Troede Jesus på Gud?

Et dilemma for tilhængere af treenighedsdogmet

„HVORDAN skulle Jesus kunne tro på Gud? Han er Gud; han har kendskab til alt og ser alt og behøver ikke at støtte sig til nogen. Tro indbefatter netop afhængighed af en anden og at man er overbevist om noget man ikke kan se. At sige at Gud Jesus troede på Gud er derfor udelukket.“

Ifølge den franske teolog Jacques Guillet er dette den fremherskende opfattelse i katolicismen. Undrer du dig over denne udlægning? Du har måske haft den opfattelse at eftersom Jesus er et eksempel til efterfølgelse for kristne i alle ting, må hans tro også være forbilledlig. Hvis du har set sådan på det, er det fordi du ikke har tænkt over hvad kristenhedens treenighedsdogme indebærer.

Spørgsmålet om Jesu tro er en stor gåde for de katolske, protestantiske og ortodokse teologer, der anser treenigheden for at være „det centrale mysterium i kristen tro og livsførelse“.a Det er dog ikke alle der benægter at Jesus havde tro. Jacques Guillet bekræfter at „det er umuligt at se bort fra at Jesus havde tro“, selv om han indrømmer at dette, set i lyset af treenighedslæren, er et „paradoks“.

Den franske jesuit Jean Galot, og de fleste teologer, forklarer at som „sand Gud og sandt menneske, . . . kan Kristus ikke tro på sig selv“. „Tro vil sige at have tro på en anden, ikke på sig selv,“ siger tidsskriftet La Civiltà Cattolica. Det der hæmmer forståelsen af at Jesus havde tro, er treenighedsdogmet, da disse to forståelser klart modsiger hinanden.

„Evangelierne siger intet om Jesu tro,“ siger teologerne. Det er en kendsgerning at ordene pisteuʹo (at tro, at have tro) og piʹstis (tro) i De Kristne Græske Skrifter som regel bruges i forbindelse med disciplenes tro på Gud eller Kristus, og ikke i forbindelse med Jesu tro på sin himmelske Fader. Vil det så sige at Guds søn ikke havde tro? Kaster dét han sagde og gjorde større lys over spørgsmålet? Hvad siger Skrifterne?

Bønner uden tro?

Jesus var en bønnens mand. Han benyttede enhver lejlighed til at opsende bønner. Han bad ved sin dåb (Lukas 3:21); han tilbragte en hel nat i bøn før udvælgelsen af de tolv apostle (Lukas 6:12, 13); og han bad før sin mirakuløse forvandling på bjerget da han var sammen med apostlene Peter, Johannes og Jakob. (Lukas 9:28, 29) Jesus var i færd med at bede da en af hans disciple kom med følgende anmodning: „Herre, lær os at bede,“ hvorefter Jesus lærte dem mønsterbønnen („Fadervor“). (Lukas 11:1-4; Mattæus 6:9-13) Han bad længe tidligt om morgenen mens han var alene (Markus 1:35-39); en aften, efter at have sendt sine disciple af sted, gik han op på et bjerg for at bede (Markus 6:45, 46); og han bad både sammen med og for sine disciple. (Lukas 22:32; Johannes 17:1-26) Ja, bøn var en vigtig del af Jesu liv.

Han bad også inden han udførte mirakler. Før han oprejste sin ven Lazarus bad han for eksempel: „Fader, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg ved jo at du altid hører mig; men på grund af folkemængden der står rundt om talte jeg, for at de kan få tro på at du har udsendt mig.“ (Johannes 11:41, 42) At Jesus regnede så sikkert med at blive bønhørt, viser hvor stærk en tro han havde. At der er en forbindelse mellem at bede til Gud og at tro på ham, fremgår tydeligt af det Kristus sagde til sine disciple: „Alle de ting I beder og anmoder om — tro på at I har fået dem, så vil I få dem.“ — Markus 11:24.

Hvis Jesus ikke havde tro, hvorfor bad han da til Gud? Kristenhedens ubibelske lære om en treenighed, at Jesus var menneske og Gud samtidig, tilslører Bibelens budskab. Den tilslører den enkelhed og kraft der præger hele Bibelen. Hvem var det Jesus påkaldte? Sig selv? Var han uvidende om at han var Gud? Og hvis han var Gud og vidste det, hvorfor bad han da?

De bønner Jesus fremsagde den sidste dag af sin jordiske tjeneste, giver os et endnu større indblik i hans stærke tro på sin himmelske Fader. Hans anmodning: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til,“ udtrykker håb og tillidsfuld forventning. — Johannes 17:5.

Mens han om natten befandt sig i Getsemane Have på Oliebjerget, „[begyndte] han at blive bedrøvet og at ængstes“, i bevidstheden om at de sværeste prøvelser og også døden var nært forestående. Han sagde: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.“ (Mattæus 26:36-38) Så lagde han sig på knæ og bad: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ Da „viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham“. Gud lyttede til hans bøn. På grund af den ekstreme følelsesmæssige belastning denne prøvelse udsatte ham for, „[blev] hans sved som bloddråber der faldt på jorden“. — Lukas 22:42-44.

Hvad vidner Jesu lidelser, hans behov for at blive styrket, og hans anråbelser om? „Én ting står fast,“ skriver Jacques Guillet, „Jesus bad, og bøn spillede en betydelig rolle i hans liv og i hans handlinger. Han bad som mennesker beder, og han bad på menneskers vegne. Bønner bedt af mennesker uden tro er utænkelige. Kan man da forestille sig at Jesus bad uden at have tro?“

Kort før sin død på marterpælen råbte Jesus med høj røst idet han citerede fra en af Davids salmer. Derefter fremførte han, i tro, en sidste anråbelse med høj røst: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Lukas 23:46; Mattæus 27:46) En italiensk fælleskirkelig oversættelse, Parola del Signore, siger at Jesus ’betroede sit liv’ til Faderen.

Jacques Guillet kommenterer: „Ved at beskrive korsfæstelsen, hvor Jesus, med citater fra Israels salmer, råber til sin Fader, overbeviser evangelieskribenterne os om at dette råb, et råb fra den enbårne Søn, et råb af stor kval, et råb af fuldstændig tillid, er et troens råb, et råb fra én der dør i tro.“

Stillet over for disse klare og overbevisende vidnesbyrd om tro, forsøger nogle teologer at skelne mellem tro og „tillid“. Men en sådan sondring finder ikke støtte i Bibelen.

Hvad fortæller de svære prøvelser Jesus gennemgik, mere præcist om hans tro?

’Vor tros fuldender’ gøres fuldkommen

I det 11. kapitel i sit brev til hebræerne omtaler apostelen Paulus den store sky af trofaste mænd og kvinder i førkristen tid. Derefter fremhæver han det største og mest fuldkomne eksempel på tro ved at sige: „Vi [ser] ufravendt . . . hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen . . . Betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebræerne 12:1-3.

De fleste teologer siger at dette vers ikke omtaler „Jesu egen tro“ men at det snarere er en beskrivelse af ham som „troens iværksætter eller troens grundlægger“. Det græske udtryk teleiōtēsʹ som forekommer i dette vers, indeholder tanken om en der bringer til fuldendelse, når det vedkommende har sat sig for, fuldstændiggør noget. Troen blev gjort fuldstændig da ’vor tros fuldender’ kom til jorden og opfyldte bibelprofetierne, hvorved troen fik et stærkere grundlag at hvile på. Men vil det sige at han ikke selv havde tro?

Uddrag af brevet til hebræerne, anført i rammen på side 15, fjerner enhver tvivl. Jesus blev gjort fuldkommen ved at udholde lidelser og ved at adlyde. Selv om Jesus var et fuldkomment menneske, måtte han, for at være ypperstepræst til gavn for sande kristne, gøres fuldkommen og hel i alle henseender, også i tro. Han anråbte sin Fader „med stærke råb og tårer“. Han var trofast mod Gud og havde gudsfrygt. (Hebræerne 3:1, 2; 5:7-9) Ifølge Hebræerbrevet 4:15 blev han „prøvet i alle henseender ligesom vi“, det vil sige ligesom enhver trofast kristen hvis tro udsættes for „forskellige prøvelser“. (Jakob 1:2, 3) Er det fornuftigt at mene at Jesus blev prøvet „ligesom“ sine disciple, uden at blive prøvet i troen som de blev det?

Anråbelser, lydighed, lidelser, prøvelser, trofasthed og gudsfrygt vidner alt sammen om Jesu fuldkomne tro. Disse ting viser at Jesus blev ’vor tros fuldender’ efter at hans egen tro var blevet gjort fuldkommen. Det er således tydeligt at han ikke var „Gud Søn“ sådan som treenighedslæren hævder. — 1 Johannes 5:5.

Troede han ikke på Guds ord?

Treenighedsdogmet påvirker teologernes tankegang i den grad at de sætter sagen på spidsen ved at sige at Jesus „ikke kan tro på Guds ord og dets budskab“. Eftersom han er „selve Guds Ord, kan han kun bekendtgøre ordet“. — Angelo Amato, Gesù il Signore, en bog med gejstlig imprimatur.

Men hvad viser Jesu gentagne henvisninger til Skriften os? Da han blev fristet, citerede han fra Skrifterne tre gange. Det tredje svar lod Satan vide at Jesus tilbad Gud alene. (Mattæus 4:4, 7, 10) Ved adskillige lejligheder omtalte Jesus profetier som var møntet på ham selv, og han havde tillid til deres opfyldelse. (Markus 14:21, 27; Lukas 18:31-33; 22:37; jævnfør Lukas 9:22; 24:44-46.) Af dette kan vi udlede at Jesus var godt kendt med Skrifterne som var inspireret af Faderen. I tro sørgede han for at overholde Guds ord, og han nærede fuld tillid til opfyldelsen af de profetier som forudsagde de prøver han skulle udsættes for, hans lidelser, død og opstandelse.

Jesu tro — et eksempel til efterfølgelse

For at forblive loyal mod sin Fader og for at ’besejre verden’, måtte Jesus kæmpe troens gode kamp indtil det sidste. (Johannes 16:33) Det er umuligt at vinde denne sejr uden tro. (Hebræerne 11:6; 1 Johannes 5:4) Ved hjælp af sin sejrrige tro satte Jesus et godt eksempel for alle sine trofaste disciple. Han troede afgjort på den sande Gud.

[Fodnote]

[Ramme på side 15]

Fuldenderen Jesus gøres fuldkommen

Hebræerne 2:10: „Det sømmede sig nemlig for ham for hvis skyld alt er og ved hvem alt er, da han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser.“

Hebræerne 2:17, 18: „Han måtte derfor blive sine ’brødre’ lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til, for at kunne bringe et sonoffer for folkets synder. For i kraft af at han selv led da han blev sat på prøve, kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve.“

Hebræerne 3:2: „Han var trofast mod Ham der gjorde ham dertil, som også Moses var trofast i hele Hans hus.“

Hebræerne 4:15: „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“

Hebræerne 5:7-9: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse.“