POTTEMAGER

En der fremstiller krukker, fade og andet lertøj. Det hebraiske ord for pottemager (jōtserʹ) betyder bogstaveligt „former“, „en der former“ (Jer 18:4, fdn.), mens det græske ord (kerameusʹ) kommer af en rod der betyder „at blande“, hvilket måske sigter til at pottemageren måtte blande vand i leret for at gøre det klar til brug. Ved at forme ler til kar og brænde dem har pottemagere siden oldtiden fremstillet hærdede redskaber der ikke blev bløde i våd tilstand. Pottemagerne kunne arbejde alene, men nogle havde hjælpere, i mange tilfælde elever. Blandt hebræerne synes der på et tidspunkt at have været en gruppe kongelige pottemagere. — 1Kr 4:21-23.

En almindelig metode til fremstilling af lertøj begyndte med at pottemageren vaskede leret og rensede det for fremmedlegemer, lod det lufttørre og derefter æltede det stadig fugtige ler med fødderne for at gøre det smidigt og let at forme. (Es 41:25) Derefter blev leret æltet med hænderne og lagt på drejeskiven.

I oldtiden var pottemagerens drejeskive i regelen lavet af sten (undertiden af træ) og bestod først og fremmest af en flad skive der var centreret på en lodret aksel og kunne drejes vandret. Skivens vægt, især langs kanten, gav den stabilitet og fremdrift når den blev drejet med hånden. Den senere tilføjelse af svinghjulet, en større og tungere underste skive (der sad på samme aksel og drejede vandret ligesom den øverste skive), betød at pottemageren i siddende stilling kunne dreje skiven med fødderne.

Når pottemageren havde lagt en lerklump på drejeskiven, formede han et kar med hænderne mens han drejede skiven. (Jer 18:3, 4) Efter at have ladet det tørre lidt i solen kunne han igen sætte det på drejeskiven for at glatte det og give det et mønster på ydersiden ved hjælp af småsten eller muslingeskaller eller ved at presse et snoet reb ind mod det stadig fugtige lertøj. Der fandtes også mange andre metoder. Lerkar blev ofte dekoreret med farve. Andre blev glaseret (Ord 26:23) og derefter brændt i en ovn. Man kunne også dekorere lertøjet med farvet „begitning“ (pottemagerler opslæmmet i vand) og brænde det igen.

Pottemageren fremstillede mange forskellige ting: store krukker (Kl 4:2), lamper, ovne, legetøj (som dukker og dyrefigurer), fade, bægre, flasker m.m. (3Mo 15:12; 2Sa 17:28; Jer 19:1; Lu 22:10) Han lavede også gryder og bageplader. Somme tider fik lertøjet et stempel der viste hvor det var fremstillet. Ofte havde pottemageren sit eget „varemærke“ der stempledes på lertøjets hanke.

Somme tider anvendte pottemageren en åben form som han pressede leret ned i for at mønsteret kunne aftegnes i det. Senere fremstillede man ofte lamper på denne måde, i to stykker der blev samlet når leret var så tørt at det føltes omtrent som læder. Nu og da formede pottemageren sine ting i hånden, men i regelen brugte han drejeskiven.

Ved arkæologiske udgravninger finder man ofte store mængder potteskår. (Se POTTESKÅR.) De forskellige slags lertøj der findes, hjælper arkæologerne til at identificere forskellige kulturer og til at danne sig et skøn over hvilken beboelsesperiode de forskellige lag repræsenterer. På grundlag af mængden af potteskår har arkæologerne også forsøgt at anslå befolkningstætheden bestemte steder i fortiden.

Pottemagerens myndighed over leret anvendes som et billede på Jehovas suveræne myndighed over enkeltpersoner og nationer. (Es 29:15, 16; 64:8) For Gud var Israels hus som „leret i pottemagerens hånd“. Han var den store Pottemager. (Jer 18:1-10) Mennesket har ikke ret til at kives med Gud, lige så lidt som leret forventes at sætte sig op imod den der tildanner det. (Es 45:9) Ligesom et lerkar kan knuses, kan Jehova straffe et folk for dets overtrædelser ved at bringe ulykke over det. — Jer 19:1-11.

Til den messianske konge blev der profetisk sagt angående nationerne: „Du skal sønderslå dem med et jernscepter; som en pottemagers kar skal du knuse dem.“ — Sl 2:9; jf. Da 2:44; Åb 2:26, 27; 12:5.

Af samme klump ler kunne pottemageren lave ét kar til ærefuld brug og et andet til ikkeærefuld, almindelig eller ordinær brug. På samme måde har Jehova myndighed til at forme mennesker som han ønsker. Han har båret over med de onde, „vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“, men dette har været til gavn for „barmhjertighedens kar“, dem der udgør det åndelige Israel. — Ro 9:14-26.