-
I forældre – hjælp jeres børn til at blive ‘vise til frelse’Vagttårnet (studieudgave) – 2017 | December
-
-
3. (a) Hvordan hørte Timoteus om den kristne lære, og hvordan reagerede han? (b) Hvilke tre ting nævnte Paulus for Timoteus?
3 Første gang Timoteus hørte om Jesus’ lære, var sikkert i år 47, da Paulus aflagde sit første besøg i byen Lystra. På det tidspunkt var Timoteus højst sandsynligt teenager. Han må have taget godt imod det han lærte, for to år senere blev han Paulus’ rejsefælle. Omkring 16 år senere skrev Paulus følgende til ham: “Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvem du har lært det af, og da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter [De Hebraiske Skrifter], som kan gøre dig vís til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.” (2 Tim. 3:14, 15) Læg mærke til at Paulus nævner det at (1) kende de hellige skrifter, (2) blive overbevist om at det man har lært, er sandt, og (3) blive vis til frelse gennem troen på Jesus.
-
-
I forældre – hjælp jeres børn til at blive ‘vise til frelse’Vagttårnet (studieudgave) – 2017 | December
-
-
BØRN MÅ ‘BLIVE OVERBEVIST’
5. (a) Hvad ligger der i udtrykket “blevet overbevist om”? (b) Hvad viser at Timoteus blev overbevist om at det han lærte, var rigtigt?
5 Hvis dine børn skal have et nært forhold til Jehova, er det imidlertid ikke nok at lære dem om personerne og begivenhederne i Bibelen. Timoteus var “blevet overbevist om” at det han havde lært, var rigtigt. Ifølge et bibelopslagsværk indeholder dette udtryk på originalsproget tanken om at man er “helt sikker på at noget er sandt”. Timoteus var blevet undervist ud fra De Hebraiske Skrifter fra han var lille. De mange beviser gjorde at han med tiden blev helt overbevist om at Jesus var Messias. Man kan sige at han føjede overbevisning til sin viden. Hans tro blev så stærk at han lod sig døbe og sluttede sig til Paulus i missionærtjenesten.
6. Hvordan kan du hjælpe dit barn til at få en stærk overbevisning?
6 Hvordan kan du hjælpe dit barn til at blive overbevist, eller få en stærk tro, ligesom Timoteus? Det er af stor betydning at du er tålmodig. Overbevisning kommer ikke fra den ene dag til den anden, og det er heller ikke noget man bare arver fra sine forældre. Hvert enkelt barn må med sin fornuft nå frem til at det der står i Bibelen, er sandt. (Læs Romerne 12:1). Men som forælder har du en vigtig rolle i den proces, ikke mindst når dit barn stiller spørgsmål. Læg mærke til det følgende eksempel.
7, 8. (a) Hvordan viser en far tålmodighed i undervisningen af sin datter? (b) Hvordan har du vist tålmodighed når du har undervist dine børn?
7 Thomas, der er far til en pige på 11, fortæller: “Min datter har nogle gange spurgt mig om sådan noget som ‘Kunne Jehova ikke have brugt evolutionen til at skabe liv på jorden?’ og ‘Hvorfor prøver vi ikke at forbedre forholdene ved at være med i de ting der foregår i samfundet – for eksempel ved at stemme?’ Nogle gange må jeg bide mig selv i tungen for ikke at komme med et dogmatisk svar. Man bliver ikke overbevist om noget ved bare at få serveret en stor luns sandhed. Man har derimod brug for mange små portioner beviser.”
8 Thomas’ erfaring viser meget tydeligt at der er brug for tålmodighed, en egenskab der er vigtig for alle kristne. (Kol. 3:12) Han er bevidst om at der kan være brug for mange samtaler over en længere periode. Hvis hans datter skal blive overbevist om at det hun lærer, er rigtigt, er der behov for at hun får nogle gode argumenter fra Bibelen. Thomas fortæller videre: “Særligt når det handler om vigtige emner, er min kone og jeg interesseret i at finde ud af om vores datter virkelig tror på det hun lærer, og om hun forstår det. Det er kun godt at hun spørger. I virkeligheden ville jeg være mere bekymret hvis hun bare tog imod det hun fik at vide, uden at stille spørgsmål.”
9. Hvordan kan du indprente Guds ord i dine børn?
9 Når forældre viser tålmodighed i forbindelse med at de underviser deres børn, vil børnene lidt efter lidt komme til at forstå “bredden og længden og højden og dybden” af sandheden. (Ef. 3:18) Sørg for at din undervisning passer til dine børns alder og evner. Efterhånden som de bliver overbevist om at det de lærer, er sandt, vil de blive bedre til at forsvare deres tro over for andre, deriblandt deres klassekammerater. (1 Pet. 3:15) Kan dine børn for eksempel forklare ud fra Bibelen hvad der sker når man dør? Forstår de Bibelens forklaring?a Det kræver virkelig tålmodighed af dig at indprente Guds ord i dit barn, men det vil være alle anstrengelserne værd. – 5 Mos. 6:6, 7.
10. Hvad er vigtigt i forbindelse med oplæringen af dine børn?
10 Noget andet der er vigtigt for at dine børn kan få en stærk tro, er dit eget eksempel. Stephanie, der er mor til tre piger, siger: “Lige fra mine børn var helt små, har jeg spurgt mig selv: ‘Taler jeg med mine børn om hvorfor jeg er overbevist om at Jehova findes, at han er kærlig, og at det er klogt at følge hans vejledning? Er det tydeligt for mine børn at jeg elsker Jehova?’ Jeg kan ikke forvente at de skal blive overbevist, hvis jeg ikke selv er det.”
-