De gjorde Jehovas vilje

Forældre blev belønnet for deres tro

BLANDT israelitterne gav fødselen af et drengebarn anledning til stor glæde. En sådan fødsel betød at slægten ville blive ført videre, og at arvelodden ville forblive i familiens eje. Men omkring år 1593 f.v.t. blev en drengefødsel blandt hebræerne måske snarere opfattet som en forbandelse end som en velsignelse. Af hvilken grund? Det skyldtes at Ægyptens Farao som var bekymret over den hurtige vækst i antallet af jøder i hans land, havde givet ordre til at alle deres nyfødte drengebørn skulle slås ihjel. — 2 Mosebog 1:12, 15-22.

Det var under dette grufulde forsøg på folkedrab at Amram og Jokebed, et hebraisk ægtepar, blev forældre til et kønt drengebarn. Det er let at forestille sig hvordan deres glæde må være blevet vendt til rædsel ved tanken om Faraos dekret. Som Amram og Jokebed stod dér og så på deres lille dreng, traf de en fast beslutning om ikke at svigte ham, uanset konsekvenserne. — 2 Mosebog 2:1, 2; 6:20.

De handlede i tro

Amram og Jokebed holdt deres nyfødte barn skjult i tre måneder. (2 Mosebog 2:2) Da hebræerne og ægypterne boede nær hinanden, var det imidlertid en risikabel affære. Alle der forsøgte at omgå Faraos dekret, ville formentlig, samtidig med at deres barn alligevel ville miste livet, selv blive straffet med døden. Hvad kunne disse hengivne forældre gøre for at bevare både deres barn og sig selv i live?

Jokebed samlede papyrusstængler. Papyrus er en plante med stærke siv som ligner bambusrør. Stænglerne er trekantede og på tykkelse med en finger. Papyrusplanter kan blive op til seks meter høje, og ægypterne benyttede dem i deres fremstilling af papir, måtter, sejl, sandaler og letvægtsbåde.

Ved hjælp af papyrusstænglerne lavede Jokebed en kurv der var stor nok til at barnet kunne ligge i den. Hun smurte kurven med asfalt og beg for at holde sammen på den og gøre den vandtæt. Derefter lagde hun drengen i dette lille fartøj og satte det ud mellem sivene ved Nilens bred. — 2 Mosebog 2:3.

Barnet opdages

Jokebeds datter, Mirjam, stillede sig i nærheden for at se hvad der ville ske. Faraos datter kom nu ned til Nilen for at bade.a Måske vidste Jokebed at prinsessen plejede at komme ned til Nilen på netop dette sted, og muligvis efterlod hun kurven dér for at den lettere skulle blive opdaget. Under alle omstændigheder fik Faraos datter snart øje på kurven mellem sivene og bad en af sine trælkvinder om at hente den. Da hun så det grædende barn i kurven, blev hendes medfølelse vakt. Hun forstod straks at det var et af hebræernes drengebørn. Men hvordan skulle hun kunne lade dette kønne lille barn dræbe? Ud over almindelig medmenneskelighed har Faraos datter måske også været under indflydelse af ægypternes udbredte tro på at man for at få adgang til himmelen måtte have udført en række gode gerninger i sit liv.b — 2 Mosebog 2:5, 6.

Mirjam, som på afstand havde set hvad der var sket, kom nu hen til Faraos datter og spurgte: „Skal jeg gå hen og kalde på en amme til dig blandt de hebraiske kvinder, så hun kan amme barnet for dig?“ Faraos datter svarede: „Gå!“ Mirjam skyndte sig hjem til sin mor. Kort efter stod Jokebed foran Faraos datter. „Tag dette barn med dig og am det for mig, og jeg vil selv give dig din løn,“ sagde prinsessen. Muligvis har Faraos datter på det tidspunkt forstået at Jokebed var barnets mor. — 2 Mosebog 2:7-9.

Jokebed beholdt sit barn indtil han var vænnet fra.c Det gav hende mange værdifulde lejligheder til at fortælle ham om Jehova, den sande Gud. Derefter bragte Jokebed drengen tilbage til Faraos datter som gav ham navnet Moses, der betyder „reddet op af vandet“. — 2 Mosebog 2:10.

Noget vi kan lære af

Amram og Jokebed udnyttede fuldt ud den mulighed de i en kort periode fik for at undervise deres søn i den sande tilbedelses principper og normer. Nutidens forældre bør gøre det samme. Det er i virkeligheden bydende nødvendigt at de gør det. Satan Djævelen „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Det ville glæde ham at opsluge nogle af de drenge og piger som ellers kunne blive værdifulde tjenere for Jehova. At de er unge og letpåvirkelige giver ikke anledning til nogen sympati fra Satans side! Af den grund lærer kloge forældre deres små børn at frygte den sande Gud, Jehova. — Ordsprogene 22:6; 2 Timoteus 3:14, 15.

De bestræbelser Amram og Jokebed gjorde sig for at skjule deres dreng de første tre måneder af hans liv, beskrives i Hebræerbrevet 11:23 som en troshandling. Ved at nægte at svigte deres barn viste begge disse gudfrygtige forældre tillid til Jehovas kraft til at frelse, og det blev de velsignet for. Lad os på samme måde nøje overholde Jehovas love og principper i tillid til at uanset hvad han tillader at vi udsættes for, vil det i sidste ende være til vort eget bedste og føre til evig lykke for os. — Romerne 8:28.

[Fodnoter]