopagus, i Athen.

2. Hvad er med til at gøre livet farverigt og interessant, og hvad gjorde et dybt indtryk på en japaner der besøgte Sydafrika?

² Paulus’ ord får os måske til at tænke over skaberværkets vidunderlige variation. Jehova Gud har skabt så utrolig mange slags mennesker, pattedyr, fugle, insekter og planter. Hvor ville tilværelsen være kedsommelig hvis der kun fandtes én slags inden for hver gruppe! Denne variation er med til at gøre livet farverigt og interessant. Det gjorde for eksempel et dybt indtryk på en japaner der overværede et af Jehovas Vidners stævner i Sydafrika at se de mange forskellige racer og hudfarver. Det var helt anderledes end i Japan, hvor størsteparten af befolkningen tilhører samme race.

3. Hvordan ser nogle på mennesker der har en anden hudfarve, og hvad er denne holdning årsag til?

³ Raceforskellene er ofte årsag til alvorlige problemer. Mange betragter dem der har en anden hudfarve som laverestående mennesker. Denne holdning skaber fjendtlighed, ja endda had og vold. Var det Skaberens hensigt at det skulle være sådan? Står nogle racer over andre i hans øjne? Med andre ord: Er Jehova partisk?

Er Skaberen partisk?

4-6. (a) Hvad sagde kong Josafat om partiskhed? (b) Hvordan bekræftede Moses og Paulus Josafats ord? (c) Hvilke spørgsmål vil nogle måske stille?

⁴ Hvis vi går tilbage i historien kan vi få en idé om Skaberens syn på menneskene. Kong Josafat, der herskede over Juda fra 936 til 911 f.v.t., foretog mange forbedringer og indførte et bedre retssystem baseret på Guds lov. Han gav dommerne denne fornuftige vejledning: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova . . . Skrid til handling med varsomhed, for hos Jehova vor Gud er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed.“ — 2 Krønikebog 19:6, 7.

⁵ Flere hundrede år tidligere havde profeten Moses sagt til Israels stammer: „Jehova jeres Gud . . . behandler [ikke] nogen med partiskhed.“ (5 Mosebog 10:17) Og Paulus skrev i sit brev til romerne: „Der kommer modgang og angst over hvert eneste menneske, som handler ondt — først og fremmest over jøder, men derefter også over hedninger. . . . For Gud gør ikke forskel på folk.“ — Romerne 2:9-11, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

⁶ Nu vil nogle måske spørge: ’Viste Gud da ikke partiskhed i forholdet til israelitterne? Var de ikke hans udvalgte folk? Sagde Moses ikke til hele Israel: „Det er dig Jehova din Gud har udvalgt til at være hans folk, en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade“? — 5 Mosebog 7:6.

7. (a) Hvordan gik det jøderne da de havde forkastet Messias? (b) Hvem har i dag mulighed for at opnå store velsignelser fra Gud, og hvordan?

⁷ Nej, Gud viste ikke partiskhed ved at benytte israelitterne til et særligt formål. Han valgte efterkommerne af de trofaste hebraiske patriarker som et folk hvorigennem han kunne lade Messias fremstå. Men da jøderne forkastede Messias, Jesus Kristus, og lod ham dræbe, mistede de Guds gunst. I vor tid er det imidlertid sådan at mennesker af enhver race eller nationalitet kan opnå store velsignelser og håb om evigt liv hvis de tror på Jesus. (Johannes 3:16; 17:3) Dette beviser at Gud ikke er partisk. Jehova befalede desuden israelitterne at „elske den fastboende udlænding“ og „ikke behandle ham dårligt“, uanset hans race eller nationalitet. (5 Mosebog 10:19; 3 Mosebog 19:33, 34) Nej, vor kærlige Fader i himmelen er ikke partisk.

8. (a) Hvad viser at Jehova ikke favoriserede Israel? (b) Hvordan brugte Jehova Israel?

⁸ Israelitterne nød ganske vist særlige privilegier, men der påhvilede dem også et stort ansvar. De var forpligtede til at holde Jehovas love, og de der ikke gjorde det, kom under en forbandelse. (5 Mosebog 27:26) Faktisk måtte Gud flere gange straffe israelitterne fordi de ikke adlød hans lov. Dette viser at Jehova ikke favoriserede dem. Han benyttede dem som profetiske mønstre og som advarende eksempler, og det var gennem Israel Jehova lod genløseren, Jesus Kristus, fremstå til velsignelse for hele menneskeheden. — Galaterne 3:14; jævnfør Første Mosebog 22:15-18.

Var Jesus partisk?

9. (a) Hvori ligner Jehova og Jesus hinanden? (b) Hvilke spørgsmål kunne vi stille om Jesus?

⁹ Når der ikke findes partiskhed hos Jehova, kan det da tænkes at Jesus var partisk? Tænk over det han selv sagde ved en lejlighed: „Jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Der hersker fuldkommen enhed mellem Jehova og hans elskede søn, og Jesus gør sin Faders vilje i alt. Ja, de er så ens hvad indstilling og hensigt angår at Jesus kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) I over 33 år levede Jesus som et menneske på jorden, og Bibelen viser hvordan han behandlede sine medmennesker. Hvilken indstilling havde han til andre racer? Var han fordomsfuld og partisk? Var Jesus racistisk?

10. (a) Hvad svarede Jesus da en fønikisk kvinde bad ham om hjælp? (b) Var det diskriminerende af Jesus at kalde ikkejøderne „små hunde“? (c) Hvordan overvandt kvinden hans indvending, og hvad blev resultatet?

¹⁰ Jesus tilbragte det meste af sin tid på jorden sammen med jøder. Men en dag henvendte en fønikisk kvinde, en ikkejøde, sig til ham og bad ham om at helbrede hendes datter. Jesus svarede: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ Kvinden bønfaldt ham: „Herre, hjælp mig!“ Dette fik Jesus til at tilføje: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“ Jøderne betragtede hunde som urene dyr. Var det da diskriminerende af Jesus at kalde hedningerne „små hunde“? Nej, for han havde netop gjort opmærksom på at den særlige opgave Jehova havde givet ham var at han skulle tage sig af ’Israels bortkomne får’. Dertil kommer at han mildnede sammenligningen ved at sidestille ikkejøderne med „små hunde“, ikke vilde hunde. Det siger sig selv at hans ord satte kvinden på en prøve. Ydmygt, men fast besluttet på at overvinde denne hindring, svarede hun taktfuldt: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“ Kvindens stærke tro gjorde indtryk på Jesus, og han helbredte straks hendes datter. — Mattæus 15:22-28.

11. Hvilken indstilling havde jøderne og samaritanerne til hinanden, som en bestemt begivenhed viser?

¹¹ Tænk også på hvordan Jesus var over for samaritanerne. Der herskede et uforsonligt fjendskab mellem jøderne og samaritanerne. Ved en lejlighed sendte Jesus nogle sendebud ud for at træffe forberedelser for ham i en samaritansk landsby, men indbyggerne „tog ikke imod ham fordi han havde vendt sit ansigt mod Jerusalem for at gå dertil“. Jakob og Johannes blev så oprørte over dette at de var parate til at kalde ild ned fra himmelen og udslette indbyggerne. Men Jesus irettesatte de to disciple, og de gik alle til en anden landsby. — Lukas 9:51-56.

12. Hvorfor blev en samaritansk kvinde overrasket da Jesus bad hende om lidt vand?

¹² Delte Jesus jødernes fjendtlige holdning til samaritanerne? Læg mærke til hvad der skete ved en anden lejlighed. På vej fra Judæa til Galilæa kom Jesus og hans disciple gennem Samaria. Udmattet efter rejsen satte Jesus sig ved Jakobs kilde for at hvile sig mens hans disciple gik ind til byen Sykar for at købe mad. I mellemtiden kom en samaritansk kvinde hen for at trække vand op. Jesus havde selv ved en anden lejlighed givet udtryk for at han betragtede samaritanerne som tilhørende „et andet folk“. (Lukas 17:16-18, The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures) Ikke desto mindre sagde han til kvinden: „Giv mig noget at drikke.“ Da jøderne ikke havde samkvem med samaritanerne, svarede kvinden overrasket: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ — Johannes 4:1-9.

13. (a) Hvad svarede Jesus den samaritanske kvinde, og hvordan reagerede hun? (b) Hvad blev resultatet?

¹³ Jesus svarede ikke på det stillede spørgsmål, men benyttede lejligheden til af aflægge et vidnesbyrd for hende og fortalte hende endda at han var Messias. (Johannes 4:10-26) Den forbløffede kvinde lod sin vandkrukke stå og skyndte sig tilbage til byen for at fortælle andre hvad der var sket. Hun havde levet et umoralsk liv, men viste sin interesse for åndelige anliggender med spørgsmålet: „Det skulle vel ikke være Messias?“ Hvad blev resultatet? At mange af byens indbyggere fik tro på Jesus på grund af det vidnesbyrd kvinden aflagde. (Johannes 4:27-42) I bogen A Biblical Perspective on the Race Problem skriver teologen Thomas O. Figart interessant nok: „Hvis vor Herre fandt det vigtigt at tilsidesætte en fejlagtig racetradition med en elskværdig gestus, bør vi tage os i agt at vi ikke i dag lader os opsluge af racismens flodbølge.“

14. Hvordan kom Jehovas upartiskhed til udtryk gennem evangelieforkynderen Filips tjeneste?

¹⁴ Jehova Gud havde i sin upartiskhed givet mennesker fra andre folkeslag mulighed for at blive jødiske proselytter. Og se nu hvad der skete for 1900 år siden på ørkenvejen mellem Jerusalem og Gaza. En sort mand der var i den ætiopiske dronnings tjeneste, kom kørende i sin vogn og sad og læste i Esajas’ profetier. Denne mand var en omskåren proselyt, for „han var taget til Jerusalem for at tilbede“. Jehovas engel viste sig for den jødiske evangelieforkynder Filip og sagde: „Gå hen og hold dig nær til den vogn.“ Svarede Filip nu: „Helst ikke! Han tilhører jo en anden race“? Nej. Han tøvede ikke med at følge ætioperens opfordring til at sætte sig op i vognen og forklare ham Esajas’ profeti om Jesus Kristus. Da de kom til et sted hvor der var vand, spurgte ætioperen: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Da intet hindrede dette, døbte Filip med glæde ætioperen, og Jehova accepterede denne mand som en salvet discipel af hans upartiske søn, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 8:26-39) Snart efter blev Guds upartiskhed yderligere bekræftet.

En stor forandring

15. Hvilken forandring fandt sted efter Jesu død, og hvordan forklarer Paulus dette?

¹⁵ Jesu Kristi død fjernede ikke racefordommene i verden. Ved hans offerdød gjorde Gud det muligt for hedninger, ikkejøder, at blive forenede med jøder, nemlig som Jesu disciple. Det påpegede apostelen Paulus da han skrev til de hedningekristne i Efesus: „Husk . . . at I af kød tidligere var folk fra nationerne . . . at I på den tid var uden Kristus, udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter, og I havde intet håb og var uden Gud i verden. Men nu, i samhørighed med Kristus Jesus, er I som engang var langt borte, kommet nær ved hjælp af Messias’ blod. For han er vor fred, han som gjorde de to parter til ét og nedbrød skillemuren mellem dem.“ Denne ’skillemur’ var Lovpagten, der adskilte jøder fra hedninger. Den blev ophævet på grundlag af Kristi offerdød, så både jøder og hedninger gennem ham kunne få „adgang til Faderen ved én ånd“. — Efeserne 2:11-18.

16. (a) Hvorfor fik Peter Rigets nøgler? (b) Hvor mange nøgler var der, og hvordan virkede de?

¹⁶ Apostelen Peter fik desuden „himlenes riges nøgler“, så mennesker af alle racer kunne lære om Guds hensigter, blive ’født igen’ ved hellig ånd og blive Kristi åndelige medarvinger. (Mattæus 16:19; Johannes 3:1-8) Peter brugte tre symbolske nøgler. Den første var for jøderne, den anden for samaritanerne og den tredje for hedningerne. (Apostelgerninger 2:14-42; 8:14-17; 10:24-28, 42-48) Derved skænkede den upartiske Gud, Jehova, de udvalgte fra alle nationer den forret at blive Jesu åndelige brødre og medarvinger til Riget. — Romerne 8:16, 17; 1 Peter 2:9, 10.

17. (a) Hvilket usædvanligt syn fik Peter, og hvorfor? (b) Hvorhen blev Peter ført af tre mænd, og hvem ventede på ham der? (c) Hvad mindede Peter disse hedninger om, og hvad havde Gud tydeligt vist ham?

¹⁷ Som en forberedelse til anvendelsen af den tredje nøgle — for hedningerne — fik Peter et usædvanligt syn af nogle urene dyr. Samtidig blev der sagt til ham: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!“ Hvad skulle Peter lære af dette? „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.“ (Apostelgerninger 10:9-16) Peter var i stor vildrede med hvad synet kunne betyde, men snart kom tre mænd for at føre ham til Kornelius, en romersk officer der var udstationeret i Cæsarea. Eftersom denne by var det militære hovedkvarter for de romerske styrker i Judæa, var det naturligt at Kornelius boede der. I disse meget hedenske omgivelser ventede Kornelius på Peter sammen med sine slægtninge og nære venner. Apostelen sagde til dem: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning; og dog har Gud vist mig at jeg ikke må kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor er jeg også kommet uden indvending, da jeg blev hentet.“ — Apostelgerninger 10:17-29.

18. (a) Hvilken betydningsfuld udtalelse fremsatte Peter over for Kornelius og hans gæster? (b) Hvilken dramatisk begivenhed fandt sted mens Peter aflagde vidnesbyrd om Jesus? (c) Hvilket skridt blev derefter taget i forbindelse med disse troende hedninger?

¹⁸ Da Kornelius havde fortalt om Guds ledelse af begivenhederne, sagde Peter: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:30-35) Da apostelen derefter aflagde et vidnesbyrd om Jesus Kristus, skete der noget dramatisk: „Mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet.“ Peters jødiske ledsagere var „slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed“. Peter svarede: „Kan nogen forbyde at disse bliver døbt i vand, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?“ Hvem kunne vel have noget at indvende, når himmelens upartiske Gud havde udgydt sin hellige ånd over disse troende hedninger? Peter bød derfor at de skulle „døbes i Jesu Kristi navn“. — Apostelgerninger 10:36-48.

’Af alle nationer’

19. Hvorfor tager raceurolighederne til, og i hvilket omfang sker dette?

¹⁹ Vi befinder os nu i „de sidste dage“ og lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Mange er egenkærlige, pralende, hovmodige, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, uden selvbeherskelse, vilde, egenrådige og opblæste. (2 Timoteus 3:1-5) I dette klima er det ikke overraskende at raceuroligheder er et voksende problem verden over. I mange lande er det sådan at folk af forskellig race eller hudfarve afskyr, ja hader hinanden. Dette har nogle steder ført til kamphandlinger og oprørende grusomheder. Selv i såkaldt oplyste samfund har mange svært ved at overvinde deres racefordomme. Og denne „sygdom“ synes at sprede sig til områder hvor man mindst af alt skulle vente det, for eksempel til øer der engang blev betragtet som fredfyldte, idylliske oaser.

20. (a) Hvilket syn fik Johannes under inspiration? (b) I hvilket omfang opfyldes dette profetiske syn allerede nu? (c) Hvilken svaghed har nogle stadig ikke helt overvundet, og hvor bør de søge hjælp?

²⁰ Trods raceurolighederne i forskellige dele af verden har den upartiske Gud, Jehova, forudsagt at folk fra alle racer og nationer skulle nyde en bemærkelsesværdig international enhed. Ved guddommelig inspiration så apostelen Johannes „en vældig Mængde, saa stor at ingen kunde tælle den, taget ud af alle Nationer og Stammer, Racer og Sproggrupper, staa hvidklædt foran Tronen, Ansigt til Ansigt med Lammet“ og prise Jehova. (Åbenbaringen 7:9; Schindler) Denne profeti er allerede ved at blive opfyldt. Over 3.300.000 Jehovas vidner fra alle nationer og racer i 210 lande glæder sig over indbyrdes enhed og racemæssig harmoni. De er dog stadig ufuldkomne. Og selv blandt dem findes der nogle som har svært ved helt at overvinde deres racefordomme, skønt de måske ikke selv er opmærksomme på dette problem. Hvordan kan det overvindes? Det vil vi se på i den næste artikel, der er baseret på vejledningen i den upartiske Guds, Jehovas, inspirerede ord.

Tjen Jehova i fællesskab

„Da giver jeg folkene et rent sprog, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham endrægtigt.“ — ZEFANIAS 3:9, American Standard Version.

1, 2. (a) Hvilken profeti lader Jehova nu gå i opfyldelse? (b) Hvilke spørgsmål rejser denne profeti?

JEHOVA GUD udvirker i vor tid noget som mennesker aldrig ville kunne udvirke på egen hånd. I denne splittede verden tales der omkring 3000 sprog, men Gud lader nu denne profeti gå i opfyldelse: „Da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — Zefanias 3:9.

² Hvad er dette ’rene sprog’? Hvem taler det? Og hvad vil det sige ’at tjene Gud skulder ved skulder’?

De taler ’det rene sprog’

3. Hvad er ’det rene sprog’, og hvorfor er de der taler det ikke splittede?

³ Da Guds hellige ånd på pinsedagen i år 33 blev udgydt over Jesu Kristi disciple, blev de i stand til at tale sprog de aldrig havde lært. Dette gav dem mulighed for at fortælle mennesker fra mange forskellige sproggrupper om „Guds storslåede gerninger“. Ved denne lejlighed begyndte Jehova at skabe enhed mellem mennesker med vidt forskellig etnisk baggrund. (Apostelgerninger 2:1-21, 37-42) Da troende hedninger senere blev disciple af Jesus, kunne Guds tjenere virkelig siges at være et folk bestående af mange sproggrupper og mange racer. De har imidlertid aldrig været splittede af verdslige skranker, for de taler alle ’det rene sprog’. Det er dette fælles ’sprog’, sandheden fra Bibelen, der omtales profetisk i Zefanias 3:9. (Efeserne 4:25) De der taler ’det rene sprog’ er ikke splittede, men ’fører enig tale’ og er „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10.

4. Hvordan hentydes der til samarbejde mellem forskellige race- og sproggrupper i Zefanias 3:9, og hvor finder man et sådant samarbejde i dag?

⁴ ’Det rene sprog’ skulle sætte folk fra alle nationer og racer i stand til at tjene Jehova „skulder ved skulder“, bogstaveligt ’med én skulder’. De skulle tjene Gud „i fuld enighed“ (The New English Bible); „endrægtigt“. (Da. aut.) En anden oversættelse siger: „Derefter vil jeg igen give folkene rene læber, så de alle kan påkalde Herrens navn og dyrke ham i fællesskab.“ (Tolvprofetbogen) Et sådant samarbejde mellem mange racer og sproggrupper i tjenesten for Gud findes kun blandt Jehovas vidner.

5. På hvilken måde kan Jehovas vidner bruge ethvert jordisk sprog?

⁵ Da alle Jehovas vidner taler sandhedens ’rene sprog’ som det findes i Bibelen, er det muligt for dem at bruge ethvert jordisk sprog på den mest ophøjede måde — nemlig til at prise Gud og forkynde den gode nyhed om Riget. (Markus 13:10; Titus 2:7, 8; Hebræerne 13:15) Hvor er det vidunderligt at ’det rene sprog’ således sætter mennesker fra alle etniske grupper i stand til at samarbejde om tjenesten for Jehova!

6. Hvilket syn har Gud på mennesker, og hvad kan være en hjælp hvis en kristen er tilbøjelig til at være partisk?

⁶ Da Peter forkyndte for Kornelius og andre hedninger, sagde han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Ifølge andre oversættelser er der ’ikke personsanseelse hos Gud’, han ’kender ikke til at gøre forskel på folk’ og „alle mennesker er lige“ for ham. (Da. aut.; Seidelin; Ny Testamente — på hverdagsdansk) Som Jehovas tjenere bør vi have det samme syn på mennesker fra andre etniske grupper som han har. Men hvad nu hvis en kristen alligevel er en smule partisk? Så vil det kunne hjælpe ham at lægge mærke til hvor upartisk Gud er i forholdet til sine tjenere fra alle nationer, stammer, folk og tungemål. — Se også Vågn op! for 22. februar 1985, side 3-11.

„Nationernes kostbare skatte“

7. Hvorfor adskiller én kristen sig ikke fra en anden i forholdet til Gud, uanset deres race eller nationalitet?

⁷ Hvis du er et døbt vidne for Jehova, har du sikkert på et tidspunkt ’sukket og stønnet over alle de vederstyggeligheder’ der øves i denne onde ordning. (Ezekiel 9:4) Du var ’død i dine synder’, men i sin barmhjertighed har Gud draget dig til sig gennem Jesus Kristus. (Efeserne 2:1-5; Johannes 6:44) Heri adskiller du dig ikke fra dine trosfæller. Også de var engang foruroligede over ondskaben, de var ’døde i deres synder’, men har nydt godt af Guds barmhjertighed gennem Jesus Kristus. Og uanset vor race eller nationalitet er det kun som følge af tro vi nu er blevet godkendt som vidner for Jehova Gud. — Romerne 11:20.

8. Hvordan opfyldes ordene i Haggaj 2:7 nu?

⁸ De profetiske ord i Haggaj 2:7 hjælper os til at forstå hvordan vi bør betragte trosfæller fra andre lande. Jehova siger i dette skriftsted: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed.“ Denne forudsagte ophøjelse af den sande gudsdyrkelse finder sted i Guds sande tempel, det sted hvor man tilbeder Gud. (Johannes 4:23, 24) Men hvad er „nationernes kostbare skatte“? Det er de tusinder af retfærdselskende mennesker som reagerer positivt på forkyndelsen om Riget. Fra alle nationer og racer strømmer de til „bjerget med Jehovas hus“ idet de lader sig døbe som vidner for ham og bliver en del af den internationale ’store skare’. (Esajas 2:2-4; Åbenbaringen 7:9) De der priser Jehova som en del af hans jordiske organisation er rene, moralske, gudfrygtige mennesker — de er „kostbare skatte“. Og det er indlysende at enhver sand kristen bør ønske at vise broderkærlighed mod alle som vor Fader i himmelen godkender og betragter som dyrebare.

En ny personlighed

9. Før vi blev kristne havde vi måske ikke særlig høje tanker om fremmede, men hvorfor bør det være anderledes nu?

⁹ Vore åndelige brødre og søstre jorden over er også godkendt i Guds øjne fordi de har fulgt vejledningen om at ’afføre sig den gamle personlighed sammen med dens forehavender og iføre sig den nye personlighed’. „Gennem nøjagtig kundskab fornys [den] efter billedet af ham som skabte den, hvor der hverken er græker eller jøde, omskærelse eller ikke-omskærelse, fremmed, skythe, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.“ (Kolossenserne 3:9-11) Hvis nogle tidligere ikke havde haft særlig høje tanker om jøder, grækere eller andre der i deres øjne var fremmede, burde de ændre indstilling nu da de var blevet kristne. De der har iført sig „den nye personlighed“ bør — uanset race, nationalitet eller kultur — opdyrke Guds hellige ånds frugt: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Gør de det, vil det være let for andre tilbedere af Jehova at holde af dem.

10. Hvordan kan ordene i Titus 1:5-12 hjælpe os hvis vi føler os fristet til at fremsætte negative bemærkninger om trosfæller af en anden race eller nationalitet?

¹⁰ I modsætning til Jehovas tjenere har nogle verdslige mennesker for vane at komme med nedsættende bemærkninger om folk der har en anden etnisk baggrund end de selv. En profet fra Kreta sagde endda engang om sit eget folk: „Kretere er altid løgnere, farlige vilddyr, lediggængere og frådsere.“ Apostelen Paulus kom til at tænke på disse ord da det ved en lejlighed var nødvendigt for ham at lukke munden på nogle falske lærere blandt de kristne på Kreta. Men Paulus sagde bestemt ikke: ’Alle kristne fra Kreta er løgnere, farlige vilddyr, lediggængere og frådsere.’ (Titus 1:5-12) Nej, for kristne taler ikke nedsættende om andre. De fleste af de kristne fra Kreta havde desuden iført sig „den nye personlighed“, og nogle var åndeligt kvalificerede til at blive udnævnt til ældste. Hvis vi nogen sinde skulle føle os fristet til at fremsætte generaliserende, negative bemærkninger om vore åndelige brødre og søstre af en anden race eller fra et andet land, giver dette os grund til alvorlig eftertanke.

Agt andre højere end dig selv

11. Hvad kan en kristen gøre hvis han nærer partiskhed under nogen form?

¹¹ Hvis en kristen nærer fordomme mod mennesker af en anden race eller nationalitet, vil han sandsynligvis komme til at røbe det i ord eller handling. Dette kan skabe sårede følelser, især i en menighed med mange nationaliteter. Det siger sig selv at ingen kristen vil ønske at belaste enheden blandt Guds folk på denne måde. (Salme 133:1-3) Hvis en kristen er partisk, vil det derfor være rigtigt af ham at bede: „Undersøg mig, Gud, og kend mit hjerte. Ransag mig, og kend mine foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i mig, og før mig ad den vej der varer evindelig.“ — Salme 139:23, 24.

12. Hvorfor bør vi ikke prale af os selv eller af andre med samme etniske baggrund?

¹² Det er godt at anlægge det realistiske syn at vi alle er ufuldkomne mennesker, der slet ikke kunne have et forhold til Gud hvis det ikke var for Jesu Kristi offer. (1 Johannes 1:8–2:2) Hvori adskiller vi os da fra andre? Har vi grund til at prale af os selv eller af andre med samme etniske baggrund — i betragtning af at vi intet har som vi ikke har fået? — Jævnfør Første Korintherbrev 4:6, 7.

13. Hvordan kan vi bidrage til menighedens enhed, og hvad kan vi lære af Filipperbrevet 2:1-11?

¹³ Vi kan bidrage til menighedens enhed hvis vi anerkender andres gode egenskaber og viser værdsættelse af dem. Den jødiske apostel Paulus gav os alle stof til eftertanke da han skrev til de ikkejødiske kristne i Filippi: „Gør min glæde hel og fuld ved at I er enige, har den samme kærlighed, er forenede i én sjæl, tænker ét, intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv.“ Jesus Kristus viste ved sit eksempel hvilken holdning vi bør have til vore medmennesker — uanset deres race eller nationalitet. Skønt han var en vældig åndeskabning ’fremtrådte han i menneskers lighed’ og ydmygede sig til døden på en marterpæl til gavn for syndige mennesker af alle racer og nationaliteter. (Filipperne 2:1-11) Bør vi ikke, som Jesu disciple, være kærlige, ydmyge og medfølende, og agte andre højere end os selv?

Lyt og iagttag

14. Hvad kan hjælpe os til at agte andre højere end os selv?

¹⁴ Det vil måske være lettere for os at agte andre højere end os selv hvis vi hører godt efter når de taler, og nøje iagttager deres adfærd. Det kan for eksempel være at en ældste må se i øjnene at en anden ældste — måske af en anden race — er bedre end han til at give vejledning på den teokratiske skole. Han indser måske at det er hans medtjeners kærlighed til sandheden, ikke nødvendigvis hans ordvalg eller udtryksmåde, der gør at han opnår gode resultater med at hjælpe sine trosfæller til at blive dygtige forkyndere af Riget. Og det er tydeligt at Jehova velsigner hans bestræbelser.

15. Hvad lægger vi måske mærke til når vi lytter til vore trosfællers kommentarer?

¹⁵ Når vi taler med vore brødre og søstre eller lytter til deres kommentarer ved møderne, lægger vi måske mærke til at nogle af dem har en bedre forståelse af visse bibelske sandheder end vi selv har. Vi bemærker måske at deres broderkærlighed virker stærkere, at de tilsyneladende har større tro på eller tillid til Jehova. Uanset deres etniske baggrund ansporer de os altså til kærlighed og gode gerninger, de styrker vor tro og tilskynder os til i højere grad at stole på vor himmelske Fader. (Ordsprogene 3:5, 6; Hebræerne 10:24, 25, 39) Jehova er tydeligvis kommet nær til dem, og det samme bør vi gøre. — Jævnfør Jakob 4:8.

Velsignet og opretholdt

16, 17. Vis med eksempler at Gud ikke kun velsigner sine tjenere af én race eller nationalitet.

¹⁶ Da Jehova ikke er partisk nøjes han ikke med at velsigne sine tjenere af en bestemt race eller nationalitet. I Brasilien var det for eksempel ikke fremmede missionærer men otte brasilianske sømænd der første gang forkyndte budskabet om Riget — det var i tiden omkring 1920. Det er tydeligt at Gud har velsignet arbejdet, for i tjenesteåret 1987 var der et højdepunkt på 216.216 forkyndere af Riget i dette land med 141.302.000 indbyggere — det svarer til én forkynder for hver 654 indbyggere.

¹⁷ Lad os betragte et andet eksempel på at Gud har velsignet sine tjeneres arbejde. I april 1923 blev to sorte vidner for Jehova, broder W. R. Brown og hans kone, sendt fra øen Trinidad i Det Caraibiske Hav til Vestafrika for at forkynde budskabet om Riget. Dér tjente de i mange år, og han blev kendt under navnet „Bibel-Brown“. De „plantede“, og ’Gud fik det stadig til at gro’, idet også andre begyndte at arbejde i dette enorme område. (1 Korinther 3:5-9) I dag er der over 32.600 forkyndere i Ghana og flere end 133.800 i Nigeria.

18, 19. Nævn eksempler på at vor upartiske Gud opretholder sine tjenere af alle racer og nationaliteter.

¹⁸ Ikke alene velsigner Jehova sine tjenere af alle nationaliteter og racer, han opretholder dem også. Tænk for eksempel over hvad to Jehovas vidner fra Japan har været ude for. Den 21. juni 1939 blev Katsuo Miura og hans kone arresteret, sat i fængsel og adskilt fra deres femårige dreng, der måtte passes af sin bedstemoder. Søster Miura blev sat på fri fod efter otte måneder, men broder Miura sad fængslet i over to år før han kom for en domstol. Han blev mishandlet, fundet skyldig og idømt fem års fængsel. Mens han sad fængslet i Hiroshima holdt Gud ham oppe gennem Bibelen, der til stadighed gav ham trøst og styrke. Som ved et mirakel overlevede broder Miura da atombombeeksplosionen den 6. august 1945 jævnede fængselet med jorden. To måneder senere blev han genforenet med sin kone og søn i det nordlige Japan.

¹⁹ Under den anden verdenskrig kom Jehovas vidner i mange lande ud for hård forfølgelse. Broder Robert A. Winkler var en af de tyske brødre der sad i koncentrationslejre i Tyskland og Holland. Han ville ikke forråde sine trosfæller, og blev derfor slået til ukendelighed. Men læg engang mærke til hvad han skrev: „Tanken om at Jehova har lovet at hjælpe under alle former for trængsler trøstede mig og gav mig styrke til at udholde alt dette. . . . Lørdag var jeg blevet slået af Gestapo, og den følgende mandag skulle jeg forhøres af dem igen. Hvad ville der nu ske, og hvad skulle jeg gøre? Jeg vendte mig til Jehova i bøn, i tillid til hans løfter. Jeg vidste at jeg måtte anvende teokratisk krigsstrategi til gavn for Rigets arbejde og for at beskytte mine kristne brødre. Det var en stor prøvelse for mig, og den syttende dag var jeg fuldstændig udmattet, men jeg takkede Jehova for at jeg med styrke fra ham var i stand til at udholde denne prøvelse og bevare min uangribelighed.“ — Salme 18:35; 55:22; 94:18.

Taknemmelige for brodersamfundet

20. Hvordan kan vi få større respekt for vore trosfæller, uanset deres race eller nationalitet?

²⁰ Det er hævet over enhver tvivl at Jehova velsigner og opretholder sine tjenere af alle racer og nationaliteter. Han er ikke partisk, og som hans indviede tjenere har vi hverken nogen undskyldning for eller nogen grund til at vise partiskhed. Vi vil desuden få større respekt for vore brødre og søstre af enhver race og nationalitet hvis vi erkender hvilke fortrin de har frem for os. Også de anvender den himmelske visdom, der ikke er partisk men bærer gode frugter. (Jakob 3:13-18) Og deres venlighed, gavmildhed, kærlighed og andre gode egenskaber er værd at efterligne.

21. Hvad bør vi være fast besluttede på at gøre?

²¹ Vi bør derfor være dybt taknemmelige for vort brodersamfund der omfatter alle racer og nationaliteter! Lad os med vor himmelske Faders hjælp og velsignelse tjene ham „skulder ved skulder“ i broderkærlighed og gensidig respekt. Ja, det bør være vort oprigtige ønske og faste forsæt at tjene Jehova i fællesskab.