Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at sørge?

„Jeg tror fuldt og fast på opstandelseshåbet, og jeg følte at det ville være forkert af mig at give udtryk for min sorg over for andre. Det ville give dem grund til at betvivle mit faste håb. Jeg følte at hvis jeg virkelig troede på opstandelsen, ville min sorg ikke være så dyb.“ — Charlene, der har været en døbt kristen i over 21 år.

NÅR en man elsker dør, kan man uventet begynde at føle frygt, vrede eller skyld, og blive deprimeret. Bibelens opmuntrende løfte om dødes opstandelse til liv på en paradisisk jord under Guds rige kan hjælpe kristne til bedre at kunne bære sorgen. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:1-4) Men som Charlenes udtalelse viser, kan kristne som mister en de elsker, bære på følelsen af at det er forkert at sørge, at sorg på en eller anden måde er et tegn på manglende tro på Bibelens løfte om en opstandelse. Men dette er en unødvendig byrde.

Hvad siger Bibelen om det at sørge? Er det forkert at føle sorg når man mister en man holder af?

De viste sorg

Abrahams tro er velkendt. Da Abraham blev stillet over for en trosprøve i forbindelse med sin søn Isak, siges der at han „så godt som ofrede“ ham. (Hebræerne 11:17; 1 Mosebog 22:9-13) Tilsyneladende var ingen indtil da blevet oprejst, men Abraham havde tro på at Gud, hvis det blev nødvendigt, „var i stand til at oprejse ham endog fra de døde“. (Hebræerne 11:19) Omkring 12 år efter at Abrahams tro var blevet prøvet, døde hans hustru, Sara. Hvordan reagerede denne troens mand? Bibelen fortæller at han „gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende“.a (1 Mosebog 23:2) Ja, denne mand, der troede fuldt og fast på at Gud kunne oprejse de døde, sørgede åbenlyst. Alligevel bliver Abraham omtalt som et eksempel med hensyn til at vise tro. — Hebræerne 11:8-10.

Jesus Kristus viste åbenlyst sin sorg da han havde mistet en han holdt af. I forbindelse med Jesu nære ven Lazarus’ død, læser vi: „Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb.“ — Johannes 11:32-35.

Det er værd at bemærke at Guds fuldkomne søn ikke skammede sig over at vise sin sorg åbenlyst. Det ord der på originalsproget gengives med „gav tårerne frit løb“ (dakryʹō) betyder „at fælde tårer, græde stille“. Det er bemærkelsesværdigt at Jesus tidligere havde givet to personer livet tilbage — enkens søn fra Nain og Jairus’ datter — og nu også havde i sinde at gøre det i Lazarus’ tilfælde. (Lukas 7:11-15; 8:41, 42, 49-55; jævnfør Johannes 11:11.) Kort forinden havde han sagt til Marta: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) Alligevel blev Jesus grebet af så stærke følelser at hans øjne blev fyldt med tårer.

Men der er noget som har langt større betydning. Jesus er „det nøjagtige udtryk for selve hans [Jehovas] væsen“. (Hebræerne 1:3) Jesu inderlige og dybe følelser ved at miste en kær ven i døden giver os derfor et bevægende billede af vor himmelske Fader, Jehova. De skildrer en Gud hvis hjerte bliver dybt berørt når hans tjenere sørger. — Jævnfør Salme 56:8.

Det er tydeligvis ikke forkert at sørge når en man elsker dør. Abraham holdt klage over Saras død. Jesus sørgede åbenlyst da Lazarus døde. Jehova Gud forstår vore smerter fordi ’han tager sig af os’. — 1 Peter 5:7.

Hvad så med det kristne håb? Gør det en forskel?

’Ikke sørge ligesom de andre’

Når nogle af de kristne i det første århundrede sørgede over at have mistet en medtroende, søgte apostelen Paulus at trøste dem. Han skrev til menigheden i Thessalonika: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Thessaloniker 4:13) Ja, de der har tillid til løftet om at Gud vil oprejse de døde, er langt bedre stillet end de der ikke har noget håb om en opstandelse.b Hvordan kan vi sige det?

De der ikke har et opstandelseshåb, fortvivler når de bliver konfronteret med døden. Selv blandt dem der hævder at tro på en eller anden form for liv efter døden, er det få der finder sand trøst heri. For mange andre skyldes sorgen ikke kun at døden har adskilt dem fra en de elskede, men også at adskillelsen er permanent. Uden fuld forståelse af en opstandelse bliver deres håb begravet sammen med den de elskede. Ifølge deres overbevisning vil de aldrig ses igen. — Jævnfør Første Korintherbrev 15:12-19, 32.

Det forholder sig imidlertid anderledes med sande kristne. Paulus forklarede at døden er som en søvn — ikke kun fordi det er en ubevidst tilstand der minder om en dyb søvn, men også fordi det er muligt at blive vækket fra den ved hjælp af en opstandelse. (Salme 13:3; Prædikeren 9:5, 10) Dette bibelske håb gør forskellen.

Når en kristen mister en af sine kære, føler han det manglende fællesskab, tabet af et kendt ansigt og fraværet af en elsket stemme lige så intenst som en ikketroende. Opstandelseshåbet gør ikke hjertet ufølsomt, men det dulmer og afbalancerer sorgen. Dette håb fjerner ikke behovet for at sørge, men det kan gøre smerten lettere at bære.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 26]

Jean-Baptiste Greuze, detalje af Den utaknemmelige søn, Louvre; © Foto R.M.N.