’Afvis usande historier’

BIBELEN er fuld af menneskeskildringer. Disse er ikke blot spændende at læse, de er også lærerige. Apostelen Paulus skrev til den kristne menighed i Rom: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Romerne 15:4.

Paulus fortalte selv oplevelser. Bibelen siger om Paulus og Barnabas ved afslutningen af deres første missionsrejse: „Da de var ankommet [til Antiochia i Syrien] og havde samlet menigheden, fortalte de om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem, og at han havde åbnet troens dør for folk fra nationerne.“ (Apostelgerninger 14:27) Der er ingen tvivl om at brødrene blev meget opmuntrede af disse oplevelser.

Ikke alle beretninger er dog opbyggende. Under inspiration advarede Paulus Timoteus: „Afvis de usande historier som krænker det der er helligt og som gamle kvinder fortæller.“ (1 Timoteus 4:7) Og til Titus skrev han at loyale kristne „ikke [bør] agte på jødiske fabler og bud givet af mennesker som vender sig bort fra sandheden“. — Titus 1:14.

Hvad var det for usande historier eller fabler Paulus talte om? Begge ord kommer fra det græske ord myʹthos („myte“). The International Standard Bible Encyclopaedia siger at dette ord anvendes om „en (religiøs) historie som ikke har nogen forbindelse med virkeligheden“.

På Paulus’ tid vrimlede det med den slags historier. Ét eksempel er den apokryfe Tobits Bog, som formentlig blev skrevet mere end to hundrede år før Paulus levede. Denne historie handler om Tobit, en from jøde, som bliver blindet ved at der falder fuglegødning ned i hans øjne. Senere sender han sin søn, Tobias, ud for at opkræve et tilgodehavende. På vejen får Tobias, under en engels ledelse, fat i hjertet, leveren og galden fra en fisk. Dernæst møder han en enke som, på trods af at hun har været gift syv gange, stadig er jomfru fordi hver af hendes mænd er blevet dræbt på bryllupsnatten af en ond ånd. Tilskyndet af engelen gifter Tobias sig med enken og fordriver dæmonen ved at brænde fiskens hjerte og lever. Ved hjælp af fiskens galde giver Tobias senere sin fader synet tilbage.

Denne historie er tydeligvis pure opspind. Bortset fra at den er præget af fri fantasi og overtro, indeholder den direkte fejl. I beretningen siges der for eksempel at Tobit både var vidne til de nordlige stammers oprør og deportationen af israelitterne til Nineve, selv om der var 257 år mellem disse begivenheder i Israels historie. Ifølge beretningen var Tobit imidlertid 158 år gammel da han døde. — Tobit 1:4, 11; 14:11, dansk autoriseret oversættelse af 1953.

Sådanne fabler har ikke spor at gøre med det sandfærdige „mønster af sunde ord“ som forkyndes af Guds trofaste tjenere. (2 Timoteus 1:13) De strider imod historiske kendsgerninger og er produkter af fri fantasi genfortalt af gamle ugudelige kvinder. De bør afvises af kristne.

Prøv sandhedens ord

Det vrimler med lignende historier i dag. Paulus skrev: „Der kommer en tid da [folk] ikke vil finde sig i den sunde lære, men . . . vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til usande historier.“ (2 Timoteus 4:3, 4) Nogle steder på jorden er overnaturlige fortællinger udbredte og populære. Kristne gør derfor klogt i at ’prøve ordene’ i de religiøse historier for at se om de stemmer med Bibelen. — Job 12:11.

Mange historier finder tydeligvis ikke støtte i Bibelen. I store dele af verden er det for eksempel almindeligt at høre historier som forsvarer den tanke at menneskesjælen er udødelig. Disse historier beskriver hvordan en person dør, for senere at genopstå enten i et nyfødt spædbarns legeme, eller som en ånd, et dyr eller en person et andet sted.

Guds ord viser imidlertid at menneskesjæle ikke er udødelige. Sjæle kan dø. (Ezekiel 18:4) Desuden siger Bibelen at de døde er uden bevidsthed i graven — de kan ikke tænke, tale eller gøre noget andet. (Prædikeren 9:5, 10; Romerne 6:23) De der er blevet vildført af usande historier som støtter tanken om at sjælen er udødelig, vender sig, som Paulus siger, bort fra Bibelens „sunde lære“.

Overnaturlige historier

Andre historier handler om hekseri og trolddom. I dele af Afrika siges disse besværgere at besidde vældige kræfter der sætter dem i stand til at forvandle sig selv eller andre til krybdyr, aber og fugle. Disse hekse og troldmænd siges også at kunne flyve gennem luften for at gennemføre deres hensigter, at komme til syne og forsvinde igen, gå gennem vægge og se genstande der er begravet i jorden.

Eftersom der findes et væld af den slags historier, og mange tror på dem, kan det måske påvirke nogle i den kristne menighed til også at tro de er sande. De tænker måske at selv om normale mennesker ikke kan gøre den slags, er det muligt for dem der modtager overnaturlige kræfter fra åndevæsener eller dæmoner. Tilsyneladende finder de støtte herfor i Andet Thessalonikerbrev 2:9, 10, hvor der står: „Den lovløses nærværelse er ifølge Satans virke ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst.“

Sandt nok viser dette skriftsted at Satan kan gøre kraftige gerninger, men det nævner også at Satan står bag „løgnagtige tegn og undere“, samt „ethvert uretfærdigt bedrag“. Bibelen viser således at Satan er den ærkebedrager som „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Han er en mester i at få folk til at tro på usande historier.

Som følge heraf er selv vidnesbyrd og udsagn fra mennesker der har beskæftiget sig med spiritisme og hekseri, ofte langtfra pålidelige. Sådanne mennesker tror måske oprigtigt på det de har set, hørt eller oplevet, uden at det egentlig har fundet sted. Nogle er for eksempel overbeviste om at de har kommunikeret med afdødes ånder. Men de tager fejl, bliver bedraget og er ofre for sataniske svindelnumre. Bibelen siger at de døde ’stiger ned i det tavse’. — Salme 115:17.

I betragtning af at Djævelen har ry for at være en bedrager, er sandfærdigheden af disse overnaturlige historier i bedste fald højst tvivlsom. De fleste er et produkt af overnaturlige forestillinger der er blevet overdrevet ved hele tiden at blive genfortalt.

At sådanne fabler udbredes tjener løgnens faders, Satan Djævelens, interesser. (Johannes 8:44) Fablerne øger folks interesse for det okkulte, som er en vederstyggelighed for Jehova. (5 Mosebog 18:10-12) De fanger folk i en ond cirkel af frygt og overtro. Det kan derfor ikke undre at Paulus formanede de kristne til „ikke . . . at agte på usande historier“. — 1 Timoteus 1:3, 4.

Forkast dæmonernes vidnesbyrd

Men hvad nu hvis historierne viser sig sande? Somme tider fortælles der beretninger hvor ånder eller åndemanere anerkender Jehovas suverænitet og at hans vidner taler sandt. Bør kristne viderebringe sådanne historier?

Nej, det bør de ikke. Bibelen fortæller at Jesus, da nogle urene ånder råbte at han var Guds søn, „pålagde . . . dem strengt ikke at gøre ham kendt“. (Markus 3:12) Da en spådomsånd fik en pige til at udpege Paulus og Barnabas som „den højeste Guds trælle“ og forkyndere af „frelsens vej“, drev Paulus ånden ud af hende. (Apostelgerninger 16:16-18) Hverken Jesus, Paulus eller nogen anden af bibelskribenterne tillod dæmoner at vidne om Guds hensigt eller hans udvalgte tjenere.

Man bør også huske at Jesus Kristus havde levet i åndeverdenen før han kom til jorden. Han havde personligt kendt Satan. Alligevel underholdt Jesus ikke sine disciple med historier om Satans aktiviteter, og han fortalte heller ikke detaljerede beretninger om hvad Djævelen kunne eller ikke kunne. Satan og hans dæmoner var ikke Jesu venner. De var udstødte og oprørere som hadede det der var helligt og som var fjender af Gud.

Bibelen fortæller det vi har behov for at vide. Den forklarer hvem dæmonerne er, hvordan de vildfører mennesker og hvordan vi kan undgå dem. Den viser at Jehova og Jesus er stærkere end dæmonerne. Og den fortæller os at hvis vi loyalt tjener Jehova, kan de onde ånder ikke volde os varig skade. — Jakob 4:7.

Med god grund afviser kristne derfor usande historier, historier som kun gavner Guds modstandere. Jesus ’vidnede om sandheden’; det samme gør hans disciple i dag. (Johannes 18:37) De følger forstandigt Bibelens vejledning i Filipperbrevet 4:8: „Alt hvad der er sandt . . . dette skal I fortsat have i tanke.“

[Illustration på side 31]

Sande kristne må undgå enhver form for okkultisme