Spørgsmål fra læserne

Hvor meget skal kristne bekymre sig om hvorvidt fødevarer er tilsat blodbestanddele, såsom tørret plasma?

Hvis der er gyldige grunde til at tro at dyreblod (eller blodbestanddele) med sikkerhed bliver brugt i kødprodukter dér hvor man bor, må kristne udvise passende forsigtighed. Men det er ikke fornuftigt at være foruroliget alene på grund af mistanke eller at bekymre sig unødigt.

På et tidligt tidspunkt i menneskets historie bestemte Skaberen at mennesker ikke måtte spise blod. (1 Mosebog 9:3, 4) Han sagde at blodet repræsenterer livet, der er en gave fra ham. Blod som blev fjernet fra et dyr måtte kun bruges som offer, for eksempel på alteret. Ellers skulle man lade blodet fra et dyr løbe ud på jorden, for at vise at man i en vis forstand gav det tilbage til Gud. Hans folk måtte ikke opretholde livet ved at indtage blod. Han påbød: „I må ikke spise blodet af nogen som helst slags kød, for alt køds sjæl er dets blod. Enhver der spiser det, skal udryddes.“ (3 Mosebog 17:11-14) Guds forbud mod at spise blod blev gentaget over for de kristne. (Apostelgerninger 15:28, 29) De første kristne måtte altså undgå mad der indeholdt blod, såsom kød fra kvalte dyr og blodpølse.

Men hvordan kunne de kristne i praksis efterleve deres beslutning om at ’holde sig fra blod’? (Apostelgerninger 21:25) Skulle de blot følge apostelen Paulus’ ord: „Alt det der bliver solgt på kødtorvet kan I spise uden at stille spørgsmål af hensyn til jeres samvittighed“?

Nej. Disse ord i Første Korintherbrev 10:25 hentyder til kød fra et dyr som måske havde været bragt som offer ved et afgudstempel. På den tid kom templerne af med det kød der var tilovers ved at sælge det til handlende, som kunne lade det indgå i den forsyning af kød der var til salg i deres forretninger. Det Paulus mente var at kød fra et tempel ikke i sig selv var dårligt eller besmittet. Ved de hedenske templer var det tilsyneladende almindeligt at tage blodet fra offerdyrene og bringe det som offer på alteret. Hvis noget af det overskydende kød blev solgt på markedet, uden klar forbindelse med et tempel eller med hedningernes forkerte opfattelser, kunne kristne købe det som almindeligt kød der var rent og som blodet var løbet af på korrekt vis.

Det forholdt sig imidlertid anderledes hvis disse kristne vidste at der blev solgt kød fra kvalte dyr (eller blodpølse) i de lokale forretninger. Så måtte de være forsigtige når de købte kød. De kunne måske genkende de kødprodukter der indeholdt blod hvis de havde en særlig farve (ligesom blodpølse i dag som regel kan genkendes i de lande hvor det er almindeligt). Eller kristne kunne finde frem til en hæderlig slagter eller kødbutik. Hvis de ikke havde nogen grund til at tro at noget bestemt kød indeholdt blod, kunne de købe og spise det.

Paulus skrev også: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ (Filipperne 4:5) Det gjaldt også når man skulle købe kød. Hverken Loven til Israel eller bestemmelserne fra det første århundredes styrende råd antydede at Guds folk skulle gå til yderligheder når de forhørte sig om kød, eller endda blive vegetarer hvis der var den mindste tvivl om at der var blod i det kød de kunne få.

En israelitisk jæger der dræbte et dyr, lod blodet løbe af. (Jævnfør Femte Mosebog 12:15, 16.) Hvis hans familie ikke kunne spise alt kødet kunne han sælge noget af det. Selv når blodet havde fået lov at løbe af, ville der være en lille smule blod tilbage i kødet, men Bibelen siger ingen steder at en jøde der købte kød skulle gå til yderligheder for at finde ud af enkeltheder som for eksempel: hvor mange minutter der var gået mellem at dyret var slået ihjel og blodet løbet af, hvilken arterie eller vene der var skåret over for at blodet kunne løbe af, og hvordan dyret var blevet hængt op og hvor længe. Det styrende råd skrev heller ikke at kristne skulle tage ekstraordinære forholdsregler i denne henseende eller at de skulle have meget detaljerede og definitive svar før de spiste noget kød.

I mange lande i dag er det sådan at alle kødprodukter (med undtagelse af særlige ting som for eksempel blodpølse) ifølge gældende lov, skik og brug eller religiøs praksis stammer fra dyr som blodet er løbet af ved slagtningen. Derfor behøver kristne i de lande normalt ikke at være overdrevent optaget af slagte- og fremstillingsmetoder. De kan i det store og hele ’spise købt kød uden at stille spørgsmål’, og de kan med god samvittighed føle at de afholder sig fra blod.

Nogle kristne er blevet foruroligede over at der nu og da har været tekniske rapporter fremme om erhvervsmæssig brug af blod. Nogle inden for kødvareindustrien går ind for at store mængder blod fra slagtede dyr opsamles og bruges til praktiske formål, for eksempel i kunstgødning eller dyrefoder. Forskere har undersøgt om blod (eller blodbestanddele) kunne bruges i forarbejdet kød. Nogle få virksomheder har endda produceret begrænsede mængder flydende og frosset plasma samt pulverplasma (eller affarvede røde blodlegemer) som kan erstatte nogle få procent af kødet i pølseprodukter eller postejer. Andre undersøgelser har drejet sig om hvorvidt man kan bruge pulveriserede blodderivater som fyldstof eller til at binde vand og fedt med i kød- og bageprodukter, eller som protein- eller jerntilsætning i andre føde- og drikkevarer.

Det er dog værd at bemærke at sådanne undersøgelser har stået på i årtier. Alligevel ser det ud til at brugen af sådanne produkter har været yderst begrænset og i de fleste lande slet ikke har fundet sted. Nogle typiske rapporter viser hvorfor:

„Blod er nærende og proteinrigt. Men okseblod er kun blevet brugt i begrænsede mængder til menneskeføde på grund af dets stærke farve og karakteristiske smag.“ — Journal of Food Science, bind 55, nummer 2, 1990.

„Blodplasmaproteiner besidder nogle gavnlige egenskaber, såsom høj opløselighed og stor emulgeringsevne foruden at de er vandafvisende . . . og det indebærer store fordele at bruge dem i fødevareproduktionen. Men i Japan er der ikke indført noget effektivt system til rensning af plasma, især ikke efter dehydrering.“ — Journal of Food Science, bind 56, nummer 1, 1991.

Nogle kristne har nu og da undersøgt varedeklarationen på emballerede fødevarer, da mange lande kræver at indholdet er beskrevet. Det kan de gøre regelmæssigt med de fødevarer der kunne indeholde blod. Man bør naturligvis undgå produkter der ifølge deklarationen indeholder blod, blodplasma, plasma, globuliner (plasmaprotein) eller hæmoglobin. En salgsinformation fra et europæisk firma vedgår angående dette punkt: „Oplysninger vedrørende brugen af globulin som en ingrediens skal fremgå af fødevarens indpakning på en sådan måde at forbrugeren ikke vildledes med hensyn til varens indhold eller værdi.“a

Men selv når det gælder om at undersøge varedeklarationer eller forhøre sig hos slagtere og andre, må man være rimelig. Det er ikke sådan at kristne verden over skal efterprøve deklarationer og ingredienser i alle indpakkede fødevarer eller forhøre de ansatte i restauranter eller fødevarebutikker om hvorvidt der er blod i deres produkter. En kristen kunne først spørge sig selv: ’Er der tydelige vidnesbyrd om at der anvendes blod eller blodbestanddele i almindelige fødevarer her i landet?’ I de fleste tilfælde er svaret nej. Derfor er mange kristne nået til den konklusion at de ikke personligt vil anvende megen tid på at undersøge teoretiske muligheder. Den der ikke har det på samme måde må handle i overensstemmelse med sin samvittighed uden at dømme andre der med god samvittighed over for Gud er nået til en anden slutning. — Romerne 14:2-4, 12.

Selv om der kan fremstilles madvarer som indeholder blod, kan det meget vel være at det ikke gøres i stor udstrækning på grund af omkostningerne, lovgivningen eller andre faktorer. For eksempel skrev bladet Food Processing (september 1991): „De virksomheder der har problemer med de mindre end én procent hydrolyseret okseplasma (i den færdige kødpostej) kan erstatte det med en alternativ blanding af valleproteinkoncentrat og kan klassificere det som kosher.“

Det bør understreges at man i mange lande på grund af loven, befolkningens smag samt skik og brug normalt lader blodet løbe af de dyr der slagtes, og ikke bruger dette blod i andre fødevarer. Hvis der ikke er solidt grundlag for at mene at forholdene lokalt er anderledes eller at der for nylig er sket en væsentlig forandring, skal kristne være på vagt over for at bekymre sig unødigt om noget der måske kun er gisninger eller rygter. Når det derimod er sikkert eller meget sandsynligt at der i vid udstrækning bruges blod — hvad enten det er i mad eller i lægebehandling — er vi fast besluttede på at adlyde Guds bud om at afholde os fra blod.

[Fodnote]