Hold sporten på den rette plads

DET er dejligt for en sportsmand at mærke at han bliver dygtigere eller mere udholdende. Gud har skabt os til at finde glæde ved fysisk udfoldelse. Endnu flere holder af at se andre dyrke sport. Som så meget andet er sport af det gode når det holdes på den rette plads.

Hvad sker der til sammenligning hvis folk får for meget sol når de er på stranden? De bliver forbrændt — hvilket tager noget af glæden og endda kan være farligt. Det samme gælder sport. Lidt er godt, men for meget er skadeligt.

At dyrke sport kan være en glimrende måde at slappe af og more sig på, men sporten bør ikke være ens et og alt. Sport i sig selv kan ikke give et menneske sand tilfredshed eller varig glæde. Desværre skal der ofte en tragedie til før man erkender dette. „Alle mine trofæer og medaljer er værdiløse,“ forklarer Mary Wazeter, den kvindelige atlet som sprang ud fra en bro og blev lam.

„Jeg har lært mange sandheder om livet,“ fortæller hun. „Én er at sand tilfredshed ikke opnås ved, som så mange tror, at stræbe efter det fuldkomne, efter præstationer. Det gav mig ikke tilfredshed at få topkarakterer, at vinde medaljer i løb eller at have en flot figur.“

Sociologen John Whitworth siger det endnu mere uforbeholdent: „Efter kampen er man blot et tal i en statistik. Det virker alt sammen overfladisk, men jeg går ud fra at det er typisk for vort samfund.“ Når sporten tillægges for stor betydning forvrænger det perspektivet.

Efter sin sejr i 200-meter-sprint ved de olympiske lege i 1964 udtalte Henry Carr: „Mens jeg kørte tilbage til den olympiske by så jeg for første gang rigtigt på guldmedaljen. . . . Jeg spurgte faktisk mig selv: ’Hvad i alverden! Har jeg slidt i alle de år, bare for at få denne her?’ Jeg var vred da jeg skulle have været lykkelig. Det var en virkelig skuffelse.“ Marlon Starling havde det på samme måde efter at han i 1987 havde vundet verdensmestertitlen i weltervægtsboksning. „Titlen,“ sagde han, „kan ikke måle sig med når mit barn siger: ’Far, jeg elsker dig.’“

Heraf kan man lære at produktivt arbejde, familieliv og især tilbedelsen af Gud bør have førsteprioritet. Bibelen har ret når den siger: „Legemlig opøvelse [som opnås ved sport] er gavnlig til lidt.“ (1 Timoteus 4:8) Dette viser hvor sporten rettelig hører hjemme i vort liv. Den må have en underordnet betydning. Eftersom man let kan blive grebet af sporten, må man altid passe på at vigtigere gøremål ikke forsømmes.

Tag dig derfor i agt hvis din familie klager over at du bruger for meget tid på at tale om, se eller dyrke sport. En kvinde hvis mand lagde sine sportsvaner om, siger taknemmeligt: „Nu tilbringer han mere tid sammen med børnene og mig. Somme tider ser vi en kamp i fjernsynet, men de fleste aftener går vi en tur og taler om dagens begivenheder. Det er dejligt, og det hjælper os til at bevare lykken.“

Hvad med konkurrenceånden?

Det er kun sundt at dyrke sport så længe konkurrencemomentet holdes på et fornuftigt plan. „Trænere, gymnastiklærere, forældre og børn er så opsatte på at vinde at de helt har glemt formålet med [de unges] sportsudøvelse,“ siger en læge ved et professionelt ishockeyhold beklagende. Formålet med sport, siger han, burde være „at opdyrke holdånd, disciplin, fysisk form og, frem for alt, at have det sjovt“.

Desværre har den hårde kamp for at vinde i mange tilfælde kvalt glæden. Sportspsykologen Bruce Ogilvie bemærker: „Da jeg engang interviewede nybegynderne på 10 større baseballhold sagde 87 procent af dem at de ønskede at de aldrig havde spillet i turnering for det havde taget spilleglæden fra dem.“ Et andet problem er at den benhårde konkurrence giver mange skader.

Bibelen råder: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Ifølge en græsk-dansk ordbog er grundbetydningen af det græske ord der her gengives med „udfordrer“ egentlig „kalder frem . . . til kamp“. An American Translation oversætter passagen sådan: „Lad os ikke i vor forfængelighed udfordre hinanden.“ Og fodnoten i studieudgaven af New World Translation har følgende alternative gengivelse: „Tvinger hinanden til en styrkeprøve.“

Det er altså ikke klogt at udfordre eller tvinge andre til at konkurrere. Det skaber ikke gode venskaber. Det kan være ydmygende at blive besejret i en påtvunget styrkeprøve hvis sejrherren bagefter praler af sin sejr. Det er ukærligt at være besat af konkurrenceånden. (Mattæus 22:39) Hvis konkurrencen imidlertid holdes på et venskabeligt og naturligt plan, kan det gøre spillet sjovt og spændende.

Nogle forsøger at reducere konkurrencemomentet til et minimum. „Jeg tror fuldt og fast på sport for sportens skyld op til 13-14-års alderen,“ siger en engelsk fodboldtræner. Han mener at det ville være bedre hvis der ikke blev ført kontrol med holdenes point og resultater og der ikke var forskellige serier og finalekampe, ja, at der kun blev lagt lidt eller slet ingen vægt på at vinde.

Holdningen til sportsstjerner

For at kunne holde sporten på den rette plads må man også have det rette syn på berømte sportsstjerner. Forståeligt nok beundrer man deres sportslige formåen. Men skal man gøre dem til idoler? Ofte har unge plakater med sportsfolk hængende på værelset. Men gør det som disse mennesker har udrettet dem virkelig fortjent til en sådan ære? Nej, måske tværtimod.

En ny spiller på et elitefodboldhold så til at begynde med op til mange af sine holdkammerater. Men på grund af deres opførsel og indstilling, siger han, „mistede jeg enhver følelse og respekt for dem.“ Han forklarer: „For eksempel kunne en sige: ’Hej, jeg gjorde det med fem piger sidste uge, min kone ikke iberegnet.’ Jeg kiggede på ham og tænkte ved mig selv: ’Det er den fyr jeg har beundret.’“

Det er forkert at gøre noget menneske til sit idol, især hvis vedkommende beskæftiger sig med noget som Bibelen siger kun har lidt værdi. Guds tjenere opfordres til at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’. — 1 Korinther 10:14.

Hvordan sport er gavnlig

Bibelen siger som sagt at fysisk opøvelse, deriblandt sport, „er gavnlig til lidt“. (1 Timoteus 4:8) På hvilke måder? Hvordan kan man have gavn af sport?

Den græske læge Galenos, som i det andet århundrede var livlæge for den romerske kejser Marcus Aurelius, understregede at det er vigtigt med motion hvis man skal bevare et godt helbred. Han anbefalede at man dyrkede boldspil da man derved ville få rørt hele kroppen på en naturlig måde. Og da det sædvanligvis er sjovt at deltage i boldspil, er det desuden ikke så stor en overvindelse at skulle motionere.

Mange føler at sporten øger deres velbefindende. Efter en omgang workout eller en fodboldkamp føler de sig forfriskede. Dette kan ikke overraske, for, som dr. Dorothy Harris siger, „er motion naturens bedste beroligende middel.“

Fysisk træning, for eksempel ved gymnastik, jogging eller boldspil, bliver almindeligvis anset for sundt. „Mennesker der er i god form kan nemt klare deres daglige opgaver uden at blive udmattede og samtidig have energi tilovers til andre interesser,“ skriver World Book Encyclopedia. „De kan også bedre forhale ældningsprocessen end de der er i dårlig form.“

Men uanset hvor meget det gavner et menneske at dyrke sport, er sportens værdi begrænset. Alle mennesker ældes og dør til sidst. Efter at have anerkendt at „legemlig opøvelse er gavnlig til lidt“, siger Bibelen imidlertid: „Men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.

Kun Jehova Gud, Skaberen, kan give os livet. Intet er derfor vigtigere end at vise „gudhengivenhed“, altså at ære, tilbede og tjene Gud. De der viser gudhengivenhed vil først og fremmest ønske at gøre Guds vilje. De vil anstrenge sig i Guds tjeneste og bruge deres ungdom som Jesus Kristus gjorde, til at fortælle andre om Gud og hans rige.

Ved at sætte Guds interesser først kan mennesker vinde hans gunst og opnå evigt liv i hans retfærdige nye verden. Dér vil den lykkelige gud, Jehova, sørge for at de erfarer sand lykke og tilfredshed.