Bliv i ’tilflugtsbyen’ og bevar livet!
„Han skal bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død.“ — 4 MOSEBOG 35:28.
1. Hvem er blodhævneren, og hvad vil han inden længe gøre?
JEHOVAS blodhævner, Jesus Kristus, vil inden længe slå til. Med sine englehære vil han i denne egenskab snart gribe ind over for alle der har pådraget sig blodskyld uden at ændre sind. Ja, Jesus vil tjene som Guds domsfuldbyrder under ’den store trængsel’ der hastigt nærmer sig. (Mattæus 24:21, 22; Esajas 26:21) Menneskeheden vil da blive krævet til regnskab for den blodskyld der hviler på den.
2. Hvad er det eneste virkelige tilflugtssted, og hvilke spørgsmål vil vi gerne have besvaret?
2 For at komme i sikkerhed må man finde vejen til vore dages tilflugtsby og løbe for livet! Hvis man får lov at komme ind i byen må man blive der, for det er det eneste sikre tilflugtssted. Men har vi virkelig pådraget os blodskyld i betragtning af at de fleste mennesker aldrig har slået nogen ihjel? Hvorfor er Jesus en blodhævner? Hvad er den modbilledlige tilflugtsby? Og vil man nogen sinde kunne forlade tilflugtsbyen og alligevel være i sikkerhed?
Har vi pådraget os blodskyld?
3. Hvordan kan vi ud fra Moseloven forstå at de milliarder der bor på jorden har pådraget sig blodskyld?
3 Ud fra det man læser i Moseloven kan man se at jordens milliarder af indbyggere faktisk har pådraget sig blodskyld. Gud pålagde israelitterne et medansvar hvis der indtraf blodsudgydelser. Hvis en blev dræbt og man ikke fandt morderen, skulle dommere måle afstanden til de omliggende byer for at afgøre hvilken by der lå nærmest. For at blive skyldfri skulle de ældste i den by man måtte formode var blodskyldig, i en uopdyrket regnflodsdal brække halsen på en ung kvie der ikke havde været brugt til arbejde. Dette blev gjort i overværelse af levitpræster, ’for dem havde Jehova udvalgt til at afgøre enhver strid om voldshandlinger’. Byens ældste vaskede deres hænder over kvien og sagde: „Vore hænder har ikke udgydt dette blod, og vore øjne har heller ikke set det blive udgydt. Drag ikke dit folk Israel, som du har løskøbt, Jehova, til ansvar derfor, og læg ikke skylden for det uskyldige blod i dit folk Israels midte.“ (5 Mosebog 21:1-9) Jehova Gud ville ikke have at landet Israel blev besudlet med blod eller at dets indbyggere blev medansvarlige for blodsudgydelsen.
4. Hvilken blodskyld hviler der på Babylon den Store?
4 Der findes altså noget man kunne kalde kollektiv blodskyld. Tag for eksempel den enorme blodskyld der hviler på Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Der siges ligefrem at hun er beruset af Jehovas tjeneres blod! (Åbenbaringen 17:5, 6; 18:24) Kristenhedens trossamfund hævder at følge Fredsfyrsten, men krige, religiøse inkvisitioner og blodige korstog har gjort dem blodskyldige i Guds øjne. (Esajas 9:6; Jeremias 2:34) De har i virkeligheden pådraget sig den største skyld for at millioner har mistet livet i dette århundredes to verdenskrige. Tilhængerne af falsk religion, samt de der støtter og deltager i verdens krige, har pådraget sig blodskyld over for Gud.
5. Hvordan har nogle været som den uforsætlige manddraber i Israel?
5 Nogle har med vilje eller på grund af uforsigtighed forårsaget en andens død. Andre har deltaget i kollektivt drab, måske overtalt af religiøse ledere der har sagt at det var Guds vilje. Atter andre har forfulgt og dræbt Guds tjenere. Men selv om vi måske aldrig har deltaget i noget sådant, har vi ikke desto mindre pådraget os samfundsansvar på grund af de mange menneskeliv der er gået tabt, fordi vi ikke kendte Guds lov og vilje. Vi er ligesom den uforsætlige manddraber ’der slog sin næste ihjel uden at vide af det og uden i forvejen at have hadet ham’. (5 Mosebog 19:4) Sådanne mennesker bør, hvis de skal undgå at blive slået ihjel af blodhævneren, bønfalde Gud om barmhjertighed og søge tilflugt i den modbilledlige tilflugtsby.
Jesu betydningsfulde opgaver
6. Hvordan kan man sige at Jesus er menneskehedens nærmeste slægtning?
6 I Israel var blodhævneren offerets nærmeste slægtning. For at hævne alle der er blevet slået ihjel på jorden og især dem af Jehovas tjenere der er blevet dræbt, må nutidens blodhævner være hele menneskehedens nærmeste slægtning. Det kan man med rette kalde Jesus Kristus. Han blev født som et fuldkomment menneske og gav sit syndfri liv som et genløsningsoffer. Efter sin opstandelse til himmelen frembar han dette offers værdi for Gud til gavn for synderen Adams døende efterkommere. Derved blev Kristus menneskehedens genløser, vor nærmeste slægtning — den retmæssige blodhævner. (Romerne 5:12; 6:23; Hebræerne 10:12) Jesus omtales som sine salvede disciples broder. (Mattæus 25:40, 45; Hebræerne 2:11-17) Som himmelsk Konge bliver han „Evig Fader“ for dem der vil drage nytte af dette offer som hans jordiske undersåtter. Disse vil opnå evigt liv. (Esajas 9:6, 7) Jehova har derfor meget passende udpeget denne slægtning til at være menneskehedens blodhævner.
7. Hvad gør Jesus for mennesker i sin egenskab af ypperstepræst?
7 Jesus er også en syndfri, prøvet og medfølende ypperstepræst. (Hebræerne 4:15) I denne egenskab anvender han værdien af sit genløsningsoffer for menneskeheden. Tilflugtsbyerne blev oprettet til gavn for „Israels sønner og for den fastboende udlænding og for indvandreren iblandt dem“. (4 Mosebog 35:15) Den større ypperstepræst har først anvendt værdien af sit offer til gavn for sine salvede disciple, „Israels sønner“. Nu bliver den også anvendt til gavn for ’de fastboende udlændinge’ og ’indvandrerne’ i den modbilledlige tilflugtsby. Disse Herren Jesu Kristi „andre får“ nærer håb om at komme til at leve evigt på jorden. — Johannes 10:16; Salme 37:29, 34.
Vore dages tilflugtsby
8. Hvad er den modbilledlige tilflugtsby?
8 Hvad er den modbilledlige tilflugtsby? Det er ikke et geografisk sted som for eksempel Hebron, der var en af de seks levitiske tilflugtsbyer og det sted hvor Israels ypperstepræst boede. Vore dages tilflugtsby er den foranstaltning Gud har truffet for at beskytte os mod at lide døden for at have overtrådt hans bud om blodets hellighed. (1 Mosebog 9:6) Alle der overtræder dette bud, med vilje eller uforsætligt, må bede Gud om tilgivelse og anmode ham om at slette deres synd på grundlag af deres tro på ypperstepræsten Jesu Kristi blod. De salvede kristne med et himmelsk håb og ’den store skare’ der har udsigt til at leve på jorden, har draget nytte af Jesu sonoffer og befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby. — Åbenbaringen 7:9, 14; 1 Johannes 1:7; 2:1, 2.
9. Hvordan overtrådte Saulus fra Tarsus Guds bud om blodet, og hvoraf fremgår det at han senere ændrede indstilling?
9 Før apostelen Paulus blev kristen havde han overtrådt Guds lov om blodet. Som Saulus fra Tarsus forfulgte han Jesu disciple og billigede endog at de blev slået ihjel. „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro,“ skrev Paulus. (1 Timoteus 1:13; Apostelgerninger 9:1-19) Saulus angrede det han havde gjort, hvilket hans mange trosgerninger siden viste. Men for at komme ind i den modbilledlige tilflugtsby er det ikke nok at tro på genløsningen.
10. Hvordan er det muligt at opnå en god samvittighed, og hvad må vi gøre for at bevare den?
10 En uforsætlig manddraber fik kun lov til at blive i en af Israels tilflugtsbyer hvis han kunne bevise at han havde en god samvittighed over for Gud. For at opnå en god samvittighed må vi tro på Jesu offer, angre vore synder og ændre levevis. Vi må anmode Gud om en god samvittighed ved at vi gennem Kristus indvier os til Ham i bøn og symboliserer dette ved vanddåben. (1 Peter 3:20, 21) Det er som følge af en sådan god samvittighed at vi kan opnå et rent forhold til Jehova. Den eneste måde hvorpå vi kan bevare denne gode samvittighed, er ved at vi lever i overensstemmelse med Guds krav og udfører det arbejde han har tildelt os i den modbilledlige tilflugtsby, ligesom flygtningene i fortidens tilflugtsbyer måtte adlyde Loven og tage sig af deres arbejdsopgave. Det væsentligste arbejde Jehovas folk i dag udfører er at forkynde budskabet om Riget. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Når vi udfører dette arbejde er vi nyttige borgere i vore dages tilflugtsby.
11. Hvad må vi undgå hvis vi skal forblive i sikkerhed i vore dages tilflugtsby?
11 Hvis man forlader tilflugtsbyen risikerer man at dø, for blodhævneren vil inden længe udslette alle der har pådraget sig blodskyld. Det er ikke tiden at forlade denne beskyttende by eller opholde sig i det farlige område ved yderkanten af byens græsgange. Hvis vi mister troen på ypperstepræstens genløsningsoffer vil vi befinde os uden for den modbilledlige tilflugtsby. (Hebræerne 2:1; 6:4-6) Vi vil heller ikke være i sikkerhed hvis vi tillægger os verdens levevis, står i udkanten af Jehovas organisation eller undlader at følge vor himmelske Faders retfærdige normer. — 1 Korinther 4:4.
Udfriet fra tilflugtsbyen
12. Hvor længe må de der har pådraget sig blodskyld blive i den modbilledlige tilflugtsby?
12 En uforsætlig manddraber i Israel måtte blive i tilflugtsbyen „indtil ypperstepræstens død“. (4 Mosebog 35:28) Hvor længe skal de der har pådraget sig blodskyld blive i den modbilledlige tilflugtsby? Indtil de ikke længere har brug for ypperstepræsten Jesu Kristi tjeneste. Han er „i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham,“ skrev Paulus. (Hebræerne 7:25) Så længe der stadig findes rester af synd og tidligere blodskyld er ypperstepræstens tjeneste nødvendig for at ufuldkomne mennesker kan stå i et godkendt forhold til Gud.
13. Hvem er „Israels sønner“ i dag, og hvor længe skal de blive i „tilflugtsbyen“?
13 Fortidens tilflugtsbyer blev oprettet til gavn for „Israels sønner“, de fastboende udlændinge og indvandrerne. „Israels sønner“ skildrer de åndelige israelitter. (Galaterne 6:16) De må forblive i den modbilledlige tilflugtsby så længe de lever på jorden. Hvorfor? Fordi de stadig befinder sig i det ufuldkomne kød og derfor har brug for værdien af deres himmelske ypperstepræsts sonoffer. Men når disse salvede kristne dør og bliver oprejst som åndeskabninger i himmelen, behøver de ikke længere ypperstepræstens sonende tjeneste; de vil for altid have givet afkald på kødet og er blevet befriet for den blodskyld der knytter sig dertil. I forhold til disse oprejste salvede vil ypperstepræstens død have virket sonende og beskyttende.
14. Nævn endnu en grund til at de der har et himmelsk håb, må forblive i vore dages tilflugtsby.
14 Selve den menneskelige natur som Kristi kommende medarvinger ejer, betyder at disse må forblive i den modbilledlige tilflugtsby indtil de trofast afslutter deres jordiske livsløb. Når de dør vil de for evigt give afkald på deres menneskelige natur. (Romerne 8:17; Åbenbaringen 2:10) Jesu offer er kun til gavn for mennesker. Derfor „dør“ ypperstepræsten i forhold til medlemmerne af det åndelige Israel når de bliver oprejst som åndeskabninger der vil leve for evigt i himmelen, hvor de får „guddommelig natur“. — 2 Peter 1:4.
15. Hvem er ’de fastboende udlændinge’ og ’indvandrerne’ i dag, og hvad vil den store ypperstepræst gøre for dem?
15 Hvornår vil ypperstepræsten „dø“ i forhold til nutidens ’fastboende udlændinge’ og ’indvandrere’, så disse kan forlade den modbilledlige tilflugtsby? Medlemmerne af den store skare kan ikke forlade denne tilflugtsby umiddelbart efter den store trængsel. Det skyldes at de stadig vil befinde sig i deres ufuldkomne, syndige kød og vil have behov for at forblive under ypperstepræstens beskyttelse. Ved at drage nytte af hans sonende tjeneste under hele hans tusindårige konge- og præstedømme, vil de opnå menneskelig fuldkommenhed. Derefter vil Jesus fremstille dem for Gud så de kan gennemgå den sidste og endegyldige prøve på deres uangribelighed. Dette vil ske ved at Satan og hans dæmoner bliver løsladt en kort tid. Når de kommer igennem denne prøve med Guds godkendelse, vil Jehova erklære dem retfærdige. De vil da opnå jordisk fuldkommenhed i hele dens fylde. — 1 Korinther 15:28; Åbenbaringen 20:7-10.a
16. Hvornår vil de der overlever den store trængsel ikke længere behøve ypperstepræstens sonende tjeneste?
16 De der overlever den store trængsel må bevare en god samvittighed ved at forblive i den modbilledlige tilflugtsby indtil Kristi tusindårige styre er til ende. Som fuldkommengjorte mennesker vil de ikke længere behøve ypperstepræstens sonende tjeneste eller hans beskyttelse. Til den tid vil deres ypperstepræst, Jesus, så at sige „dø“ i forhold til dem, for da vil han ikke længere behøve at træde frem på deres vegne med sit offerblods rensende værdi. Det er på det tidspunkt de forlader den modbilledlige tilflugtsby.
17. Hvorfor vil det ikke være nødvendigt at de der oprejses under Kristi tusindårige styre søger hen til den modbilledlige tilflugtsby og bliver der?
17 Må de der oprejses i løbet af Jesu tusindårige styre, også søge hen til den modbilledlige tilflugtsby og blive der indtil ypperstepræstens død? Nej, for da de døde betalte de prisen for deres synd. (Romerne 6:7; Hebræerne 9:27) Ypperstepræsten vil dog hjælpe dem til at opnå fuldkommenhed. Hvis de består den sidste prøve efter tusindårsriget, vil Gud også erklære dem retfærdige og sikre dem evigt liv på jorden. De der ikke bevarer deres uangribelighed og ikke ønsker at rette sig efter Guds bestemmelser, vil naturligvis ikke bestå den sidste prøve men vil få en ugunstig dom og blive udslettet.
18. Hvordan vil Jesu konge- og præstedømme gavne menneskeheden for evigt?
18 Ypperstepræsten i Israel døde på et tidspunkt. Men Jesus „er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt“. (Hebræerne 6:19, 20; 7:3) Når Jesus engang ophører med at være formidlende ypperstepræst, betyder det altså ikke at hans liv ophører. De gavnlige virkninger af hans tjeneste som konge og ypperstepræst vil for evigt komme menneskeheden til gode, og mennesker vil stå i evig gæld til ham fordi han har ydet dem denne tjeneste. Desuden vil Jesus i al evighed føre an i den rene tilbedelse af Jehova. — Filipperne 2:5-11.
En vigtig lære for os
19. Hvilken lære om had og kærlighed kan drages af ordningen med tilflugtsbyerne?
19 Vi kan lære flere ting af ordningen med tilflugtsbyer. For eksempel ville ingen manddraber der nærede et morderisk had til offeret få lov til at bo i en tilflugtsby. (4 Mosebog 35:20, 21) Hvordan kan nogen i den modbilledlige tilflugtsby da tillade sig at udvikle et had til sin broder? „Enhver der hader sin broder er en manddraber,“ skrev apostelen Johannes, „og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ Lad os derfor „fortsat elske hinanden, for kærligheden er af Gud“. — 1 Johannes 3:15; 4:7.
20. Hvad skal de der befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby gøre for at være i sikkerhed for blodhævneren?
20 For at blive beskyttet mod blodhævneren skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen og måtte ikke bevæge sig uden for dens græsgange. Hvad må de der befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby gøre? Hvis de skal være i sikkerhed for den større blodhævner må de ikke forlade byen. De må passe på at de ikke lader sig lokke hen til udkanten af græsgangene. De må tage sig i agt for at opdyrke kærlighed til Satans verden i deres hjerte. Det kan kræve bøn og en særlig indsats, men deres liv afhænger deraf. — 1 Johannes 2:15-17; 5:19.
21. Hvilket tilfredsstillende arbejde udføres af dem der befinder sig i vore dages tilflugtsby?
21 De uforsætlige manddrabere i fortidens tilflugtsbyer måtte være produktive arbejdere. De salvede „Israels sønner“ har sat et godt eksempel som høstarbejdere og forkyndere af Riget. (Mattæus 9:37, 38; Markus 13:10) Som ’fastboende udlændinge’ og ’indvandrere’ i vore dages tilflugtsby har kristne med et jordisk håb den forret at udføre dette livredningsarbejde sammen med de salvede der stadig befinder sig på jorden. Det er et meget tilfredsstillende arbejde. De der arbejder trofast i den modbilledlige tilflugtsby vil undslippe den evige død for blodhævnerens hånd. De vil i stedet opnå evige velsignelser som følge af hans tjeneste som Guds store ypperstepræst. Vil du blive i tilflugtsbyen og leve for evigt?
[Fodnote]
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor har jordens milliarder af indbyggere pådraget sig blodskyld?
◻ Hvilke opgaver varetager Jesus Kristus til gavn for menneskeheden?
◻ Hvad er den modbilledlige tilflugtsby, og hvordan får man adgang til den?
◻ Hvornår vil folk kunne forlade den modbilledlige tilflugtsby?
◻ Hvad kan vi lære af ordningen med tilflugtsbyerne?
[Illustration på side 16]
Hvilke vigtige opgaver varetager Jesus Kristus?