„Irriter ikke jeres børn“
„I FÆDRE, irriter ikke jeres børn.“ Sådan lyder apostelen Paulus’ vejledning til forældre. (Efeserne 6:4) Forældre i Vesten lever imidlertid i et stresset industrialiseret samfund og har derfor ikke altid lige let ved at være venlige over for deres børn. Og i den tredje verden hvor man ganske vist ikke har samme fortravlede tilværelse som i Vesten, er børneopdragelse en lige så stor udfordring. Her kan hævdvundne skikke og traditioner have påvirket forældrene så de næsten uvilkårligt kommer til at irritere børnene.
I nogle udviklingslande er børn placeret nederst på den sociale rangstige. I visse kulturer hundser man med børnene i en truende og bydende tone, idet man råber nedsættende udtryk efter dem. Kun sjældent hører man en voksen være venlig over for et barn, og almindelige høflige vendinger som „vær så venlig“ og „tak“ synes ikke at eksistere. Fædre befæster deres myndighed ved at opdrage børnene med hård hånd og giver deres trusler vægt ved at slå børnene.
I nogle afrikanske kulturer regnes børn endog for at være næsvise hvis de på eget initiativ hilser på en voksen. Det er ikke noget særsyn at se unge, tynget af en tung byrde på hovedet, stå tålmodigt og vente på at få lov til at hilse på en gruppe voksne. Imens fortsætter de voksne blot deres snak om løst og fast indtil det passer dem at lade børnene hilse på dem. Først når disse hilsener er udvekslet kan de unge få lov til at gå videre.
En anden faktor som kan skade børnene er fattigdom. På bekostning af de unges skolegang og gode helbred bliver de sendt ud på arbejdsmarkedet. Desuden lægges der ofte en urimelig tung arbejdsbyrde på dem i hjemmet. Og når landfamilierne sender børnene ind til de store byer for at deres slægtninge kan tage sig af dem mens de går i skole, bliver de ofte praktisk talt behandlet som slaver. Der er vist ingen tvivl om at denne tarvelige behandling ’irriterer’ børnene!
Udtrykket „irriter ikke“
Nogle forældre følger blot med strømmen og opdrager deres børn efter tidens pædagogiske luner, uden hensyn til børnenes tarv. Det er imidlertid ikke uden grund at Guds ord tilskynder forældre til ikke at irritere deres børn. Det græske udtryk der gengives med „irriter ikke“, betyder ordret „provoker ikke til vrede“. (Kingdom Interlinear) I Romerbrevet 10:19 gengives det samme udsagnsord med ’ægge til voldsom vrede’.
En anden oversættelse siger: „Gør ikke jeres børn vrede.“ (Da. prøveovers. 1989) Og The Jerusalem Bible har en lignende ordlyd: „Driv aldrig jeres børn til fortørnelse.“ Der tænkes ikke her på de mindre, uforvarende irritationsmomenter som skyldes forældrenes ufuldkommenhed. Bibelen fordømmer heller ikke retfærdig tugt. Ifølge Lange’s Commentary on the Holy Scriptures tales der i dette skriftsted om „den overilede, grove og humørsyge behandling af børn som . . . virker frastødende og gør dem oprørske, trodsige og bitre“.
Som pædagogen J. S. Farrant bemærker: „Sagen er at børn er mennesker. De forholder sig ikke kun passive over for deres omgivelser som for eksempel planter gør. De reagerer.“ Og denne reaktion mod en uretfærdig behandling fører ofte til at de lider et åndeligt og følelsesmæssigt knæk. Herom siger Prædikeren 7:7: „For undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt.“
Opdrag børn i Guds tugt og formaning
Forældre som ønsker at deres børn skal blive ved med at vandre i sandheden, bør ikke lade kulturelle normer og traditioner være den eneste bestemmende faktor for hvordan de vil opdrage børnene. (Jævnfør Tredje Johannesbrev 4.) Efter at Paulus havde advaret forældre mod at irritere deres børn, sagde han: „Bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Jehovas normer har derfor langt større vægt end lokale skikke og opfattelser.
I visse lande er det måske ganske almindeligt at behandle børn som underlegne individer, næsten som slaver. Bibelen, derimod, erklærer i Salme 127:3: „Se! Sønner er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning.“ Kan forældre bevare et godt forhold til Jehova hvis de samtidig misbruger hans arv? Næppe! Den indstilling at børn udelukkende eksisterer for at opfylde deres forældres behov, er heller ikke passende. I Andet Korintherbrev 12:14 får vi denne påmindelse: „Børnene bør . . . ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“
Det er ikke tanken at børn skal bruge denne vejledning som en undskyldning for ikke at bære deres del af arbejdsbyrden i hjemmet. Men bør man ikke også tage barnets tarv i betragtning? En kristen pige fra Afrika, Yaa, blev for eksempel spurgt om hvad hun helst ville have at forældrene gjorde for hende. Hun svarede: „Jeg ville ønske at jeg havde lidt færre pligter i hjemmet de dage hvor jeg har aftaler i tjenesten på arbejdsmarken.“ Hvis et barn synes at det er svært at komme i skole til tiden eller overvære de kristne møder på grund af mange huslige pligter, ville det så ikke være bedst at være lidt mere fleksibel?
Sandt nok kan det være en udfordring at have med unge at gøre. Hvordan kan forældre alligevel undgå at udnytte eller irritere dem? Ordsprogene 19:11 siger: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede.“ Ja, man kan begynde med at lære sit barn at kende som person. Hvert eneste barn er et særskilt individ; det har sine egne interesser, evner og behov. Kender du dem? Har du taget dig tid til at lære dit barn at kende og at finde svaret på dette spørgsmål? Forældre kan komme tættere ind på livet af deres børn ved at arbejde sammen med dem, også i gudsdyrkelsen, og ved at være fælles om fornøjelige familiestunder.
I Andet Timoteusbrev 2:22 kommer Paulus med en anden interessant kommentar, idet han siger til Timoteus: „Flygt . . . fra de ønsker der hører ungdommen til.“ Ja, Paulus forstod at ungdommen kan være en forvirrende tid, med pludselige fysiske og følelsesmæssige forandringer. Man begynder at føle sig stærkere tiltrukket af det modsatte køn, og i denne periode har unge i særlig grad brug for kærlige retningslinjer fra de voksne så de kan undgå de store faldgruber. Men de bør ikke vejledes som om de allerede har gjort sig skyldige i umoralske handlinger. En opirret ung pige, hvis far er kristen, beklagede: „Jeg har ikke begået utugt, men det er som om min far beskylder mig for det, så om jeg gør det eller ej kan vel komme ud på ét.“ I stedet for at tillægge dine børn dårlige motiver, kan du lade dem forstå at du har tillid til dem. (Jævnfør Andet Thessalonikerbrev 3:4.) Og vær ikke kritisk, men vis empati og dømmekraft på en kærlig og konsekvent måde.
Mange vanskeligheder kan imidlertid undgås hvis forældre og børn på forhånd drøfter de moralske farer som unge udsættes for i dag. Vi må huske at forældres undervisning og oplæring af deres børn i Guds ord er en gudgiven forpligtelse. (5 Mosebog 6:6, 7) Dette kan kræve megen tid og anstrengelse. Desværre kommer nogle forældre til kort med hensyn til at føre deres undervisningsprogram ud i livet fordi de mangler tålmodighed. Andre forældre er hæmmede af analfabetisme, der er et kæmpeproblem i mange udviklingslande.
I nogle tilfælde kan man bede en moden kristen om at træde til. Det drejer sig måske blot om at give de mindre erfarne forældre nogle gode råd. (Ordsprogene 27:17) Eller måske skal man være behjælpelig med at lede selve familiestudiet. Men dette fritager ikke familieoverhovedet for det ansvar at undervise børnene i Guds ord. (1 Timoteus 5:8) Faderen kan bestræbe sig for at arbejde sammen med sine børn i tjenesten på arbejdsmarken og drøfte åndelige spørgsmål med dem ved måltiderne eller ved andre passende lejligheder.
I takt med at unge nærmer sig det voksne stade ønsker de naturligt nok mere frihed. Dette bliver ofte misforstået af forældrene; de tager det som et udtryk for ulydighed eller oprørskhed. Forældre opirrer de unge når de fortsætter med at behandle dem som små børn og nægter at give dem mere handlefrihed! Det vil også være frustrerende hvis forældrene forsøger at bestemme ethvert aspekt af børnenes liv — uddannelse, karriere og ægteskab — uden stille og roligt at kunne tale det igennem med de unge i en atmosfære af gensidig tillid og respekt. (Ordsprogene 15:22) Apostelen Paulus tilskynder medkristne til at ’være fuldvoksne i forstandighed’. (1 Korinther 14:20) Er det ikke forældres ønske at deres børn skal blive voksne — både følelsesmæssigt og åndeligt? Unges „opfattelsesevne“ kan imidlertid kun opøves „gennem brugen“. (Hebræerne 5:14) Dette kræver at børnene får en vis grad af valgfrihed.
Det er på ingen måde let at opdrage børn i disse vanskelige tider. Men forældre der følger vejledningen i Guds ord undlader at irritere eller opirre deres børn, „for at de ikke skal blive mismodige“. (Kolossenserne 3:21) Nej, forældre bestræber sig for at behandle deres børn med varme, forståelse og værdighed. Børnene bliver ledet, ikke drevet; opdraget, ikke ignoreret; tilskyndet til kærlighed, ikke provokeret til vrede eller frustration.
[Illustration på side 30]
Nogle ghanesiske forældre benytter lejligheden til at være sammen med deres børn ved at spille „oware“ med dem (lokalt indendørsspil)