Onesiforus — en modig trøster

„HUSK på dem der er i lænker, som om I var i lænker sammen med dem, og dem der mishandles.“ (Hebræerne 13:3) Da apostelen Paulus skrev disse ord omkring år 61 e.v.t., havde han selv siddet fængslet mere end en gang og skulle komme til at opleve det igen inden sin martyrdød. (Apostelgerninger 16:23, 24; 22:24; 23:35; 24:27; 2 Korinther 6:5; 2 Timoteus 2:9; Filemon 1) Dengang var der et presserende behov for at menighederne sørgede for medkristne som blev udsat for trosprøver, og det samme behov findes i dag.

Onesiforus som var en discipel i det første århundrede, var især opmærksom på at dække dette behov. Han besøgte Paulus da han for anden gang sad fængslet i Rom. Om Onesiforus skrev Paulus: „Måtte Herren skænke Onesiforus’ husstand barmhjertighed, for han har ofte givet mig friske kræfter, og han skammede sig ikke over mine lænker. Tværtimod, da han var i Rom søgte han flittigt efter mig og fandt mig.“ (2 Timoteus 1:16, 17) Har du taget dig tid til at grunde over hvad der egentlig ligger bag disse få ord? Hvis du gør det, vil det sandsynligvis øge din værdsættelse af det Onesiforus gjorde. Du vil opdage at han var en modig trøster.

Paulus’ andet fængselsophold

Efter at være blevet løsladt fra sit første fængselsophold sad Paulus igen i et romersk fængsel, men under anderledes omstændigheder. Tidligere kunne venner besøge ham i hans eget lejede hus, og han havde fortrøstningsfuld set frem til sin nært forestående løsladelse. Nu havde de fleste forladt ham, og en martyrdød ventede. — Apostelgerninger 28:30; 2 Timoteus 4:6-8, 16; Filemon 22.

Paulus’ andet fængselsophold fandt sted omkring år 65 e.v.t. Omtrent et år tidligere — i juli 64 e.v.t. — var Rom blevet hærget af en brand som forårsagede omfattende ødelæggelser i 10 af byens 14 regioner. Ifølge den romerske historiker Tacitus havde det ikke været muligt for kejser Nero „at bringe det slemme rygte til at forstumme, at ilden var påsat efter Neros befaling. For altså at gøre ende på folkesnakken kastede han skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som man kaldte kristne. . . . Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: nogle blev bedækket med dyrehuder og sønderrevet af hunde; andre korsfæstedes, og atter andre blev indsvøbt i brandbare klæder og tjente, når dagen var omme, til at oplyse natten.“

Det var i en sådan atmosfære at Paulus nu igen sad fængslet med udsigt til selv at blive offer. Intet under at han var meget taknemmelig for de besøg hans ven Onesiforus aflagde. Men lad os betragte situationen fra Onesiforus’ synsvinkel.

Besøg hos den fængslede Paulus

Onesiforus’ familie boede tilsyneladende i Efesus. (2 Timoteus 1:18; 4:19) Om Onesiforus var taget til kejserrigets hovedstad for at gøre forretninger eller udelukkende for at besøge Paulus, ved vi ikke. Under alle omstændigheder skrev apostelen: ’Da Onesiforus var i Rom, gav han mig ofte friske kræfter.’ (2 Timoteus 1:16, 17) Hvordan gav han Paulus „friske kræfter“? Onesiforus kan have hjulpet Paulus materielt, men hans tilstedeværelse har tydeligvis også virket styrkende og opmuntrende på Paulus. Nogle oversættelser siger derfor: „Han har ofte givet mig nyt mod,“ eller „han har ofte trøstet mig“.

På det tidspunkt var det en udfordring at besøge en kristen som sad fængslet i Rom. I modsætning til hvad der skete under Paulus’ første fængsling, havde de kristne i Rom tilsyneladende ikke kunnet finde frem til ham denne gang. I en storby som Rom var det ikke nogen nem opgave at finde en bestemt fange blandt de mange som sad fængslet for forskellige lovovertrædelser. Det krævede en ihærdig eftersøgning. Den lærde Giovanni Rostagno har givet denne kommentar: „Der kan have været forskellige problemer forbundet med en sådan søgen. Frem for alt måtte man udvise en usædvanlig forsigtighed. Hvis man indsamlede oplysninger her og der og så ud til at være lidt for ivrig efter at finde det fængsel hvor en fanatisk, ældre fange som havde været impliceret i utallige forbrydelser, sad fængslet, ville det vække unødig mistanke.“

Skribenten P. N. Harrison giver denne levende beskrivelse af samme situation: „I menneskemylderet får vi øje på et målbevidst ansigt og følger med stigende interesse denne fremmede fra en af Ægæerhavets fjerntliggende kyster, alt imens han vandrer omkring i de ukendte gaders labyrint og banker på døre. Skønt han er advaret om den fare han befinder sig i, følger han ethvert spor op, og han er besluttet på ikke at opgive sin søgen før en velkendt stemme i et skummelt fængsel byder ham velkommen, og han får øje på Paulus som er lænket til en romersk soldat.“ Hvis dette sted lignede andre romerske fængsler, var det et koldt, mørkt og snavset sted med lænker hvor man blev udsat for alle slags lidelser.

Det var farligt at blive genkendt som ven af en fange som Paulus, men det var endnu farligere at blive ved med at besøge ham. Man risikerede at blive arresteret og torteret til døde hvis man åbent vedkendte sig at være kristen. Men Onesiforus var ikke tilfreds med kun at besøge Paulus en eller to gange. Han var hverken skamfuld eller bange for at gøre det „ofte“. Onesiforus levede bestemt op til betydningen af sit navn, nemlig „en som bringer vinding (nytte)“, idet han modigt og kærligt ydede hjælp trods de farer det indebar.

Hvorfor gjorde Onesiforus alt dette? Brian Rapske skriver: „Et fængsel var ikke kun et sted med fysiske lidelser, men også et sted med dyb ængstelse på grund af den belastning fangen blev udsat for. I en sådan situation kunne hjælperens fysiske tilstedeværelse og opmuntringsord være til stor følelsesmæssig støtte for den indsatte.“ Dette vidste Onesiforus åbenbart, og derfor støttede han loyalt sin ven. Hvor må Paulus have værdsat denne hjælp!

Hvad skete der med Onesiforus?

I sit andet brev til Timoteus sender Paulus hilsener til Onesiforus’ husstand og siger: „Måtte Herren give ham at finde barmhjertighed hos Jehova på den dag.“ (2 Timoteus 1:18; 4:19) Mange mener at ordene „på den dag“ hentyder til Guds domsdag og konkluderer derfor at Onesiforus var død. Hvis det var tilfældet, „havde Onesiforus en gang for meget dristet sig ind i dette farlige område, og måttet bøde . . . med livet,“ siger P. N. Harrison. Men måske var Onesiforus blot ikke hos sin familie på det tidspunkt, eller Paulus kan have indbefattet ham i sin hilsen til hele husstanden.

Nogle tror at der ligger en særlig betydning i udtalelsen: „Måtte Herren give ham at finde barmhjertighed hos Jehova på den dag.“ De mener at disse ord retfærdiggør at man går i forbøn for afdøde hvis sjæl lever og måske lider i en eller anden åndelig verden. En sådan tanke er imidlertid i modstrid med Bibelens lære om at ’de døde slet ingenting ved’. (Prædikeren 9:5, 10) Selv hvis Onesiforus var død, udtrykte Paulus ganske enkelt et ønske om at hans ven måtte finde barmhjertighed hos Gud. „Det er noget vi kan ønske blev alle til del,“ siger R. F. Horton. „Men at bede for de døde og at holde messe for dem var en tanke der lå [apostelen] fjernt.“

Lad os være loyale trøstere

Om Onesiforus rent faktisk mistede livet mens han hjalp Paulus, ved vi ikke, men han satte det i hvert fald på spil for at finde apostelen og besøge ham i fængselet. Og der er ingen tvivl om at Paulus værdsatte den tiltrængte støtte og opmuntring han fik fra Onesiforus.

Når medkristne kommer ud for prøvelser, forfølgelse eller fængsling, bør vi om muligt trøste og opmuntre dem. Lad os huske dem i vore bønner og kærligt gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem. (Johannes 13:35; 1 Thessaloniker 5:25) Vi må ligesom Onesiforus være modige trøstere.

[Illustration på side 31]

Onesiforus trøstede modigt den fængslede apostel Paulus