Hvordan man lever op til sin indvielse „dag efter dag“
„Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op dag efter dag og følge mig til stadighed.“ — LUKAS 9:23.
1. Hvilket spørgsmål kunne møntes på en kristen ordets tjener?
„HAR vi viet os opgaven af hele vort hjerte?“ spurgte De Forenede Staters 35. præsident, John F. Kennedy. Han tænkte på den måde hvorpå folk i offentlige embeder tjener deres land, og han tillagde svaret på dette spørgsmål afgørende betydning. Men hvad ville vi svare hvis det samme spørgsmål blev møntet på vor opgave som Guds ords tjenere, som indviede kristne? Svaret på dette er langt mere afgørende.
2. Hvordan definerer en ordbog ordet „indvi“?
2 En mand i et embede kan måske ’vie sig’ eller hellige sig sin opgave, men for kristne ligger der mere i begrebet indvielse end det at man pligtopfyldende gør sit arbejde. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er dét at „indvi“ ensbetydende med at „gøre noget helligt; ved en højtidelig akt hellige eller ophøje noget, saa at det kan tages i brug til et højt, helligt formaal“. I denne betydning kan det siges at den kristne indvier sig selv. Hvor meget omfatter denne indvielse?
3. Hvad indebærer den kristne indvielse?
3 Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) Det indebærer altså mere end blot at overvære en gudstjeneste om søndagen eller at besøge et tilbedelsessted. Det omfatter hele ens levevis. At være kristen betyder at man siger nej til sig selv, eller lader sig selv komme i anden række, for at kunne tjene Jesu Kristi Gud, Jehova. En kristen tager desuden sin „marterpæl“ op ved at holde ud under enhver lidelse han påføres fordi han er en Kristi discipel.
Det fuldkomne eksempel
4. Hvad var Jesu dåb et symbol på?
4 Da Jesus var på jorden viste han hvad det vil sige at indvi sig til Jehova. Han sagde: „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme.“ Derefter tilføjede han: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebræerne 10:5-7) Som medlem af en indviet nation var han indviet til Jehova allerede fra fødselen. Ved begyndelsen af sin jordiske tjeneste lod han sig ikke desto mindre døbe som et symbol på at han personligt fremstillede sig for at gøre Jehovas vilje, hvilket indbefattede at han måtte bringe sit liv som et genløsningsoffer. Derved satte han et eksempel for kristne med hensyn til at gøre alt hvad der er Jehovas vilje.
5. Hvordan satte Jesus et godt eksempel med hensyn til det materielle?
5 Efter sin dåb fulgte Jesus en vej der til sidst førte til offerdøden. Han var ikke interesseret i at tjene penge eller at leve et komfortabelt liv. Nej, hele hans tilværelse drejede sig om hans tjeneste. Han opfordrede sine disciple til at blive ved med „først at søge riget og [Guds] retfærdighed“, og han levede selv op til disse ord. (Mattæus 6:33) Ved en lejlighed sagde han: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ (Mattæus 8:20) Han kunne have udformet sin lære på en sådan måde at han pressede penge ud af sine disciple. Eftersom han var tømrer kunne han have taget sig tid til at fremstille et smukt møbel og sælge det, for på den måde at skaffe sig nogle ekstra sølvstykker. Men han brugte ikke sine evner til at skaffe sig materiel velstand. Efterligner vi som Guds indviede tjenere Jesus ved at have den rette holdning til det materielle? — Mattæus 6:24-34.
6. Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at være selvopofrende tjenere for Gud?
6 Ved at sætte tjenesten for Gud i første række, søgte Jesus ikke sine egne interesser. Han viste selvopofrelse i de tre og et halvt år hans offentlige tjeneste varede. Ved en lejlighed var Jesus, efter en travl dag hvor han ikke engang havde taget sig tid til at spise, villig til at undervise folk der var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36; Markus 6:31-34) Skønt „udmattet af rejsen“ tog han selv initiativ til at tale med en samaritansk kvinde der kom ud til Jakobs Kilde i Sykar. (Johannes 4:6, 7, 13-15) Han satte altid andres velfærd over sin egen. (Johannes 11:5-15) Vi kan efterligne Jesus ved gavmildt at give afkald på vore egne interesser for at tjene Gud og andre. (Johannes 6:38) Hvis vi tænker på hvordan vi kan behage Gud, i stedet for kun lige akkurat at gøre det der kræves, vil vi leve op til vor indvielse.
7. Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at lade æren gå til Jehova?
7 Når Jesus hjalp andre, var det på ingen måde for at henlede opmærksomheden på sig selv. Han var indviet til Gud for at gøre hans vilje. Han sikrede sig altid at det var hans Fader, Jehova, der fik al æren for det der blev udrettet. Da en leder kaldte ham „gode lærer“, idet han brugte ordet ’god’ som en titel, rettede Jesus ham og sagde: „Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Lukas 18:18, 19; Johannes 5:19, 30) Er vi ligesom Jesus hurtige til at lade Jehova og ikke os selv få æren?
8. (a) Hvordan levede Jesus op til sin indvielse ved at holde sig adskilt fra verden? (b) Hvordan bør vi efterligne ham?
8 Gennem hele sit indviede liv på jorden viste Jesus at han var sat til side til tjenesten for Gud. Han bevarede sig selv ren, så han kunne bringe sig selv som „et dadelfrit og fejlfrit lam“, et genløsningsoffer. (1 Peter 1:19; Hebræerne 7:26) Han overholdt alle Moselovens forordninger og opfyldte således Loven. (Mattæus 5:17; 2 Korinther 1:20) Han levede op til sin egen lære i moralspørgsmål. (Mattæus 5:27, 28) Ingen kunne med rette beskylde ham for at have dårlige motiver. Han „hadede lovløshed“. (Hebræerne 1:9) Lad os som Guds trælle efterligne Jesus ved i Jehovas øjne at have en ren adfærd og gode motiver.
Advarende eksempler
9. Hvilket advarende eksempel henviste Paulus til, og hvorfor er det godt at betragte dette eksempel nærmere?
9 I modsætning til Jesus satte israelitterne et dårligt eksempel. Selv efter at de havde erklæret at de ville gøre alt hvad Jehova bød, undlod de at gøre hans vilje. (Daniel 9:11) Apostelen Paulus opmuntrede de kristne til at tage ved lære af det der skete med israelitterne. Lad os betragte nogle af de begivenheder Paulus henviste til i sit første brev til korintherne og se hvilke faldgruber Guds indviede tjenere i vor tid må undgå. — 1 Korinther 10:1-6, 11.
10. (a) Hvordan begærede israelitterne noget skadeligt? (b) Hvorfor var israelitterne mere dadelværdige anden gang de knurrede over maden, og hvad kan vi lære af deres advarende eksempel?
10 For det første advarede Paulus os mod at „begære noget skadeligt“. (1 Korinther 10:6) Det minder os sikkert om dengang israelitterne beklagede sig over at de kun fik manna at spise, så Jehova i stedet gav dem vagtler. Noget lignende var hændt omkring et år tidligere i Sins Ørken, umiddelbart før israelitterne havde indviet sig til Jehova. (2 Mosebog 16:1-3, 12, 13) Men der var ikke tale om nøjagtig den samme situation. Da Jehova første gang tilvejebragte vagtler, krævede han ikke israelitterne til regnskab for deres knurren. Anden gang var situationen en anden. „Kødet var endnu mellem deres tænder — det var endnu ikke tygget — da Jehovas vrede blussede op mod folket, og Jehova rettede et meget stort slag mod folket.“ (4 Mosebog 11:4-6, 31-34) Hvad var forskellen? Jo, de var nu et indviet folk der blev krævet til regnskab. Deres mangel på værdsættelse af Jehovas foranstaltninger fik dem til at beklage sig over for Jehova, til trods for at de havde lovet at gøre alt det Jehova havde sagt. Det forholder sig på samme måde hvis man i dag beklager sig over Jehovas bord. Nogle viser ikke den rette værdsættelse af Jehovas åndelige foranstaltninger gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Det er imidlertid værd at huske at vor indvielse kræver at vi taknemmeligt husker på alt hvad Jehova har gjort for os og tager imod den åndelige føde Jehova tilvejebringer.
11. (a) Hvordan besmittede israelitterne deres tilbedelse af Jehova med afgudsdyrkelse? (b) Hvordan kunne vi blive påvirket af en form for afgudsdyrkelse?
11 For det andet fremsatte Paulus denne advarsel: „Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev det.“ (1 Korinther 10:7) Her hentydede apostelen tilsyneladende til den kalvedyrkelse som fandt sted umiddelbart efter at israelitterne havde sluttet pagt med Jehova ved Sinaj Bjerg. Her vil nogle måske sige: ’Som en indviet tjener for Jehova ville jeg aldrig have noget at gøre med afgudsdyrkelse.’ Det er imidlertid værd at bemærke at israelitterne ikke selv mente at de ophørte med at tilbede Jehova; men de indførte ikke desto mindre kalvedyrkelsen, noget der var afskyeligt i Guds øjne. Hvad omfattede denne tilbedelse? Folket bragte ofre foran kalven, og „derpå satte [de] sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig“. (2 Mosebog 32:4-6) I dag er der også nogle der hævder at de tilbeder Jehova, men deres liv er måske ikke centreret om tilbedelsen af Jehova men om at nyde det der findes i denne verden, idet de forsøger at passe tjenesten for Jehova ind efter dette. Det er ganske vist ikke lige så ekstremt som det at bøje sig for en guldkalv, men i princippet er der ikke megen forskel. Hvis man gør sine egne ønsker til sin gud, lever man ikke længere helhjertet op til sin indvielse til Jehova. — Filipperne 3:19.
12. Hvad lærer beretningen om israelitternes forhold til Ba’al-Peor os om det at sige nej til sig selv?
12 I det næste advarende eksempel Paulus nævnte, omtales der en anden fare. „Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem begik utugt, og på én dag faldt treogtyve tusind.“ (1 Korinther 10:8) Besnæret af de umoralske fornøjelser som Moabs døtre lokkede med, blev israelitterne forledt til at tilbede Ba’al-Peor i Sjittim. (4 Mosebog 25:1-3, 9) At sige nej til sig selv for at gøre Jehovas vilje indbefatter at vi anerkender hans normer for moralsk renhed. (Mattæus 5:27-30) I denne tidsalder hvor normerne sænkes, mindes vi om at vi nødvendigvis må bevare os selv rene for enhver form for umoralsk adfærd, og anerkende at Jehova har myndighed til at afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt. — 1 Korinther 6:9-11.
13. Hvordan hjælper Pinehas’ eksempel os til at forstå hvad indvielsen til Jehova indbefatter?
13 Selv om mange faldt i utugtens snare ved Sjittim, var der dog stadig nogle der levede op til den indvielse nationen havde foretaget til Jehova. En af disse var Pinehas, der viste sig ekstraordinær nidkær. Da Pinehas fik øje på en af Israels høvdinge der førte en midjanitisk kvinde ind i sit telt, tog han straks en lanse i hånden og gennemborede dem. Jehova sagde til Moses: „Pinehas . . . har vendt min forbitrelse fra Israels sønner ved ikke at tåle nogen som helst rivaliseren med mig iblandt dem, så jeg ikke gjorde det af med Israels sønner i mit krav om udelt hengivenhed.“ (4 Mosebog 25:11) Vor indvielse til Jehova er ensbetydende med at vi ikke tolererer at noget som helst rivaliserer med ham. Vi kan ikke lade noget andet indtage den plads som indvielsen til Jehova bør have i vort hjerte. Vor nidkærhed for Jehova vil også bevæge os til at bevare menigheden ren ved ikke at tolerere grov umoralitet i menigheden, men lade de ældste vide hvis noget sådant foregår.
14. (a) Hvordan satte israelitterne Jehova på prøve? (b) Hvordan hjælper en fuldstændig indvielse til Jehova os til ikke at ’give tabt’?
14 Paulus henviste til endnu et advarende eksempel: „Lad os heller ikke sætte Jehova på prøve, som nogle af dem satte ham på prøve, og de blev dræbt af slangerne.“ (1 Korinther 10:9) Paulus henviste her til dengang israelitterne knurrede mod Gud over for Moses da „folkets sjæl [blev] utålmodig på grund af vejen“. (4 Mosebog 21:4) Begår du nogle gange den samme fejl? Da du indviede dig til Jehova, troede du da at Harmagedon var lige om hjørnet? Har Jehovas tålmodighed været større end du regnede med? Så husk at vi ikke har indviet os til Jehova for et bestemt tidsrum eller blot indtil Harmagedon. Vor indvielse er evig. „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — Galaterne 6:9.
15. (a) Hvem knurrede israelitterne voldsomt mod? (b) Hvordan får vor indvielse til Jehova os til at respektere teokratisk myndighed?
15 Til sidst advarede Paulus os om ikke at „knurre“ mod Jehovas udnævnte tjenere. (1 Korinther 10:10) Israelitterne knurrede voldsomt mod Moses og Aron da 10 af de 12 spioner der var sendt ud for at undersøge Kana’ans land kom tilbage og aflagde en dårlig rapport. De talte endog om at udskifte Moses med en anden anfører og rejse tilbage til Ægypten. (4 Mosebog 14:1-4) Anerkender vi i dag den ledelse som Jehova har tilvejebragt ved hjælp af sin hellige ånds virke? Når vi ser det åndeligt bugnende bord som den trofaste og kloge trælleskare har dækket, hersker der ingen tvivl om hvem Jesus benytter til at uddele „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45) En helhjertet indvielse til Jehova kræver at vi viser respekt for hans udnævnte tjenere. Lad os aldrig blive ligesom de der i dag knurrer og som, så at sige, har valgt en ny anfører for at blive ført tilbage til verden.
Gør jeg mit yderste?
16. Hvilke spørgsmål vil Guds indviede tjenere måske stille sig selv?
16 Israelitterne ville ikke have begået så alvorlige fejltrin hvis de havde husket at deres indvielse til Jehova var betingelsesløs. I modsætning til de troløse israelitter levede Jesus Kristus op til sin indvielse lige til det sidste. Som Kristi disciple efterligner vi ham og hans helhjertede indvielse, idet vi „ikke mere lever for menneskers lyster, men for Guds vilje“. (1 Peter 4:2; jævnfør Andet Korintherbrev 5:15.) Det er nu Jehovas vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Derfor må vi forkynde „denne gode nyhed om riget“ før enden kommer. (Mattæus 24:14) Hvilke anstrengelser gør vi os for at udføre denne tjeneste? Måske spørger vi os selv: ’Gør jeg mit yderste?’ (2 Timoteus 2:15) Vore omstændigheder er naturligvis forskellige. Det glæder Jehova at man tjener ham „efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har“. (2 Korinther 8:12; Lukas 21:1-4) Ingen bør dømme andre ved for eksempel at sætte spørgsmålstegn ved om de nu også har indviet sig af hjertet. Den enkelte må selv bedømme sin egen hengivenhed for Jehova. (Galaterne 6:4) Vor kærlighed til Jehova bør få os til at overveje hvordan vi kan glæde ham.
17. Hvordan vil værdsættelse få os til at leve op til vor indvielse? Belys med et eksempel.
17 Jo større værdsættelse vi får af Jehova, jo større bliver vor hengivenhed for ham. En 14-årig dreng fra Japan indviede sig til Jehova og symboliserede sin indvielse ved vanddåben. Senere ønskede han at tage en højere uddannelse for at blive forsker. Han havde aldrig tænkt på at begynde i heltidstjenesten, men som en indviet tjener ønskede han på ingen måde at forlade Jehova og hans synlige organisation. For at nå sit mål begyndte han på universitetet. Der så han hvordan de der tog eksamen i realiteten blev tvunget til at vie sig fuldt og helt til et firma eller til at lade sig videreuddanne. Han tænkte derfor: ’Hvad gør jeg egentlig her? Kan jeg stræbe efter en sådan livsstil og fuldstændig hellige mig et verdsligt arbejde? Er jeg ikke allerede indviet til Jehova?’ Han fik med tiden større værdsættelse af sandheden og blev pioner. Han fik større forståelse af hvad hans indvielse indebar, hvilket fik ham til at beslutte at stille sig til rådighed for at kunne rejse derhen hvor der var brug for ham. Han kom på Skolen for Udnævnte Tjenere og blev sendt til et andet land som missionær.
18. (a) Hvor meget omfatter vor indvielse til Jehova? (b) Hvilken belønning vil vor indvielse til Jehova resultere i?
18 Vor indvielse omfatter hele vor tilværelse. Vi må sige nej til os selv og følge Jesu gode eksempel „dag efter dag“. (Lukas 9:23) Eftersom vi har sagt nej til os selv, beder vi ikke Jehova om orlov. Vi lever vort liv i overensstemmelse med de principper Jehova har opstillet for sine tjenere. Selv i personlige anliggender vil det være godt at være opmærksom på om vi gør vort bedste for at vise at vi har indviet os til Jehova. Når vi tjener ham til stadighed og gør vort yderste for at behage ham, vil vi være sande kristne, og vil mærke Jehovas velsignelse fordi vi af hele vort hjerte har indviet os til ham.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad betød det for Jesus Kristus at han var indviet?
◻ Hvorfor må vi undgå at knurre mod Jehova?
◻ Hvordan kan vi undgå at afgudsdyrkelse underfundigt infiltrerer vort liv?
◻ Hvad vil hjælpe os til ikke at ’give tabt’ i forbindelse med at gøre Guds vilje?
[Illustration på side 17]
Indviede kristne ’giver ikke op med hensyn til at gøre det der er rigtigt’