Moden i det antikke Grækenland

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

HVORFOR var det nødvendigt for de kristne skribenter Paulus og Peter i det første århundrede at give specifik vejledning angående kvindernes klædedragt? Paulus skrev for eksempel: „[Jeg] ønsker . . . at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt.“ (1 Timoteus 2:9) Peter fandt det nødvendigt at tale om „håret I fletter“, „guldsmykkerne I tager på“ og „yderklæderne I bærer“. — 1 Peter 3:3.

De skrev til kristne der levede under indflydelse af hellenismen, en udløber af oldtidens klassiske græske kultur. Fandtes begrebet „mode“ i oldtidens Grækenland? Når man tænker på grækerne i fortiden, forestiller man sig dem som regel klædt i den evindelige chithōnʹ eller tunika — en slags kjortel — og dét uanset køn, tidsalder eller hjemsted.a Er det en korrekt forestilling? Nej!

Hvordan man fremstillede og anvendte denne underklædning

En nøjere undersøgelse af den klassiske litteratur, af statuer og af vasemalerier viser at den græske klædedragt var andet og mere end lange hvide gevandter. Der var stor variation hvad angår stil, stof, farve, mønster og tilbehør. Især kvinderne anvendte en række kunstfærdige anordninger for at pynte sig.

De der har læst den græske digter Homers epos Odysseen, en skildring af sagnhelten Odysseus’ ti år lange sørejse, erindrer måske at heltens hustru, Penelope, fordrev de mange års ventetid med bestandig at væve på det samme stykke stof, for derefter at pille det op igen. Homer henviser endnu et par gange til beklædning og giver udtryk for at klædefremstilling fra de tidligste tider var en af kvindens vigtigste huslige sysler.

Når et stykke stof var vævet færdigt, blev det klippet til som en chithōnʹ — et skjortelignende klædningsstykke lavet af linned, senere også af uld — som var grundbestanddelen af både mænds og kvinders klædedragt. I arkaisk tid (omkring 630 til 480 f.v.t.) bestod kvindens chithōnʹ (dengang kaldt en esthēsʹ) af et almindeligt stykke stof som i bredden målte det der svarede til kvindens højde og i længden målte det der svarede til det dobbelte af afstanden mellem fingerspidserne når man står med armene strakt ud til siderne. (Jævnfør Johannes 19:23; Apostelgerninger 10:30, The Kingdom Interlinear.) En chithōnʹ blev fæstet med brocher, som oprindelig blev lavet af knogler fra smådyr og senere af metal. Den var åben i begge sider og blev holdt sammen i livet af et skærf, hvilket fik den til at ligne to separate klædningsstykker.

Senere, i begyndelsen af det sjette århundrede f.v.t., lignede den joniske chithōnʹ mere en kjole end en tunika. Den var syet sammen i siderne uden ombukning foroven og var billigere at fremstille, da der ikke gik så meget stof til. Dragten var ikke kun hvid. Den kunne også have lange, smalle striber i forskellige farver, og af og til var der sat frynser på. Safrangul og rød var blandt de mest populære farver. I den hellenistiske periode bragte asiatisk indflydelse nye klare farver på markedet, såsom lyserød, blå, violet og gul. Andre stoffer, pyntet med guldtråde eller blomsterbroderier, var i begyndelsen forbeholdt statuer af guderne eller de skuespillere der skulle forestille dem.

Hvad iførte en athensk kvinde sig ellers?

Ingen athensk kvinde med respekt for sig selv ville begive sig udendørs uden at være iført sin himaʹtion eller kappe. Dette rektangulære stykke stof kunne bæres på forskellige måder — kastet over skuldrene som et sjal, draperet over den ene skulder og ført ind under den modsatte arm, eller trukket op over hovedet som beskyttelse mod solen. Den kunne fås i forskellige størrelser. De lidt større mindede mest af alt om et slag, og blev benyttet i koldt vejr. En himaʹtion havde ofte dekorative borter, og kunsten at folde og drapere den sådan at folderne lignede plisseringer må have krævet stor dygtighed.

Kvinder kunne også iføre sig en kyʹpassis, en slags kort jakke som blev knappet foran, i stedet for en himaʹtion. De brugte ingen hatte som vi kender dem i dag, men i stedet en skiaʹdeion eller solskærm i særlig varmt vejr. Velhavende græske kvinder bar ofte en pepʹlos, et uldent klædningsstykke. I De Græske Skrifter nævner Paulus en „hovedbeklædning“ (græsk: periboʹlaion). — 1 Korinther 11:15.

De gamle grækere gik normalt ikke i sko indendørs og til tider heller ikke udendørs. Ifølge den græske digter Hesiod brugte jævne folk lædersandaler der var foret med filt. Kvinder som ikke var så høje, bar undertiden sko med plateausåler, lavet af kork, for at virke højere.

„Guldsmykkerne I tager på“

Smykker i form af plader af guld, dekoreret med relieffer der forestillede dyr eller planter, var meget udbredte. Af andre populære smykker kan nævnes dem der var udformet som skarabæer eller skarabælignende ædelsten eller halvædelsten og som ofte var indfattet i drejeringe. Armbånd — undertiden kaldt oʹfis (slange) eller draʹkōn (drage) — var nogle af kvindernes yndlingssmykker.

Ved udgravninger har man fundet diademer, medaljoner, halskæder, øresmykker, fingerringe og andre smykker. Disse prydgenstande blev sædvanligvis udført i guld, jern og kobber og lidt sjældnere i sølv, hvorimod halskæder ofte var fremstillet af glasperler eller halvædelsten.

Øreringe var også populære. Til tider tjente de som ydre tegn på værdighed, magt eller materiel velstand. Som regel fik piger lavet huller i ørerne i en tidlig alder.

„Hårfletningsfrisurer“

Der var stor variation inden for frisurer i oldtidens Grækenland. Noget af det mest populære var at have midterskilning og håret samlet i nakken med et kulørt bånd. Nogle kvinder redte alt håret op oven på hovedet og lavede en snoet knude. Andre havde kort og ligeklippet pandehår. Somme tider bandt man bånd rundt om panden, forsynet med en lille pynteknap af metal foran. Man lavede sig kunstige krøller ved hjælp af krøllejern. Der findes også vidnesbyrd om at mange athenske kvinder farvede deres hår. Retorikeren Lukian kritiserede de pjankede kvinder som brugte „krøllemaskiner“ og som ødslede deres mænds formue væk på arabiske hårfarvningsmidler.

De velhavende kvinder i oldtidens Grækenland bar yderst kunstfærdige og tidskrævende frisurer. Disse håropsætninger krævede mange timers arbejde hos en skønhedsekspert, var meget bekostelige og meget prangende, og hensigten var helt klart at vække opmærksomhed.

’Kvinder som smykker sig’

Anvendelsen af sminke var endnu en skik fra Østen som handelsmænd og rejsende bragte med sig til Grækenland. I det femte århundrede f.v.t. brugte athenske kvinder bly for at få en lysere ansigtsfarve. Man brugte rødt på læberne og rouge der blev fremstillet enten af tang eller af planterødder. Man tegnede øjenbrynene op med sod og sminkede øjenlågene mørkere (for eksempel med knust antimonsulfid), mens mascara blev fremstillet af kogødning eller af en blanding af æggehvide og gummi arabicum.

Arkæologisk udforskning af græske paladser, gravsteder og bopladser har fremdraget en mængde genstande som kvinder brugte til at pynte sig med. De talrige remedier man har fundet, omfatter blandt andet spejle, kamme, bøjlenåle, små elegante knive, hårnåle, barberknive, og miniaturekrukker til parfumer, cremer og pigmentfarver.

Sand skønhed

Trods de antikke græske satirikeres spydigheder, var elegance hos en kvinde i det store og hele en egenskab der var genstand for megen beundring og noget som hun var villig til at bruge en hel del tid, kræfter og opmærksomhed på.

Dette kunne få en kristen kvinde til at undlade at lægge hovedvægten på de åndelige egenskaber. Det er derfor med rette at apostelen Peter understreger at det smukkeste og mest betydningsfulde en kvinde kan iføre sig, er „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:3, 4) Enhver kvinde som bærer den form for indre prydelse tillige med en ren og fordringsløs påklædning, vil altid fremtræde smuk, i en ulastelig og tidløs stil. Paulus skrev til Timoteus: „[Jeg] ønsker . . . at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ — 1 Timoteus 2:9, 10.

[Fodnote]

[Ramme på side 24]

Smykker og religion

De motiver der er fundet på antikke græske smykker er meget ofte af religiøs natur. Nogle medaljoner skildrer forskellige guder og gudinder som for eksempel Artemis, og halvguder som Herkules. Blandt de gaver der i stort tal blev skænket til helligdomme i Grækenland, var smykker med afbildninger af rituelle tilbedelsesscener. På grund af den hedenske tro på at menneskets sjæl lever videre efter døden, blev adskillige dekorative smykker lagt i graven ved siden af den døde.

[Illustrationer på side 23]

Til venstre: Parthenon, et tempel viet til gudinden Athene

Herover: Guldmedaljon med buste af Artemis

Til højre: Pige iklædt en „himaʹtion“

Herunder til højre: Et gulddiadem

Yderst til venstre: Gudinde iført en „chithōnʹ“ og en „himaʹtion“

Til venstre: Guldarmbånd hvis ender er formet som slangehoveder

[Kildeangivelse]

Øverst til højre: Akropolis-museet i Grækenland

Øvrige fotos: National Archaeological Museum, Athen

[Kildeangivelse på side 22]

Akropolis i Athen, Grækenland