Forkynd den gode nyhed med fast overbevisning
1 Tidligt i det første århundrede befalede Jesus Kristus sine disciple at forkynde den gode nyhed om Riget og ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Jehovas vidner har taget denne befaling alvorligt, og her i slutningen af det 20. århundrede er vort kristne brodersamfund vokset til at omfatte mere end 5,9 millioner i 234 lande. Det betyder at der foregår en storslået lovprisning af vor himmelske Fader!
2 Nu er vi kommet ind i det 21. århundrede. Vores modstander prøver underfundigt at hindre os i at udføre vores vigtigste opgave, nemlig at forkynde og gøre disciple. Han forsøger at benytte presset fra denne tingenes ordning til at aflede vores opmærksomhed, stjæle vores tid og tappe os for energi med uvæsentlige bekymringer og interesser. Frem for at lade denne tingenes ordning diktere os hvad der er vigtigt her i livet, lader vi Guds ord afgøre hvad der bør prioriteres højest, nemlig at gøre Guds vilje. (Rom. 12:2) Det indebærer at vi adlyder Bibelens formaning om at ’forkynde ordet og være på færde både når tiden er gunstig og når den er ugunstig, og at fuldføre vores tjeneste’. — 2 Tim. 4:2, 5.
3 Opdyrk en fast overbevisning: Kristne må „stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje“. (Kol. 4:12) Ordet „overbevisning“ defineres i Ordbog over det Danske Sprog som „det at være overbevist, forvisset om noget; fast, sikker mening eller tro, der er resultatet af eller prøvet gennem tænkning, overvejelse, erfaring og lignende“. Som kristne må vi være overbeviste eller forvissede om at Guds profetiske ord med sikkerhed vil gå i opfyldelse, og at vi på nuværende tidspunkt er langt inde i endens tid. Vi må have en tro der er lige så stærk som den Paulus havde. Han sagde om den gode nyhed: „Den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror.“ — Rom. 1:16.
4 Djævelen benytter onde mænd og bedragere som selv er vildledt, til at påvirke og vildlede andre. (2 Tim. 3:13) Da vi på forhånd er blevet advaret om dette, kan vi tage skridt til at styrke vores forvisning om at det er os der har sandheden. I stedet for at lade livets bekymringer lægge en dæmper på vores nidkærhed bliver vi ved med at sætte Riget først. (Matt. 6:33, 34) Lad os heller ikke glemme tidens alvor fordi vi fejlagtigt mener at afslutningen på denne tingenes ordning ligger langt ude i fremtiden. Den kommer stadig nærmere. (1 Pet. 4:7) I betragtning af det vidnesbyrd der allerede er blevet aflagt, giver forkyndelsen af den gode nyhed måske kun få resultater i visse lande, men ikke desto mindre skal advarselsbudskabet fortsat forkyndes. — Ez. 33:7-9.
5 De vigtigste spørgsmål på dette fremskredne tidspunkt er: ’Tager jeg den befaling Jesus har givet mig til at gøre disciple, alvorligt? Fremgår det tydeligt af min forkyndelse af den gode nyhed at jeg er fast overbevist om at Guds rige er noget virkeligt? Er jeg besluttet på at have størst mulig andel i dette livreddende arbejde?’ I erkendelse af at vi befinder os i den sidste del af endens tid, må vi give agt på os selv og vores opgave som forkyndere og lærere. Ved at gøre dette vil vi frelse både os selv og dem der hører på os. (1 Tim. 4:16) Hvordan kan vi hver især forkynde med større overbevisning?
6 Efterlign thessalonikerne: Apostelen Paulus sagde om det store arbejde som brødrene i Thessalonika havde udført: „Den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning, ligesom I ved hvilken slags mennesker vi for jeres skyld blev for jer; og I blev efterlignere af os og af Herren, idet I tog imod ordet under megen trængsel med hellig ånds glæde.“ (1 Thess. 1:5, 6) Paulus roste menigheden i Thessalonika fordi dens medlemmer trods mange trængsler forkyndte med nidkærhed og fuld og fast forvisning. Hvad satte dem i stand til at gøre dette? For en stor del var det den nidkærhed og faste forvisning eller overbevisning de så hos apostelen Paulus og hans medarbejdere, egenskaber som gjorde et positivt indtryk på dem. Hvordan skal det forstås?
7 Hele det liv som Paulus og hans rejsefæller levede, var et vidnesbyrd om at de havde Guds ånd, og at de selv af hele deres hjerte troede på det de forkyndte. Før Paulus og Silas kom til Thessalonika, var de blevet groft behandlet i Filippi. De var uden rettergang blevet slået med stokke, kastet i fængsel og sat i blokken. Denne prøvelse lagde dog ikke en dæmper på deres nidkærhed for den gode nyhed. Guds indgriben hjalp dem ud af fængselet og førte til at arrestforvareren og hans husstand blev omvendt. Nu var vejen banet for at disse brødre kunne fortsætte deres tjeneste. — Apg. 16:19-34.
8 Guds ånd styrkede Paulus til at rejse videre til Thessalonika. Der tog han arbejde for at tjene til sine fornødenheder, og den resterende tid benyttede han udelukkende til at undervise thessalonikerne i sandheden. Paulus fortalte andre om den gode nyhed ved hver en lejlighed. (1 Thess. 2:9) Den faste overbevisning Paulus forkyndte med, gjorde så stort et indtryk på lokalbefolkningen at nogle af dem forlod den afgudsdyrkelse de tidligere havde praktiseret, og blev tjenere for den sande Gud, Jehova. — 1 Thess. 1:8-10.
9 Forfølgelse hindrede ikke de nye troende i at forkynde den gode nyhed. Foranlediget af deres nyfundne tro og i fuld forvisning om at opnå evige velsignelser følte thessalonikerne sig tilskyndet til at forkynde den sandhed som de selv med begejstring havde taget imod. Aktiviteten i menigheden blev så stor at nyheden om deres tro og nidkærhed blev spredt til andre dele af Makedonien, ja helt til Achaia. Da Paulus skrev sit første brev til thessalonikerne, var deres ihærdige indsats derfor allerede velkendt. (1 Thess. 1:7) De satte et bemærkelsesværdigt eksempel.
10 Motiveret af kærlighed til Gud og næsten: Hvordan kan vi, ligesom thessalonikerne, bevare en fast personlig overbevisning i forkyndelsen af den gode nyhed i dag? Paulus skrev om thessalonikerne: „Vi husker uophørligt på jeres trofaste arbejde og jeres slid som skyldes kærlighed.“ (1 Thess. 1:3, fodnote.) Det fremgår tydeligt heraf at thessalonikerne nærede en dyb og inderlig kærlighed til Jehova Gud og til dem de forkyndte for. Det var den samme kærlighed der motiverede Paulus og hans ledsagere til at give thessalonikerne del i „ikke blot Guds gode nyhed, men også [deres] egne sjæle“. — 1 Thess. 2:8.
11 På tilsvarende måde giver vores dybtfølte kærlighed til Jehova og vore medmennesker os lyst til at have en fuld andel i det forkyndelsesarbejde Jehova har pålagt os at udføre. Denne kærlighed får os til at erkende at Gud har givet os en personlig forpligtelse til at forkynde den gode nyhed. Hvis vi grunder over og værdsætter alt det Jehova har gjort for at lede os frem til „det virkelige liv“, motiverer det os til at fortælle andre om de samme vidunderlige sandheder som vi selv tror på af hele vort hjerte. — 1 Tim. 6:19.
12 Mens vi er travlt optaget af forkyndelsesarbejdet, må vores kærlighed til Jehova og vore medmennesker fortsat vokse. Hvis den gør det, vil vi føle os tilskyndet til at øge vores andel i hus-til-hus-arbejdet og gribe enhver lejlighed der måtte vise sig, til at aflægge et vidnesbyrd. Vi vil udnytte de muligheder vi får for at forkynde uformelt for slægtninge, naboer, venner og bekendte. Det vil give os en indre glæde selv om de fleste måske afviser den gode nyhed, og selv om nogle prøver at standse forkyndelsen af Riget. Af hvilken grund? Fordi vi ved at vi har gjort vort bedste for at forkynde Riget og hjælpe andre til at opnå frelse. Og Jehova vil velsigne de bestræbelser vi gør os for at finde frem til retsindige mennesker. Selv når vi føler os tynget af tilværelsens pres og Satan forsøger at tage glæden fra os, vil vi være i stand til at bevare vores faste overbevisning og vores nidkærhed i forkyndelsen. Når vi alle gør vores del, vil det resultere i stærke, nidkære menigheder som den der lå i Thessalonika.
13 Giv aldrig op under prøvelser: Der er også behov for en fast overbevisning når vi kommer ud for forskellige prøvelser. (1 Pet. 1:6, 7) Jesus gjorde det klart for sine disciple at de ville blive „genstand for alle nationernes had“. (Matt. 24:9) Paulus og Silas erfarede sandheden i Jesu ord da de var i Filippi. I Apostelgerninger, kapitel 16, fortælles det at Paulus og Silas blev kastet i det inderste fængsel og fik deres fødder fastgjort i blokken. Normalt bestod et fængsel dengang af en slags gård omkranset af celler der lå i dagslys med adgang til frisk luft. Men i den inderste del af fængselet var der intet lys og kun begrænset luftfornyelse. Paulus og Silas måtte udholde mørket, varmen og stanken på dette kummerlige sted. Kan du forestille dig den smerte det må have forvoldt dem at sidde i blokken i timevis med hudløse rygge som blødte efter mishandlingen?
14 Trods disse prøvelser forblev Paulus og Silas trofaste. De viste at de havde en dybtfølt og fast overbevisning som gav dem styrke til at tjene Jehova uanset hvilke prøvelser de blev udsat for. Deres faste overbevisning fremhæves i kapitel 16, vers 25, hvor det fortælles at Paulus og Silas var „i færd med at bede og at prise Gud med sang“. Selv om de var blevet anbragt i den inderste del af fængselet, var de så overbeviste om at de ejede Guds godkendelse, at de sang højt nok til at det kunne høres af de andre fanger. Vi må have den samme faste overbevisning når vi i dag bliver udsat for trosprøver.
15 De prøvelser Satan påfører os, er mange. I nogle tilfælde kan det være modstand fra familien. Mange af vore brødre står over for juridiske udfordringer. Vi kan møde modstand fra frafaldne. Der er økonomiske problemer og bekymringen for om man nu kan få det hele til at hænge sammen. De unge udsættes for et stærkt gruppepres i skolen. Hvordan kan vi klare disse prøver? Hvad kræver det af os at vise en fast overbevisning?
16 Først og fremmest må vi bevare et nært personligt forhold til Jehova. Mens Paulus og Silas var anbragt i det inderste fængsel, sad de ikke og klagede over deres lod i livet eller havde ondt af sig selv. De henvendte sig straks til Jehova i bøn og priste ham i sang, for de havde et nært personligt forhold til deres himmelske Fader. De var klar over at de led for retfærdigheds skyld, og at deres frelse lå i Jehovas hænder. — Sl. 3:8.
17 Når vi udsættes for prøvelser i dag, må vi på samme måde se hen til Jehova. Paulus tilskynder os som kristne til at vi ’i alt lader vores anmodninger blive gjort kendt for Gud; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte vores hjerter og vores sind’. (Fil. 4:6, 7) Det er en stor trøst at Jehova ikke lader os gennemgå prøvelserne alene. (Es. 41:10) Så længe vi tjener ham med fast overbevisning, vil han altid være hos os. — Sl. 46:7.
18 En anden vigtig faktor der kan hjælpe os til at vise at vi er fast overbeviste, er at vi fortsat holder os travlt beskæftiget i tjenesten for Jehova. (1 Kor. 15:58) Paulus og Silas blev sat i fængsel fordi de havde været travlt optaget af at forkynde den gode nyhed. Fik prøvelserne dem til at standse forkyndelsen? Nej, selv i fængselet forkyndte de. Og efter at være blevet løsladt rejste de til Thessalonika, hvor de gik ind i jødernes synagoge for at ’ræsonnere med dem ud fra Skrifterne’. (Apg. 17:1-3) Hvis vi er fast overbeviste i troen på Jehova og forvissede om at vi har sandheden, vil intet „kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. — Rom. 8:35-39.
19 Nogle der i vor tid har haft en fast overbevisning: Der er mange bemærkelsesværdige eksempler fra nutiden på nogle der, ligesom Paulus og Silas, har vist at de havde en fast overbevisning. En søster som overlevede et ophold i koncentrationslejren Auschwitz, fortæller om den urokkelige tro og overbevisning som brødrene og søstrene i lejren udviste: „Under et forhør kom en officer engang imod mig med knyttede næver. ’Hvad skal vi stille op med jer?’ udbrød han. ’Hvis vi arresterer jer, bekymrer det jer ikke. Hvis vi sender jer i fængsel, bekymrer det jer ikke. Og hvis vi sender jer i koncentrationslejr, bekymrer det jer heller ikke. Hvis vi dømmer jer til døden, står I bare dér helt uanfægtede. Hvad skal vi dog stille op med jer?’“ Hvor er det trosstyrkende for os andre at se den tro vores brødre udviste under så barske forhold. De så hele tiden hen til Jehova for at få hjælp til at holde ud.
20 Vi husker sikkert den faste overbevisning mange af vore brødre har udvist når de er blevet konfronteret med det etniske had der er blusset op i de senere år. Selv om de befinder sig i farlige situationer, er de ansvarshavende brødre opsatte på at sørge for at deres brødre og søstre får den åndelige føde. Alle fortsætter trofast i sikker forvisning om at ’intet våben der dannes imod dem vil du’. — Es. 54:17.
21 Mange af vore brødre og søstre som har ikketroende ægtefæller, ejer også en stærk tro og viser udholdenhed. En broder i Guadeloupe mødte stor modstand fra sin ikketroende hustru. For at gøre ham modløs og hindre ham i at overvære de kristne møder lavede hun ikke mad til ham og ville ikke vaske, stryge eller reparere hans tøj. I lange perioder talte hun ikke til ham. Men ved at tjene Jehova med stærk overbevisning og henvende sig til ham i bøn for at få hjælp var denne broder i stand til at holde ud. Hvor længe? I cirka 20 år. Derefter begyndte hans hustru gradvis at ændre hjerteindstilling. Til sidst havde han den store glæde at hans hustru tog imod den gode nyhed om Guds rige.
22 Endelig må vi ikke glemme den faste overbevisning der kendetegner vore unge brødre og søstre som går i skole og hver dag bliver udsat for gruppepres og andre udfordringer. En ung pige som er et af Jehovas vidner, fortæller om det pres de andre øvede på hende for at få hende til at blive ligesom dem: „I skolen prøver de alle sammen ustandselig på at få en til at være lidt oprørsk. Man bliver mere respekteret hvis man går lige til stregen.“ I unge bliver udsat for et stort pres. I må i sind og hjerte være fast besluttede på at modstå fristelser.
23 Mange af vore unge klarer sig godt i kampen for at bevare deres integritet trods prøvelser. En ung søster i Frankrig er et eksempel på dette. En dag efter frokostpausen prøvede nogle drenge med magt at kysse hende, men hun bad og gjorde voldsom modstand, og drengene lod hende være. Senere kom en af dem tilbage og fortalte hende at han beundrede hendes mod. Hun fik aflagt et godt vidnesbyrd om Riget for ham og fortalte ham om Jehovas høje moralnormer som alle der gerne vil leve i Guds rige, må følge. I løbet af skoleåret fik hun gjort rede for sin tro over for hele klassen.
24 Det er et stort privilegium for os at være blandt dem som Jehova har behag i at benytte til med fast overbevisning at fortælle andre om hans vilje. (Kol. 4:12) Desuden har vi mulighed for at bevise vores integritet når vi udsættes for angreb fra vores modstander Satan Djævelen, der „går omkring som en brølende løve“. (1 Pet. 5:8, 9) Glem aldrig at Jehova benytter budskabet om Riget til at formidle frelse både til os der forkynder det, og til dem der lytter til det. Vi kan ved de afgørelser vi træffer, og i vores daglige livsførelse vise at vi sætter Riget først. Lad os fortsat forkynde den gode nyhed med fast overbevisning.