Spørgsmål fra læserne

■ Giver artiklerne om at opnå Guds godkendelse rum for at kristne taler med en der på et tidspunkt blev betragtet som „anerkendt tilsluttet“, men senere måtte undgås på grund af en overtrædelse?

Ja, de gør. Vagttårnet for 15. november 1988 gav en bibelsk begrundelse for vort ændrede syn på udøbte som deltager i forkyndelsen sammen med Jehovas vidner. Tidligere brugte vi udtrykket „anerkendt tilsluttet“ om disse. Hvis en sådan overtrådte Guds love uden at angre, blev menighedens medlemmer underrettet om det, og de ville undgå samtale og samvær med vedkommende.

Som det fremgår af de nye artikler er det ifølge Bibelen nødvendigt at tage disse forholdsregler over for døbte der begår overtrædelser uden at angre. (1 Korinther 5:11-13; 2 Johannes 9-11) Men udøbte der begår fejltrin bærer ikke det samme ansvar som døbte i en lignende situation. (Lukas 12:48) De er ikke blevet døbt og er derfor ikke blevet godkendt eller anerkendt i Guds øjne, hvorfor en udstødelse heller ikke vil komme på tale. Ret beset er de nu et af denne verdens mennesker, og kan behandles derefter.

Hvordan skal vi da forholde os til en der har været „anerkendt tilsluttet“, men som på grund af en uret adfærd ikke længere opfylder kravene for deltagelse i forkyndelsen? Vedkommende vil ikke blive udstødt, men er atter et af denne verdens mennesker og bør behandles som sådan.a På side 19 i Vagttårnet for 15. november rådes loyale kristne imidlertid til at være på vagt. De forstår at den udøbte kan have begået sin overtrædelse mod bedre vidende om Guds krav. Modne kristne må være varsomme i deres omgang med en sådan. De fleste spørgsmål om hvor meget man kan have med sådanne mennesker at gøre, vil kunne besvares ud fra Guds ord. Man kan overveje vejledninger som dem der gives i Første Korintherbrev 15:33 og Ordsprogene 13:20, og spørge sig selv: ’Hvor meget fællesskab kan jeg med rette have med et af denne verdens mennesker som ikke efterlever de kristne normer?’ Hvis de ældste ser at en sådan person udgør en trussel, kan de privat advare dem i menigheden der synes at være i fare.

På et tidspunkt vil en udøbt der tidligere har været „anerkendt tilsluttet“ måske vise tegn på anger og udtrykke ønske om atter at få et bibelstudium. (Apostelgerninger 26:20) Vedkommende henvender sig måske til de ældste i den menighed han eller hun nu kommer i, og hvis det synes tilrådeligt vil de sørge for at der oprettes et bibelstudium med vedkommende. Det samme gælder hvis en i fremtiden diskvalificerer sig som udøbt forkynder, men senere viser tegn på anger. Den pågældende bør i regelen henvende sig til de to ældste som har behandlet hans overtrædelse, eller de to andre som ældsterådet eventuelt på hans anmodning valgte til at overveje sagen på ny.

Som det fremgik af Vagttårnet stiller sagen sig naturligvis lidt anderledes når der er tale om forældre med mindreårige børn som de juridisk har ansvar og forsørgerpligt for. (Efeserne 6:1-4) Forældrene er ifølge Bibelen forpligtede til at oplære og vejlede deres børn. Forældrene (eller den troende fader eller moder) kan derfor vælge at lede et privat bibelstudium med det barn der har begået et fejltrin, eller at lade ham eller hende deltage i familiestudiet.

Når de nylig bragte artikler i Vagttårnet kræver at vi ændrer vor opfattelse og vor handlemåde, er det helt i overensstemmelse med Skriften, som er gavnlig „til optugtelse i retfærdighed“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

■ Skal ordene i Titus 1:6 forstås sådan at en broder kun er kvalificeret til at være ældste i menigheden hvis alle hans børn er døbt?

I det første kapitel i brevet til Titus opridser apostelen Paulus kvalifikationskravene til mænd der tjener som ældste i menigheden. Et af disse krav er at broderen skal ’være uangribelig’ og ’have troende børn’.

Dette kan ikke betyde at alle en ældstes børn skal være døbt, eftersom nogle af dem kan være ganske små. Ordene i Titus 1:6 må derfor forstås sådan at en broders mindreårige børn enten skal være døbt eller modtage undervisning i Bibelen, tage imod det de lærer, rette sig efter det og vokse frem mod dåb, mens de kommer ind under forældrenes ansvar og fortjeneste. (1 Korinther 7:14) En ældste bør bestræbe sig for at gøre sine børn til disciple, så de ikke kommer „under anklage for udsvævelser eller er uregerlige“.b

Anvendelsen af ordet „troende“ i Bibelen hjælper os til at forstå hvad dette betyder. Man kan naturligvis tro på mange forskellige ting. (Apostelgerninger 26:27, 28; 2 Thessaloniker 2:3, 11; Jakob 2:19) Men i de fleste tilfælde er udsagnsordet „at tro“ knyttet til det at antage kristendommen og lade sig døbe. (Apostelgerninger 8:13; 18:8; jævnfør 19:1-5.) Dåben er et særlig stærkt vidnesbyrd om at et menneske er troende. — Apostelgerninger 2:41, 44; 4:4, 32.

I nogle tilfælde vil en ældstes mindreårige børn endnu ikke være fysisk, følelsesmæssigt eller åndeligt rede til at lade sig døbe; men hvis de arbejder frem mod dåben på en måde der stemmer med deres alder og situation, kommer de ind under begrebet „troende børn“ i Titus 1:6.

[Fodnoter]