Jehova bør være vor tillid
„Jehova vil være din tillid.“ — Ordsprogene 3:26.
1. Hvad tyder på at mange ikke altid stoler på Gud selv om de hævder det?
PÅ DE FORENEDE STATERS pengesedler og mønter står der: „In God we trust.“ (Vi stoler på Gud) Men stoler alle de der bruger disse penge, i USA eller andre steder, virkelig på Gud? Eller har de større tillid til selve pengene? En sådan tillid til penge, uanset møntsorten, kan ikke forenes med tillid til en almægtig og kærlig Gud der aldrig misbruger sin magt og på ingen måde er havesyg, men tværtimod udtrykkeligt fordømmer havesyge. — Efeserne 5:5.
2. Hvilken indstilling har sande kristne til rigdommens magt?
2 Sande kristne sætter deres lid til Gud, ikke til rigdommen og dens „bedragende magt“. (Mattæus 13:22) De forstår at penge kun har en meget begrænset magt til at bringe lykke og bevare liv. Men sådan er det ikke med den almægtige Guds magt. (Zefanias 1:18) Bibelen giver os derfor følgende vise råd: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden; for han har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’“ — Hebræerne 13:5.
3. Hvad viser sammenhængen i forbindelse med Femte Mosebog 31:6 om Paulus’ anvendelse af dette skriftsted?
3 Da apostelen Paulus skrev ovenstående ord til de kristne hebræere, citerede han de anvisninger Moses gav israelitterne kort før sin død: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem, for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (5 Mosebog 31:6) Sammenhængen viser at Moses tilskyndede dem til at nære en tillid til Jehova der indebar mere end blot at stole på at han ville dække deres materielle behov. Hvordan det?
4. Hvordan beviste Gud over for israelitterne at de kunne stole på ham?
4 I de 40 år israelitterne vandrede i ørkenen, sørgede Gud trofast for at de fik det nødvendige. (5 Mosebog 2:7; 29:5) Han sørgede også for at lede dem. Det kom blandt andet til udtryk ved at der var en sky om dagen og en ild om natten som ledte israelitterne til ’et land der flød med mælk og honning’. (2 Mosebog 3:8; 40:36-38) Da tiden kom hvor de skulle drage ind i det forjættede land, valgte Jehova Josua som Moses’ efterfølger. Man kunne forvente at landets indbyggere ville sætte sig til modværge. Men Jehova havde vandret med sit folk gennem årtier, så der var ingen grund til at være bange. Israelitterne havde utallige grunde til at vide at Jehova var en Gud de kunne stole på.
5. På hvilken måde svarer de kristnes situation i dag til israelitternes før de gik ind i det forjættede land?
5 I dag er de kristne på vandring gennem den nuværende onde verdens „ørken“ på vej til Guds nye verden. Nogle af dem har fulgt denne kurs i mere end 40 år og befinder sig nu på tærskelen til Guds nye verden. Men ligesom i fortiden er vejen spærret af fjender der er besluttede på at hindre Guds folk i at komme ind i det land der vil blive endnu mere storslået end det forjættede land, der flød med mælk og honning. Moses’ ord, som Paulus citerede, er derfor også aktuelle for kristne i dag: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ Alle der forbliver stærke og modige, og som bevarer troen og stoler på Jehova, kan være sikre på at blive belønnet.
Tillid baseret på kundskab og venskab
6, 7. (a) Hvad satte Abrahams tillid til Jehova på prøve? (b) Hvilke tanker har han sikkert gjort sig under rejsen til det sted hvor han skulle ofre Isak?
6 På et tidspunkt fik israelitternes forfader Abraham befaling til at bringe sin søn Isak som et brændoffer. (1 Mosebog 22:2) Hvordan kunne denne kærlige fader nære en så ubrydelig tillid til Jehova at han straks var villig til at adlyde? Hebræerne 11:17-19 svarer: „Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, ja, han som med glæde havde taget imod løfterne søgte at ofre sin enestefødte, skønt der var sagt til ham: ’Det der skal kaldes „dit afkom“, skal komme gennem Isak.’ Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde.“
7 Det tog Abraham og Isak tre dage at drage til det sted hvor ofringen skulle foregå. (1 Mosebog 22:4) Abraham havde rigelig tid til at tænke over det han var blevet bedt om at gøre. Kan du forestille dig hvordan han har været til mode? Isaks fødsel havde været en uventet glæde. Dette vidnesbyrd om Guds indgriben havde givet Abraham og hans hustru, Sara, der havde været ufrugtbar, et nærmere forhold til Gud. Derefter havde de ganske givet levet i forventning om hvad fremtiden ville indebære for Isak og hans efterkommere. Skulle deres drømme nu komme til en brat afslutning, sådan som det kunne se ud til i betragtning af Guds befaling til Abraham?
8. Hvordan rakte Abrahams tillid til Gud videre end til blot at tro at Gud kunne oprejse Isak?
8 Abrahams tillid til Gud byggede imidlertid på det personlige kendskab nære venner har til hinanden. Som „Jehovas ven“ troede Abraham på Jehova, „og det blev tilregnet ham som retfærdighed“. (Jakob 2:23) Abrahams tillid til Jehova rakte videre end til blot at tro at Han kunne oprejse Isak. Abraham var også overbevist om at det Jehova bad ham om at gøre, var ret og rigtigt. Han kendte ganske vist ikke Jehovas bevæggrunde, men han havde ingen grund til at tvivle på at Gud handlede retfærdigt da han gav ham denne befaling. Abrahams tillid blev yderligere styrket da Jehovas engel greb ind og forhindrede at Isak blev ofret. — 1 Mosebog 22:9-14.
9, 10. (a) Hvornår havde Abraham tidligere vist tillid til Jehova? (b) Hvad kan vi lære af Abraham?
9 Omkring 25 år tidligere havde Abraham vist den samme tillid til Jehovas retfærdighed. Da han blev advaret om at Sodoma og Gomorra ville blive ødelagt, var han naturligt nok bekymret for de retfærdige mennesker som boede i byen, deriblandt hans nevø Lot. Abraham appellerede derfor til Gud med ordene: „Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde: at lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige, så det må gå den retfærdige som den ugudelige! Det er utænkeligt for dig! Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ — 1 Mosebog 18:25.
10 Patriarken Abraham var overbevist om at Jehova aldrig gør noget der ikke er retfærdigt. Senere skrev salmisten: „Jehova er retfærdig på alle sine veje og loyal i alle sine gerninger.“ (Salme 145:17) Vi må spørge os selv: ’Accepterer jeg det Jehova tillader at jeg kommer ud for, uden at tvivle på hans retfærdighed? Er jeg overbevist om at alt det han tillader, vil være til bedste for mig og for andre?’ Hvis vi kan svare ja, har vi lært noget meget vigtigt af Abraham.
Vis tillid til Jehovas valg
11, 12. (a) Hvilken tillid har Guds tjenere måttet vise? (b) Hvad kan til tider være et problem for os?
11 De der gør Jehova til deres tillid, viser også tillid til de mænd Jehova har valgt at bruge i forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt. For israelitterne betød det at de måtte have tillid til Moses og senere til hans efterfølger, Josua. For de første kristne betød det at de måtte have tillid til apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem. For os i dag betyder det at vi må have tillid til „den trofaste og kloge træl“ der er udpeget til at give os åndelig „mad i rette tid“, og til dem af trællen der udgør Det Styrende Råd. — Mattæus 24:45.
12 Det er til gavn for os selv at vi har tillid til dem der fører an i den kristne menighed. Der siges: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ — Hebræerne 13:17.
Kritiser ikke Jehovas valg
13. Af hvilken grund bør vi have tillid til dem der er udnævnt til at føre an?
13 Bibelen hjælper os til at være ligevægtige og nære tillid til dem der fører an blandt Jehovas folk. Vi kan spørge os selv: ’Begik Moses ikke af og til fejl? Havde apostlene altid den kristelige indstilling som Jesus ønskede at de skulle have?’ Vi kender svarene. Jehova har valgt at bruge loyale og hengivne, men ufuldkomne, mænd til at lede sit folk. Selv om de ældste er ufuldkomne, skal vi alligevel anerkende dem som ’udnævnt af den hellige ånd som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed’. De fortjener vor støtte og respekt. — Apostelgerninger 20:28.
14. Hvorfor er det bemærkelsesværdigt at Jehova valgte Moses som leder og ikke Aron eller Mirjam?
14 Aron var tre år ældre end Moses, men de var begge yngre end deres søster, Mirjam. (2 Mosebog 2:3, 4; 7:7) Og eftersom Aron var bedre til at tale for sig end Moses, blev han udnævnt til at tjene som sin broders talerør. (2 Mosebog 6:29–7:2) Men Jehova valgte ikke den ældste, Mirjam, eller den mest veltalende, Aron, til at lede israelitterne. Gud havde et indgående kendskab til alle tre og vidste nøjagtig hvad der var brug for. Derfor valgte han Moses. Da Aron og Mirjam på et tidspunkt ikke klart forstod dette, beklagede de sig: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ Mirjam, der måske var den der tilskyndede til dette oprør, blev straffet for sin respektløse indstilling til den Jehova havde valgt, og som hun og Aron burde have anerkendt som „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. — 4 Mosebog 12:1-3, 9-15.
15, 16. Hvordan viste Kaleb at han havde tillid til Jehova?
15 Da de 12 spioner blev sendt ud for at udspejde det forjættede land, aflagde de 10 en negativ rapport. De satte frygt i israelitterne ved at omtale kana’anæerne som „mænd af en usædvanlig højde“. Det fik israelitterne til at „knurre mod Moses og Aron“. Men det var ikke alle spionerne der manglede tillid til Moses og Jehova. Vi læser: „Da prøvede Kaleb at tysse på folket over for Moses, og han sagde: ’Lad os straks tage derop og tage det i besiddelse, for vi kan sagtens få det i vor magt.’“ (4 Mosebog 13:2, 25-33; 14:2) En anden spion, Josua, havde samme positive indstilling som Kaleb. De viste begge at de havde gjort Jehova til deres tillid da de sagde: „Hvis Jehova har fundet behag i os, så vil han føre os til dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. . . . frygt ikke for landets befolkning . . . Jehova er med os. Frygt ikke for dem.“ (4 Mosebog 14:6-9) Denne tillid til Jehova blev belønnet. Af den voksne generation der levede på den tid, var det kun Kaleb, Josua og nogle levitter der fik den forret at komme ind i det forjættede land.
16 Nogle år senere sagde Kaleb: „Jeg fulgte Jehova min Gud helt og fuldt. . . . Og se, nu har Jehova bevaret mig i live, sådan som han har lovet, i de femogfyrre år der er gået siden Jehova gav Moses dette løfte, dengang Israel vandrede i ørkenen, og se, nu er jeg i dag femogfirs år gammel. Dog er jeg i dag lige så stærk som den dag Moses sendte mig ud. Som min kraft var dengang, sådan er min kraft nu.“ (Josua 14:6-11) Læg mærke til Kalebs positive indstilling, hans trofasthed og hans fysiske styrke. Alligevel var det ikke Kaleb Jehova havde valgt til at være Moses’ efterfølger. Denne forret blev givet til Josua. Vi kan have tillid til at Jehova havde sine grunde til at vælge ham, og at det var det bedste valg.
17. Hvorfor kunne det se ud som om Peter ikke var egnet til at få et ansvar betroet?
17 Apostelen Peter fornægtede sin Herre tre gange. Han havde også ubesindigt taget sagen i sin egen hånd og hugget øret af ypperstepræstens træl. (Mattæus 26:47-55, 69-75; Johannes 18:10, 11) Nogle ville måske sige at Peter var en frygtsom og uligevægtig natur der ikke fortjente at få særlige forrettigheder. Men hvem var det der havde fået betroet Rigets nøgler, og som fik det privilegium at åbne vejen til det himmelske kald for tre befolkningsgrupper? Det var Peter. — Apostelgerninger 2:1-41; 8:14-17; 10:1-48.
18. Hvilken forkert holdning som omtales af Judas, ønsker vi at undgå?
18 Disse eksempler viser at vi skal passe på ikke at dømme efter det ydre, efter hvordan tingene rent umiddelbart tager sig ud. Hvis vi stoler på Jehova, vil vi ikke nære betænkeligheder ved de valg han træffer. Hans jordiske menighed består af mennesker der er ufuldkomne, og som heller ikke selv hævder at være fejlfri, men han bruger dem på en magtfuld måde. I det første århundrede advarede Jesu halvbroder Judas de kristne mod personer der ’lod hånt om herredømme og spottede sådanne som er herlige’. (Judas 8-10) Lad os aldrig være som dem.
19. Hvorfor er der ingen grund til at være kritiske over for Jehovas valg af dem der fører an?
19 Det ser ud til at de mænd Jehova vælger til visse ansvarsopgaver, er nogle der har de særlige egenskaber som er nødvendige for at lede hans folk i den retning han ønsker at det skal gå på bestemte tidspunkter. Det må vi lære at acceptere og ikke være kritiske over for Guds valg af dem der fører an, men være tilfredse med ydmygt at tjene på den plads Gud har sat os hver især. Derved viser vi at vi har gjort Jehova til vor tillid. — Efeserne 4:11-16; Filipperne 2:3.
Vis tillid til Jehovas retfærdighed
20, 21. Hvad kan vi lære af den oplæring Gud lod Moses gennemgå?
20 Hvis vi til tider er tilbøjelige til at stole for meget på os selv og for lidt på Jehova, kan vi lære noget af Moses. Da han var 40 år gammel, forsøgte han på egen hånd at befri israelitterne fra trældommen i Ægypten. Han mente det uden tvivl godt, men hans bestræbelser resulterede ikke i at israelitterne blev udfriet på det tidspunkt, og heller ikke i at hans egen situation blev bedre. Han blev faktisk tvunget til at flygte. Først efter 40 års anstrengende oplæring i et fremmed land var han kvalificeret til at blive udvalgt til den opgave han tidligere havde ønsket at påtage sig. På dette tidspunkt kunne han have tillid til at Jehova ville støtte ham, for nu foregik det hele på Jehovas måde og på en tid der stemte med hans hensigt. — 2 Mosebog 2:11–3:10.
21 Vi kan hver især spørge os selv: ’Løber jeg somme tider foran Jehova og de udnævnte ældste i menigheden fordi jeg synes at noget skal ske lidt hurtigere eller på den måde jeg foretrækker? Føler jeg mig forbigået i forbindelse med visse forrettigheder, eller accepterer jeg villigt at jeg må gennemgå en stadig oplæring?’ Har vi lært af Moses’ erfaring?
22. Hvoraf fremgår det at Moses bevarede tilliden til Jehova selv om han gik glip af en stor forret?
22 Vi kan også lære noget andet af Moses. I Fjerde Mosebog 20:7-13 fortælles der om en fejl han begik, og som kom til at koste ham dyrt. Han gik glip af den forret at føre israelitterne ind i det forjættede land. Gav han udtryk for at Jehovas afgørelse i denne sag var uretfærdig? Holdt han sig fornærmet for sig selv og mente at Jehova behandlede ham urimeligt? Mistede Moses tilliden til Jehovas retfærdighed? Vi finder svarene i Moses’ ord til Israel kort før sin død. Om Jehova sagde Moses: „Fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Ja, Moses bevarede tilliden til Jehova helt til sin død. Kan det samme siges om os? Gør vi noget for at styrke vor tillid til Jehova og hans retfærdighed? Hvordan kan vi gøre det? Det vil vi se på i den følgende artikel.
Hvad vil du svare?
◻ Hvilke grunde havde israelitterne til at stole på Jehova?
◻ Hvad kan vi lære af Abraham hvad angår tillid til Jehova?
◻ Hvorfor bør vi ikke være kritiske over for Jehovas valg af dem der fører an?
[Illustration på side 13]
Tillid til Jehova indbefatter respekt for dem der fører an i menigheden