Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 8/9 s. 9-11
  • Et folk oplært til at vise kærlighed

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Et folk oplært til at vise kærlighed
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • ’Ifør jer kærligheden’
  • Had erstattes af kærlighed
  • Had vil inden længe blive fjernet
  • De guddommelige egenskaber kærlighed og had
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1974
  • Når had er dårskab
    Vågn op! – 1973
  • Den eneste måde at fjerne had på
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2000
  • „En tid til at elske og en tid til at hade“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2011
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 8/9 s. 9-11

Et folk oplært til at vise kærlighed

KÆRLIGHED er hengivenhed baseret på beundring, velvilje eller fælles interesser. Kærlighed er en følelse af stærk tilknytning til en anden person. Den er uselvisk og loyal og viser oprigtig interesse for andres velfærd. Kærlighed er den diametrale modsætning til had. Den der drives af had, har kun tanke for sine egne voldsomme følelser. Den der motiveres af kærlighed, tænker på andre.

Kærlighed eller had, hvilken af disse egenskaber præger dit liv? Det er ikke kun et teoretisk spørgsmål, for svaret har betydning for din evige fremtid. I denne verden, der er oplært til at hade, findes der i dag millioner som lærer at vise andre kærlighed. De gør det ved at iføre sig en ny personlighed. De nøjes ikke med at tale om kærlighed; de bestræber sig ihærdigt for at vise den i gerning.

Hvis du nogen sinde har overværet et af Jehovas Vidners møder, er det sandsynligt at du blev betaget af det du så. Uanset deres nationalitet er Jehovas vidner forenede i tilbedelsen af Gud. De udgør et internationalt brodersamfund. Det kommer til udtryk når de samles i deres lokale rigssale og ved deres stævner, men måske ses det allertydeligst i deres betelfamilier. Det er grupper af Jehovas vidner der bor sammen som en familie, og som frivilligt arbejder sammen om at fremstille og udgive bibelske publikationer. I hvert land fører nogle af dem tilsyn med det arbejde Jehovas Vidner udfører det pågældende sted. Det er ikke nogen lille opgave eftersom den her i 1997 omfatter mere end 82.000 menigheder i 233 lande. For at dække behovet er der over 16.000 frivillige medarbejdere der tjener i betelfamilier rundt om på jorden, nogle på hovedkontoret og andre på mindre afdelingskontorer i 103 lande.

De fleste betelfamilier består hovedsagelig af lokale Jehovas vidner fra det land afdelingskontoret ligger i. Men det gælder ikke alle. Nogle betelfamilier er sammensat af mænd og kvinder af forskellig national, etnisk eller racemæssig oprindelse som tidligere har tilhørt vidt forskellige religiøse grupper. Blandt de næsten 1200 betelmedarbejdere på det tyske afdelingskontor i Selters er der for eksempel cirka 30 nationaliteter repræsenteret. Hvad er det der sætter dem i stand til at bo, arbejde og tilbede sammen i fred og enhed, i en atmosfære der er fri for had? De følger Bibelens vejledning i Kolossenserbrevet 3:14, som siger:

’Ifør jer kærligheden’

Ingen fødes fuldt påklædt, og ingen bliver klædt på blot ved at tale om det. At klæde sig på kræver at man træffer en beslutning om det og gør noget for at føre den ud i livet. På samme måde er ingen iført kærlighed når de fødes, og det er ikke nok bare at tale om den. Det kræver en indsats at iføre sig kærlighed.

Klæder tjener adskillige formål. De beskytter legemet, skjuler uskønne legemsdele og ufuldkommenheder og fortæller noget om bærerens personlighed. Sådan er det også med kærligheden. Kærligheden til retfærdige principper og et deraf følgende ønske om et ret forhold til dem vi er sammen med, motiverer os til ikke at omgås nogen der kan udgøre en fare for os, eller at færdes på farlige steder. Dette er en beskyttelse for os. Kærligheden hjælper os desuden til at værne om dyrebare venskaber. Den der viser andre kærlighed, vil ofte få kærlighed til gengæld, og den der afholder sig fra at skade andre, vil ofte undgå selv at lide skade.

Kærlighed skjuler desuden de utiltalende træk ved vores personlighed som andre måske finder ubehagelige. Er vi ikke mere tilbøjelige til at se gennem fingre med mindre fejl der begås af nogle der er kærlige, end fejl begået af nogle der er stolte, arrogante, selvcentrerede og ukærlige?

De der ifører sig kærlighed, udviser de smukke egenskaber der kendetegner en kristuslignende personlighed. Mens fysisk skønhed kun er overfladisk, gennemtrænger åndelig skønhed hele personen. Du kender sikkert nogle som du finder smukke, ikke på grund af deres udseende, men på grund af deres varme og kærlige væremåde. På den anden side har de fleste af os også mødt kønne kvinder eller flotte mænd som mistede ethvert spor af charme så snart deres sande jeg kom op til overfladen. Det er behageligt at omgås dem der har iført sig kærlighed!

Had erstattes af kærlighed

At had kan erstattes af kærlighed, fremgår af et rundspørge der blev foretaget i 1994 blandt 145.958 Jehovas vidner i Tyskland.

Overdrevent drikkeri, stofmisbrug, kriminalitet, hasardspil og asocial eller voldelig adfærd er alt sammen på den ene eller den anden måde udtryk for en selviskhed som let kan fremkalde had. Men 38,7 procent af de adspurgte sagde at de havde overvundet et eller flere af disse problemer for at leve op til de høje bibelske normer som Jehovas vidner anbefaler. Det der motiverede dem, var kærlighed til Gud og hans retfærdige adfærdsnormer. De blev tilbudt kærlig personlig hjælp fra Jehovas vidner. I løbet af de sidste fem år (1992-1996) er 1.616.894 personer i 233 lande blevet hjulpet til at foretage forandringer i deres tilværelse. De har overvundet hadet ved hjælp af en altovervindende kærlighed.

Ved at lægge uselvisk kærlighed for dagen har Jehovas vidner opnået varige, stabile ægteskaber. I nogle lande ender hvert andet eller tredje ægteskab med skilsmisse. Ovennævnte undersøgelse viste at kun 4,9 procent af de adspurgte Jehovas vidner var skilt eller separeret fra deres ægtefælle. En betydelig del af disse var i øvrigt blevet skilt før de blev Jehovas vidner.

Eftersom kærlighedens Gud er en stor Lærer som underviser dem der elsker ham, i sine principper og normer, retter Jehovas vidner først og fremmest deres kærlighed mod ham. Til forskel fra dem der er „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“, sætter Jehovas vidner Gud på førstepladsen. (2 Timoteus 3:4) Som en kontrast til den principløse livsform i denne verden bruger de gennemsnitlig 17,5 timer om ugen på religiøse aktiviteter. Jehovas vidner er tydeligvis åndeligsindede. Det er det der gør dem lykkelige. Jesus sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ — Mattæus 5:3.

En sand tjener for Jehova behøver ikke at frygte mennesker, siger forfatteren af Salme 118. „Jehova er på min side; jeg frygter ikke. Hvad kan et menneske gøre mig?“ (Salme 118:6) Fuldstændig tillid til Gud fjerner en af årsagerne til had og menneskefrygt.

En kristen der ved at Gud er „sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“, vil bestræbe sig for at aflægge vrede da denne egenskab også kan være årsag til had. At opdyrke Guds ånds frugter, deriblandt mildhed og selvbeherskelse, vil hjælpe ham til at nå dette mål. — Salme 86:15; Galaterne 5:22, 23.

En sand kristen er ydmyg og tænker ikke højere om sig selv end han bør tænke. (Romerne 12:3) Han opdyrker kærlighed i sit forhold til andre. I modsætning til had lader kærligheden sig ikke provokere. Den „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. — 1 Korinther 13:5.

Frygt, vrede eller følelsen af at være blevet krænket kan få folk til at hade andre. Men kærligheden fjerner grundlaget for had og overvinder det. Kærligheden er den stærkeste kraft i universet, for „Gud er kærlighed“. — 1 Johannes 4:8.

Had vil inden længe blive fjernet

Eftersom selviskhed og had ikke er en del af Jehova Guds personlighed, kan de ikke eksistere for altid. Disse egenskaber må nødvendigvis fjernes og erstattes af kærlighed, som vil vare evigt. Hvis du længes efter en verden uden had, en verden fyldt med kærlighed, vil vi opfordre dig til at lade Jehovas vidner fortælle dig hvilke krav man ifølge Bibelen må opfylde for at kunne se en sådan verden blive til virkelighed.

Vi bør alle stille os selv spørgsmålet: ’Hvilken egenskab lader jeg mig styre af, kærlighed eller had?’ Dette spørgsmål er ikke blot teoretisk. Det hjerte der banker for Guds modstander, hadets gud, vil ikke banke meget længere. Det hjerte der banker for Jehova, kærlighedens Gud, vil banke for evigt! — 1 Johannes 2:15-17.

[Illustration på side 10]

Selv i denne verden er det muligt at iføre sig kærlighed

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del