Gud får det til at gro — Gør du også din del?
FORESTIL dig at du befinder dig i en smuk have. Du er omgivet af majestætiske træer, frodige buske og et væld af blomster i alle mulige klare farver. Den smaragdgrønne græsplæne skråner ned mod den velplejede åbrink og det krystalklare vand i åen. Et enestående syn! Fuld af beundring spørger du hvem der har anlagt dette smukke område. Beskedent svarer gartneren at det har Gud, der får alting til at gro.
Det var du selvfølgelig godt klar over i forvejen. Men du husker stadig gartnerens ord da du kommer hjem til din egen forsømte have. Her gror intet der er tiltalende for øjet, affald hober sig op, og grimme huller i jorden er fyldt med regnvand. Du har et stærkt ønske om at din have skal se ud som den du lige har besøgt. Med en fast tro på gartnerens ord falder du derfor på knæ og retter en indtrængende bøn til Gud om at få smukke blomster til at gro i din have. Hvad sker der? Ingenting, selvfølgelig.
Hvordan forholder det sig med åndelig vækst? Du har måske et inderligt ønske om at opleve en åndelig vækst, for eksempel ved at nye reagerer positivt på sandheden fra Guds ord, eller i forbindelse med din egen åndelige fremgang. Du beder måske også indtrængende Jehova om at give denne vækst idet du er fast overbevist om at han har magt til at gøre det. Men er et inderligt ønske, en indtrængende bøn og tillid til Guds magt i sig selv nok til at skabe åndelig vækst?
Gud får det til at gro
Måske føler du at din andel i åndelig fremgang er ubetydelig. Er det ikke det apostelen Paulus antyder i Første Korintherbrev 3:5-7? Der står: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“
Paulus anerkender med rette at når ting gror må al ære gå til Gud. En gartner forbereder sin jord, sår sin sæd og plejer planterne, men i sidste ende er det på grund af Guds vidunderlige skaberkraft at tingene gror. (1 Mosebog 1:11, 12, 29) Men hvad mener Paulus så når han siger at ’hverken den der planter eller den der vander er noget’? („Det er ikke dét at gartnerne planter og vander der tæller,“ The New English Bible.) Bagatelliserer han den enkelte forkynders rolle i forbindelse med det at gøre nye disciple, ved at antyde at det i sidste ende ikke betyder så meget hvordan vi udfører vor tjeneste?
’Den der planter er ikke noget’
Husk at Paulus i denne del af sit brev ikke taler om det kristne forkyndelsesarbejde, men om det tåbelige i at følge mennesker frem for Jesus Kristus. Nogle i menigheden i Korinth tillagde fremtrædende tjenere som Paulus og Apollos overdreven betydning. Andre fremmede sektvæsen og ophøjede mænd der mente at de stod over deres kristne brødre. — 1 Korinther 4:6-8; 2 Korinther 11:4, 5, 13.
Det er skadeligt at ære mennesker på denne måde. Det er udtryk for en kødelig tankegang som kun fører til strid og skinsyge. (1 Korinther 3:3, 4) Paulus viser hvad en sådan indstilling fører med sig. Han siger: „Der er stridigheder iblandt jer. Hvad jeg mener er dette, at enhver af jer siger: ’Jeg tilhører Paulus,’ ’Og jeg Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus.’“ — 1 Korinther 1:11, 12.
Når han skriver at ’den der planter og den der vander ikke er noget’, er det altså for at bekæmpe denne kødelige tankegang, og for at understrege nødvendigheden af at se op til Kristus som Fører og anerkende at al ære for menighedens vækst må gå til Gud. Apostlene og andre ældste var ganske enkelt tjenere for menigheden. Ingen skulle ophøjes over andre, og de skulle heller ikke selv søge ære eller herlighed. (1 Korinther 3:18-23) Den der planter og den der vander er altså ingenting, siger Paulus, „i sammenligning med ham som giver sæden liv.“ — 1 Korinther 3:7, Phillips.
Guds medarbejdere
Når Paulus siger dette er det altså ikke for at bagatellisere vigtigheden af den rolle vi spiller i forbindelse med at plante og vande. Det var ikke for at vi skulle begynde at tænke: „Gud skal nok selv få tingene til at gro når hans tid er inde,“ og derefter blot læne os tilbage og vente. Både hvad vi gør og hvordan vi gør det, har indflydelse på hvordan væksten bliver. Og det var Paulus klar over.
Derfor tilskyndede han gentagne gange de kristne til at arbejde på at forbedre deres tjeneste og deres evne til at undervise. Tænk blot på de råd han gav den unge Timoteus. „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ (1 Timoteus 4:16) „Jeg pålægger dig højtideligt . . . forkynd ordet, vær på færde . . . med al langmodighed og undervisning. . . . fuldfør din tjeneste.“ (2 Timoteus 4:1, 2, 5) Hvis ikke Timoteus’ arbejde med at plante og vande havde nogen som helst indflydelse på tingenes vækst, ville det være formålsløst at han arbejdede ihærdigt på at forbedre sine evner i den retning.
Ligesom Paulus og Apollos kan du få del i den uvurderlige forret at tjene som en af Guds medarbejdere. (1 Korinther 3:9; 2 Korinther 4:1; 1 Timoteus 1:12) Det arbejde du udfører er derfor vigtigt. Gartneren forventer ikke at Gud mirakuløst skaber en smuk have uden at han selv må gøre en indsats. Skulle det da være anderledes når det gælder åndelig vækst? Bestemt ikke. Ligesom landmanden tålmodigt „venter på jordens dyrebare frugt“, må vi også først anstrenge os i arbejdet med at plante og vande mens vi venter på at Gud får det til at gro. — Jakob 1:22; 2:26; 5:7.
Gør også din del
Eftersom apostelen Paulus siger at „hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde“, gør vi vel i at spørge os selv hvordan vi arbejder. — 1 Korinther 3:8.
Haveeksperten Geoffrey Smith siger: „Man behøver ingen særlige kvalifikationer for at blive gartner, bare man er interesseret i planter.“ (Shrubs & Small Trees) På samme måde er der heller ikke behov for særlige medfødte evner for at vi kan være Guds medarbejdere; der kræves blot at vi er oprigtigt interesserede i mennesker og er villige til at blive brugt af Gud. — 2 Korinther 2:16, 17; 3:4-6; Filipperne 2:13.
Overvej nogle af de gode råd som faglærte gartnere giver. En af dem siger for eksempel at hvis en lærling er villig til at lytte til de mere erfarne gartnere, „kan han meget hurtigt blive fagmand“. Og videre siger han: „Fagmanden finder altid noget nyt at lære.“ (The Encyclopedia of Gardening) Accepterer du villigt den hjælp og oplæring Jehova giver dig så du kan være mere effektiv når du planter og vander? Hvad enten du er ny eller erfaren som forkynder, vil du ved at gøre dette kunne udvikle endnu flere færdigheder som Guds medarbejder og blive ’tilstrækkelig egnet til at undervise andre’. — 2 Timoteus 2:2.
Hvis begynderen er villig til at lytte og lære, „vil han kunne undgå de værste faldgruber,“ siger Geoffrey Smith. Hvis vi lytter til den vejledning Jehova giver os gennem sit ord og sin organisation, vil vi gøre tingene på hans måde. Vi vil derved undgå faldgruber som det at føre tåbelige diskussioner med nogle som kun ønsker at strides om ord. — Ordsprogene 17:14; Kolossenserne 4:6; 2 Timoteus 2:23-26.
Et andet godt gartnerråd er at tænke tingene grundigt igennem før man begynder at grave i jorden. The Encyclopedia of Gardening siger: „Før spaden stikkes i jorden må man tage sig tid til stille og roligt at overveje [mulighederne].“ Sker det af og til at du skynder dig ud i tjenesten uden først under bøn at gennemtænke hvad du vil udrette og hvordan du bedst kan gøre det? Sæt dig nogle mål før du begynder. Tænk for eksempel over hvilken slags mennesker du vil møde og hvilke problemer du kan komme ud for, og forbered hvordan du vil gribe det an. Derved vil du „kunne vinde desto flere“, idet du er „blevet alt“ for alle slags mennesker. — 1 Korinther 9:19-23.
„Lad ikke din hånd hvile“
Hvis vi værdsætter det privilegium at tjene som Guds medarbejdere, vil vi ikke være påholdende med at udføre vor del af samarbejdet. „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ (Prædikeren 11:6) Det endelige resultat ligger i Jehovas hænder, men det er sikkert at vi kun kan høste hvis vi først har sået rigeligt. — Prædikeren 11:4.
Ingen have er nogen sinde blevet smuk ved en tilfældig, planløs graven og smiden om sig med såsæd. På samme måde kræves der også mere i den kristne tjeneste end en mere eller mindre tilfældig uddeling af bibelsk læsestof. Som Guds medarbejdere må vi flittigt og grundigt gøre den gode nyhed kendt og lede efter de mennesker der har den rette indstilling. (Apostelgerninger 13:48) Husk det princip som apostelen Paulus fremholder i Andet Korintherbrev 9:6: „Den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt; og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.“
Vi vil, ligesom gode gartnere gør, forsøge at plante i god jord. Men selv om man har fået plantet i nok så god jord er det ikke enden på sagen. Geoffrey Smith siger: „Dette betyder ikke at man efter at have plantet kun har tilbage at anskaffe sig en liggestol og en parasol.“ Nej, for at tingene skal gro må man gøre en indsats med at vande og pleje. — Jævnfør Ordsprogene 6:10, 11.
Den kristne tjeneste kan i virkeligheden omfatte lange perioder med hårdt arbejde uden synlige resultater. Men pludselig, og nogle gange helt uventet, kan det give vidunderlige resultater. Geoffrey Smith siger: „Gartnerens arbejde består af lange perioder med ensformigt slid afvekslende med øjeblikke af en så storslået skønhed at alt gravearbejdet, lugningen og de uophørlige bekymringer bliver glemt.“ Når et modtageligt hjerte reagerer gunstigt på sandhedens budskab kan du også opleve øjeblikke med enestående tilfredshed — forudsat at du er villig til at gøre det forberedende arbejde med at grave, plante, luge og vande. — Jævnfør Ordsprogene 20:4.
Paulus og Apollos var klar over at deres arbejde med at forkynde Riget og gøre disciple ikke gjorde dem fortjent til en særlig fremtrædende stilling i menigheden. De forstod at det er Gud som får det til at gro. Men de fortsatte med flittigt at plante og vande. Måtte vi følge deres eksempel og stille os til rådighed for Gud som „tjenere ved hvem [andre bliver] troende“. — 1 Korinther 3:5, 6.
[Illustration på side 23]
Gud får alt til at gro — men gartneren gør også sin del