Jehova
Definition: Den eneste sande Guds personlige navn. Det navn hvormed han kalder sig selv. Jehova er Skaberen og med rette den suveræne Hersker over universet. „Jehova“ er oversat fra det hebraiske tetragram, יהוה, der betyder „Han lader blive“. Disse fire hebraiske bogstaver gengives på mange sprog med bogstaverne JHWH eller YHWH.
Hvor finder vi Guds navn i nyere bibeloversættelser?
Den autoriserede danske oversættelse af 1931: Navnet Jahve er nævnt i en fodnote til Første Mosebog 2:4 og Anden Mosebog 3:14. I ordforklaringen til „Det gamle Testamente“ oplyses det at HERREN i denne oversættelse er en „omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud, stundom afkortet til Jah eller Jahu. Man udelader gerne det sidste h og skriver Jahve“.
Kalkars oversættelse: Navnet Jehova bruges konsekvent overalt i denne oversættelses hebraiske skrifter, første gang i Første Mosebog 2:4.
Buhls oversættelse: Tetragrammet er gengivet med Jahve fra det forekommer første gang i Første Mosebog 2:4.
Ny Verden-oversættelsen: Navnet Jehova bruges i både De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter i denne oversættelse. Det forekommer 7210 gange.
Die Heilige Schrift (Elberfelder-udgaven): Navnet Jehova bruges konsekvent overalt i denne oversættelses hebraiske skrifter fra og med Første Mosebog 2:4. I forordet til anden udgave (1891) hedder det: „Jehova. Vi har bibeholdt dette navn på Israels pagtsgud fordi læseren har været vant til det i årevis.“
The New English Bible: Navnet Jehova findes i Anden Mosebog 3:15; 6:3. Se også Første Mosebog 22:14; Anden Mosebog 17:15; Dommerbogen 6:24; Ezekiel 48:35. (Hvis en oversættelse kan bruge navnet Jehova nogle steder, hvorfor så ikke være konsekvent og bruge det alle de steder hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst?)
Revised Standard Version: En fodnote til Anden Mosebog 3:15 siger: „Ordet HERRE står, når det er skrevet med kapitæler, for det guddommelige navn, JHWH.“
Today’s English Version: En fodnote til Anden Mosebog 6:3 siger: „HERREN: . . . Hvor den hebraiske tekst har Jahve, der traditionelt translittereres Jehova, bruger denne oversættelse HERRE med kapitæler, som det i vid udstrækning er almindeligt i engelske oversættelser.“
King James Version: Navnet Jehova findes i Anden Mosebog 6:3; Salme 83:18; Esajas 12:2; 26:4. Se også Første Mosebog 22:14; Anden Mosebog 17:15; Dommerbogen 6:24.
American Standard Version: Navnet Jehova bruges konsekvent overalt i denne oversættelses hebraiske skrifter, første gang i Første Mosebog 2:4.
Douay Version: En fodnote til Anden Mosebog 6:3 siger: „Mit navn Adonaj. Navnet, som findes i den hebraiske tekst, er Guds mest passende navn, et navn der angiver hans evige, selveksisterende tilværelse (2 Mos. 3, 14,) og som jøderne af ærefrygt aldrig udtalte. I stedet læste de Adonaj overalt hvor det forekommer i Bibelen, hvilket betyder Herren. De brugte derfor vokaltegnene fra navnet Adonaj i forbindelse med de fire bogstaver i dette andet, uudsigelige navn, jod, he, vau, he. Heraf har nogle i nyere tid dannet navnet Jehova, et navn som ikke var kendt i oldtiden, hverken af jøder eller kristne, for den sande udtale af navnet, der findes i den hebraiske tekst, er nu, efter at det ikke har været brugt så længe, gået helt tabt.“ (Det er interessant at The Catholic Encyclopedia [1913, bd. VIII, s. 329] siger: „Jehova, Guds egennavn i Det gamle Testamente; jøderne kaldte det derfor det ypperste navn, det store navn, det eneste navn.“)
The Jerusalem Bible: Tetragrammet er oversat Jahve fra det forekommer første gang i Første Mosebog 2:4.
The Bible in Living English, S. T. Byington: Navnet Jehova bruges overalt i De hebraiske Skrifter.
The Emphatic Diaglott, Benjamin Wilson: Navnet Jehova findes i Mattæus 21:9 og sytten andre steder i denne oversættelse af De kristne græske Skrifter.
Hvorfor bruger mange bibeloversættelser enten slet ikke Guds personlige navn, eller, hvis de gør det, da kun nogle få gange?
Forordet til Revised Standard Version forklarer: „Af to grunde er komiteen vendt tilbage til King James-oversættelsens mere velkendte praksis: (1) Ordet ’Jehova’ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form af navnet som blev brugt på hebraisk. (2) Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“ (Komiteen bruger således sin egen opfattelse af hvad der er passende, som begrundelse for at berøve Bibelen sin guddommelige Forfatters personlige navn, skønt navnet forekommer hyppigere end noget andet navn eller nogen anden titel i den hebraiske grundtekst. De siger at de følger det eksempel som jødedommens tilhængere har sat. Om dem sagde Jesus: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.“ — Matt. 15:6.)
I forordet til Davids Salmer (udgivet af Det danske Bibelselskab, 1977) skriver oversætterne at det var hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af gudsnavnet Jahve, „men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet“.
Oversættere som har følt sig forpligtet til at tage Guds personlige navn med i selve teksten en eller flere gange, men ikke hver gang det forekommer i den hebraiske tekst, har åbenbart fulgt William Tyndales eksempel. Han tog det guddommelige navn med en enkelt gang i sin oversættelse af Pentateuken, der udkom i 1530, hvorved han brød med den hidtidige praksis at udelade navnet helt og holdent.
Blev navnet Jehova brugt af De kristne græske Skrifters inspirerede skribenter?
Hieronymus skrev i det fjerde århundrede: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, den første af alle evangelisterne, skrev et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske bogstaver, til gavn for dem af de omskårne der var blevet troende.“ (De viris inlustribus, kap. III) Dette evangelium indeholder elleve direkte citater af dele af De hebraiske Skrifter hvori tetragrammet findes. Der er ingen grund til at tro at Mattæus ikke citerede disse steder sådan som de stod skrevet i den hebraiske tekst han citerede fra.
Andre inspirerede skribenter som nedskrev dele af De kristne græske Skrifter citerede i hundredvis af steder fra Septuaginta, en oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk. Mange af disse steder forekom det hebraiske tetragram direkte i den græske tekst i tidlige eksemplarer af Septuaginta. I betragtning af Jesu egen indstilling til Faderens navn må man gå ud fra at Jesu disciple har bevaret navnet i disse citater. — Jævnfør Johannes 17:6, 26.
I Journal of Biblical Literature skriver George Howard fra Georgias universitet: „Vi ved helt sikkert at græsktalende jøder fortsatte med at skrive יהוה i deres græske udgave af Skrifterne. Desuden er det højst usandsynligt at den første tids teksttro græsktalende jødekristne afveg fra denne praksis. Selv om de i underordnet omtale af Gud sandsynligvis brugte ordene [Gud] og [Herre], ville det have lignet dem dårligt om de havde slettet tetragrammet i selve den bibelske tekst. . . . Eftersom tetragrammet stadig stod i de afskrifter af den græske bibel som udgjorde oldkirkens skrifter, er det rimeligt at tro at de mænd der skrev N[ye] T[estamente] bevarede tetragrammet i den bibelske tekst når de citerede fra Skriften. . . . Men da det blev udeladt i det græske G[amle] T[estamente], blev det også udeladt de steder hvor N[ye] T[estamente] citerede fra G[amle] T[estamente]. På et eller andet tidspunkt ved begyndelsen af det andet århundrede må surrogaterne [erstatningsordene] altså have fortrængt tetragrammet i begge testamenter.“ — Årg. 96, nr. 1, marts 1977, s. 76, 77.
Hvilken form af det guddommelige navn er den rigtige — Jehova eller Jahve?
Ingen mennesker kan i dag være sikre på hvordan det oprindelig blev udtalt på hebraisk. Hvorfor ikke? Fordi det bibelske hebraisk til at begynde med kun blev skrevet med konsonanter. Der var ingen vokaler. Så længe hebraisk var et hverdagssprog kunne læseren uden videre indføje de rigtige vokaler. Men senere fik jøderne den overtroiske idé at det var forkert at udtale Guds personlige navn højt, og derfor erstattede de det med andre ord. Århundreder senere udviklede jødiske lærde et system af tegn hvormed de angav hvilke vokaler der skulle bruges når man læste en gammel hebraisk tekst, men ved Guds navn tog de vokalerne fra de ord de satte i stedet for navnet og indføjede dem ved de fire konsonanter. På den måde gik den oprindelige udtale af Guds navn tabt.
Mange lærde hælder til stavemåden Jahve, men om den er rigtig kan ikke fastslås med sikkerhed, og de lærde er uenige. På den anden side er „Jehova“ den form de fleste kender, fordi den har været brugt på blandt andet engelsk, tysk og dansk i århundreder.
J. B. Rotherham brugte formen Jahve overalt i De hebraiske Skrifter af The Emphasised Bible. Men senere brugte han formen Jehova i sit værk Studies in the Psalms. Han forklarede: „JEHOVAH. — Anvendelsen af denne engelske form af mindenavnet . . . i nærværende udgave af Salmerne skyldes ikke tvivl med hensyn til den rette udtale, som er Jahvéh; det skyldes udelukkende praktiske vidnesbyrd jeg personlig har indhentet, om det ønskværdige i at bevare forbindelsen med offentlighedens øre og øje i en sag af denne art, hvor det væsentlige er at det guddommelige navn skal være let at genkende.“ — London, 1911, s. 29.
Den tyske professor Gustav Friedrich Oehler kom, efter at have omtalt forskellige måder at udtale navnet på, til følgende konklusion: „Herefter bruger jeg ordet Jehova, for faktisk er dette navn nu blevet optaget i vort ordforråd, og det er . . . umuligt at erstatte det med et andet ord.“ — Theologie des Alten Testaments, 2. udg. (Stuttgart, 1882), s. 143.
Jesuitten og forskeren Paul Joüon siger: „I stedet for (den hypotetiske form) Yahweh har vi i vore oversættelser brugt formen Jéhovah . . . som er den traditionelle litterære form der anvendes på fransk.“ — Grammaire de l’hébreu biblique (Rom, 1923), fodnote på s. 49.
De fleste navne ændres i nogen grad når de overføres fra ét sprog til et andet. Jesus blev født som jøde, og på hebraisk blev hans navn muligvis udtalt Jesjuʹa’, men de inspirerede skribenter som skrev De kristne Skrifter betænkte sig ikke på at bruge den græske form af navnet, nemlig Iesousʹ. På de fleste andre sprog er udtalen en lille smule anderledes, men vi bruger uden videre den form som er almindelig på vort sprog. Det samme gælder andre bibelske navne. Hvordan kan vi så vise tilbørlig respekt for den som bærer det mest betydningsfulde af alle navne? Kunne vi gøre det ved aldrig at udtale eller skrive hans navn, med den begrundelse at vi ikke ved nøjagtig hvordan det oprindelig blev udtalt? Eller kunne vi gøre det ved at udtale eller stave det på den måde der er almindelig på vort sprog, idet vi samtidig omtaler navnets bærer med respekt og opfører os på en måde der ærer ham?
Hvorfor er det vigtigt at kende og bruge Guds personlige navn?
Kan man have et nært forhold til en hvis navn man ikke kender? For de mennesker for hvem Gud er navnløs, er han ofte bare en upersonlig kraft, ikke en virkelig person, ikke nogen de kender og elsker og som de kan tale til fra hjertet i bøn. Hvis de beder, er deres bønner bare et ritual, en formalistisk gentagelse af noget de har lært udenad.
Sande kristne har af Jesus Kristus fået overdraget det hverv at gøre disciple af folk af alle nationer. Hvordan vil de, når de underviser disse mennesker, kunne udpege den sande Gud til forskel fra de falske guder nationerne har? Kun ved at bruge hans personlige navn, sådan som Bibelen selv gør det. — Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 8:5, 6.
2 Mos. 3:15: „Derpå sagde Gud yderligere til Moses: ’Sådan skal du sige til Israels sønner: „Jehova, jeres forfædres Gud, . . . har sendt mig til jer.“ Dette er mit navn for altid, og det vil jeg huskes ved fra generation til generation.’“
Es. 12:4: „Tak Jehova! Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet.“
Ez. 38:17, 23: „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’. . . jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.’“
Mal. 3:16: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“
Joh. 17:26: „[Jesus sagde i en bøn til sin Fader:] Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“
Apg. 15:14: „Simeon har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.“
Er „Det gamle Testamentes“ Jehova den samme som „Det nye Testamentes“ Jesus Kristus?
Matt. 4:10: „Så sagde Jesus til ham: ’Forsvind, Satan! For der står skrevet: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“’“ (Jesus sagde tydeligvis ikke at han selv skulle tilbedes.)
Joh. 8:54: „Jesus svarede [jøderne]: ’Hvis jeg herliggør mig selv, er min herlighed intet. Det er min Fader som herliggør mig, ham som I siger er jeres Gud.“ (De hebraiske Skrifter viser tydeligt at jødernes Gud var Jehova. Jesus sagde ikke at han selv var Jehova, men at Jehova var hans Fader. Her gjorde Jesus det meget klart at han og hans Fader var forskellige personer.)
Sl. 110:1: „Jehovas udsagn til min [Davids] Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’“ (I Mattæus 22:41-45 gav Jesus udtryk for at han selv var Davids „Herre“, som er omtalt i denne salme. Jesus er derfor ikke Jehova, men den som Jehovas ord her var henvendt til.)
Fil. 2:9-11: „Netop derfor ophøjede Gud ham [Jesus Kristus] også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ (Læg mærke til at Jesus her er en anden end Gud Faderen, og at han er underlagt ham.)
Hvordan kan man elske Jehova hvis man også skal frygte ham?
Bibelen siger at vi både skal elske Jehova (Luk. 10:27) og frygte ham. (1 Pet. 2:17; Ordsp. 1:7; 2:1-5; 16:6) En sund gudsfrygt vil få os til at vogte os for at vække hans mishag. Vor kærlighed til Jehova indgiver os ønsket om at gøre det der behager ham, at give udtryk for vor værdsættelse af de utallige eksempler på hans kærlighed og ufortjente godhed som vi er vidne til.
Illustrationer: Det er rigtigt af en søn at frygte for at mishage sin fader, men værdsættelse af alt hvad faderen har gjort for ham skulle også få ham til at give udtryk for sin sande kærlighed til faderen. En svømmedykker siger måske at han elsker havet, men da han samtidig nærer en sund frygt for det, ved han at der er grænser for hvad han kan tillade sig. På samme måde skal vor kærlighed til Gud være parret med en sund frygt for at gøre noget der kunne vække hans mishag.