Josef fra Arimatæa var kendt for at være både „god“ og „retfærdig“. Disse ord bruges naturligvis altid i relativ forstand om ufuldkomne mennesker. (Lu 23:50; jf. Mt 19:16, 17; Mr 10:17, 18; se GODHED [Jehovas godhed].) Budene i Guds lov til Israel var ’hellige [idet de stammede fra Gud] og retfærdige [da de genspejlede Guds fuldkomne norm] og gode [fordi de i enhver henseende var gavnlige for dem der fulgte dem]’. — Ro 7:12; jf. Ef 5:9.

Loven var retfærdig. Det vil ikke sige at Moseloven ikke indeholdt Guds norm for retfærdighed. Det gjorde den. Apostelen Paulus skrev: „Altså er loven på sin side hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.“ (Ro 7:12; 5Mo 4:8) Den tjente Guds hensigt, idet den gjorde overtrædelserne kendt og virkede som en opdrager der førte jøder med et oprigtigt hjerte til Kristus, foruden at den indeholdt en skygge af kommende goder. (Ga 3:19, 24; He 10:1) Men den kunne ikke bringe dem der var underlagt den, sand eller fuld retfærdighed. De var alle syndere, de kunne ikke holde Loven til fuldkommenhed, og deres ypperstepræst var ude af stand til med sin tjeneste og sine ofre at fjerne deres synder. Derfor kunne de kun opnå retfærdighed ved at tage imod Guds søn. (Ro 8:3, 4; He 7:18-28) De der tog imod Kristus, blev erklæret retfærdige, ikke som noget de havde gjort sig fortjent til, men som en gave, og Kristus blev dem „visdom fra Gud, samt retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum“. Følgelig opnås sand retfærdighed kun gennem Kristus. Derved ophøjes Jehova, for det viser at al retfærdighed skyldes ham og ikke mennesker eller deres gerninger, „for at det kan være som der står skrevet: ’Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.’“ — 1Kor 1:30, 31; Ro 5:17.