Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w93 1/5 s. 10-15
  • Der kastes lys over Kristi nærværelse

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Der kastes lys over Kristi nærværelse
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Vor Herres Jesu Kristi nærværelse“
  • Tegnet
  • Engle i virksomhed
  • Den himmelske opstandelse
  • Forkyndelse i hele verden
  • Forbliv rene og udadlelige
  • Nærværelse
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Jesu komme eller Jesu nærværelse?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • 5B Kristi nærværelse (parousiʹa)
    Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave
  • Kristus er nærværende!
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
w93 1/5 s. 10-15

Der kastes lys over Kristi nærværelse

„Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, . . . vil [han] skille folk fra hinanden.“ — MATTÆUS 25:31, 32.

1. Hvordan har kristenhedens gejstlighed fortolket ordene i Mattæus 24:3?

TRE dage før Jesu død henvendte fire af hans disciple sig til ham og spurgte: „Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme [græsk: parousiʹa] og verdens ende?“ I århundreder har kristenhedens præsteskab og skribenter udlagt disse ord i Mattæus 24:3 (da. aut., 1992) som om de betød at Jesus ville komme igen i kødet og være synlig for enhver. Derfor har de lært andre at Kristi genkomst vil finde sted med stor pomp og pragt. De omtaler den som Kristi andet komme. Men har de ret i disse antagelser?

2, 3. (a) Hvordan skelnede bind 2 af Studier i Skriften mellem „komme“ og „nærværelse“? (b) Hvilken forståelse fik Jehovas folk af betydningen af Kristi parousiʹa?

2 Allerede i 1889 havde Jehovas salvede, som lysbærere i det 19. århundrede, fået korrigeret deres opfattelse af Kristi genkomst. På side 168-170 i bind 2 af Studier i Skriften skrev Charles T. Russell, den første præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab: „Parousia betyder ’Nærværelse’ og burde aldrig oversættes ’Tilkommelse’ som i vore almindelige Bibler . . . ’Emphatic Diaglott’, en meget værdifuld engelsk Oversættelse af det nye Testamente, gengiver parousia rigtigt med ’Nærværelse’ . . . ikke Handlingen at komme, at være undervejs eller blot at ankomme, men ’Nærværelse’ . . . [Jesus siger]: ’Ligesom Noas Dage var, saaledes skal Menneskesønnens parousia [Nærværelse] være.’ Mærk, at Sammenligningen ikke gælder Noas Komme og Herrens Komme . . . Hvad der her sammenlignes, er derfor Tiden, da Noa var nærværende blandt Folket ’før Syndfloden’, og Tiden, da Kristus er nærværende i Verden efter sin Genkomst, før Ilden, Herrens [Jehovas] Dags svære Trængsel, hvormed denne Tidsalder ender.“ — Mattæus 24:37.

3 Jehovas folk i det 19. århundrede forstod således at Kristi parousiʹa ville være usynlig. De havde også forstået at hedningernes tider ville udløbe i efteråret 1914. Senere, da det åndelige lys var vokset, forstod de at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen i himmelen som konge i Riget i det selv samme år, 1914. — Ordsprogene 4:18; Daniel 7:13, 14; Lukas 21:24; Åbenbaringen 11:15.

„Vor Herres Jesu Kristi nærværelse“

4. Hvad sigter det bibelske udtryk „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“ til?

4 Hvad indebærer det bibelske udtryk „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“ da i vor tid? (1 Thessaloniker 5:23) Det hedder i et opslagsværk at udtrykket „nærværelse“, parousiʹa, „blev det officielle ord for et besøg aflagt af en højtstående person, især om kongers og kejseres besøg i en provins“. Ordet sigter således til Herren Jesu Kristi nærværelse som konge fra 1914, efter at han var blevet indsat på tronen i himmelen. Han er usynligt nærværende som regerende konge og opfylder den profetiske befaling om at ’herske midt blandt sine fjender’. (Salme 110:2) Her på jorden har mennesker nu i cirka 79 år mærket virkningerne af Kristi usynlige nærværelse som konge.

5. Hvilke begivenheder under Kristi parousiʹa vil blive behandlet i de tre studieartikler i dette blad?

5 I denne artikelserie, der består af tre artikler, vil vi genopfriske de slående vidnesbyrd om hvad Kristi rige har udrettet i denne periode. Vi vil først betragte nogle af de begivenheder der er forudsagt i Bibelen og som allerede er indtruffet eller er ved at indtræffe. I den anden artikel vil vi beskrive det store arbejde der udføres af den trofaste og kloge trælleskare som Jesus benytter gennem hele den periode hvori han er nærværende som konge. (Mattæus 24:45-47) Den tredje artikel vil beskrive den storslåede afslutning, perioden under ’den store trængsel’. Det er det tidspunkt hvor Jesus kommer som Jehovas domsfuldbyrder for at fjerne de uretfærdige og udfri de retfærdige. (Mattæus 24:21, 29-31) Det er i forbindelse med denne indgriben at Paulus skrev: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give . . . jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ — 2 Thessaloniker 1:7, 8.

Tegnet

6. Hvilket sammensat tegn finder vi beskrevet i Mattæus, kapitel 24 og 25?

6 For nitten hundrede år siden bad Jesu lysbærende disciple Jesus om et tegn på, eller nogle vidnesbyrd om, hans fremtidige nærværelse i Rigets magt. I sit svar, der findes nedskrevet i Mattæus, kapitel 24 og 25, profeterede Jesus om et sammensat tegn, og i dag bliver alle elementer af dette tegn opfyldt i internationalt omfang. Når dette tegn gik i opfyldelse ville der indtræffe veer og prøvelser. Jesus advarede: „Pas på at ingen vildleder jer; mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’ og de vil vildlede mange. I vil komme til at høre om krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu.“ — Mattæus 24:4-6.

7. Hvilke dele af tegnet er gået i opfyldelse siden 1914?

7 Jesus forudsagde også at der ville komme krige af et hidtil uset omfang. Dette er gået i opfyldelse og to af disse krige er blevet kaldt verdenskrige; den ene blev udkæmpet fra 1914 til 1918 og den anden fra 1939 til 1945. Der skulle desuden være fødevaremangel og jordskælv det ene sted efter det andet. Sande kristne ville blive voldsomt forfulgt. I overensstemmelse med denne profeti er nutidens lysbærere, Jehovas vidner, blevet forfulgt i de sidste otte årtier, mens de har forkyndt den gode nyhed om Guds rige „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:7-14) Hver udgave af Jehovas Vidners Årbog kan bekræfte at disse aspekter af tegnet nu går i opfyldelse.

8, 9. (a) Hvad omfatter Jesu nærværelse som konge? (b) Hvad viser Jesu profeti om falske messiasser om hvor og hvordan hans nærværelse vil finde sted?

8 Eftersom Jesu kongemagt omfatter hele jorden, har den sande tilbedelse fremgang på alle jordens kontinenter. Under sin nærværelse (parousiʹa) som konge vil han inspicere hele verden. (1 Peter 2:12) Men findes der en hovedstad eller et center hvor mennesker kan få foretræde for Jesus og rådføre sig med ham? Han besvarede selv dette spørgsmål ved at forudsige at der ville fremstå falske messiasser på grund af forventningen om hans nærværelse. Han sagde advarende: „Hvis folk . . . siger til jer: ’Se! Han [Messias] er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se! Han er i de inderste rum,’ så tro det ikke. For ligesom lynet udgår fra øst og lyser over til vest, således vil Menneskesønnens nærværelse [parousiʹa] være.“ — Mattæus 24:24, 26, 27.

9 „Menneskesønnen“ vidste bedre end nogen anden på jorden hvor han ville opholde sig under sin nærværelse. Han ville hverken være her eller der eller noget bestemt sted på jorden. Han ville ikke vise sig et eller andet isoleret sted, „i ørkenen“, hvor de der søgte Messias kunne rådføre sig med ham uden at blive observeret af landets regering, og hvor hans tilhængere kunne træne under hans ledelse som en forberedelse til et politisk kup der skulle indsætte ham som verdens messianske hersker. Han ville heller ikke skjule sig i „de inderste rum“, så kun nogle få udvalgte vidste hvor han var, og så han dér, uden at blive iagttaget eller opdaget, kunne stifte en sammensværgelse og lægge hemmelige planer om at vælte verdens regeringer og lade sig salve som den lovede Messias.

10. Hvordan har lynglimt af bibelske sandheder oplyst hele verden?

10 Der var tværtimod intet at skjule i forbindelse med at Jesus var kommet som konge og havde indledt sin kongelige nærværelse. Som Jesus forudsagde oplyser lynglimt af sandheder fra Bibelen fortsat store områder fra øst til vest, i hele verden. Ja, som nutidens lysbærere har Jehovas vidner vist sig at være „et lys for nationerne, så [Jehovas] frelse kan nå ud til jordens ende“. — Esajas 49:6.

Engle i virksomhed

11. (a) Hvordan benyttes hærskarer af engle til at lade lyset om Riget skinne? (b) Hvornår er hvedeskaren blevet indsamlet, og hvilken gruppe tilhører de?

11 I andre skriftsteder der drejer sig om Jesu nærværelse, siges der at han er ledsaget af, eller ’udsender’, hærskarer af engle. (Mattæus 16:27; 24:31) I billedtalen om hveden og ukrudtet sagde Jesus at „marken er verden“ og at „høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle“. Det vil dog ikke sige at han under sin nærværelse i Rigets magt og herlighed udelukkende benytter engle som sendebud til at løse opgaver på jorden. Fra og med 1919, efter at hvedeskaren af åndsavlede salvede på jorden var blevet spredt som følge af begivenhederne under den første verdenskrig, begyndte engle under Jesu ledelse at udskille denne hvedeskare. Den var nu parat til yderligere virksomhed i Kongens navn. (Mattæus 13:38-43) I 1920’erne tog andre tusinder standpunkt for Guds oprettede rige og blev salvet med Guds ånd. Disse salvede blev føjet til den oprindelige rest. Tilsammen udgør de den trofaste og kloge trælleskare i dag.

12. Hvad har englene hjulpet til med at rense, og hvilke følger har dette fået for jorden?

12 Et andet eksempel på englenes medvirken under Jesu nærværelse, der fulgte efter hans indsættelse på tronen i 1914, er beskrevet i Åbenbaringen 12:7-9: „Mikael [Jesus Kristus] og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.“ Det viser at himmelen nu er blevet renset, så kun det jordiske domæne mangler at blive fuldstændig renset til Jehovas navns helligelse. Her i 1993 gælder den guddommelige advarsel stadig: „Ve jorden . . . for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:12.

Den himmelske opstandelse

13, 14. (a) Hvad har ifølge Bibelen fundet sted fra 1918 og fremefter? (b) Hvad fortæller Paulus og Johannes om den salvede rest i dag?

13 En anden forbløffende begivenhed der finder sted under Kristi nærværelse, er at den himmelske opstandelse begynder. Apostelen Paulus viste at de af de salvede der længe havde sovet i deres grave, ville være de første der blev gjort levende for at være sammen med Kristus Jesus i himmelen. Gennem årene er der blevet fremlagt vidnesbyrd om at dette øjensynlig er sket fra 1918 og fremefter. Paulus skriver: „Således vil alle også blive gjort levende i Messias. Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse [parousiʹa], de der tilhører ham.“ (1 Korinther 15:22, 23) At de salvede vil blive oprejst under Kristi nærværelse bekræftes af ordene i Første Thessalonikerbrev 4:15-17: „For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse [parousiʹa], afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; . . . de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften.“ Der er 144.000 som tilhører Kristus som salvede og som til sidst vil få denne storslåede belønning. — Åbenbaringen 14:1.

14 Paulus viser således at de af den salvede rest der lever i dag, ikke vil komme ind i Riget før de trofaste salvede kristne martyrer og disciple der har levet tidligere. Apostelen Johannes beskriver de salvede der dør i vor tid, med disse ord: „Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem,“ det vil sige i tilværelsen efter deres opstandelse. (Åbenbaringen 14:13) Og Paulus siger: „Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ (1 Korinther 15:51, 52) Hvilket forbløffende mirakel!

15, 16. (a) Hvilken billedtale benytter Jesus i Lukas 19:11-15, og hvorfor? (b) Hvordan er denne profeti gået i opfyldelse?

15 Da Jesus ved en lejlighed forkyndte om Guds rige for en gruppe af sine disciple, anvendte han en billedtale for at hjælpe dem til at rette deres forkerte opfattelser. Der siges i beretningen: „De mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig. Derfor sagde han: ’En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage. Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner og sagde til dem: „Driv forretning til jeg kommer.“ . . . Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten, befalede han at de trælle som han havde givet sølvpengene skulle kaldes til ham, så han kunne få at vide hvad de havde indtjent ved at drive forretning.’“ — Lukas 19:11-15.

16 Jesus var ’manden’ der rejste til himmelen, ’det fjerne land’ hvor han skulle modtage et rige. Dette rige modtog han i 1914. Kongen Kristus gjorde kort efter regnskabet op med dem der bekendte sig som hans disciple for at se hvordan de havde varetaget Rigets interesser, som de havde fået betroet. Nogle få trofaste blev rost af Herren med ordene: „Udmærket, gode træl! Fordi du har vist dig trofast i en meget lille sag skal du have myndighed over ti byer.“ (Lukas 19:17) I perioden under Kristi nærværelse foregår der en omfattende forkyndelse af budskabet om Riget og om Guds domme over de ugudelige, og den myndighed som den „gode træl“ fik overdraget indebar at føre tilsyn med dette arbejde.

Forkyndelse i hele verden

17. Hvilken glæde kendetegner Kristi parousiʹa?

17 Hvad skulle der ellers ske under Kristi parousiʹa? Det ville være en periode hvor det bragte stor glæde at forkynde og at hjælpe nye til at berede sig på at overleve den kommende store trængsel. Disse medlemmer af ’den store skare’, som samarbejder med resten, bliver „anbefalingsbreve“. (Åbenbaringen 7:9; 2 Korinther 3:1-3) Paulus omtaler glæden ved dette høstarbejde med ordene: „For hvad er vort håb eller vor glæde eller vor jubels krone — er det ikke netop jer? — over for vor Herre Jesus ved hans nærværelse [parousiʹa]?“ — 1 Thessaloniker 2:19.

Forbliv rene og udadlelige

18. (a) Hvilken bøn af Paulus hentyder til Kristi parousiʹa? (b) Hvilken ånd må vi alle lægge for dagen i denne periode, og hvordan?

18 Paulus bad også om at de der levede under Kristi nærværelse måtte blive helliget: „Måtte selve fredens Gud hellige jer helt og fuldt. Og måtte jeres ånd og sjæl og legeme blive bevaret på en udadlelig måde, hele i enhver henseende, ved vor Herres Jesu Kristi nærværelse [parousiʹa].“ (1 Thessaloniker 5:23) Ja, uanset om vi der lever i dag tilhører den salvede rest eller det store antal andre får, knyttes vi loyalt sammen af samarbejdets ånd, så vi fortsat kan være rene og udadlelige i denne epokegørende tid. Vi må også være tålmodige, sådan som Jakob skriver: „Vær derfor tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse [parousiʹa] . . . styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse [parousiʹa] er kommet nær.“ — Jakob 5:7, 8.

19. Hvilken advarsel gav Peter vedrørende Kristi parousiʹa, og hvordan bør vi reagere?

19 Apostelen Peter havde også noget at sige til os der lever i denne periode. Han advarede os imod folk som angriber med latterliggørelse. Dem findes der mange af overalt på jorden. Peter skrev: „Dette skal I først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse [parousiʹa]? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Peter 3:3, 4) På trods af at mange angriber med latterliggørelse under Kristi nærværelse, fortsætter Jehovas folk med at skinne som verdens lys, til frelse for mange.

Spørgsmål til repetition

◻ Hvordan fik Jehovas folk gradvis større forståelse af Kristi parousiʹa?

◻ Hvordan er Mattæus 24:4-8 gået i opfyldelse?

◻ Hvordan har englene samarbejdet med Kristus efter at han er blevet indsat på tronen?

◻ Hvilket forbløffende mirakel synes at finde sted under Kristi parousiʹa?

◻ Hvilken glæde kendetegner denne tid, og hvem oplever denne glæde?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del